Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed

Proofreaders

LUDVIGSBAKKE

AF

Herman Bang

I TAKNEMMELIG ERINDRING

OM

EMIL BJERRING

"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde Tallene sammen."

EN HIDTIL UTRYKT FORTALE

[Det havde oprindelig været Herman Bangs Hensigt at tilegne Ludvigsbakke til de Sygeplejersker, der havde været gode og kærlige imod ham under et sørgeligt og pinagtigt Hospitalsophold. Men saa døde netop hans trofaste Ven, Redaktør Emil Bjerring, og han tilegnede Bogen hans Minde. Men det oprindelige smukke og for Bang meget ejendommelige Tilegnelses-forord opbevaredes af Forlagsboghandler Lybecker, der nu har stillet det til Disposition For denne Minde-udgave].

* * * * *

PAVILLON I.

… _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, som aldrig klagede?…."

Til Plejerskerne.

Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortælling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.

Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord. Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og begge saá de tavse ind i Lyset med et langt Blik—Øjne, der søgte fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte Erindringer….

Saadan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.

Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stønnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt….

Men hine to Kvindeansigter—aa dagligdags Ansigter med bortstrøget

Haar fra lidt kantede Tindinger—var forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Følge.

Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes bort, som har ophørt at lide.

Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus' ustandselige, drivende Hjerte.

Og Dørene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, der kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her….

Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time—det blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv.

Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.

Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.

* * * * *

Jeg tænkte saa tit, mens jeg saá de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at trøste, at én Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, de helbredes og—de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og hjælpes og gaar og glemmer….

Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som lindrede Lidelsen.

Det syntes mig at maatte være tungt, og derfor sendes denne Bog derhen, hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kærlighedsgerninger skrives aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.

H.B.

Paris, Marts 93.

FØRSTE BOG

Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde
Kælderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med
Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:

-Vi skal afsted.

-Ja; Patienten Nummer to standsede og saá paa Portøren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil lægge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv den allermindste Ting.

Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede—først heroppe, saa dernede.

Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde sov, med dybe Aandedrag.

Og inde paa "A" var der ganske stille….

Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.

-Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op ligesom Hønsene.

Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud gennem det store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.

Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden, mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede—før hun begyndte at læse:

Horsens, den første Oktober.

Du kære Pige.

Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du, under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykønskningen: Gud velsigne Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi paa "Villaen".

Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden løber, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det er ikke længer siden end igaar, jeg saá Dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været artigt paa Dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var Du vel kæmmet med dine to Musehaler og det Hele) paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene, saa der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.

Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved Gelænderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedøren.

Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.

Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var ved Spejlet: "Saa—er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad Døren) … "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.

-Olivia, Fingrene af Munden.

-Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant om Kaaben … Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.

-Ja, saa kan Du gaa.

Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.

-Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben—jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhøjningen—: Og kun ét Haandtag i Tasken … ja, saa kan Du gaa….

Jeg var paa Vejen.

-Men om Karen først—kom det stadig fra Forhøjningen—vilde være saa venlig at sætte en Børste i dit Haar. Det er jo en Skændsel at se paa.

Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:

-Nej—og Mama sukkede—der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille
Ida Brandt, hun kan holde sit.

Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: Du var jo altid Dydsmønstret….

Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig—de havde vist egentlig ikke omgaaedes før—og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre—da jeg paa én Gang tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.

Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt saa sagte….

Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne—Du saá altid ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du læste Lektier—:

-Ida….

-I-da, det er Olivia Franck.

Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til mig og nikkede:

-Sæt Dig, min Pige.

Og jeg satte mig ved Døren—hos Jer satte man sig altid midt paa Stolene—til Du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde og Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:

-Har Ida Lommetørklæde? sagde hun—jeg tog altid til min egen Lomme for at føle—: Kom saa ingenting til….

Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.

Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet—jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv—lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne (Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene—hun lo ligesom om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i Varmen….

Mama sagde:

-Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida Brandt.

Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:

-Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet paa
Møblerne.

Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.

Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:

-Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?

Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte
Bogskab, uden at mæle et Ord….

Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg tænker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor Du maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Værkstedet, hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde høres i Verber.

Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var med i "Røver". Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brødrene rullede dem "under høj Søgang"…. Du sad derinde med Kjoleskørtet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl….

Det var ogsaa dér, Du fik revet din blaa Musselins paa et Søm.

Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saá kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandeløs:

-Vi maa sige det til Mama.

Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:

-Ida har revet sin Kjole.

Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:

-Hvor?

Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:

-Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus?

Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med sin Hæklenaal:

-Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som vi: tag Kjolen af.

Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge, det var hun vant til.

-Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen.

Mama slap Kjolen:

-Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.

Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.

-Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.

Mama slog Hænderne ned i Skødet:

-Saa er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist.

Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og saa maatte Baglæggene rækkes.

-Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa—Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa en Bredde—:

-Nej, det vil ikke ses.

-Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte hun
Latin: ja, naar det blot ikke ses …

Det saás ikke.

-Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en
Gang til. Nej, det ses ikke.

-Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:

-Nu vi! vi ha'e Crêmekopper.

Crêmekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlæbe, i den Revne, som hun havde faaet af at overbide Traad.

Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen, sagde jeg:

-De spiller; jeg saá Frøknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.

-Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.

Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og saa Du, og din Moder sagde over Kortene:

-Har Ida været artig?

-Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.

-Ja, gaa saa i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.

Du fik dit Pandekys og var afsted.

-Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama, saa jeg var ganske forpustet:

-De saá ingenting.

-Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:

-Naa, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun.
Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:

-Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?…
Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen?

… Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Aarene løb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og tyve.

Men Herren véd, hvor tit Du havde maattet høre mig i Salmer….

Mama blev ved at sige:

-Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre….

Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker….

Aa, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gaa i de lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Hænderne for at skjule mine røde Haandled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave, kære Du, hvor tit min maatte lægges ud i Brystsømmen.

I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med
Handsker paa om Natten:

-Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du.

Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir….

Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det graa
Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik
Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.

-Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund….

Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:

-Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et
aabent Brev Knappenaale fæstet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas
Toilette efter. Det dundrede paa Døren: Luk op, luk op. Det var Nina
Stjernholm i sin Pelskaabe:

-Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa Mama:

-"Søde Fru Franck, hvor er Føllene?" Og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:

-Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?

-Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt….

-Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:

-Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina.

Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens
Nina lo:

-Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk … Har I til første? vendte hun sig til os.

-Ida ikke….

-Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde
Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.

Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og
Musikken begyndte at spille.

-Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg….

Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.

Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:

-Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse.

Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa
Brystet og sagde til Kammerherren:

-Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet.

-Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og
Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens
Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:

-Nina, raabte Mama.

-Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.

Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:

-Det stille Pigebarn er nydeligt.

"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.

Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen" flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene….

Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.

Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.

Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke … jeg var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:

-Gaar Du ikke med?

Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at sige, mens hun græd:

-Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget mod Raad.

Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.

Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Uhrene….

Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.

* * * * *

Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glæde.
Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.

Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det
Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.

Din Olivia.

Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge.

Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.

Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.

Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:

-Maa jeg gaa igennem, Frøken?

-Værs'go'.

Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.

Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:

-Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud paa dette forbandede Kontor.

-Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.

-Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den
Gang.

Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over
Døren til "A" og gik op ad den:

-Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle
Konferensraad.

De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A". Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene paa hans Bord.

-Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.

-Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor …; og mens hun halvt lo, sagde hun:

-Han er den eneste, jeg er forskrækket for.

Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig….

-Ja, men jeg véd ikke … det er ligesom han lignede et Spøgelse….

-Et Spøgelse?

-Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.

Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.

-Naa, Godaften, Frøken.

Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.

Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte
Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.

Og saa paa Ludvigsbakke.

Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.

Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd.

-Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.

-Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted—:

-Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:

-Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa
Gentagelsen.

-De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre
Maden.

-Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:

-Rask—her, hvor man er lukket inde.

-Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.

-Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo….

Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.

-Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.

Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.

-De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.

-Hm; han saá kun paa hende.

-De skal spise. Schrøder, gentog hun.

-Hm.

-Men det maa være nu—hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde
Manden svært for at høre—: for nu kommer Lægerne.

Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.

Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.

Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte
Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:

-Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.

-Nej, Hr. Reservelæge.

Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren.

Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:

-Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".

-Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.

-Ja, det er en Klejnsmedesvend … De si'er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet—to Mand … Vorherre bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro … Hvad siger De, Frøken Brandt?

Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:

-De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.

Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide
Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.

Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem op i Sengen.

Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:

-Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):

-Mit Uhr er gaaet istaa.

-Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom op om Aftenen.

-Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The….

Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.

Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte paa det, hjemme fra Ludvigsbakke—ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.

Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i
Forvaltergangen, hvor hun hvilede—for sig alene.

Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang.

De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham.

-Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.

-Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.

Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De ligger … ikke?

Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun aabne paa "A".

Herren paa "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, saa langsomt som han prentede dem.

-Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.

Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.

Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.

Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.

-Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frøken Petersen.

-Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene …

-Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et
Jomfru-kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.

Ida aabnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slæbte den.

Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve
Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod
Portørerne:

-Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.

Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved:

-Det er forresten et pænt Menneske.

-Ja, sagde Ida og saá ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en
Maskes—og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.

Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede Handsker:

-Aa, sagde hun: dér har vi "Jomfruen" …

-Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde "hjælpe": jeg kommer meget forsilde.

Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme:

-Hvad har det Liv kostet?

-Tak, Jomfru.

Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne:

-Jeg har faaet det af en Fætter i Aalborg, sagde hun, om Livet.

Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende, sagde:

-Uha, ja, nu skal man til at tænke paa Vintertøjet.

Og de begyndte at tale om Hatte.

-Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.

Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:

-Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Haand op til en bred Næse, mens hun saá til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne.

-Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde faaet fat i
Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.

-Godnat.

Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk:

-Maa man være her lidt? sagde hun.

Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:

-Frøken Friis holder meget af Klæder.

Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch sagde, mens hun kløede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende:

-Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.

De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemødre spurgte om de Indlagte.

-Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.

-Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.

Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehaar.

-Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar…. Gud, Brandt, at De ikke "flammer" det.

-Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.

Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet….

Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde:

-Naa, saá De den ny paa Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen skinnede….

De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne fra sin
Plads:

-Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske….

Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:

-Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skørter.

-Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.

Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet:

-Manden gaar med Stropper i Benklæderne.

Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle
Konferensraad og Konferensraadinden.

-Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.

-Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var død.

-Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun dyppede selv sine Bede, da hun var firs … med Karlestrømperne trukne uden paa Skotøjet….

Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes
Uldstrømper:

-Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frøken Koch rystede sit
Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den
Vej skal vi jo alle.

-Skal De op, Brandt?

-Ja.

-Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.

De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved
Frøken Kochs Dør.

-Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det var et herligt Sted. Hun tænkte paa Ludvigsbakke.

-Godnat, Brandt.

-Godnat.

Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og saá paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad Trinnene.

Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum … jo, det var ham … hun havde vist ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa paa Græsplænen saa lang han var….

Og dér stod Konferensraaden ved Flagstangen….

Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Dér var det fra Søen. Hun blev staaende med det og smilte: hm, naar det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen, saa Dr. Didrichsen maatte hentes.

Det var Fru von Eichbaum, som sad dér paa Bredden, under den hvide
Parasol.

Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders gamle Ting.

Ida laaste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte paa Olivia og hendes Børn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor, og paa sin Fader og paa sit Hjem—derhjemme paa Ludvigsbakke.

Hun saá den store hvide Længe i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor der var saa "blæst" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.

Og hun saá Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Døren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Straahat paa— for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret—og hun krøb op i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas.

Moderen aabnede Døren:

-Brandt, jeg venter med Maden.

-Ja, min Ven … er Barnet her? … naa….

Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, aandsfraværende Hænder:

-Ja, min Ven, ja, min Ven.

-Hatten, Brandt, sagde Moderen.

De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knæ, saa hun snublede over hans Støvler.

-Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du gaar med Barnet.

Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.

Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun sig paa en Skammel, mens Forældrene sov.

Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra Bræstrup.

Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.

Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Haanden.

Moderen nikkede.

-Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.

Ida sad paa en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille
Kop.

Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.

-Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk.

-Godaften, svarede Moderen.

Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé.

Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel—og saa for Skovrideren.

-Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, saa han blev rød helt ned i Nakken.

-Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle med Drenge.

-Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et.
Det sætter Blodet i Bevægelse.

De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var saa mange kønne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor maa det være dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.

I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange.

De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at se, hvordan den løb.

-Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.

-Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.

-Ja; men Fanden véd, om det holder.

-Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.

Lund bare lo:

-Naa, født Silfverhjelm—Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen paa sine Kort—kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Haanden.

-Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være blandt de første til at ha'e en Ting.

-Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke paa, saa er det jo rimeligt.

Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smørret:

-Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned.

Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.

-Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire smaa Krøller, som var ombunden med et Fløjlsbaand: men det kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan … Gud véd, hvordan det gaar til.

-Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og saá, saa paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?

Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vænne Børn, sagde Moderen: de har godt af det.

-Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar
Konferensraaden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Maaneder, i
Slutningen af Juni.

-Naar det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.

Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knæ, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.

-Du støder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde
Godnat til de andre, en efter en.

Skovriderens gik Klokken ti.

-Har Du Armen, sagde Lund, for mørkt er det.

-Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru … og de Ting.

-Men de er dog hjælpsomme, Lund, sagde hun.

Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en
Bordende, sagde han kun.

-Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, naar hun var hos Fremmede.

Lunds gik hjemad.

Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager.

… Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensraaden kom.

Børnene drak Chokolade paa Højen, der stødte op til Herskabets Have.

Smaapigerne sad, stivede, paa Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i skotsktærnede Vinterkjoler og med Ørenringe, mens de alle drak og spiste.

Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skænkede, sagde:

-Ingeborg har vist ingenting?

Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med graa Sløjfer.

Man hørte ikke et Kny.

Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker frem til dem, der var færdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og Karl Johan, der havde sprukne Hænder, (Gud véd, hvordan det gaar til, sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Hænder) slog frem mod Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nød.

-Sofie, sagde Fru Brandt, der saá ned over det stille Bord: der er ikke noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.

-Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bød igen: vi spiser til
Middag saa sent.

Kroens to havde vendt Overkopperne.

Brandt kom frem nedenfor Højen, hans Benklæder kom saa let ind i Skoene bagtil, naar han gik:

-Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I faaet no'et? sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og nævnte forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens Smaapigerne skubbede sig og saá ned i deres Skørter.

-Men saa skulde I lege, sagde han.

-Saa skulde de lege, gentog han til Konen.

-Men der er maaske nogle af Børnene, der vil ha'e mere, svarede Fru
Brandt.

-Nej, sagde den ældste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgørende det for alle.

-Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke, hvad de skulde lege.

-Vi kunde kaste med Lommetørklæde, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden, mens Smaapigerne blev siddende rødhovedede og stille.

-Ja, ja, men Børn maa støje, sagde Brandt, Børn maa støje, de maa røre sig. Og paa én Gang sagde han, helt forpint:

-Jeg henter Schrøder, min Ven, og gik.

Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetørklæde forstod de ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Træ.

-Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Bænk ved Siden af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetørklæde, som var alt for lille til at kastes.

Brandt løb gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i
Hovedbygningen stod alle Døre paa vid Gab og der lugtede af stivede
Gardiner og Renlighed.

Frøken Schrøder stod midt i Salen paa en Stige, i de bare Strømper: hun holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:

-Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene falde.

-Ja, lille Schrøder, De maa over … det kommer ikke i Gang, sagde Brandt, der skød Brillerne op og ned: man véd jo ikke, hvorledes de Børn skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklæder:

-Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.

-Jøsses, ja, og Schrøder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i det.

Schrøder saá sig rundt, der laa Gardiner paa alle Stole: Og imorgen har vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene paa sig med et Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun.

Schrøder havde det med Varme allevegne, og fra den første Junidag var hun evig paa Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er ingenting paa Jorden som Vand, sagde hun.

-Naa, i Guds Navn, hun saá til Gardinerne: saa hænger vi op inat.

Nede paa Højen var de begyndt at trille med Laag.

-Vor Herre bevares, sagde Schrøder og saá ud over Gruppen: hvad er dette for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rørt.

Hun fik Børnene op i Rækker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i
Haanden og, da de var gaaet et lille Stykke, kom Herredsfogedens
Ingeborg og tog Schrøders anden Haand:

-Se, sagde Foged-Barnet til Schrøder, jeg har Broncesko.

Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebarn bagi, for de kom sidst.

Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af lutter Glæde stod han Børnene i Vejen, hvor de saa skulde løbe:

-Nu ka' man da høre dem, sagde han.

-Ja, sagde Schrøder og skød til sine Ærmer: men jeg har tolv Fag at hænge op.

Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smørrebrød, gennem
Haven op paa Højen for at dække.

Ida var saa lykkelig. Hun løb to Gange hen og kyssede Schrøder paa
Haanden, uden at sige et Ord …

"Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af
Indkørselen, mens Konferensraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp.
Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.

Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.

-Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, paa den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gæsteværelserne.

Hun løb ud gennem Køkkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede
Folkenadveren, og over Gangen ind i Gæsteværelserne.

-Naa, sagde Schrøder, her flyder det.

Alle Dørene mellem Kamrene stod aabne og Kufferterne havde ingen lukket. Kjoler og Skørter laa der og hang der. Schrøder snakkede, mens hun hængte op og flyttede.

Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og løftede Nederdelene op, saa hun kunde dømme om Stofferne:

-Ja, de kan, sagde hun.

-Naa, sagde Schrøder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertøjet er det nu ikke altid saa stort hos de Københavnere … Det kan man se paa saa tit her maa vaskes.

Fru Brandt svarede ikke og talte ikke, (det var til ingen Tid Fru Brandts Art at spørge, hun brugte kun sine graa Øjne), mens Schrøder løb foran og regerede og snakkede:

-Ja, Gud véd, hvad det kan bli'e til med Frøken With og Falkenstjerne … Men de passer, véd De hvad, lange Mandfolk med smaa Koner—det slaar altid til….

-Og hun er en nydelig Pige, sagde Schrøder.

Hun slog en Kuffert til og sprang i Tankegangen:

-Frøken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, véd De, det var nydeligt at ha'e ved en Lejlighed. Naar man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille Løb herop fra Bræstrup en Middagsstund….

Jomfru Jensen var Syjomfruen i Bræstrup og hun tog undertiden et Mønster i Gæstekamrene om Sommeren.

-Det er "Garibaldi", forklarede Schrøder, der gik ind i det inderste Værelse, hvor to strænge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne hang paa Knagerne, indvundne i Tyl.

-Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.

-Frøken, Frøken, raabte Ida udenfor Vinduet.

-Dér er Barnet, sagde Schrøder og strakte sig frem og løftede "Spirrevippen" ind, før hun løste et langt og bredt sort Moiréeslæb ud af et Tyl, helt frem i Stuen.

-Det er hendes Slæbkjole, hva'? Den er foret.

Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schrøder og holdt
Skørtet ud over hende som en Kaabe; men Fru Brandt følte ind paa Foret:

-Foret er af gammelt, sagde hun.

-Ja, sagde Schrøder, men véd De hva', det er dog storartet, hvad de faar ud af 'et.

Det var altid Schrøders Undren overfor Københavnerne.

-Og saa gaar vi, sagde hun.

Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa
Græsgangen igen:

-For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der tælles til
Vask.

-Ja, jeg kan vel ikke være til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der allerede stod i Gangdøren.

-Aa nej, sagde Schrøder, man maa selv gaa og stampe i 'et.

Hun blev staaende et Øjeblik paa Trappetrinnet og saá efter Fru Brandts
Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen:

-Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun saa og pustede: Gud give, det vilde.

De tre Husmandskoner gik stille inde i Køkkenet. De var paa sorte
Uldsokker, skønt der var Stengulv.

Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra Skolen. De omgikkes ellers aldrig saameget i Sommertiden:

-Man véd jo det, sagde Madam Madsen til Madam Ludvigsen, at man paa
"Gaarden" er god nok om Vinteren.

Godsforvalteren gik urolig ud og ind, han fik altid Mindelser i Knæene, mod Torden. Og det trak ogsaa svært op med Skyer nede over Bræstrup.

Madam Madsen havde saamæn ogsaa, sagde hun, allerede sat Tykmælk hen, for Madsen varede mod Torden det første, han stod op om Morgenen. Han følte det jo i Hugget.

Madsen havde faaet et Sabelhug i første slesvigske Krig og var Formand for Vaabenbrødreafdelingen.

—Schrøder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene; for det lynede allerede nede bag Bræstrup, og Fru von Eichbaum var altid saa ræd ved at køre og nu endda, der kom Uvejr til….

Godsforvalterens Piger løb hende hujende forbi med Lagener fra Blegen, og inde i Avlsgaarden hørte hun Forvalteren, der raabte, at Lugerne skulde lukkes—da begge Vognene kom, alt hvad Tøjlerne kunde holde, nede paa Vejen. Konferensraaden sad i Kalechen hos Fru von Eichbaum.

Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i, og Konferensraaden begyndte at raabe straks nede ved Indkørslen:

-Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom løbende ud af
Avlsgaarden i en stor Kappe.

Gæsterne, der var angst og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og tændte Lys bag nedrullede Gardiner. Hun var altid angst, "naar Elementerne rasede".

Konferensraaden, der gik gennem Stuerne for at se, om Krogene var paa, raabte, de skulde blive samlede; og Schrøder løb gennem Regnen over til Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted med Hovedet stikkende ud af en lang Kaabe, og Madam Madsen var med, for hun havde ikke turdet gaa hjem.

-I Hus, i Hus, raabte Schrøder, som havde Karl Eichbaum paa Skødet.

Men Frøken Rosenfeld havde taget en Badehætte paa og stod midt paa
Plænen og fangede Regnen i Hænderne.

-Gaa i Hus, raabte Konferensraaden til hende, og leende, med bøjet Ryg, løb hun ind under Glastaget.

-Her, sagde Frøken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle paa Havetrappen nu og saá gennem Regnen ud mod de lydløse Lyn.

-Her, sagde Frøken Adlerberg og tvang Frøken Rosenfeld ned paa en Plaid.

De talte alle halvsagte, seende frem mod Himlen, der blev mørkere, fortællende om Uvejr og Lynnedslag.

-Ja, sagde Forvalteren med sin træge Stemme: da Aggersøgaard brændte.
Konferensraaden husker, det var en tung Time, før vi fik Kre'turet ud….

Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, stærkere end de andre:

-Men begge Baronens Køreheste, sagde han igen, de sled sig fra os … det var skammeligen.

-Ja, sagde Konferensraaden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi to, da den gamle Flagstang fik sit….

-Ja, Hr. Konferensraad.

Og Konferensraaden sagde igen, med den samme Stemme:

-Det var det Aar, da min salig Kone døde.

Madam Madsen nikkede: hun huskede det.

Lynene blev klarere og fler: i deres Lys saá de Kvæget ude over Markerne og Husene i Bræstrup. Alle tav med Undtagelse af Frøken Adlerberg, der hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:

-Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, tænder Kronerne og danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.

Regnen blev voldsommere og lød som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne ved Indkørselen svajede ud, bøjende sig som skulde de knækkes.

-Dér er det, sagde Forvalteren stille: det første Drøn gød sig op imod dem.

Frøken With greb Løjtnant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinnet ved hendes Fødder, i Skuldren:

-Hør. Og hun sagde med en spæd og lille Stemme:

-Hjemme gaar Mo'r og jeg altid ned i Kælderen.

Der kom igen et Lyn, og Schrøder talte halvhøjt, til Braget kom.

-Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og hver Afstand i Egnen.

-Ja, Hr. Konferensraad.

De fik ikke talt ud, før det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som brudte, lysende Straaler, og de saá Sletten, hvor Kvæget flygtede i store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom Stridsvogne rullede op imod dem.

Ingen talte mer; kun Frøken Rosenfeld, der sad med opmærksomt fremstrakt
Hoved, hviskede stille:

-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt …

Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevægede Læberne og Ida havde boret sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen.

De saá en Rytter sætte ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom løbende over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke turde ride videre for Dyret….

Tordenen tog hans Stemme, og det var saa mørkt, at man knap saá hans
Ansigt, mens han sagde:

-Det brænder Vesten for Bræstrup—det var en svær Flamme….

-Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensraaden. Og de sagde halvhøjt nogle Ord om, hvor højt han havde assureret.

-Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Frøken Adlerberg til Kandidaten og havde foldet Hænderne om sin Havehat.

Men Schrøder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og løb pludselig ind til Fru von Eichbaums Dør. Gennem Nøglehullet saá hun hende sidde ubevægelig og bleg foran sine Lys.

Frøken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han mærkede hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saá han hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Øjne, der saá ud, som var de grønne.

-Frøken With, Frøken With, sagde han.

Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget til Jorden ved deres Fødder:

-Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og tænkte paa sine Skove.

Ingen talte og ingen vilde kunnet høre. Naar Drønet døde hen et Minut, hørte de Kvæget, der brølte paa Marken, og Faarene, der brægede klagende.

-Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu saá de Brandskæret, bag Laderne, i Mørket.

-Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren.

Et Lyn brød frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Øjne, og Forvalteren løb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blændes, og løb igen, mens Braget lød, et Brag som af tusinde Ting, der søndres og knuses; mens Ida, der rev sig løs fra sin Moder og sanseløs styrtede sig hen mod sin Fader, med en alt gennemskærende Stemme skreg:

-Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.

Falkenstjerne havde taget Frøken Withs Hænder: Frøken Emmy, sagde han, det var første Gang, han nævnte hende ved Fornavn.

-Frøken Emmy.

-Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt hendes Hænder.

Der var ganske stille nogle Øjeblikke, og man hørte kun Regnens tunge
Fald.

Saa sagde Frøken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers næsten aldrig talte, med en sagte, ligesom ærbødig Stemme, og tog sig langsomt hen over Panden:

-Hvor det dog var skønt.

De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over Markerne og Drønene døde hen. Det var som en kvægende Kølighed slog op af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa saá de, vest paa Himlen, Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter Branden hos Christen Nielsens.

Regnen var mild og lind. De hørte dens Fald mod Taget som en sagte
Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Støv.

Saa begyndte Frøken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Hænder, at synge sagte.

Falkenstjerne sad endnu med Frøken Withs Hænder i sine:

-Syng med, sagde Frøken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og halvsagte, næsten nynnende, sang de unge Piger:

Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove, snart kommer Natten saa sort. Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove, Dagen har listet sig bort. Flyv Du kun hjem til din elskede Mage, til de gulnæbbede Smaa; og naar imorgen Du kommer tilbage, sig mig saá alt, hvad Du saá.

-Se, sagde Brandt. Ida var falden i Søvn i hans Arm, med Hovedet ind mod hans Skulder:

-Se Barnet, hviskede han og bøjede sig ned mod Frøken With. Han saá saa lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra Indkørselen med sin dæmpede Bas:

Flyv Fugl, flyv over Furesøens Bølge, stræk dine Vinger nu vel. Ser Du to Elskende, dem skal Du følge, dybt skal Du spejde deres Sjæl. Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide Kærligheds jublende Lyst. Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide, burde jo tolke min Røst.

Sangen døde hen.

Ude i Natten var Regnen ophørt, og de gik alle ned ad Trinnene (Falkenstjerne og Frøken With gik ved Siden af hinanden) og stod og aandede langt ud i den svale Luft.

Saa kom Schrøder med en vældig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget, sagde hun, ovenpaa den Forskrækkelse.

Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der lét og skreget nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos Frøken Adlerberg.

Lidt efter skiltes de.

Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vække
Barnet.

Da alle var til Ro, gik Frøken Rosenfeld ud ad sin Dør og sagte op ad
Trappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med
Hænderne om sine Knæ.

Dér saá hun Dagen bryde frem.

—Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevægelse.
Det var Konferensraadens Fødselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.

Schrøder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i én Damp. Køkkendøren, havde hun laaset af med en vældig rusten gammel Nøgle:

-Idag ka' vi ikke ha' Køkkenskrivere, sagde hun.

Nøglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene.

De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og løb forbi
Godsforvalterens Høj med Klædekurve med Grønt. Fru Brandt, der lignede
en Skildvagt med Geværet i Hvil, sad paa Højen med Ida, indtil Frøken
Rosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet:

-Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.

Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hørte dem langt bort, mens de surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.

Frøken Adlerberg bandt med Handsker paa:

"For det frygtelige Stads snærer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik røde Mærker.

Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra
Jorden og lagde dem i Skødet paa Frøken Rosenfeld.

-Tak, lille Ven, sagde Frøken Rosenfeld.

Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Frøken
Adlerberg, sagde:

-Ja, det er frygteligt med Hænderne. Franz (det var Apotekeren) taaler heller aldrig, at jeg rører mig for mine Hænder.

-Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Frøken Rosenfeld:

-Tak, min Ven.

Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.

Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af
Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.

-Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode—de gik alle af undtagen én. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min Fuldmægtig, lavet en Sol … det var kønt.

Brandt stod foran Frøken Rosenfeld:

-Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret med de sorte Fingre.

-Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Frøken
Rosenfeld.

Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.

-Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skørter:

-Hvor mange Alen har vi nu!

Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og begyndte at synge:

I Skov, hvor Bøssen knalder, hvor Jægerhornet gjalder og Hundekoblet gøer. Hvor Fugl med knækket Vinge og Dyr med saaret Bringe forbløder sig og døer—

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet gøer.

Oppe paa Højen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.

Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.

-Og mine Roser, sagde hun: Gud véd, hvordan det gaar til—jeg synes dog, de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem … Og de paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nødig bruge i saadan en Anledning …

Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke meget.

-Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa
Viljen.

Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:

-Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.

-Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.

Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbærgangen. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gribe til: Madsens høje Hat maatte stryges, og hun vidste ikke sine levende Raad for et Jern …

-Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsenterer
Krigsmagten.

Vaabenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv.

De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, før hun gik op.

Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden, og Skovriderens slog Følge. De gik ind over Stenten og saá paa Kransene og Guirlanderne, der laa paa Jorden.

-Det er rigtig kønt, det er rigtig kønt, sagde Fru Lund, der sad paa en
Bænk, hun vilde altid gerne sidde.

Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:

-Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen …

… Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle
Døre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rød
Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.

De unge Piger, der var gemte inde i Frøken Adlerbergs Stue, sad og fniste i Halvmørket, da han gik forbi.

Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:

-Vi har reddet Vinen, hviskede han.

De unge Piger sprang ud, sagte og leende, én efter én, mens de holdt om deres Skørter.

-Og Lamperne? hviskede En.

-Har dem, blev der hvisket tilbage.

De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø.

-Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.

-Hys.

De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.

Nede under Bøgene brændte der fem Lamper. Dér satte de sig ved Bordet og bandt. Frøken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saá ud i Natten, der laa over Engene som et stort Mørke.

-Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.

-Ja.

Og der var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet.

… Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa Facaden og fløjtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.

Han blev staaende og saá ned mod Bræstrup, hvor Flagene kom op foran
Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de røde Duge:

-Hvor er 'et kønt, sagde han: Og saa Stakkene—ja, her er en dejlig
Plet.

Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlængen; han vilde se at faa noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:

-Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde næppe staa paa sine Ben.

-Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op for at overrække Stagerne.

-Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen.

Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og
Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i
Undertøj og satte Haaret, hele Sovekamret flød af hendes hvide Skørter.
Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede
og vaagnede og blundede igen.

De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.

-Dér har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til
Gærdet paa Sokker.

-Og dér ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsærmer og Hovedpynt paa i Havestuen.

Hornene lød højt og lystigt, og de hørte mange Stemmer:

-Ja, Brandt, dér har vi Vaabenbrødrene, sagde Fru Brandt, som havde Brandts Tøj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i ham.

-Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.

Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole.

-Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine Hænder:

-Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet, saa mat.

De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig langt borte:

-Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, med
Bomuldsforklædet i Haanden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen.

-Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.

-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.

Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.

-Ida, Ida, raabte hun.

Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham:

-Fa'r, nu skal Du op.

-Ja, Barn, nu kommer jeg.

Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa
Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.

Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:

-Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan er 'et, Du ser ud?

-Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.

-Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige.

Brandt sad lidt:

-Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke gaa derover.

Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen, sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Løft ham, sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt paa Bryst og Ryg.

Udenfor holdt Musikken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:

-Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.

Doktoren blev ved at høre paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved
Fodenden bøjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til
Bræstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.

Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne, mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte højt i Munden paa hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:

-Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.

Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:

-Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tænkte paa Fyrværkeriet.

De hørte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig bleven ganske tavse:

-Men nu skal Ingen tænke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.

-Ja, sagde Skovrideren.

Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:

-Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrække Konferensraaden.

De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres Skridt dø hen paa Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:

-Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens
Puder.

Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:

-Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.

Den Syge virrede kun med Hovedet—maaske var det en Flue—og han sagde:

-Skal I ikke over med Blomsterne …

-Det maa vi jo, sagde Fruen.

Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med:

-Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven.

Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren. Man hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød saa sejgt og haardt.

Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med
Feberen….

Nu hørte han Kammerherrens Stemme—Sofie sprang i Sokker ud til
Gærdet—og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte
Kammerherren for Konferensraaden.

Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i hans Hoved, der kom og drog forbi og gik—Billeder fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.

Hvor var hun spæd og rød og bittelille … Og hun havde kendt ham, før hun kendte sin Mo'r….

Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de
Hurra for Konferensraaden….

Saa faldt han sammen igen og blundede.

Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans
Seng:

-Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.

-Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.

Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun.

-Ja.

Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad.

-Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.

De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken
Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa
Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig
i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.

-Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r?

-Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa
Ida, der begyndte at græde, uden Lyd.

De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter paa Kinderne.

-Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Og
Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vække
Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):

-Brandt, det er Konferensraaden.

Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone:

-Kære Brandt … Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en
Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved
Sygdom:

-Men hvad er dog det … men hvad er dog det …

-Ja … nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte at tage hans Haand.

Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa en Træbænk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrøben og stille, ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, næsten i samme Stilling.

De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru
Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af
Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre.

Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.

Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:

-Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.

Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke hjælpe med noget?

-Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte paa Frøken Rosenfeld, som hun havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.

Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor
Skovrideren stod og ventede.

-Saá Du ham, spurgte han.

-Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):

-Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slaa med knyttede Hænder.

Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:

-Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.

Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle
Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.

Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rødt paa Gardinerne.

-Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.

-Det er Faklerne, sagde Doktoren.

-Ja, det er kønt, sagde Brandt.

Skovrideren sad udenfor paa Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvende
August:

-Hvordan er 'et? sagde han.

-Det er skidt, sagde Doktoren.

Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fra
Udenrigsministeriet.

-Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg,—der var noget mørkt i den
Allé—: hvordan har han det?

Doktoren trak paa Skuldrene.

-Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.

Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede.

Saa kaldte Brandt:

-Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:

-Det er Synd for Dig….

Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.

-Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.

-Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han.

-Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over Knæene. Hun blev længe staaende og saa ubevægelig paa den gamle Mand, hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:

-Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.

… Løjtnanten løb rundt nede paa Haveplænen; han var ifærd med Raketterne. De skulde brændes af, nu, naar der var danset. Musikken standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede sig i to.

Gæsterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres Bukselommer, udstødte lange "Aah—Aa-h", mens en lille Dame, der var kortbenet og havde bundet et Lommetørklæde om sin bare Hals for Træk, sagde:

-Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.

Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med kolde Hænder, som en krank lille Skygge:

-Se dog, se, sagde hun.

Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:

-De gaar ikke højt, sagde han.

Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slæb over Armen, sagde:

-De er fra Landet.

Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der sagde henne ved sit Vindu:

-Det er nydeligt, virkelig nydeligt … og han tilføjede, seende ud i
Luften:

-Og han var en saa fortræffelig Mand.

Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer paa sin Haand:

-Men hvorfor græder Du? spurgte hun.

Barnet svarede hende ikke.

Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange, men smaa var de:

-Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.

Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru
Brandt sad bred paa den samme Plads.

-Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.

Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er sygt). Brandt slog Øjnene op:

-Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrværkeriet?

* * * * *

Ida laa hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu,
Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Saa jog en Vogn ud af
Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.

Alle Hunde fo'r halsende op …

Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.

Gamle Brandt var død.

Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad ene med Ida paa sit Skød.

Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af sine dybe Skabe.

* * * * *

Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede paa
Vognen med Fru Reck, den nysudnævnte Godsforvalters Frue, som skulde se
sit fremtidige Hus. De broderede Tæpper var fremme paa alle Gulve, og om
Brandts Portræt var der hængt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrøder.

Saa slog Sofie Døren ud til Gangen op:

-Dér er hun, sagde hun; det lød som et "Vagt i Gevær", og hun blev staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdøren:

-Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og holdt Slæbet af sin graa Kjole i sin Haand.

-Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rørte". Nu var Haanden iskold.

-Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie.

Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder.

De kom ind i Stuerne:

-Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrækket foran de lange, landlige Gulve.

-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at køre.

-Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.

Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det sandelig ikke vilde være let for Reck (hun var ganske varm og hun tænkte jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):

-Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørte
Fru Brandt sige:

-Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt paa Stedet.

Fru Reck ventede et Øjeblik:

-Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.

Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:

-Hvis Fruen nu vil nyde noget.

Og de gik ind i Spisestuen.

Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise—som barrikaderet bag al sin egen Mad.

Hun talte om Byggegælden; vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene ufravigelig fæstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten i al sin Mad.

-Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget … véd vi….

Fru Brandt svarede:

-Her var Stengulve, da vi kom.

Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.

Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.

Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:

-Tak, nu har jeg jo set det … men Tak, nu har jeg jo set det, Fru
Brandt.

Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder, Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.

Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. Fru
Reck sagde:

-Ja, hvad der maa anskaffes.

-Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.

Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene; udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende højere, med smaa Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.

Fru Reck tænkte ved sig selv:

-Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:

-Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.

-En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida, der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.

-Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag med en rød Haand. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:

-Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.

-Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én
Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige:

-Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.

-Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.

Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de saá
Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels.
Hun begyndte at kysse løs paa Fru Reck, uden at se til de andre, under
en Strøm af Ord:

-Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg dog glædet mig, kære Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, én af sine egne (de havde næppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan saamæn behøves …

Fruen fra Apoteket blev ved:

-Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kære Du, her er jo hundrede Ting at tale om.

Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved at tale om Huset og sin Glæde og hvad der maatte anskaffes.

-Véd Du, kære, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle Møbler saadan klistrede op ad Væggene.

-Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bød til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.

Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit
Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk
… Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.

Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og raadende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:

-Der sætter Du saa det, og der det—søde Henriette … her kan blive nydeligt——

Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fra
Jubilæet.

Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene, mens Fru Mogensen Hyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.

Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol, passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Raad.

-Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede det gamle Hus. Fru Brandt svarede stadig i smaa Sætninger, og Schrøder stod og pustede over sin Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.

-Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru
Reck og sprang ned af en Stol.

Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin
Ponyvogn.

Hun stod endnu i Døren—Fru Reck var paa Vognen—og sagde Farvel:

-Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om hendes: det maa jo være lidt svært …

Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over hendes Arm:

-Rigtig svært.

Saa var Vognen borte.

Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der alene:

-Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang taget Maal af Godsforvaltergaarden.

Schrøder gik.

Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men saa paa én Gang satte hun sig ned paa Stolen ved Buffet'en. Fru Brandt græd.

Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan rigtig græde.

Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at græde.

Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en
Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden … Der var Musik derinde, i Apoteket.

* * * * *

Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gaa ude i Haven spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her paa det Sted, de første.

Men de var jo saa spæde og svære at hitte.

Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru
Brandt, før hun skulde rejse.

Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede, indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og Halm laa der over Gulvene.

-Er det Dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslaa en glad Tone.

-Ja, sagde Ida.

-Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder, og "krøllede" hendes
Hænder.

-Mo'r er inde, sagde Ida.

"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.

Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne paa sin Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smørret og Skinkerne—det vild' 'et blive.

Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler … For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.

-Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:

-Saa skal 'et vel vær': og hun rejste sig fra Sengen.

-Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene paa Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset i Flasken.

De hørte Vognen rulle op for Døren, og Sofie kom ind, bunden til, saa
man bare saá hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem
Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slør ned for Ansigtet. Men
Ida gik med de tolv Vintergække i Vanten.

Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen, det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet underhaands".

Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.

-Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.

Der var mange Sække og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa Fruen.

Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd.

Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:

-Har Fruen mon mere?

Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede
Moder, og Schrøder blev ved at græde.

Saa kørte de.

De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saá efter dem; nu var Vognen væk.

Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset mellem sine to Fingre.

-Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.

De traadte ud og laasede Gangdøren. De gik bort.

-Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar
Forsørgeren falder fra.

Og saa skiltes de….

—Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:

Huset var ved at vaagne.

Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hørte det, halvt i Søvne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede Tæppe foran sin Seng.

Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.

Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.

Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik
Mælkepengene, der laa aftalte i Køkkenrækken:

-Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:

-Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores …

Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han
afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved
Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stak
Kaffen til Hans Christensen.

-Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede
Klinken ligesaa stille.

Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover Loftet iaftes.

Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at tørre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Møbel til Møbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen, medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne Tanker:

-Aa, der var nok at tænke paa … der var jo altid det med Pengene og altid maatte det skjules … Nu var Hans Oles Enke ogsaa død. Saa fik de vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af de Gamle paa "Bakken" mere—og hvor kunde man forlange, at de Unge skulde huske dem …

-Nu var ogsaa Christian fra Møllen ledig igen—saa gik der altid næsten det dobbelte med … men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham, naar hun holdt af ham, den Stakkel.

Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde saadan en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:

-Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret
… Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde være Gudmoder….

Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:

-Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen grangivelig i Øjnene.

Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa mange glade Ting, naar hun tænkte paa Teglværket og Olivia Jørgensen.

Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader.

-Ida, Ida.

Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:

-Ja, Mo'r.

Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag—for de kom jo fra Brylluppet … og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen….

Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmte
Hænder:

-Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.

Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen.
Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru
Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt
Øjemaal af Levningerne.

Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saá ud som en
Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en
Stok.

-Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.

-Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.

Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, naar de er i Byen.

-Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa
Gæstgivergaarden.

Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte støtte hende, én under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.

-Uhret, sagde Fru Brandt.

-Her, Mo'r.

Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev lukket op paa Klem, saa hun kunde "høre".

Fru Brandt bøjede Hovedet til en Hilsen. Kæmner Sørensen var naaet op paa sin Genboforhøjning og hilste …: Han faldt af, han faldt meget af iaar, Kæmner Sørensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han vilde læse.

Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det samme
Blik, naar hun saá paa Idas Hænder …

Saa vendte hun Hovedet:

-Bruger de Cokes hos Jørgensens paa Teglværket? sagde hun.

-Cokes og Kul.

-Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.

Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:

-Men det er godt, naar det kan vare.

Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra Møllen var ledig.

-Klokken er elve, sagde Fru Brandt.

Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.

Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen,
"Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret
"Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.

-Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den …

Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til
Albuerne:

-Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man….

Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper:

-Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken:

-Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj.

Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele:

-Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.

Ida var i Køkkenet, og Fru Brandt sagde:

-At det kunde vel ikke være saa langt henne med Fru Thomsen.

-Ach nein, ach nein—Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter—: men det er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud igaar….

Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som tilhørende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten paa Dagen, omkring ved den første April.

-Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmere
Omstændigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sæde i
Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev
siddende, over hende, paa sin Forhøjning, ubevægelig, men med et eget
Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.

-Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned paa sine Ben:

-Och ellers er hun jo saa anstændig.

Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa første Stavelse og blev siddende stum.

Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:

-Hvem er det denne Gang?

-Gott, Gott—ja, hvis hun vidste det …

Jomfru Thøgersen rystede paa Hovedet:

-Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.

Ida kom med Kaffen.

Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:

-Ida, Munden….

Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru Thøgersen var der.

Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:

-Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika—og han vilde hjem …
Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen….

Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var en af de tre):

-Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da man har været for den Altar.

Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.

Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af
Stolen:

-Jøsses, Jøsses … och jeg skal strø Sand.

-Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.

-Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel anden
Stemme: och med fir' Børn.

-Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.

Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke …

Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.

-Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.

Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskrækket:

-Gott, Gott, der kommer den Pastor …

Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling.

Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand for alle større Kunder.

Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.

Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.

Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede altid Kæmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.

Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det venstre Øre.

-La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint.

-Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.

-Ach, dér er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet—hun slog den sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.

Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med
Gardinerne.

Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.

-Aa, se Børnene, sagde Ida:

Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.

Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.

Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:

-Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.

Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru
Thøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste.

-Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til
Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.

… Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit
Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine
Støvler.

-Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er berejste Personer …

-Goddag, Ida-Tut … Goddag, Sofie.

-Goddag, Goddag … Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang.
Saa aabnede hun Døren til Stuen.

-Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen.

-Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid. Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig ved at køre paa Jernbane …

Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:

-De skulde da ha'e Hatten af?

-Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun at fortælle om Sønnens Bryllup:

-Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding—og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem … alle de glade Mennesker … ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde.

-Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.

-Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves …

Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen …

-Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om
Kakkelovnen.

-Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.

-Ja, Folk de har saamæn husket os—om det saa er Husmændene, saa har de telegraferet. Aa, saa sæt Dig, lille Lund….

-Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:

-Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.

-Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade med.

Ida, der gik og dækkede igen, sagde:

-Og saa var der jo Brudepiger.

-Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Laarene.

-Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Børnene bli'er store.

Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:

-Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene—ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.

-Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo saa kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt.

-Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.

Ida lo stille, ligesom ømt:

-Hvor det ligner Henriette.

Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine
Øjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde.

-Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.

-Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.

-Jo, Mo'r.

Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde—hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok—:

-Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.

Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megen
Mad.

-Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.

Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:

-Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.

-Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.

-Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.

-Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:

-Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.

Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken.

-Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, naar jeg var hos Dem.

Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om
Christoffersens Begravelse.

Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.

-Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.

-Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa nøje.

Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.

-Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige …
Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.

-Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste
Modest.

-Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.

-Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.

Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.

-Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.

-Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand.

-Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.

-Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa løber de større … Men det er alligevel saa underligt, naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.

-Ja, sagde Lund.

Fru Lund blev ved at se hen for sig:

-Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker …

Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin
Sofa:

-Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.

-Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden——

Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:

-Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen—en Smule Skinke og Smør … Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig….

-Aa, Fru Lund, det er altfor meget.

-Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" …

-Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak.

-Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de,
der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig,
Ida—de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren—saa maa Du bruge det paa
Panden.

Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:

-Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid….

Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i
Stuerne:

-For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.

-Ja, sagde Ida—de talte begge to langsomt og halvsagte—det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige.

Fru Lund nikkede:

-Ja, saa dejligt, min Pige.

Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var
Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til
"Lunden".

-Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.

Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.

Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kæmnerens Hænder.

-Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.

-Ja, vi har saa, sagde Skovrideren

-Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder …

-Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.

-Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.

Han saá op paa Lund:

-Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.

Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.

-Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det? hvor fører det hen?

-Her sidder man….

Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:

-Det er det Hele.

Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:

-Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker—nu har der været Bud paa Huset igen … Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.

Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:

-Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort, flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring—hverken Søstrene eller jeg.

-Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.

-Det er jo det—det mener ogsaa baade Søstrene og jeg—en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.

Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:

-Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu …

Han slog med Stokken:

-Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil.
Det er det Hele.

Inde i Sovekamret blev der bomstille.

-Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.

Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:

-Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden….

Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa
Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:

-Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse
Fedt om Hjertet.

-Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.

Kæmneren nikkede og saá op paa Lund:

-Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.

-Godnat.

Lund gik ind i Stuen igen.

-Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han.

-Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.

Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede af Tanker, og Stemmen skælvede:

-Aa, tænk, hvis de skulde sælge alting her.

-Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.—

Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, før de kørte hjemad.

-Om Ida maatte følge dem?

-For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren.
Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.

-Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først.

Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde støtte hende:

-Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'r endnu.

Hun kom til Sæde.

Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:

-Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jørgensens og luft Dig lidt. Det andet faar vi nok besørget. Saa løb Du nu, det var Meningen.

-Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.

Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen:

-Fik hun Smørret og Skinken?

-Ja, det lille Skind.

Skovrideren gik lidt, saa sagde han:

-Nej, hun sidder s'gu paa hende.

-Hun er jo syg, Lund….

-Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske.

-Naa, Lund.

-Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og til Forvalterens, da hun var Jomfru …

Lund begyndte pludselig at le og løftede lidt paa Pelshuen:

-Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.

-Gæstfri, det er hun nu, Lund.

Lund blev ved at le.

-Ja, ja, min Pige, hun sætter idetmindste Fødevarerne paa Bordet for at vise, at hun har dem.

… Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:

-Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.

Ida løb ind ad Gitterporten ved Teglværket og ringede paa i Villaen.

Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedøren op (hun havde hørt Idas
Stemme, da hun talte til Pigen).

-Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af
"Enkekassen"?

-Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmælt, der syntes, jeg kunde gaa herud.

Olivia saa lidt paa hende:

-Naa, saadan … Men kom nu ind.

-The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie:

-Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The—hun vilde absolut danne en Diskussionsklub.

-Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz si'er, det er væmmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke om dem med et Par …

-Ja, sagde Ida.

-Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.

To Tuller kom løbende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for der blev altid en Barnejubel, naar Ida kom.

-Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og løb ud i Gangen. Hun kom tilbage med en Pose med Druer, som hun hældte ud paa Flygelet.

-Du stjæler som en Ravn, sagde Olivia.

-Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par
Druer i Munden.

Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun;
hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til
Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i
Barnekamret.

Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.

-Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med
"Proppen" i de løftede Arme.

-Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skød.

-Naa, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu osse en Mellem-Temperatur. Værs'go.

Olivia satte Theen paa Hjørnebordet; Saa, sagde hun og placerede sig selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e dem i et Sideværelse, med Døren aaben.

-Den velsignede Masse Bøger, fortsatte hun og flyttede en Mængde Bind sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg véd ikke, hvordan det er. Men hvad jeg ikke slæber ind i Huset, det kommer Fritz med.

-Ja, her er altid saa meget Nyt at læse, sagde Ida.

Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saá op i den høje Lampe.

-Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Bøger".
Det er dog ligesom de lærer En bedre at indrette sig.

-Hvordan?

-Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.

De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbøjet i Stolen, og saá ind i
Væggen:

-Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?

-Ja-a….

-For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, naar hun skulde sige en Slags Mening: vi gør vel, hvad vi maa….

Hun blev ved at stirre ind mod Væggen, og Olivia sagde:

-Og saa er der jo osse Ungerne … om man kunde lære noget for dem. Naa—hun smilte pludselig over hele Ansigtet—jeg er nu forresten vist aldrig blevet opdraget.

Hun saá uvilkaarligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet og sagde:

-Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.

Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at tænke paa det derhjemme, pludselig sagde:

-Aa, nu gaar Christian fra Møllen ledig igen.

-Naa, Gud velsigne dine Smørkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse "ovenpaa"?

-Ja, sagde Ida halv forknyt og saá paa hende: men hvad skal jeg gøre?
Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.

Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:

-Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.

Olivia sukkede lidt:

-Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve saa stift.

Saa sprang hun op:

-Skal vi spille firhændigt?

Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:

-Aa, Du, nu maa Proppen døbes … Og det er som Fritz si'er, det gør heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i Døbefonten.

De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog
Entrédøren op:

-Kæreste De, sikken Kulde, sagde hun.

Lidt efter gik Ida.

Da hun løb op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Møllen ind gennem Mellemdøren.

Fru Brandt sad i Sofaen, ørkesløs og bred:

-Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?

Ida nævnte, med lidt slæbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt spurgte:

-Fulgte Lund Dig?

-Ja, Mo'r.

-Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet?

-Frøknerne Staal.

-Hm, gaar de to unge Piger alene.

-Skal jeg saa læse, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte at læse med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Køb og Salg". Det hørte Fru Brandt først, med Hænderne i sit Skød og et Par Øjne, som saá hun, skrapt, gennem Væggene ind i alle de Huse, hvor der søgtes og skiftedes.

Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at læse med samme Stemme og uden Ophold:

"Ejendomssalg i Bræstrup".

"Voldtægt i Hatting"….

-Hvem er død? spurgte Fru Brandt og afbrød.

Ida læste de tre Dødsfald, og Fru Brandt sagde:

-Tag saa Historien.

Hendes Træk blev mere slappe, og hendes Øjne begyndte at svømme ud.

Da Ida var færdig med at læse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:

-Sofie. Tag mig Avisen.

Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun læste om Voldtægten i
Hatting.

… Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun hørte Moderens Aandedrag. Hun tænkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte liste Pengene ud af den store Sparekassebog.

-Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?

-Hvilke Pakker?

-Skovriderens Niels kom med Pakker.

Ida sagde:

-De var til Fru Lund.

Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe paa Loftet knirkede og puslede det.

Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger.

Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørte
Ida hende sukke og snøfte. Saa saá hun op fra Bogen og lagde
Strikkepinden ned paa Bladet som Mærke:

-Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.

Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.

-Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun.

Sofie blev ved at græde—hun græd som en Karl—:

-Men jeg vild' saa gern´ be' Frøkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til
Alters … nu paa Synda'.

Hun snøftede højt.

-Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.

Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Værste og Christian gik ledig.

Sofie blev ved at græde, hun tænkte paa sit:

-Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt til Sengen som en anden.

Ida sad og saá ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed.
Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:

-Frøkenen maa ta'e Penge iaften—vi har ikke en Skilling i Huset.

-Igen, sagde Ida.

-Naar En aldrig tør si', hva' En køber … Og En ska' indbild' Fruen, at man faar alt til givendes….

Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:

-Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.

Ida laaste Døren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden … det var dem, der kom fra Theatret.

-Hm, hvor han havde været smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun var der med Olivia, saa slank og mørk.

Hun saa altid saa længe Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan de gik.

Saa dejlige Tænder han havde, naar han smilte.

… Ida listede sig ind. Stille klædte hun sig af, mens hun lyttede efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.

Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.

Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.

Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.

* * * * *

Ida sad midt i Ærtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schrøder plukkede
Ærter i et stort Trug.

-Saa, sagde Schrøder, nu er Klokken slaaet ni.

Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bøje ind i Ærtegangen. Fru v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun overholdt den paa Minuttet.

Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi
Ærtebedet:

-Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom opdagede paa det venligste bestandig Ida paany—hver Gang hun saá hende.

-Hm, sagde Schrøder og saá efter hende: hun skulde se at faa Sønneken op fra Fjermadrassen. Gud véd, hvad hun nu skal gøre af ham.

Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang ved Polyteknikum i Zürich, og nu hvilede han ud.

-Men køn er han i Figuren, sagde Schrøder.

Der var ganske stille i Haven, og man hørte hver Ærtebælgs Fald i
Truget, mens de hvide Sommerfugle fløj ud og ind mellem Rankerne.

-Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.

-Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal røre Kødfars.

Schrøder rørte stadig Kødfars; gamle Konferensraad, der var nær de halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand i Huset, sagde Schrøder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortænder i Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom de seks forresten ikke længer end i deres Vandglas.

-Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde
Schrøder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Øjnene rundt paa
et Pigebarn … Schrøder saá nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar
Eichbaum satte sine Ben i Køkkenet.

-Jeg synes, han ser saa god ud af Øjnene, sagde Ida.

Der lød et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:

-Saa, sagde Schrøder, nu skal vi til at tørre Kadetbukser igen.

Det var alle Falkenbergs Børn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg, født With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Børnene".

-Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt
Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen….

Hun satte sig paa Schrøders Køkkenskammel med Hænderne i sit Skød.

-Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.

-Ikke?

-Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger—hun løftede de spidse Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur igen ved at føde Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Børn—:

-Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.

-Ja, sagde Schrøder, der er jo saa meget for en Mand.

-Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede—der var et Udtryk i hendes Øjne, som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte—:

-De har ogsaa deres.

Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at græde.

-Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.

-Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.

-Aa, ja, lille Ida … vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.

Schrøder satte sig paa Idas Køkkenskammel og blev ved at pille Ærterne, mens Fru Falkenberg saá til med sine kønne Øjne:

-Aa, saa De har meget at tænke paa, sagde hun og fulgte Schrøders Hænder med Øjnene. Ja, det maa være dejligt at ha'e Kræfter …

Ida kom tilbage; det var ingenting; de skændtes kun om Prammen.

-Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.

-Nej, Fru Falkenberg, jeg saa ham ikke.

-Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud véd, hvad den Dreng ta'er sig til …

Erik var en opløben syttenaarig, som tilbragte sin Ferie paa et eller andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saá ud, som om Lyset skar ham i Øjnene.

Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.

-Ak ja, sagde hun: det er underligt med Børn. Det er dejligt, naar de er smaa, men man maa jo sende dem i Skole….

Saa længe Børnene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem Dagen lang, men skulde de først i Skole, var det, som den store Dør lukkede sig bag dem—

-Det er ikke saadan at følge dem, sagde hun.

-Nej, hvert Kræ har sit Ho'ede, sagde Schrøder: Tag saa i.

Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.

Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.

Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste.

Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste videre.

Da Schrøder og Ida kom ind i Køkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet ind ad den anden Dør: Man vilde gerne ha'e The, Schrøder, sagde han; og Schrøder, der satte Ærtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel være The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud til von Eichbaum, der laa paa Græsplænen saa lang han var.

-Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jævn og skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med Hovedet over sin The:

-Tak, sagde han.

Ida bad ham Kiksene.

-Er det Onsdag idag? spurgte han saa.

-Ja.

-Uh, sagde Eichbaum og rørte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og
Herren véd, hvad det saa skal blive til.

Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:

-Nej, det er utroligt, sagde han.

Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det "saa skulde blive til".

Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte paa Karl von
Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til—saadan.
Før havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig,
i Aalborg, og var ikke hjemme mer.

Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra "Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved at banke med sin Stok:

-Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?

-Ja, Hr. Konferensraad.

Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.

-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet rulle—Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter.

Han nikkede:

-Luk saa Dørene op.

Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet.

Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i
Godsforvalterens Have:

-De er spraglede, sagde han og nikkede.

Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplæne mellem tre
Ungersvende med opsmøgede Benklæder.

-Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.

-Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa mange Ting at se, naar man bli'r gammel.

-Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver staaende alligevel.

Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Længen"s Have. Hun kom der saa sjældent nu: hvor de dog huggede hvert Aar … der var saa faa tilbage af de gamle Træer.

-Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.

-Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.

-Naa, ja, ja….

Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet længe.

Ida gik tilbage til Køkkenet, men Schrøder jog hende ud.

-Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa varmt, at man maa kaste Klæderne.

Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem.

Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe
standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle
Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i
Solen.

Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plæne og Marker med de hvilende Køer som dovne Pletter og Bræstrups Huse—alt syntes at blunde i Lyset.

-Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin
Bog under Armen.

De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:

-Saa lige Røgen gaar, sagde Frøken Rosenfeld.

Røgen steg op fra Husene i Bræstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler i den lyseblaa Luft.

Ida og Frøken Rosenfeld talte sjælden meget sammen. Men de blev tit staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme Ting. Frøken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, især naar det havde regnet og det endnu dryppede fra Træerne—saa gik de sammen halvtavse, ad de fugtige Veje, længe.

Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke mer, og hun hørte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.

Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdøren og skrællede Kartofler, og Lænkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende foran sit Hus.

-Er der nogen hjemme, Lucie?

Lucie løftede det rokkende Hoved:

-De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.

Alle Husets Døre stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte Møbler. I Salen sad Fru Lund paa en Rørstol, omflydt af Linned og med de store Briller i det lille Ansigt.

-Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige … Vi vasker og vi lapper. Du—med alle de Gæster. Men de er jo velkomne—det er vist og sandt. Aa, kan Du hjælpe mig….

Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tænkte: Hvor Fru Lund dog ryster paa sin Haand.

-Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa Lagenerne: dette er da vist osse de ældste … Men det er jo i Ferierne, de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du … og hvem véd, hvorlænge det varer….

-Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.

Man hørte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede mange Fluer; man saá nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.

-Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af, og hvem véd, hvor saa vi skal hen.

Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tænkt det samme. Men hun sagde:

-Men Skovene bli'er da staaende, Fru Lund.

-Aa ja. Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne.

Fru Lund saá hen for sig bag de store Briller, der sad saa mærkelig ubekvemt paa hendes Næse:

-Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.

Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skændende og mumlende.

-Saa, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let.
Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, og
hun er ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hun
Senge….

Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svært at spise i Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden….

-Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'e
Lov at dø her.

"Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedøren:

-Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebær.

Nede omkring Kirsebærtræerne lo og skreg den hele Ungdom. To af
"Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.

-Er det Ida, raabte den ene.

-Halløj. Ida fik to Kirsebær i det opadvendte Ansigt.

De unge Piger greb Bærrene og lo:

-Aa, aa … Kirsebærrene fløj.

-Aa, aa … Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.

-Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.

-Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida.
Men da laa allerede alle Mand under Træerne paa Græsset.

-Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.

-Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig—lige fra da hun sad derinde hos Fru Lund.

Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste
Kirsebær:

-Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.

… Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem … saadan en sær
Stemning der var over hende …

-Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdøren og blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.

Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-à-banc kørende imod hende.
Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.

Frøken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank
Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.

Ida svarede noget, og Frøken Constance sagde:

-Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have faaet Dem herud.

Frøken Constance bøjede Pisken og Parasollerne bevægede sig lidt, idet
Vognen kørte.

Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide det …

Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham sige, da hun var forbi:

-Var den der Frøken Brandt?

Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte være sket noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:

-Hvordan staar det?

Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:

-Jo, vi skal straks spise.

Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klædte sig om. Ude i Havegangen hørte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" før Middag.

Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lød.

Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste Tid, Bordet.

Schrøder stod ved det aabne Køkkenvindu og øste Suppen i Terrinerne, da hun saa en barbenet Dreng komme op om Plænen:

-Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som ventede.

Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.

Den var til Frøken Brandt, sagde han.

-Til hvem?

-Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.

-Aa, Herregud, Schrøder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.

-Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme føjede hun til:
Naa, la' mig først faa øst op.

En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.

-Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.

-Tag saa Suppen.

Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad og ventede paa sin Kaffe.

-Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte hun at græde:

-Den lille Stakkel, sagde hun.

Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.

-Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer uroligt. Og da Schrøder, forstyrret, uden at ville det, rakte Telegrammet ud imod hende, sagde hun:

-Det er Mo'r … og havde revet Telegrammet op og læst det.

-Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og tog om hendes Liv.

Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Øjne ikke kunde se nogen Ting, mens hun gik ind i Schrøders Kammer.

-Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut … hvordan er 'et?

Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut; og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun, angst, ryste Taarerne ud af hende:

-Jeg har sagt til om Vognen.

-Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:

-Naar jeg blot faar hende at se.

Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet—hun havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu—:

—Aa vist, aa vist … det er naturligvis ikke saa slemt … hun kommer saamæn nok over det, skal Du se, lille Tut.

Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen:

-De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.

-Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie.

Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.

-Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et
Sygeværelse.

-Ja.

Hun nikkede til Schrøder, som gik.

-Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog
Idas kolde Hænder.

I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for at høre ad, hvad der gik paa.

-Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.

-Det er vel det, svarte Johan.

Anne Marie stod og saá ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:

-Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.

-Der bli'er meget, sagde Johan.

-Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han drak den og gjorde sig færdig.

-Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.

Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.

Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden ud og ind til Konferensraaden og lod Dørene staa paa Klem:

-Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.

-Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.

-Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle.

Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev "i sine
Betragtninger", om at da pludselig—"der var Ord, man huskede".

-Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.

Da Vognen kørte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk.
Rosenfeld, der havde taget Tøjet paa, satte sig ind ved Siden af hende.

-De skal da ikke køre alene, sagde hun.

Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind over Vogndøren uden at sige noget.

Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind—Vognen var helt nede paa Bræstrup-Vejen nu—saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.

Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad. Solen røbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod bøjet over den store Brødmaskine.

Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover
Sporet af den bortkørte Vogn….

… De hvide Vejsten fløj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte.
Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.

Ida saá intet, hørte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de sammenknyttede Hænder.

Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun bortvælte en Skyld:

-Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse….

Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned:

-Nu faar jeg hende ikke at se….

-Men, Ida.

-Nej, nu faar jeg hende ikke at se….

… Saa var de der.

Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.

Ida saá kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.

-Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.

Ida støttede sig til Gelænderet:

-Hun var altsaa ikke død.

-Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld.

Ida nikkede uden at have hørt og hun aabnede Stuens Dør; der var mørkt og hun blev staaende; inde i Sovekammeret hørte hun Doktorens Trin.

-Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.

Men Ida blot stønnede.

-Og saá telegraferede vi, hviskede Sofie igen.

-Ida saá som et Par Skygger Frøken Sørensen, der kom med to Sølvstager, og Jomfru Thøgersen, der bragte en Dug.

-Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid.
Og hun satte sig paa en Stol.

-Vi venter Pastoren, hviskede Frøken Sørensen, og de to blev ved at liste omkring—med saa mange Ting.

Ida hørte kun efter Doktorens Trin.

Saa lød Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det … som hun kendte det … Og paa én Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet—af Taknemmelighed….

Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:

-Jeg hørte Vognen, sagde han, mens hun saá op i hans Ansigt.

-Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder har jo været en Del irriteret….

Ida blev ved at se paa ham:

-I hendes Tilstand … over at De var borte….

Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Øjne og hun følte ikke den
Haand, han rakte hende:

-Vi venter til iaften. Farvel.

Ida havde bøjet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.

Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte
Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til
Myrten.

Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind.

Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol.

Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød. Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.

-Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde:

-Jesus Kristus, Jesus Kristus.

Men Ida rørte sig ikke.

Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida hørte kun den.

-Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit
Modersmaal og kom ikke længer.

"Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brødet, takkede
og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og æder det …
Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gøres til min
Ihukommelse."

Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bønner. Hun følte kun sit Hjerte standset og tungt som en Sten i sit Bryst.

-"Vater unser, Vater unser …"

Men Præsten blev ved:

-"Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gører saa ofte som I det drikker til min Ihukommelse …"

Sofie saá gennem Døren, foran Lysene, Præsten bøje sig over den Døende og løfte hendes Pude:

-Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen:

-Nøglerne, sagde hun paa én Gang, og næsten skreg.

Hun havde set Knippet glide frem under den Døendes Pude; over Lagenet faldt det ned mod Gulvet.

-Dette er Jesu sande Legeme….

De hørte ikke mer, men ogsaa Vaagekonen begyndte at græde.

Ida havde foldet Hænderne i sit Skød:

Hvis hun faldt i Søvn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa derind….

-"Herren være med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren løfte sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred."

Der blev ganske stille. Jomfru Thøgersen havde holdt op at græde og sad med rokkende Hoved:

-Hun døer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte at flyde igen.

Ida hørte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Præsten, som rakte hende en Haand.

-De har været borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.

-Ja, Hr. Pastor.

Pastoren blev staaende et Øjeblik foran det taareløse Ansigt. Han søgte om et Skriftsted, men fandt det ikke.

-Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.

… Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig.

Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.

-Sover hun? hviskede Ida.

-Endnu er hun vaagen.

De hørte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tændte et eneste Lys, hvor
Stearinen krøllede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.

-Sover hun? spurgte Ida igen.

-Hun er vaagen.

De hørte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede.

-Taler hun? spurgte Ida.

Hun havde rejst sig. Hun følte Haabet næsten som et Stik i sit Bryst, da
Vaagekonen skød Døren op.

-Har hun spurgt efter mig? Ida kunde næppe tale.

Vaagekonen rystede paa Hovedet:

-Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:

-Nu sover hun.

De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.

-Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.

Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saa hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet—uden at drage Aande.

Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.

* * * * *

Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve.
Paa Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm.

Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang.

-Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie.

Sofie blev staaende med Haanden paa Dørlaasen.

-Ja, sagde hun, og hun græd, saa det strømmede, mens hun talte:

-Jeg har vist ikke faaet Frøkenen sagt 'et … at saa bli'er 'et til, at vi gifter os….

-Gifter Jer? Men—han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Møllen blev værre og værre og nu gik han ledig altid.)

-Nej, sagde Sofie, der blev ved at græde: men Hansen har jo længe vil't 'et … og saa har En jo hans tre Børn a' pass'….

-Ja, sagde Ida, der først nu forstod, at det slet ikke var Christian fra
Møllen; Enkemanden Hansen var ved Gasværket og han drak.

Sofie, der blev ved at snøfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida tænkte:

-Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene….

Ida saa paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i
Øjnene.

-Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun.

Sofie saá ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt anderledes:

-En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.

Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle
Pige og græd, hun ogsaa—hun vidste knap selv, hvorfor.

Saa lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik….

Hun laa hos Jomfru Thøgersen om Natten.

… Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.

Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og sat i Halvmørket ud paa "Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mørk og tung. De havde ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de støttede Skulder mod Skulder.

Inde paa Verandaen hørte man Jørgensens Gyngestol, der gik op og ned.
Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias
Fødder.

-Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.

-Men hvorfor, Ida? Du behøver det jo ikke.

Ida saá ud over det mørknende Sund og hendes Stemme lød meget sagte:

-Det er vel—det eneste, jeg kan.

Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.

-Og saa gør jeg da Nytte for no'en….

Ida tænkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den samme
Stemme:

-Nu gifter Sofie sig.

-Med Christian? spurgte Olivia pludselig højt.

-Nej, med Hansen fra Gasværket.

-Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.

-Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.

De tav igen og de hørte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres
Fødder:

-Hvor Rolf er stille.

-Ja.

De hviskede begge. I den skumrende Have bevægede der sig ikke et Blad.

-Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse.

De rørte sig ikke. Men Olivia følte et Par Taarer, som i Mørket faldt ned paa hendes Haand.

-Lad os gaa op til Børnene, sagde Ida.

De stod endnu et Øjeblik og saá ud over den hvilende Have. Saa gik de ind.

Ida løb i Forvejen ind i sit eget Værelse; saa listede de sig ind til de sovende Børn. Lampen brændte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede i en Krog.

-Hvor de er kære, sagde Olivia.

Ida talte ikke, men hun standsede længe foran hver af de hvide Senge.

-Hvad er nu det? hviskede Olivia.

Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.

-Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.

Ida stod foran "Proppens" Seng:

-Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.

De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.

-Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.

-Naa, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige, saa gi'er Du ham lige til Særken….

Olivia havde fulgt Ida op i Gæsteværelset og vendte tilbage til den stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide Ovn.

-Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.

Fritz sad lidt, saá efter Røgen fra sin Cigar og sagde:

-Det bli'er hun vist ikke.

-Men, hvorfor? spurgte hun.

-For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz.

-Nej.

Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget:

-Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige.

Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:

-Og saa kommer alligevel Døden.

* * * * *

Næste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet. … Det begyndte at mørkne—den første Dag i København. Ida var gaaet omkring mellem fremmede Ting og havde siddet til Bords mellem fremmede Mennesker. Nu gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde se Skibet "Brage", som skulde derhjem igen.

Hun gik langsad Broen, hvor Skib laa ved Skib. Der yderst laa det. Hun blev staaende og hun saá paa alting, det store Skrog og Masterne og Kahytsdørene, som var lukkede.

Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.

Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi
Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker….

Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa det hvide Badehus.

Ida blev staaende. Hun gemte sig, ind under Tagskægget af det store
Pakhus. Der var det mørkt.

* * * * *

Ida kastede sig i sin Seng. Saa drømte hun, og saa var hun vaagen.

Det var, som hun i denne Nat, saa i Blund og saa med aabne Øjne, genoplevede sit hele Liv indtil nu….

… Hospitalsporten slog op og drønede. Portørerne bragte Patienter.

To lange Skrig slog fra "de Uroliges Gang" op gennem Huset—saa faldt
Dørene til….

I sit Halvblund hørte Ida Portørernes Skridt og de Uroliges Skrig, som kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden….

* * * * *

ANDEN BOG

Naa, Holm, faa nu Fingrene dyppet.

De fire Patienter paa "Salen" var kommen ud af Sengen og stod i Forstuen, hver foran sit Vandfad. Josefine satte Morgenmaden fra sig og gav Holm et muntert Tjat over begge Haandled, saa hans runkne Hænder fløj ned i Vandfadet.

-Saadan, sagde hun: ned med Poterne.

Josefine tjattede til ham igen og blev staaende frisk og højbarmet, med Hænderne paa sine Hofter, mens Bertelsen, sløv og tavs, skyllede Vand op om sin stærke Hals:

-Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner.

Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Nætterne udenfor Huset.

-Godmorgen, Frøken.

Josefine nikkede ind mod "Salen", hvor Ida sad hos en af de to Gamle paa den solbelyste Seng, og hun drejede rundt paa Hælen—Josefine førte lidt ureglementerede høje Hæle ind paa Afdelingen.

-Godmorgen, Josefine.

-Se saa, sagde Ida og tørrede den Gamles Hænder: nu ligger De godt,
Sørensen.

Den Gamle smilede og nikkede.

Nøglerne klang saa raskt i Dørene: Godmorgen, Godmorgen—for et dejligt
Vejr. Det var Frøken Kjær, der rap og rødmosset stak Hovedet ind ad
Døren fra Kvinderne.

-Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens
Frøken Kjær fløj ud gennem Køkkenet.

-Er Petersen oppe? raabte hun og dundrede paa Petersens Dør.

-Ach, hvor schønt der er over Søerne, sagde Frøken Petersen bag den
laasede Dør. Frøken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om
Morgenen, mens hun omstændelig syslede med sit fem og trediveaarige
Legeme og iførte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertøj.

-Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Frøken Kjær og dundrede igen.

Nøglerne klang paany, og borte var hun.

Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem alle: Ja, idag vilde der være dejligt langs Søerne. Det var det bedste, det Morgenløb efter Vagten.

Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden rundt, til hun, stille, aabnede Døren til "A", hvor der var mørkt endnu.

-Godmorgen. Hr. Doktor, sagde hun.

Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strøm, men den Syge blev liggende tavs, med de lange og blege Hænder ubevægelige paa sit Tæppe. Ida syslede om ham, og han sagde sit uforanderlige Tak med den samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som følte han en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han løftede de vagtsomme Øjne, der fulgte ikke Solens Skin, men hende.

Ida blev ved at tale, muntert:

-Nu skal jeg Tur, sagde hun.

Den Syge nikkede kun:

-Ja, sagde han, Solen frister.

Ida lo:

-Ja, efter Vagten. Godmorgen.

Frøken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med
Vagten.

-Saa gaar jeg da, sagde Ida og aabnede Døren til Gangen, hvor
Morgenluften stærk og ny slog ind ad det aabnede Vindu.

Ida løb op ad Trappen til sit Gavlkammer. Nøgleknippets Raslen lød som
Lyden af et Sæt glade Smaaklokker, mens hun løb.

Oppe i Værelset slog hun Vinduet op: saa friskt det var, og alle
Havernes Buske skinnede.

Hun blev staaende ved Vinduet og paa én Gang smilte hun. Hun tænkte paa
Karl v. Eichbaum. der havde sagt igaarmorges, da de mødtes:

-Ja, nu tror jeg virkelig, vi faar Foraar.

Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindu op paa Klem, naar Solen skinnede, og sad med Næsen ud af Sprækken og sagde:

-Nu lugter jeg Foraaret, Børnlille.

Ida blev ved at smile: hun tænkte i den sidste Tid saa tit paa alle de gamle Dage og paa det Aar, det dejlige Aar, før Mo'r blev syg; og alle de andre Aar, det var næsten som de slet ikke var—men kun den Tid, den lyse Tid….

Det kom vel ogsaa af, at hun havde truffet dem igen, næsten dem alle, dem hjemme fra Ludvigsbakke, Frøken Rosenfeld, der havde søgt hende op, og Karl v. Eichbaum, som hun mødte hver Dag i Bygningen.

Ida saá op paa sit Uhr og maatte skynde sig: saa sent det var blevet. Hun klædte sig paa og hun løb ned ad Trappen, gennem Haven, laaste og lukkede. I Vaskeriet gik tre Vaskerpiger og sang. Da Ida kom ud i den store Gaard, sad Dr. Qvam paa en af Stentrapperne og solede sine hvide Benklæder.

-Ej, hvorhen saa hastig?

-Jeg skal Tur.

Dr. Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.

-Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida fæstede den i sin Kaabe.

Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar pænt paa Benene, tænkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud i Lyset.

Sporvognsklokkerne lød, og i botanisk Have svajede de vældige Majstoppe med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede Pigerne Støv ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog løs; og de to talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saa alle Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Træ, saa lysende klart saadan om Morgenen—ligesom Øjnene blev ny….

Ved Søhjørnet stod Blomstermadammen paa sin Trappe og nikkede.

-Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bøjede sig lidt hen til hende og slog med Haanden ind mod Qvams Rose: idag har jeg.

Ellers plejede hun at købe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.

-Naa ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svært heldigt
Vejr.

-Ja, sagde Ida, der saá ud over den blanke Sø, hvor de hvide Baade laa ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu:

-Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.

-Ja, om det saa er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid hørte en mærkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hører noget—: om det saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland.

-Godmorgen.

Ida bøjede over paa Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den samme Side af Søerne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og næsten ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom hjemme i Horsens.

Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandløse Opvarter paa "Rørholm". Det var fra forleden Morgen, da de drak Kaffe dér, fordi Karl v. Eichbaum var løben fra sin hjemme, da han var kommen for sent op. De var de første Gæster og sad bag et Stakit med Efeu, der lige var vandet, og spiste Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget paa Landet, sagde Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er pænt.

De havde ikke siddet til Bords sammen siden hjemme.

Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme paa
Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for
der gad Schrøder ikke løbe op og purre ham ud. Og saa laa han til over
Middag og dampede paa Forvalterens Piber.

Ida gik forbi Kaféen, da en Stemme raabte til hende. Det var Karl von
Eichbaum, som kom frem bag Efeuen.

-Morgen, raabte han.

Ida vendte sig rask:

-Godmorgen, sagde hun.

-Jeg ta'er min Kaffe her.

-Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen.

Eichbaum kom slentrende ud paa Kørevejen med begge Hænder i Lommen.

-Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saa paa Vandet.

-Vi skulde ta' i Skoven, Frøken Ida, sagde han saa og havde stadig
Hænderne i Lommen.

-Ja, det skulde man.

De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Kørevejen.

-Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjælland, sagde han.

-Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.

-Derovre er der da Træer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at tænke paa
Jylland.

De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.

Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Frøken Ida.

-Hvorfor?

Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor! sagde han og smilte:

-Fordi De staar saa kønt paa Deres Ben. Godmorgen.

Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt paa Kørevejen blev han staaende lidt igen.

Ida gik videre. Hun gik og tænkte paa Skovene. Hun havde ogsaa altid syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.

Lidt henne paa Vejen kom Frøken Kaas og Frøken Boserup imod hende. De gik ogsaa Tur, men var allerede paa Hjemfarten.

-De er sent ude, raabte Frøken Kaas.

-Ja, svarte Ida. De blev staaende lidt og snakkede, Ida talte med saadan en lys Stemme:

-Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Frøken Boserup paa
Skulderen og løb et lille Stykke.

Frøken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.

-Hvor gammel er De, Brandt? raabte hun efter hende.

Men Ida blev staaende og sagde tilbage, mens hun lo:

-Jeg havde saadan en Lyst til at gaa i Vandet.

Frøken Kaas og Frøken Boserup gik videre, og Frøken Kaas sagde:

-Den Hat klæder Brandt pænt.

Men Frøken Boserup satte Hælen afgjort i Jorden og sagde:

-Det er jo ingen Sag, naar man har Penge.

De talte lidt om Idas Formue, og Frøken Boserup sagde:

-Ja, det kan jo være meget godt—men egentlig ta'er hun bare Pladsen op for en anden, der kun er Aspirant.

Ida var naaet ud paa Østerbro, og den muntre Vind fra alle Søerne slog ind imod hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og købte en Potteplante til Frøken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at købe noget—købe alting.

Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Frøken Helgesen med Planten, sad Frøkenen ved Midtbordet med et stort Broderi. Frøken Helgesen havde altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmæssigt og næsten geometrisk Mønster.

-Men det er urimeligt alt, hvad De køber i disse Dage.

-Ja, sagde Ida, det maa komme af, at det er saadant et dejligt Vejr.

Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre.

-Men er den da ikke køn, sagde hun saa og smilte.

Hun gik op ad Trappen og ind paa første Sal. Frøken Petersen sad og hæklede under det store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire var paa Kælderarbejde, og inde paa "Salen" laa de to Gamle, hvide og stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.

-Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.

-Ja, sagde Frøken Petersen, i Formiddag er her roligt.

Man hørte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt paa A, der kom og gik, kom og gik, paa sin evige Vandring.

-Naa, Godnat, sagde Ida.

-Godnat.

Ida gik op. Hun trak det grønne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude.
Men hun kunde ikke sove. Hun var saa lys og saa let i sit Hoved.

Hun laa og tænkte paa, hvad Tøj hun vilde købe sig nu til Vinter. En lys drap Kjole, havde hun tænkt sig….

Til Frøken Helgesens Fødselsdag var de altid allesammen saa fine, om
Aftenen. Saa kunde hun tage den paa for første Gang …

Hun rystede paa Hovedet. Hun kom til at tænke paa Karl von Eichbaum,
hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden
Morgen da det blæste: U-uh, havde han sagt: nu skal man osse ha'e
Vintertøj.

-Hm, han havde vel ingen Penge.

-Nej, og Ida smilte, det havde han naturligvis ikke.

Ida hørte dem gaa paa Trapperne og Døren dernede aabnes og lukkes. Det var dem, som kom fra Kælderarbejde; saa var Klokken tolv …

-Nej, for Penge havde han da aldrig kunnet ha'e….

Ida sov ind.

* * * * *

Det var samme Dag, paa Toldbodvejen, i "Familiehuset"s Mellembygning.

Fru von Eichbaum var, væbnet med Handsker med afklippede Fingre, blevet færdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstøvler, gled ud og ind og stillede dem paa Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige Syssel—som hos hendes Søster Generalinden. Det var saadan i Slægten: Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.

-Julius, der dækkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i
Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra
Landstedet. Generalinden blev altid paa Landstedet til langt ind i
November. Efteraarsluften gjorde hende godt, for baade hun og Søsteren
led af Tørhed i Huden.

-Og, sagde hun til sin Søster, saa er man desuden selv med, Du, at faa alle Havesager i Hus.

Paa Slaget tolv ringede det, og Julius lukkede op.

-Gud, Emilie—det var Generalinden, som kom ind i Kabinettet; for et velsignet Vejr, Du … Godmorgen.

-Godmorgen, Charlotte, hvor det dog var rart at kunne ha'e Dig lidt i
Ro.

-Julius, De kan sætte Maskinen ind….

Generalinden kom til Sæde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og saá til Bordet, og Søstrene talte med hinanden fra Stue til Stue. Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var friskt og saadanne om Morgenen….

-Og Druerne, Du, bli'er saa store som saa. Generalinden viste med
Fingrene, hvor store Druerne blev. Saa havde hun virkelig tænkt at prøve
Admiralinde Schleppegrells Opskrift:

-Med Melis, Du véd.

Og saa kunde hun overlade hende Halvdelen.

-Ja, sagde Fru von Eichbaum fra Maskinen, de er virkelig nydelige til en lille Dessert.

Søstrene blev ved at tale. De talte ganske ens med samme Stemmer, Generalinden lidt hurtigere, begge med meget aabne og soignerede "A'er", der ligesom bredgjorde alle Sætninger i deres Mund:

-Men, Emilie—der kom en højere Tone paa Emilie, og Generalinden lod
Hænderne falde ned i sit Skød-: hvad mener Du om Aline?

-Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Døren og blev staaende et Øjeblik med lukkede Øjne: jeg taaler jo endnu knap saameget som at tale om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske.

Generalinden gentog "utroligt" og sagde:

-Og vi, som alle har kendt hende i Familien.

-Vi kan spise, Charlotte, sagde Fru von Eichbaum.

De blev ved at tale om Fru Feddersen. Det var en Barndomsveninde, Fru von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Børn med en Landindspektør, der selv havde voksne Sønner.

-Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtværdige Mand.

Fru von Eichbaum rakte Søsteren en Asiet og sagde langsomt:

-Men, Charlotte, det maa jo være en momentan Forstyrrelse.

-Tak, Julius-vendte hun sig til Tjeneren, der aabnede Døren-der er ikke no'et….

Fru von Eichbaum blev ved at spise, mens hendes Tone antog noget vist forklarende eller grundende:

-Der har jo altid været en underlig Talesyge i den Familie, Du … de skulde tale og tale.

-Det har de nu osse fra den grundtvigske Mo'r, indskød Generalinden.

-Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du—og saa taler de sig op til en Alteration … Det havde Aline jo noget af allerede som ung.

Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skænkede
Kaffen.

-Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lære at tie stille og bære det for sig selv og komme over det.

Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.

-Hvis man skulde tale om al Ting, blev Fru von Eichbaum ved: saa var der vel nok … Det véd man vel i enhver Familie.

-Jo, sagde Generalinden.

-Og hver bærer sit, sluttede Fru von Eichbaum og saa ud for sig.

De sad lidt. Saa sagde Fru von Eichbaum med en lidt anden Stemme, der lød næsten bevæget:

-Men vi holder naturligvis ved hende … Og si'er det samme.

-Gud, Mille—naar de var ene, brugte Søstrene undertiden
Navneforkortelser—det er da rimeligt. Jeg sagde igaar til Anna
Schleppegrell, at Aline var taget til Vichy for hovne Ben….

De forlod Fru Feddersen, og Generalinden spurgte:

-Karl spiser ikke Frokost hjemme?

De havde endnu ikke nævnet hans Navn.

-Aa nej, Du, sagde Fru von Eichbaum: den lange Vej … Han spiser paa
Kontoret. Ane smør' den, og han ta'er Maden med. Du véd, disse
Voksdugsruller, man nu har … Det ser ud, som gik han i Departementet.

Og i samme Tone som den, hvori hun før havde talt om Aline Feddersens
"Forstyrrelse", sagde Fru von Eichbaum:

-Han gaar sine Ture om Morgenen, langs Søerne

-Jeg hører ham ikke en Gang.

Hvorpaa Generalinden sagde:

-Ja, Morgnerne iaar, de er velsignede.

Det bankede spædt paa Døren. Det var Ane, som i hvidt Forklæde gerne vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund Ting med glatkæmmet Haar og straalende indsatte Tænder.

Hun vilde da saa gerne høre, hvordan det stod til med Generalinden og paa Landstedet.

-Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet:

-Det har været lidt slemt med Skorstenen.

Ane nikkede:

-Ja, sagde hun: men det er osse tit, at de ikke forstaar at stege.

Der var altid Jalousi mellem Pigerne i Familien.

-Og lægger for meget til Varmen, sagde Ane, der havde faaet de samme brede A'er som Herskabet.

Generalinden afbrød lidt kort:

-Og nu skal Anes Julie vel snart ha'e Bryllup?

-Ja, sagde Ane, der er lyst to Gange, og han vilde jo gerne ha'e det snart….

-Det skal jo være en rigtig net og ædruelig Mand, sagde Generalinden.

-Ja, Godmorgen, Ane.

Søstrene gik ind i Dagligstuen, og Generalinden talte om, at de maatte vel tænke paa en Brudegave.

Anes Julie var en illegitim Frugt af Anes tredivte Aar, da en ung, skægløs Adonis af en Tjener havde drevet sit Spil i Etagerne. Da Historien paa Fødselsstiftelsen var ovre, var Ane vendt tilbage til sin Plads, og da Julie voksede til, var hun bleven sat i en Velgørenhedsskole og kom hveranden Søndag, naar Fru von Eichbaum spiste hos Generalinden, i Besøg hos Ane, hvem hun naturligvis kaldte for "Moster".

-Ja, Fru von Eichbaum havde tænkt Sukkerskaal og Flødekande til
Brudegave.

-Han var her jo forleden, sagde hun: Gud, Du, et rigtig net Menneske-som Du véd, af den Slags Folk—og sad der—meget pænt paa en Stol. De faar jo altid no'en Opdragelse paa Holmen….

"Han" var Julies Forlovede og en fortræffelig ung Mand, der var
Maskinist i Flaaden.

Generalinden, som sad og saá paa Søsterens Arbejde, der var et
Sengeomhæng med filerede Mellemstykker, hvis færdige Dele var indsvøbt i
meget, renligt Silkepapir, sagde og tænkte paa Julies ulovlige
Oprindelse:

-Ja, jeg finder det uhyre hæderligt af ham.

Som om de havde læst hinandens Tanker, og som om Afstanden kunde tænkes at have afsvækket det Illegitime, sagde Fru von Eichbaum:

-Han er jo fra Ringkjøbing.

Provinsbynavnet vakte en Tankeforbindelse hos Generalinden, der pludselig sagde:

-Men Du, jeg har jo haft Brev fra Vilhelmine. Hun skriver mig til, at de vil være her i Vinter.

-Alle? spurgte Fru von Eichbaum.

-Nej, Mourier bli'er hjemme, kun Mine med Kate. Men de har tænkt at leje en Lejlighed—kære, de har jo Raad til det …

Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Aarhus, en af Kredsen, hvis Mand havde tjent en stor Formue paa Eksport af Smør til England.

-Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.

Fru von Eichbaum, der ikke havde set Frøken Kate Mourier i to, tre Aar, spurgte:

-Hvordanne er hun vokset?

-Riglig net og blond … lidt matadoragtig, Du, saadan som de jo let bli'er i Provinsen, hvor de er de første …

-Kære, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig … med en Mo'r som
Vilhelmine.

-En god Figur, sagde Generalinden, der stadig tænkte paa Kate Mouriers
Eksteriør.

Fru von Eichbaum tænkte paa, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier, hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.

-De rejser nok først lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved: Mourier vil gerne se paa Gaard til at ha'e om Sommeren … Det er jo rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.

Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Idéassociation sagde hun:

-Véd Du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker Du, er ansat paa
Hospitalet.

-Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?

Og hun tilføjede ret ligegyldig:

-Behøver hun det, Du?

-Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve Tusind, svarede
Fru von Eichbaum. Ved Nævnelsen af Summen syntes hun pludselig let
distræt, og hun tilføjede efter en lille Stilhed, ligesom eftertænksomt:
Faderen var en fortræffelig Mand.

Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i
Entréen havde faaet Tøjet paa, sagde hun:

-Det er sandt, Emilie, Du kunde laane mig Petris Prædikener. Vejene til Kapellet er ganske opblødte, og der er jo ikke et Menneske mere, man kender.

Fru von Eichbaum hentede Prædikenerne, og Generalinden sagde:

-Tak Du … ja, man længes efter Petri om Sommeren. Der er ikke den klare Tankegang hos de andre.

Fru von Eichbaum nikkede:

-Kære, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.

Da hun aabnede Entrédøren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:

-Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.

-Ja, det var en Regning til Fruen.

Fru von Eichbaum tog den, mens hun skælvede en umærkelig Smule i
Mundvigene og Generalinden hastigt saá hen paa Søsteren i Spejlet.

-Aa, sagde Fru von Eichbaum, der havde aabnet Regningen. Det er fra
Cohn. Jeg har ladet min graa Silke rense. Med noget Sort op ad
Forbredden kan den blive rigtig pæn endnu….

-Farvel, Charlotte.

-Farvel Emilie. Ja, vi ses paa Søndag. Jeg laaner jo Julius.

Julius gik paa Omgang ved Middagene i Slægten.

-Farvel.

Generalinden var nede ad Trappen, og Fru von Eichbaum gik ind i
Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entréen.

Fru von Eichbaums Penge laa i Skrivebordsskuffen i forskellige
Konvolutter, hvor hun havde dem rede, hver til sin Tine. Hun tog femten
Kroner frem og Budet gik. Fru von Eichbaum blev atter siddende foran
Skrivebordet og regnede.

Efter at hun for tre Aar siden havde købt Livrenten for Resterne af de Penge, som Karl havde levnet, maatte Fru von Eichbaum tage alting meget nøje ud.

Men saa stod da ogsaa Hjemmet.

Fru von Eichbaum blev ved at sidde foran Skrivebordet:

-Det var godt, det havde været Regningen fra Cohn—at Charlotte saá, det var den.

-Men Karl faldt nu virkelig til Ro—maatte man haabe, ude paa sit
Kontor.

Fru von Eichbaum rejste sig og satte sig hen til sit Sengeomhæng. Hun havde et andet Udtryk, et mer fortænkt og ældre, naar hun saadan sad, arbejdende og alene.

Julius kom ind i Spisestuen med de pudsede Knive paa en Bakke og lagde dem ned.

Klokken halvfem kom Julius ind for tænde i Ovnen, og Fru von Eichbaum spurgte:

-Har De lagt i hos Herren?

-Ja.

-Tak.

Fru von Eichbaum kom selv kun sjældent i sin Søns Værelse. Der var kun
Indgang fra Trappen. Da Karl for fire Aar siden kom hjem fra Sveits,
havde hun, medens hun selv var i Aix, ladet Døren fra Karls Stue til
Kabinettet mure til.

Naar der var nogen, røg Herrerne jo derinde.

-Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens
Murmester: murer man til, er man fri for den Røg paa sine gode Møbler.

Hr. Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde han kun Indgangen fra Trappen….

Fru von Eichbaum hørte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Døren til "Goddag".

-Tante Charlotte har været her, sagde hun. Der skal være saa dejligt derude. Jeg skal hilse.

Hendes Stemme lød neppe saa bred, naar hun talte med Sønnen, og Ordene blev ligesom smallere i hendes Mund.

-Tak, sagde Karl og satte sig paa en Stol ved Skrivebordet. Han stod aldrig længe ad Gangen: og lidt efter spurgte han:

-Naar flytter de ind?

Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius aabnede Døren til Spisestuen med et stilfærdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor Rødvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.

-Skal jeg skænke for Mo'r? sagde Karl og bøjede sig frem.

-Tak, Du, saa det bli'er rødt….

Der var de Dage, hvor Karl spiste ude, da Fru von Eichbaum kun drak
Vand.

Hun øste op, mens hun blev ved at tale om Landstedet og de dejlige
Morgener.

-Ja, sagde Karl i en lidt anden Tone, og han blev siddende et Øjeblik med Vinglasset i sin Haand:

-Det er skam kønt om Morgenen.

Og de spiste lidt, til Fru von Eichbaum fandt et Emne i Mouriers—det var det, at de eller hun maatte altid finde et Emne.

-De kommer ind iaar, fortalte Søster Charlotte—Du véd jo, de Mouriers fra Aarhus.

-Aa, sagde Karl, han Smørhandleren….

-Kære Karl—Fru von Eichbaum lod et Øjeblik Skeen hvile i sin
Suppe—Handel er da nutildags umaadelig respektabelt.

-Ja, mumlede Karl, de tjener jo Penge….

Han bar et dovent-forbavset Nag til de Folk, der gik rundt og tjente
Penge.

-Og Vilhelmine, der er hjemme fra Unsgaard, det gode Hjem….

Fru v. Eichbaum spiste igen: Men først rejser de i Jylland og ser paa
Gaarde.

Der var stille lidt igen, til Karl sagde ligegyldigt, for at sige noget, og mens Julius bød ham af anden Ret:

-De kunde jo købe "Ludvigsbakke".

Konferensraadens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde faa solgt til en rimelig Pris i de nedadgaaende Tider.

-Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum.

-De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo staaende i
Ejendommen.

Og Karl blev pludselig ivrig, mens han skænkede sig et nyt Glas, og han blev ved at tale om "Bakken".

-De faar ikke lækrere Ejendom, sagde han, og han tænkte paa den brede
Kørevej hen over Markerne og de store Popler ved Indkørslen og Plænerne,
hvor Solen stak ham lige ind i Ansigtet, og Stalden, hvor de to
Ridehopper gik løse i deres store Baase.

-Nej, der er ikke lækrere Ejendom, sagde han igen. Og alting vel vedligeholdt, baade Bygninger og det Hele.

-Ja, Huset præsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum.

Karl tænkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi
Godsforvalterens Længe, og med ét lo han:

-Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet
Constance gift.

-Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de
Mødre….

Men Karl blev ved at tale om "Bakken", mens han knækkede Valnødder og
skrællede Æbler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule
Rødme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt længe til
Bords.

-Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.

-Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et lille Øjeblik i sin.

Karl blev ved at være i godt Humør og at snakke, og inde i Dagligstuen sagde han:

-Vil Mo'r la' mig drikke Kaffe herinde?

Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Døren til Spisestuen op igen:

-Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.

-Du ryger da? sagde hun.

Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjørnesofaen og Karl tændte sin Cigaret, fortalte hun:

-Men med Schrøder skal det være slet … Hun har vist Vattersot.

Karl sad og røg, mens han sagde:

-Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen.

-Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en
Lejlighed. Hun er jo rigtig net.

Karl betragtede Røgen:

-Hun er sød, sagde han.

Og lidt efter:

-Hun er rigtig sød.

Julius bragte Kaffen, og Karl sad og saá efter ham, til han igen var ude.

-Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige
Støvler?

Den Brunelsfodbeklædning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man ikke kunde høre, at Manden gik.

-Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skænkede: jeg finder, det er velsignet, at man ikke hører en Person, der varter op.

Tingen var, at Julius led af daarlige Fødder, der i de sidste Aar hindrede ham i at ta'e større Plads.

-Kære Emilie, sagde Generalinden til Søsteren: ellers beholdt vi jo aldrig det flinke Menneske.

Karls Cigaret gik ud, og han sad og saá, halvsmilende, over paa sit eget
Ansigt i Etagère-Spejlet:

-Hm, hvor han kendte den Etagère. Lige fra hans Barndom havde den staaet der, med de samme Meissener-Fade, paa den samme Plads.

Og han sagde, smilende:

-Mo'rs Ting holder godt.

-Naar man kun holder Hævd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.

Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al den Ømhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt, var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede den ganske lidt.

Saa stod han op.

-Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan læse noget.

Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun plejede, naar Karl var hjemme, Døren til Kabinettet. Hendes Hænder rystede lidt, mens hun skød Slaaen ned i Dørtrinnet. Det var mærkeligt med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Hænder sitrede lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun blev ældre.

Karl gik ind til sig selv og tændte Lampen, før han tog en Hjemme-Joppe paa, henne bag Forhænget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng. Fru von Eichbaum havde købt den, da Karl skulde komme hjem.

-For Du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har været i Frankrig….

-Kære Du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske uden sin Nattesøvn?

Sengen blev købt.

… Karl satte sig i Hvilestolen med udslaaet Fodstykke og tog en af de franske Bøger. Der saá ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om Morgenen, før der var istand, for da var der Roderi nok: med Riflerne, nogle Hestebilleder og et Par gamle Eichbaumske Sabler paa Væggene og de gule Bøger paa Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige høje Stabler.

Karl fik ikke læst meget. Han sad ved Piben og blev ved at tænke paa
"Godset".

-Nu kunde disse Mouriers naturligvis købe "Bakken", fordi de tyve Aar havde flaaet Brahe'rne og Vedel'erne for deres Smør….

Karl rynkede Næsen som altid, naar han følte enten Mishag eller
Forbavselse.

-Det er utroligt, sagde han.

Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig nogetsomhelst, syntes Karl von Eichbaum saa besynderligt, at en stor Del af Livets Fænomener og Resultater naturligt maatte forekomme ham "utrolige".

-Men Gudbevares, sagde han.

Han blev ved at tænke paa "Bakken":

-Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de
Eksaminer, saa kunde han dog maaske være blevet "Forpagter" … hos
Smørhandleren.

Karl skød Læben frem:

-Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder døde.

Det bankede paa Døren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke.

-Fruen bad mig sætte Madeira'en her ind, sagde han.

Karl nikkede, mens han skænkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom s'gu fra Stedet.

Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Søofficererne i Familien.

-Det er s'gu noget Svineri at hale rundt paa alle de Beværtninger, sagde
Karl.

Med Glasset foran sig begyndte han at læse igen. Men lidt efter lagde han den gule Bog ned paa sit Knæ og smilte. Han tænkte paa, det vilde i Grunden være grinagtigt at gaa med Ida Brandt saadan et Sted, for hun havde naturligvis aldrig set det, Gud la'er skabe.

… Fru von Eichbaum sad ved sit Skrivebord. Hun havde ligesaa gerne straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke gjort. Og idag havde hun nu netop tænkt saa meget paa hende og Tiden oppe paa Unsgaard.

"Kære Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at tænke paa at være sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro. Jeg haaber, Du finder noget her i Nærheden. Jeg tænker paa Lindholms, som skal til Nizza med den syge Mary—de rejser jo altid med de Tæringsyge, naar det er for sent. Du kunde maaske leje der, naar vi luftede godt ud og ellers rensede. Du véd, det er lige herved, og godt vil det være for Kate lige ved Grønningen og "Linjen". I maa jo ogsaa tænke paa Helbreden. Jeg glæder mig rigtig til Vinteren, ogsaa til Kate; det er saa friskt at faa lidt Ungdom i Kredsen—"

Fru von Eichbaum havde sluttet Brevet og sad og stirrede ind i Lysene.
Hun tænkte paa Karl:

Der saá man, naar man kun var beskæftiget sin bestemte Tid med noget, der holdt fast som et Kontor, saa kom Roen. Men Skylden havde vel altid været hendes—hun skulde aldrig ha'e sendt ham fra Hjemmet.

-Ham—med sit bøjelige Sind.

Fru von Eichbaum hørte Julius inde i Spisestuen. Hun syntes rigtig det var længe siden, hun havde glædet sig saadan til sin Kop The.

* * * * *

Om Søndagen var det varmt nok til, at Generalinden og Fru von Eichbaum kunde drikke Kaffen paa Verandaen. Generalinden sagde: Du maa kun ta'e et Sjal over Skuldrene, Mille, Du, der er vant til Byluften.

Julius bragte Sjalet, og Søstrene sad sammen og saá ud over Sundet.

-Der skal ikke Kaffe til Herren, sagde Generalinden. Karl von Eichbaum var gaaet ned paa Bellevue at spille Billard.

Fru von Eichbaum talte om Vilhelmine Mourier.

-Jeg skrev da til hende, sagde hun, og jeg tænker paa, om de ikke kunde leje af Lindholms.

-Gud, Emilie, sagde Generalinden, tror Du osse det—i det tæringsyge
Hus?

-Kære, sagde Fru von Eichbaum, hvor kunde man vel bo, naar man skulde være saa ængstelig? Jeg, som rejser, jeg spø'r Dig, hvor kunde man ikke bli'e smittet? De ligger naturligvis ikke i de samme Sengklæ'er, og naar vi saa paa Forhaand sørger for, at der luftes….

-Ja, sagde Generalinden.

-Og det var hyggeligt nær ved os, saa vi kunde gaa ud og ind.

Fru von Eichbaum saá lidt ud paa Vandet.

-Og dejligt for Kate med Grønningen—hun, som ri'er.

Generalinden nikkede:

-Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slægten sløjfedes d'et i Verbet at ride).

Og lidt efter sagde hun, seende ud paa Vandet:

-Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen.

Søstrene talte om andre Ting.

* * * * *

Den Søndag blev den sidste varme Dag i Aaret.

Om Mandagen var det Sjask og Søle, og Ida stred sig paa sin sidste
Morgentur—for idag var hendes Nattevagt omme—op mod Vinden langs
Søerne.

Da hun kom hjem igen, mødte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet af Sporvognen.

Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Hænder i sine Lommer og
Voksdugsrullen presset ind under den højre Arm.

-Uh, sagde han misfornøjet, men pludselig smilte han:

-Vi fik ikke Foraar den Gang.

-Nej, vi kommer nok ikke i Skoven.

-Men, sagde Karl og skød afgørende Hænderne ned til Bunden af sine
Lommer: Saa vil vi ud at more os.

Ida lo:

-Hvordan? sagde hun.

-Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med.

-Det var da værre, sagde Ida hastigt.

Og lagde til, mens hun blev gloende rød:

-Med en Fremmed.

-Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med ét forandret ligesom saa god:

-Saa ta'er vi ene.

De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.

Saa sagde Karl, der allerede stod paa den store Trappe op til Kontoret, stadig med Hænderne i Lommen, men med den samme "gode" Stemme som før:

-Hvor gammel er De, Frøken Ida?

-Det véd De jo.

Men Karl sagde:

-Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar.

Ida lo kun—det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille halvhøje Latter—og de skiltes.

Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret af en mat og grøn Lampe. Ida laa med halvt lukkede Øjne.

Men paa én Gang tænkte hun paa, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke paa ogsaa idag….

… Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over paa Kontoret, mødte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke. Han havde været til Frokost. Naar Karl von Eichbaum raadede over Mønt, overlod han "Anes Husflid" til en Portør og nød sin Frokost hos "Svendsen".

De talte lidt og Ida stod og saá paa ham.

-Ja, sagde Karl og skød Brystet frem: man er fin.

-Forfærdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet saa glad ved at se det flunkende Stykke.

Men Karl sagde:

-De skulde "spytte" paa den, Frøken Ida.

-Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.

De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.

-Goddag, Mo'r, sagde Karl og traadte et Par Skridt bort fra Ida:

-Det er Frøken Brandt, sagde han saa.

Fru von Eichbaum rakte Haanden frem.

-Det var rart at se Dem, Ida. Karl har jo fortalt mig, at De havde taget en Virksomhed herinde.

-Ja, sagde Ida, og ganske rød skyndte hun sig at tilføje:

-Jeg skal bringe en Meldeseddel….

-Men, sagde Fru von Eichbaum, De maa besøge mig en Dag—nu (og hun smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Søn. Han kan altid sige mig en Dag, hvor De er fri.

Moder og Søn blev staaende nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde
Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius:
Man skal ikke, sagde hun til Søsteren, sende Julius og saadanne op paa
et Kontor, hvor de andre, Du, maaske sidder i mindre Stillinger.

Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portaabningen, sagde hun:

-Jeg synes virkelig, det er rart, at Du har den lille Brandt her … saa kan I da altid veksle et Ord. Farvel, Karl.

Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordøren:

-Har De saa tænkt paa'et, Frøken Ida, sagde Karl.

-Paa hvad?

-Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertøjet—og han slog paa Frakken—maa s'gu indvies.

* * * * *

Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og søgte i Mørket efter Døren. Hun vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun vilde ikke møde nogen nu—netop nu, hun skulde gaa.

Hun løb videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var
Døren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang.

-Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred.

-Ja, jeg har fri, sagde Ida og løb fra ham.

Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to
Portører, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og
Josefine, som kom paa Trappen.

-Naa, Frøken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud paa Livet. Og hun nikkede, som de andre.

-Ja, sagde Ida smilende.

Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten saá hun ham: der stod han allerede, ved
Hjørnet af Botanisk Have.

-Her er jeg, sagde hun og løftede sit Ansigt. Hun var næsten stakaandet.

-Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften.

Og de gav hinanden Haanden.

De gik, mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.

-Hva' sagde De saa, spurgte Karl med sin lidt slæbende Stemme, som han holdt af at bruge den, naar han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde hen?

-Aa, jeg sagde no'et….

-Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et. For det lærer man, Gud straffe mig, fra Barnsben.

Ida blev pludselig alvorlig i Øjnene:

-Aa, ja.

Men hendes Stemning slog om igen, og hun sagde straalende:

-Det var li'som de alle ønskede mig god Fornøjelse.

Hun tænkte paa dem, der havde nikket i Porten.

Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Læbespidser, sagde:

-Ja, nu maa vi s'gu tænke over, hva' vi skal spise.

De lo begge to.

De havde naaet Porten til Ørsteds Park.

-Vi kan gaa gennem Anlægget, sagde Ida: naar der er Tid.

-Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.

De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der
Blomster endnu.

-Hvor her er smukt, sagde Ida.

Der var vist ingen i den hele Have, ikke én i alle Gange; og mens de gik ved Siden af hinanden, hørte de deres egne Skridt.

-Nu falder de i Søvn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille
Statuer.

De gik ind til en lille Terrasse under et mægtigt Træ. Under dem laa
Skrænterne og det mørkt blanke Vand.

Ida talte sagtere:

-Her er det dejligste Sted, sagde hun.

Karl skad Røgen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte. Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys hang over Gitrene som en straalende Krans.

-Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte.

Hendes Øjne fulgte Skrænterne og Broen og det tyste Vand.

-Ja, sagde Karl, og Cigarens Ringe løstes op.

-Ikke kønnere?

-Nej, sagde han.

En Svane skød lydløst frem fra det mørke Vand.

-Det har jeg ogsaa altid tænkt, sagde Ida.

De stod endnu et Øjeblik.

-Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte sig for at gaa.

-Naa, Godaften, Gamle! Karl nikkede op til Ørsteds Statue, idet de gik forbi, og de lo igen.

Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.

-Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Mørkningen" i Gaderne.

-Ja, men saa kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde sig.

Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et
Menneske i det hele Parket.

-Saa, sagde Karl, kom vi saa tidsnok?

Lidt efter lidt begyndte Folk at komme, og de hørte Stolesædernes lystige Smæk og Kontrollerens Nøgler i Logernes Døre og fra Gangen al den glade Skubben og Summen.

Ida skød Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske lidt:

-Aa, sagde hun, det er første Gang, de spiller Stykket.

-Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.

Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Parkettet, og friserede Damer trængte sig hastigt frem mellem Bænkene. Karl sad og nævnede deres Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, Ida kendte fra Bladene.

Ida sad og smaasnakkede af Glæde og fulgte hvert Navn, som han nævnede. Men pludselig rejste hun sig halvt og saá ud op mod første Etage, med et lille Kast med sit Hoved:

-Det er dér, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.

-Hvem?

-Vi, sagde hun.

Nogle Sygeplejersker havde abonneret dér ifjor.

Ida sad igen, mens Støjen steg, og smilte, med Ryggen helt lænet tilbage mod sin Stol. Men paa én Gang sagde hun, helt forskrækket, og blev purpurrød:

-Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her.

-Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa
Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.

De saá igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls
Arm:

-Se, det er Fru Lind. Hun har været paa Afdelingen.

Det var den eneste, hun kendte.

Rampen blev tændt og gød sit Lys over Tæppet. I Parkettet var alle
Hoveder i Bevægelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.

Ida blev ved at smile:

-Det er ligesom man skulde paa Bal, sagde hun ganske sagte.

Karl sad med udspilede Ben og bed i sit Overskæg med et Udtryk, som var en Knebelsbart noget, der smagte godt.

Orkestret havde spillet en lille Tid.

-Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida
svarede ikke, hun sad med halvlukkede Øjne og lyttede efter Musikken.
Karl saá fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal.
Man kunde faa Lyst til at spænde over den med Fingrene, saadan, fra
Tinding til Tinding.

Ida følte hans Blik og aabnede Øjnene helt.

-Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke?

Tæppet gik op.

… Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von Eichbaum gik bag Ida Brandt og værnede hende lidt med Armene, men Ida lo over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:

-Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Øjnene straalede.

-Der er bestilt Plads, sagde Karl.

Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig naaede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt Tøjet paa: hun saá paa Herrer og Damer, der blev ved at strømme ind.

-Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i
Theatret.

Karl fik Overtøjet af hende og satte sig.

-Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin
Næse:

-Nu skal vi spise paa Fransk.

-Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad hun sagde "ja" til.

Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og fulgte dem med Øjnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brød, som om hun undrede sig over det alt, over hver Ting. Dugen og Lyset og den grønne Flaske i Køleren.

Saa sagde hun og spilede begge sine Hænder ud paa Sofaen, mens hun lo ganske sagte:

-At jeg sidder her.

Karl smilte glad til hende og saá saa ud paa Folk i Salen, der knap fik
Plads ved Bordene:

-Ja, vi sidder s'gu bedst.

Ida blev siddende som før:

-Hm, sagde hun saa med den samme Stemme: det er li'som vi var paa
Skovtur.

Karl, der spiste langsomt men vældigt, lo og sagde:

-Naa, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet paa
Skovture.

Men Ida blev ved at tænke paa Skovturene: Turene derovre, naar de var kørte til Stensballe en hel Char-a-banc og de havde danset foran Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de høje Banker.

-Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.

Men Karl, der begyndte at blive mæt, sagde, at hun maatte virkelig spise og lagde en Kramsfugl over paa hendes Tallerken.

-Maden er s'gu god, sagde han; og idet han tænkte paa Skovturene, sagde han med Albuerne paa Bordet (og tænkte, at hun var Gud straffe mig nydelig):

-Det var De vel mange Gange—paa Skovtur?

Ida sad lidt og saá ud for sig:

-Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere.

Karl blev ved at se paa hende:

-Saa drikker vi to Jyder … Han løftede glad sit Glas.

Ida lo og tog sit:

-Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.

Karl rynkede Næsen:

-Vist saa, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft no'et.

Og de drak.

Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne paa
Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes
Saltkar.

-Hvor de var dejlige paa "Ludvigsbakke", sagde Ida.

-Ja.

Han gnavede stadig sin Selleri, mens han saá paa hende og sagde:

-Ida, De skulde altid være i gult.

-Hvorfor?

-Jo, sagde han sløvt.

Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-stængel, og pludselig tænkte han paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde købe "Bakken". Det er en Smørgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak "Aa"et i den jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:

-Men saa kan man da faa Recks ud….

-Hvorfor?

-Jo, erklærede Karl med sin tørre Stemme: for det er no'et Pak.

-Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa glad og at hendes Ansigt straalede.

-Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.

-Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.

Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde glad:

-Der kan dog være rart i Kongens København, hva'?

De talte gladere og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og Villaen og Jørgensens—det gjorde hun altid, naar hun var glad—men pludselig sagde hun:

-Uh ha, hvor han talte højt….

-Hvem?

-Han, Elskeren, sagde hun.

Karl lo:

-Ja, man maa jo høre ham.

Ida sad og saá ud for sig:

-Men alligevel, sagde hun sagtere.

Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede sammen over deres Regnskaber.

Karl sad og smilte og saá paa en Flaskehals.

-Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han.

Ida saá op og rystede paa Hovedet, halvt trist.

-Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende forbi.

-Men—og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv, hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig tænkte paa, hvis det ikke var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmørke Stuer—:

-Men, sagde hun og saa ud over Bordet og søgte at smile: Jeg har nu tit været bedrøvet.

Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Øjnene:

-Det er s'gu utroligt, sagde han kun.

Og de sad lidt tavse.

Ida saá ud i Salen, hvor der var halvmørkt og de fleste Blus var slukkede:

-Men de er alle gaaede, sagde hun forskrækket.

-Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e
Kaffe.

De fik den og Likør ogsaa, som Karl skænkede. Han blev ved at have saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene.

Ida saá ud mod det skridende Mørke:

-Nu er det forbi, sagde hun.

-Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.

-Ja, sagde Ida hastigt og glad.

-Det maa være hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjælpe hende Tøjet paa: Paa Deres Værelse….

-Nej dog, sagde Ida, og hun lo.

-Hvorfor?

-For det er forbudt.

Ida blev ved at le, men Karl rakle hende blot Hatten og sagde:

-Aa pyt.

De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Døren efter dem, da Ida sagde, glædestraalende:

-Nu, maa jeg; og stak ham en Krone i Haanden.

Karl lo, som han var betalt for det:

-Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende….

Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bød han Armen frem:

-Man byder vel Damen Armen, sagde han.

-Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen: nu er det jo Nat.

… Karl gik hjemme i sin Stue og smilede længe, før han kom op i sin store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han læste ikke.

Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Næse.

-Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende: Man kender s'gu alligevel ikke Fruentimmerne….

Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret.

… Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun kom op paa Gangen paa første Sal, stod Frøken Roed foran det aabnede Skab.

-Gudbevar'es, er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De været paa
Skovtur?

Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har været ude, sagde hun og vilde liste sig videre—hun gik ligesom hun bar noget usynligt Dejligt i Hænderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed—:

-Godnat.

Men Frøken Petersen, der var iført graciøse Tøjsko for Natten, havde hørt hende bag Døren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft "Udgang".

-Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes
Stemme, naar hun vejrede Nyheder.

Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har været i Theatret, sagde hun, saa højt, saa det pludselig klang i Gangene, og hun løb.

-Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkner hørte bare, Ida lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under Gasflammen.

De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte
Ord fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed.
Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage.

Frøken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.

Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vækkeuhret og klædte sig af. Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til hun kom i Seng.

-Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe—naar han kunde liste sig herop….

Idas Ansigt lyste af Fornøjelse i Mørket:

-Men det maatte være en Tirsdag, naar Frøken Roed havde Udgang … en
Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.

Ida blev ved at tænke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen … og dække rigtig Bord….

Ida sov ind.

… Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kælderen og de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Væggene, mens de ventede paa Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevægelse med Haanden hen over Øjnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da Nøglerne lød og Josefine kom med Madspandene.

-Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.

Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen.

-Det er en stor Skam for Fuldmægtigen, sagde saa Josefine.

-Hvilket?

Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen.

-Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker om 'et i Porten.

-Her? Paa Kontoret? Det lød, som Ida havde noget i Halsen.

-Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for
Inspektøren, hvis det skal vare ved….

Ida nikkede mekanisk.

-Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hænger paa, det kender man jo nok, sagde Josefine og blev ved at lægge Kartofler rundt paa de seks Tallerkener.

Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der var færdig, stod med Hænderne i Siden.

-Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saa betænksomt ud for sig.

Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers forblev hun sin Konduktør fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og naar han gik og hun havde fældet mange Taarer, saa blev hun alligevel ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktør ved Sporvognene. Det blev bare en anden.

-Ja, sagde hun: man véd nok om 'et—for Andersen har været slem
(Andersen var den nuværende Konduktør) … Men nu har vi klaret det….

Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen til de skiftende Konduktører.

Man kunde ikke se, om Ida hørte, for hun stod kun og flyttede paa de seks Tallerkener.

-Naa, saa løb vi videre, sagde Josefine.

Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som en Fanfare, naar Josefine satte afsted.

Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise, Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig og fik ryddet til Side—mens hun kun havde tænkt en eneste Ting:

-Den Stakkel, den Stakkel.

En Begribelse kom aldrig paa én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun den ene Ting.

-Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre … Hvis han nu mistede sin Plads….

-Hvad var der at gøre….

Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bøjet over de evige Papirer, og hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte hende med Øjnene.

Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:

-Og hun havde været med til at bruge hans Penge.

Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte paa Pengene mere, men kun paa det, blot paa det … mens hun alligevel hver Gang løb det forbi:

-Hvem der havde brugt hans Penge.

Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".

Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin
Stol, indtil det skumrede.

Frøken Kjær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør:

-Godaften, Jomfru.

Og pludselig sagde Ida:

-Aa, Frøken Kjær, kan De sidde her et Minut … jeg skulde saa gerne op….

-Ja, sagde Frøken Kjær og hun lukkede Døren: et Minut.

Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.

Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende:

-Godaften.

Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret:

-Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han.

Og Ida lo.

Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gaa og smile. Hun tænkte kun:

-Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham.

Og hun tænkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham.

Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren:

-Profossen er her, hviskede hun.

Det gav et forskrækket Ryk i Ida.

-Hvor? hviskede hun.

-Paa "A".

Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne.
Ida gik rundt og tændte, mens hun hørte Professorens Stemme gennem Døren
til "A", der stod paa Klem. Hun begyndte at gøre alt i Stand til
Stuegangen, medens hun hørte Portøren og de fire paa Trappen og
Nøglerne, der blev drejede om i Laasen.

-Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter, der havde hørt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.

Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til "A" gik op. Professoren blev staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:

-Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til … Lad
Patienten kun gøre som han vil … Og De kan skrue Gassen ned om Natten.

Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder.

-Vel, Hr. Professor.

Han stod et Nu paa Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med et
Glimt flakkede hen over hans Ansigt.

-Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne. Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde under Stuegang.

Ida gik hen og bankede paa Frøken Petersens Dør for at faa hende vækket.
Hun havde ikke hørt Dr. Qvam, der var kommet ind.

-Hvor er Overlægen, sagde han hurtigt.

-Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.

Qvam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et Øjeblik og saá paa Ida.

-Er det Deres Fødselsdag idag igen? spurgte han.

Ida lo:

-Ne-ej, hvorfor?

-Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra før slog gennem den aabne Dør.

-Frøken Petersen, Frøken Petersen! raabte Ida.

Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine
Hænder.

-Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem som i et Haandtryk: De er jo renvasket.

Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled, tænkte hun og smilte:

-Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet.

Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør.

Frøken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra
Køkkenet:

-Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.

Frøken Petersens Fødder var som et Barometer lige overfor
Vejrforandringer.

Men efter The løb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von
Eichbaum.

* * * * *

Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.

Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og saá efter, hun havde bestandig noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet paa en Liste.

-Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.

-Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.

-Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig.

Saa maatte Ida gaa … over paa Kontoret. Det var, som hendes Nøgler kom saa langsomt ind i alle Laase, og hun saá ikke Oldfruen, der nikkede fra sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gøre det….

Og nu var han maaske vred.

Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saa hans Ansigt straks ved Døren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han saá hende, blev han blødende rød.

-Det var en Meldeseddel, sagde hun.

Han bøjede sig ned imod hende:

-Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt grødet.

-Tak.

Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Døren, for han var fulgt efter, sagde hun (for at hjælpe ham over det eller for at trøste ham; et Sekund før havde hun aldrig tænkt paa at sige det):

-Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.

Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skød
Læberne frem:

-Jeg vil hellere ha'e The.

Ida lo:

-Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal være
Kaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande….

Saa løb hun:

-Nej, nej, han var ikke vred.

Aa nej, han havde forstaaet hende….

… Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han gik nok og fløjtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om han ikke kunde faa sig selv til rigtig at tænke paa de Penge eller paa at han nu kunde fordele dem rundt, i de værste Huller. Og han følte ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han tænkte paa Konvolutten, hvor de laa.

Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud for at faa den vekslet.

Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.

-Ønsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned imod Sofaen.

Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske Bogstaver—og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjørnet.

Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.

Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Højrehænder, d'Hrr
Jensen og Sørensen, ud, lænede hver mod sin Dørstolpe:

-Der kan De se, Sørensen (Hr. Jensen snøvlede, hvad han ansaá for distingueret i Faget), at jeg fik Beløbet. Den Slags Folk finder altid en Udvej … Det véd vi fra d'Angleterre….

Hr. Jensen havde i en smækrere Periode fungeret som à-la-carte-Sals
Kelner i Hotel d'Angleterre.

-Ja, til den revner, Jensen, sagde Sørensen.

Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Tænder.

* * * * *

Ida lod som hun sov, mens hun saá, fra Frøken Roed foran Spejlet, hen til Vækkeuhret foran sin Seng gennem de kvart aabnede Øjenlaag. Fødderne skubbede hun sagte op og ned under Tæpperne, hun kunde ikke ligge stille.

Men endelig var Frøken Roed i Overtøjet, og Ida lod, som hun vaagnede:

-Skal De til Deres Søster, sagde hun.

-Ja, Frøken Roed skulde det—Hun skulde altid til sin Søster, der var gift med en Assistent Hansen ved Jernbanen. Det var de eneste, hun kendte i Byen, og der var desuden nok at hjælpe med, om de tre Børn.

Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen, hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med saa mange smaa broderede Stykker—og paa én Gang lo hun.

-Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed.

-Aa, det var noget jeg tænkte paa.

Men pludselig slog Ida Tæpperne til Side og satte de bare Fødder ud paa
Gulvet.

-Aa, sagde hun, vent lidt: og hun løb i Natkjolen hen til Chiffonnièren:

-Jeg har noget til Børnene; og, mens hun dækkede for den aabne Chiffonière, for at Frøken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne derinde, hældte hun nogle franske Kager ud af en Pose.

-De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa Frøken
Roed, før hun sprang op i sin Seng.

-De tænker ogsaa altid paa andre, sagde Frøken Roed.

Ida bare lo:

-Nej, jeg tænker paa mig selv, sagde hun og laa og saá op i Loftet.

Hun hørte Frøken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede Nøglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde høre hende. Hun begyndte at klæde sig paa saa hurtig hun kunde, mens der var noget over hendes Bevægelser som over en Skolepige, der er ifærd med at gøre en gal Streg: Aa, der var nok at gøre … der var meget at gøre….

Hun trak Chiffonière-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de gamle Kopper, og Sølvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud af Midterrummet. Der var ogsaa de gamle Asietter og Armstagen, som hun satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.

-Hm, sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene … Ja, det var i Maj—aa, at det ikke var længere siden … end den to og tyvende Maj.

Hun tændte Lysene og saá efter, om Vandet kogte … der skulde da en
Rose i hans Glas….

Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet:

Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.

Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tæpper over Sengene. Hun saá paa Vækkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen, for Døren dernede gik: men det var kun en Portør.

Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og saa fra Ting til Ting, som vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor pænt det var:

Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade brænde, brænde helt ned, til de slukkedes.

Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.

Hun havde ingen hørt paa Trappen, da det bankede sagte paa Døren, to Slag, som de unge Mænd banker, der har været i Tjenesten, og hun fik lukket op.

-Aa, det er Dem, sagde hun.

Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjæl der saa mig, sagde han.

-Men Frøken Helgesen sidder altid lige ved Døren, sagde Ida.

-Hun fik laaset—de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to—og Karl tog
Tøjet af.

-Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.

-Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.

-Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens han saá paa det hvide Bord.

-Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.

-Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.

Ida hældte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.

-Ja, de stod paa Fløjen, sagde Ida. Hun saá igen for sine Øjne det gamle
Marmorbord paa "Bakken" med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionen
efter Hoffet i Horsens og de to Sølvbægre, der var Præmier fra et Par
Landbrugsforeninger.

-Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.

Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likøren. Ja, sagde han, vi holede no'en fra Schrøder—han tænkte paa den bulede Kagekasse paa "Bakken": det er s'gu grinagtigt at stjæle….

-Ja, det er spændende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og saá paa hende, han syntes altid det saá saa morsomt ud, naar hun gjorde det.

-Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.

-Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.

-Hvordan det? spurgte Karl.

Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte:

-For det maatte jeg.

Der var stille lidt.

Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede.

-Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.

Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benovet, sad tavs og røg og læste Indskriften paa Kaffekanden, Hædersgaven, til han pludselig sagde, det kom saadan plumpende:

-Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.

De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte hen, og paa Menneskene—der var den og der var den.

-Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.

-Ja.

-Og dér staar Forvalteren, sagde Karl.

-Ja, han er død.

Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.

-Saa pludselig han døde, sagde hun langsomt.

-Han skød sig, sagde Karl.

-Nej.

-Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt: véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skød sig—det var lige efter han havde sat Folkene i Arbejde….

-Men hvor er hun da?

-Hun er gift i Næstved, sagde Karl og slap Billedet.

Han lænede sig tilbage og rynkede sin Næse.

-Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe mig ikke stort ved at leve….

Ida saá op i Lysene:

-Jo, sagde hun langt og stille.

Karl, der sad med Hænderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod
Armstagen:

-Ja, hvis man endda var Landmand.

-Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med

Hovedet.

-Jo Tak—Karl snøftede paa Ordene—og hvordan….

Men pludselig slog han om, og mens han fik Hænderne op af Lommen og gned dem, sagde han:

-Her er nu ligegodt meget hyggeligt.

Ida sad stadig med Øjnene ind i Lysene:

-Han var dog saadan et stille Menneske.

-Hvem?

-Forvalter Krog.

-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det bider.

Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han saá sig rundt fra
Møbel til Møbel.

-Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.

Ida fik Taarer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i hans Ord.

-Ja se, sagde hun.

Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han
holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Børn og
Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsbøger med en bleg
Skrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.

-Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham; han havde stillet
Armstagen paa Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.

-Vor Herre hjælp os, sagde Karl.

Men Bogen vilde han se.

-Nej, sagde Ida og holdt paa den: det maa De ikke. Man skriver saa meget dumt ind.

-Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han.
Det var mest det, at hun blev saa kønt rød i Kinderne, der morede ham.

-Ja … jeg holder mest af det.

Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Hænderne om de andre Blade: det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og læste det.

-Det er saadan et Damedigt, sagde han, men saa kom det lidt blødt i
Tonen:

-Hvorfor holder De mest af det?

-Jo … for det er det kønneste. Men, tilføjede hun, nu er det længe siden … jeg skrev det af efter et Nodehefte.

Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det var Konferensraadens gamle "Hvide". Og de stod og lo ad den Gang, den dansede midt paa Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi, som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensraaden kunde ikke sidde fast, og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at danse, midt paa Gaden.

-Men det havde nu været et dejligt Dyr, sagde Karl.

-Nu har "Smørstikkeren" set paa Stadsen, sagde han lidt efter og lagde den Hvide væk.

-Vil de da købe det? spurgte Ida.

-Det gør de s'gu nok, sagde Karl, der saá ind i Lysene.

-Naar de saa blot vilde holde det kønt, sagde Ida og nikkede.

-Ja men nej, ja men nej …

Hun greb om Karls Hænder. Han rodede i alt … Det var Mo'rs Ringe og Brocherne og Guldkæden og Fa'rs Signet, og han rodede rundt i det altsammen.

-Lysene, Lysene, sagde hun.

Stagen raslede paa Klappen, mens hun vilde holde paa hans Hænder.

-Det er s'gu Værdigenstande, lo Karl.

-Og det er min Sparekassebog, sagde Ida glad; hun holdt den graagule Bog i den venstre Haand og gav den et Slag med den højre. Men pludselig blev hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned—

Karl stod ogsaa lidt tavs.

-Maa jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han saa ganske stille.

-Nej, sagde hun blot; det hørtes knap.

Et Nu havde Karl lagt begge sine Hænder ned om hendes Liv. Saa tog han dem bort. Ida rørte sig ikke.

-Hys, hys….

De hørte Nogen paa Trappen.

-Det er Frøken Petersen….

-Sluk, sluk….

Karl fik slukket Lysene.

-Brandt, Brandt, kaldte Frøken Petersen og slog paa Døren.

Og Ida svarede henne ved sin Seng, fra Mørket:

-Ja, ja, jeg er vaagen.

De hørte hende gaa igen, før Karl hviskede, i saadan en halvt drengeagtig Tone:

-Men jeg kan da blive lidt endnu … vi kan sidde foran Kakkelovnen.

Ida svarede ham ikke; men hun satte sig foran Kakkelovnsdøren, som Karl havde aabnet. De hørte ingen Lyd uden Lyden af Kullene, naar de sagte smuldrede, mens Skæret kom og veg hen over deres Ansigter.

-Saa stille her er, sagde Karl.

-Ja, sagde Ida: de er saa rolige idag.

De talte kun halvhøjt og sad tyste igen. Karl betragtede Ilden.

-Men De er altfor taalmodig, Ida, sagde han og saá paa Gløderne.

-Hvordan….

-Jo, De kunde godt forlange meget mer.

-Hvordan forlange mer….

De holdt Hovederne halvt fremstrakte, just paa samme Maade, og de langsomme Ord kom i samme Tone.

-Jo, jeg mener, saadan af Livet, sagde Karl.

De tav paany og hørte kun Kullenes Fald.

-Eichbaum—nu maa De gaa.

-Ja, sagde Karl: om to Minutter. Egentlig elskede han jo aldrig at rejse sig fra et Sted, hvor han sad.

-Véd De hva', Ida, sagde han og blev ved at se paa Kullene:

-Jeg er egentlig en Hjemmemand.

-Ja. Ordet kom saa ganske sagte.

Karl strakte sin Haand ud i Mørket og tog hendes.

-Tak for idag.

-Tak, hviskede hun.

Hun stod op og tændte Lysene. Hun var saa bleg, mens hun gjorde det, en
Bleghed, der ligesom lyste.

Karl fik Tøjet paa og ganske lydløst aabnede hun Døren.

-Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud.

Bag Døren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen … og nu var han nede.

Hun laasede Døren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes Ansigt, mens hun aabnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde hun ikke slukke. De kunde brænde, de skulde brænde endnu—til efter The.

Saa gik hun ned.

… Karl var nede paa Gaden. Hans Øjne var ligesom underligt større, mens han gik og tyggede paa sin Cigar.

-Ja, hun er s'gu honnet, sagde han og nikkede hen for sig.

Han vidste knap selv, at han blev ved at gaa i den Stump Gade, hvor det lyse Gavlvindu vendte hen.

… Fru Von Eichbaum, der sad over Sengeomhænget, rejste sig rask og kaldte:

-Julius, Herren kom hjem.

Karl blev inde hos sig selv indtil Thetid. Efter The spurgte han, om de ikke skulde spille et Parti Besique. De sad og spillede endnu—og der var ikke saa lidt Cigarrøg i Stuen—da Generalinden kom over for at sige "Godnat".

-Gud, Du, sagde Fru von Eichbaum: Du sætter Dig da og faar et Glas
Madeira.

-Tak, Du, sagde Generalinden og tog Plads: mon det er godt mod
Natten….

Julius kom ind med Madeira og franske Biskuits, og de nød det sammen under Hjørnelampen.

Efter at Karl og Generalinden var gaaede, gik Fru von Eichbaum rundt og aabnede Vinduerne: for natgammel Røg var ubehagelig.

… Da Ida næste Morgen kom hjem fra Tur, stod Karl paa Trappen op til
Kontoret. Ida havde næsten tænkt det. Hun gik de Par Trin op og tog en
Rose ud af sit Kaabeknaphul:

-De skulde have haft den igaar, sagde hun.

* * * * *

Fru von Eichbaum og Generalinden kastede et sidste Blik paa den
Lindholmske Lejlighed. Familien Mourier skulde ankomme med
Formiddagstoget.

Søstrene gik gennem Værelserne og var tilfredse.

-Og, kære, sagde Fru von Eichbaum, godt er det, at vi har gemt lidt hen af det Overflødige.

Det "Overflødige" var visse ret tvivlsomme Silketæpper af den Slags, som "draperede" hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, Du, man anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Søsteren: Og saa bare hænger det og samler gammelt Støv.

Generalinden nikkede:

-Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.

Fru von Eichbaum gik ind i den næste Stue, før hun sagde:

-Dampet er her.

-Og, tilføjede hun: saa taler vi forresten naturligvis ikke om det. Fru von Eichbaum tænkte stadig paa det med Mary.

-Gud, Mille, sagde Generalinden: man véd dog, hvad en Indbildning gør.
Og i vore Dage, hvor Folk vil være sy'e….

Bag Kabinettet laa Kates Værelse. Det var tomt. Frøken Kate vilde have sine egne Møbler med. Fru von Eichbaum stod paa Dørtærskelen og betragtede de nøgne Vægge.

-Ja, sagde hun: det maa jo Kate selv vide at indrette.

Julius kom og meldte, at Drosken var der.

-Tak, Julius. Og saa dækker Ane vel Thebordet, med blødkogte Æg.

Søstrene gik ned i Porten og steg op i Drosken, hvor Julius sad paa
Bukken i Silkehat med Roset og privat Vinterfrakke.

Da Toget kom ind foran Perronen, stak der et ret fyldigt og blondt
Ansigt ud af en første Klasses Kupé. Det var Frøken Kate.

-Der er de, sagde hun. Hun havde set de to Søstre, der viftede med
Lommetørklæder, akkurat i Højde med deres Ansigter.

Fru Mourier og Frøken Kate kom ud af Kupéen og der blev trykket Hænder og de tre Ungdomsveninder kyssedes, mens de alle tre havde Taarer i Øjnene.

-Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: at vi nu har Dig her.

Hendes Stemme rent skælvede. Fru von Eichbaum blev altid saa let bevæget, naar hun igen mødte "dem fra hendes Ungdom".

-Og roligt Vejr har I haft over Bælterne, sagde hun.

-Dejligt, Du, dejligt … Jeg sad paa Dækket med min Kaffe, mens Kate fodrede Maagerne.

Fru Mourier, der gjorde Indtryk af at være ligesaa bred som begge
Søstrene tilsammen, havde en lidt kraftigere Diktion, paavirket af jyske
Herregaarde.

Julius tømte Rejsetøjet ud paa Perronen, tilsidst en stor Flettekurv med en vældig Hank.

-Søde Børn, sagde Fru Mourier: det er til Jer fra Mourier. Han fulgte os til Frederits … hans Orchidéer er hans Stolthed.

-Saa ta'er De det, Julius, sagde Fru von Eichbaum.

Men hvor er Kate?

-Aa, hun henter Hundene, sagde Fru Mourier.

-Hundene, sagde Fru von Eichbaum: Gud, Mine, har I de Dyr med? Fru von
Eichbaum havde en nervøs Forskrækkelse for alle Hunde.

-Kære, ellers havde jeg aldrig faaet Kate til at rejse.

Generalinden saá nu Kate, der kom dragende med to jublende Mynder i en
Dobbeltlænke.

-Naa, sagde Kate, der var i en sort Rejsedragt, som lignede en
Ridekjole, og med en Mængde Sølvringe op ad Armen: hils saa paa
Tanterne.

De to Mynder begyndte paa Opfordringen at springe op og ned ad
Generalinden og Fru von Eichbaum, der værgede for sig med Hænderne:

-Kære Kate, de er jo lidt voldsomme.

De kom alle ud paa Banegaardspladsen og Fru Mourier og Søstrene gik op i
Drosken, mens Frøkenen blev staaende udenfor.

-Saa kører jeg med Viktoria og Hundene, sagde hun.

Viktoria, en Dame i graa Spadseredragt, som stod ved Siden af Vognen, var "Jomfruen".

Generalinden nikkede med et "Goddag, Jomfru", og Fru von Eichbaum sagde:

-Dyrene bringer da Julius.

Men Frøken Kate var allerede henne ved en anden Vogn, hvor hun kom op med Viktoria ved sin Side og begge Hundene paa Bagsædet.

Fru von Eichbaum saá lidt nervøs paa Installeringen og sagde:

-Gud, Vilhelmine, hvad Besvær I vil ha' af de Dyr her i en Bylejlighed.

-Men, sagde Generalinden, det er et Par dejlige Dyr.

De to Drosker rullede afsted, Kates bagest. Hun sad og saá frem imod det forreste Køretøj med Julius' lige Ryg paa Bukken.

-Saa, sagde hun, nu er vi i 'et.

Da de var komne op i Lejligheden, gik de om i Værelserne, mens Søstrene forklarede og viste. Fru Mourier sagde: Her er jo rigtig rart, og satte sig straks ned i Sofaen med Generalinden; medens Kate, der først fra Spisestuetærskelen havde taget et Overblik, blev ved at gaa omkring med Fru von Eichbaum.

-Her er akkurat Plads til min Servante, sagde hun, da de stod i hendes egen Stue. Og hvor skal Viktoria ligge?

-Til Jomfruen, sagde Fru von Eichbaum, er der et Kvistværelse.

Kate trak Armene og Skuldrene op, saa alle Sølvringene raslede: Naa, ja ja, det kan vi jo altid ordne.

Fru von Eichbaum, der holdt sig lidt rankt, vendte sig til Jomfruen og sagde:

-Vil Jomfru Thora saa foreløbig lægge Tøjet herind.

Fru von Eichbaum havde, uvist af hvilken Grund, under Køreturen besluttet at benævne Jomfru Viktoria Thora.

Inde i Dagligstuesofaen var Generalinden og Fru Mourier allerede dybt inde i alle Vinterplaner, og man hørte Generalinden, ligesom afsluttende, sige:

-Og Vilhelmine, saa har vi om Søndagene Petri.

Julius meldte, at Theen var paa Bordet, og de rejste sig for at gaa ind, men Kate maatte virkelig først vaskes. Hvor er der et Badeværelse? sagde hun. Hun havde en vis selvfølgelig Maade at spørge paa. Men der var ikke noget Badeværelse.

-I det hele taget, Kate, sagde Fru von Eichbaum: det er jo et Lejehus, men man har da sine Gummibadekar….

Kate forsvandt med Viktoria ind i Moderens Sovekammer, mens de andre gik til Bords og Hundene lidt efter begyndte at hyle og skrabe paa Sovekammerdøren, til Kate lukkede dem ind. Ja, sagde Fru v. Eichbaum inde ved Bordet: det vil jo i Længden, Vilhelmine, blive lidt generende for Lindholms ferniserede Døre….

De tre Damer talte om Aline Feddersen. Generalinden troede nok, at hun havde været i Génève….

-Og hun var der vist endnu….

-Ja, Du, sagde Fru von Eichbaum: det er jo no'et, vi med den bedste
Villie ikke forstaar.

Fru Mourier, der var færdig med det andet Æg, sagde:

-Ja—men Feddersen har nu heller aldrig været andet end en
Familieforsørger….

-Andet? kære Mine….

-Ja, og Mourier har Ret: det er nu en Gang ikke nok bare med disse daglige Ægtemands-Rationer.

Der blev en ganske lille Pause, til Fru von Eichbaum sagde—der var ingen, der kunde sige, om Søstrene egentlig havde forstaaet—:

-Jo, Du, men hvor tror Du, man træffer mange som Mourier?

Da Kate kom ind og satte sig, talte Fru Mourier om "Ludvigsbakke". De havde jo set paa den og Mourier mente, at Prisen var passelig.

-Og hvad si'er Du, Kate, sagde Generalinden.

Kate, der puttede Franskbrød i Munden paa Mynderne, mente, der kunde jo blive ganske udholdeligt, naar der blev bygget om, og Fru Mourier spurgte efter Karl.

-Gud Du, sagde Fru von Eichbaum: han passer sit Kontor.

Og Generalinden tillagde:

-Han gaar til og fra som et Uhr.

Men Kate, der var færdig med at fodre Hundene, spurgte og var for første
Gang interesseret:

-Hvor rider man her i Byen?

… Efter Frokosten gik Søstrene de Par Huse hjem. De talte ikke meget, før de kom op i Fru von Eichbaums Entré og tog Tøjet af.

-Kære Lotte, sagde Fru von Eichbaum: lad dem nu først komme i Orden.

-Det er da saa rimeligt, Generalinden glattede ligesom noget ud med
Haanden: Den første Dag—det bli'er jo altid let lidt støjende.

Søstrene gik ind og satte sig, og Fru von Eichbaum, der alligevel ligesom pustede ud her i sin egen gode Sofa, sagde:

-Og Klæderne, Du, det er jo kun, at man gaar lidt med dem, naar de skal i Butikker….

Generalinden nikkede, og Fru von Eichbaum saá et Øjeblik frem for sig, før hun sagde:

-Nu er hun jo klædt som en ung Kone.

-Hundene, Du, sagde Generalinden, var jo næsten som et helt lille
Optog….

Og som om det havde synderligt at gøre med de to Mynder, sagde
Generalinden efter en lille Pause:

-Men Du, det bli'er ikke let for en Mand….

Fru von Eichbaum, der overtænkte Detaillerne, sagde, inde i sin
Tankerække:

-Og Jomfruen, der var lidt Nervøsitet i Fru von Eichbaums Røst: hende skal Ane jo nok vise tilrette … Og saa er det vel bedst at la'e dem ha'e deres Ro idag.

-Kære, sagde Generalinden, der rejste sig: at de kan sunde sig og saadanne….

I Døren spurgte hun: Drikker Du iaften Theen ovre?

-Tak, Du, sagde Fru von Eichbaum: jeg har iaften den lille Brandt, Du véd … hun har nok kun fri om Tirsdagen.

-Aa, henner … Ja, saa Farvel, Mille.

Generalinden skulde lige til at gaa, da det ringede. Det var Portneren i
Lindholms Sted, der bragte Kurven med Orchidéerne. I Bunden var der blaa
Druer.

-Mille, sagde Generalinden: véd Du, det er, som man ser dem i Vinbjergene. Jeg tror, de kan holde sig til Søndag, Du—og jeg havde alligevel tænkt at ta'e Schleppegrells osse, nu, hvor vi havde faaet de fire Ænder fra Vallø.

Fru von Eichbaum ordnede Orchidéerne i to Glasskaale. Da hun var færdig, stod hun og betragtede dem.

-Ja, sagde hun: smukt er det … men jeg finder jo, at de Blomster er ængstende.

-De har dem jo nu, sagde Generalinden, rundt om paa Herregaardene.

Hun gik med sin Halvpart af baade Blomster og Druer.

… Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port, mens den bløde Sne faldt ned over hans kønne Frakke.

-Hvor De er kold om Hænderne, sagde han, da hun kom.

De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdrævende
Manér og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfraværende.

-Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten godt forstaa'et … Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de skulde staa Last og Brast.

Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fra
Sofaen og tog imod Ida paa Dørtærskelen i Kabinettet:

-Det var da pænt, De vilde komme.

De satte sig alle tre og Fru von Eichbaum konverserede; hun talte om
Hospitalet, med meget udprægede A'er, og sagde: den hele Virksomhed er
jo en Velsignelse, medens Karl sad med en Ræv i Øjnene og skottede til
Ida, der efterhaanden blev ligesom mindre og mindre i sit Sofahjørne.

-Og det er jo saa betryggende at vide, at det er unge Piger fra gode
Hjem. Nu, Karl, har jo osse Adelaide begyndt at lære paa Frederiks.

Adelaide var en Oberstdatter af Bekendtskabet.

-Naa, sagde Karl: det var vist ogsaa det klogeste, hun kunde gøre.

-Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum: jeg finder det jo kun umaadelig respektabelt.

Der blev en lille Pause. Men saa tænkte Karl, at nu maatte der lægges ud, og han begyndte at fortælle en Historie fra Kontoret (det er s'gu et utroligt Menageri, sagde han) om en gal Fader, der vilde indlægge en klog Søn. Faderen kom kørende med Sokker udenpaa Støvlerne og vilde ha' Sønnen i Pavillonen.

-Sønnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie, mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: aa, hun var ham saa taknemmelig, saa taknemmelig, at han talte. Og Karl blev ved at fortælle Historier (han kunde formelig se, hvordan Ida blev større i Sædet) til de tilsidst lo alle tre højt og muntert. Fru von Eichbaum var altid saa glad, naar Karl talte: "Og han har saa megen Humor", sagde hun altid til Søsteren. Nu sagde hun:

-Men egentlig, Karl, er det ikke no'et at le af—

Ida spurgte om Filérarbejdet til Sengeomhænget:

-Om det var vanskeligt at lære.

Fru von Eichbaum viste hende det og forklarede:

-De kan jo prøve, sagde hun.

Og hun blev ved at undervise Ida, der førte de smaa Pinde, medens Karl spurgte:

-Tillader Mo'r, jeg ryger? og med Cigaretten mellem Fingrene sad han og saa paa Idas bøjede Hoved ved Siden af Moderens.

Ida blev ved at filere, og man hørte de smaa Pinde falde rask og raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum saa til og Karl sagde:

-Det gaar jo som Kæp i et Hjul. Og Fru von Eichbaum lagde til i et venligt Tonefald:

-Ja, Ungdommen har adrætte Fingre.

Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden:

-Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'r.

-Ja, det har Du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan spørge hende før
The.

Da Fru von Eichbaum var gaaet, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen til Idas Sofahjørne:

-Naa, hvad saa, sagde han og smilte ned imod hende.

-Naa—

Ida saá op i hans Ansigt og smilte, hun ogsaa:

-De er saa god, sagde hun. De havde halvhvisket begge to som Børn bag en
Lærers Ryg.

-Ja, det vil jeg nok si'e, sagde Karl og lo.

Inde i Spisestuen fik han Klaveret op og begyndte at spille paa en Vals, saa Strengene føg.—

Fru von Eichbaum var ovre hos Søsteren. Hun indbød til Whisten og sagde:

-Kære Du, det er virkelig en nydelig Pige—velopdragen og nydelig….

Det glædede jo kun Generalinden.

-Og egentlig har hun jo osse altid hørt til Kredsen.

Fru von Eichbaum gik over, og da hun saá Karl ved Klaveret, sagde hun:

-Karl, det var da ret. Det er saamæn længe siden, Du har spillet.

-Ja, sagde Karl: det er saamæn godt for Naboerne.

Men spille blev han ved med.

Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig og bad, om hun maatte skænke Fru von Eichbaums anden Kop The, og Julius maatte lade Brødbakken fylde igen, fordi Karl havde saa vældig en Appetit.

-Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo intet Maaltid som min go'e The.

De blev ved at tale, til Fru von Eichbaum sagde:

-De véd vel, at Grosserer Mouriers tænker stærkt paa at købe gamle
"Ludvigsbakke"—rigtig vore gode Venner….

-Jo. Hr. von Eichbaum havde fortalt det.

-Men, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate synes jo ikke om
Hovedbygningen.

-Aa, sagde Ida, jeg synes nu, der var saa dejligt.

-Hm, mumlede Karl, der stadig spiste: hun vil vel ha'e et Par
Smørstikkere til Vaaben over Døren.

Fru von Eichbaum vidste ikke selv, hvorfor hun ikke viste Karl tilrette; men hun sagde kun:

-Ja, Fordringerne er jo forskellige.

Generalinden kom, mens de sad ved Thebordet endnu.

-Men lad Jer ikke forstyrre….

-Ja, sagde hun til Ida, man har allerede hørt saa meget godt om Dem.

Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud.

-Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Hænderne.

-Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum.

-Men jeg spiller saa daarligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl til Makker.

-Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man spiller, saa tales der ikke.

Søstrene spillede langsomt og med kloge Blik over Kortene. Man fik det Indtryk, at de spillede Skak. Ida, der sad og bed sig i Læben, blev rød i Hovedet for hver Gang, hun lagde et Kort paa Bordet, mens Karl uafladelig pludrede med Tanten.

-Karl, sagde Fru von Eichbaum: naar man spiller, saa spiller man.

Karl blev tavs og sad og saá over paa Ida, der blev sikrere og sad og tog sine gode Kort frem til Stik med smaa ivrige Ryk ligesom et Barn.

-Det er Dig, Emilie, sagde Generalinden.

Fru von Eichbaum svarede kun ved at nikke; det var som begge Søstrene fik Antydning af Dobbelthager, mens de spillede.

-Det blev vores, sagde Ida og pustede uvilkaarligt ud, men hendes Øjne lyste.

-Frøken Ida ser ud, som slap hun ud af et Dampbad, sagde Karl.

-Frøken Brandt spiller bedre end Du, sagde Fru von Eichbaum.

-Ja-a. Naa, til Lykke, sagde han og stak, mens han plirrede med Øjnene, sin Haand med en oprakt Tommelfinger over mod Ida, som stødte sin Tommel imod hans: Til Lykke, sagde hun, og de lo begge to.

Fru von Eichbaum og Generalinden talte om Spillet og bredte Stikkene ud over Bordet.

-Men jeg, Du, sagde Fru von Eichbaum: som sidder dér med min eneste à-tout .

De spillede videre, og ogsaa Karl blev ivrig, mens Ida og han blev ved at vinde.

-Men Ida spiller skam en fin Whist, sagde han og glemte at sige Frøken.

-Ja, sagde Generalinden: dette er rigtig et hyggeligt Parti.

Julius kom ind med Druerne og Madeiraen, som de nød mellem to Rubberter, mens de talte om gamle Dage, om "Ludvigsbakke" og om gamle Brandt: Han var en fortræffelig Mand, sagde Fru von Eichbaum.

Karl løftede sit Glas.

-Ja, sagde han: byder vi saa Frøken Brandt Velkommen….

-Det maa vi, sagde Fru von Eichbaum: det var rigtig rart at se Dem.

De drak alle fire og saa skulde de skifte Plads, da Karl, der var saa kaad og glad, begyndte at snuse op og ned ad Ryggen paa Tanten.

-Naar er Tante begyndt at bruge Patchouli?

-Ja, sagde Generalinden, der ogsaa begyndte at lugte urolig til sine egne Ærmer: jeg begriber ikke, Du, men der hænger no'et ved mig den hele Dag….

-Kære, sagde Fru von Eichbaum, ogsaa ved mig. Det maa være fra Kate. Jeg mærkede det jo straks, Du, paa Perronen i den frie Luft—og jeg, som har en Rædsel for alt, hvad der er gennemtrængende:

Karl, der satte sig sagde:

-Det er Ess-Bouquet. Det er en Herre-Parfume, men det er forresten meget behageligt.

-Gud, Karl, sagde Generalinden: det mener Du vel aldrig … en Herre i det mindste lugter da kun af sit rene Linned.

-Ida giver, sagde Fru von Eichbaum. Det var første Gang, hun kaldte hende ved Fornavn.

De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum til
Makker.

-Det er Dem, Frøken Brandt, sagde han.

Ida sad og tænkte paa, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var dog det samme Ansigt.

Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl og
Ida sad henne i Hjørnesofaen, hvor Ida saá i et Stereoskop.

-Naa, sagde Karl og tog et Nu hendes Haand, der laa paa Sofaen: De er jo en fin Spiller.

-Her har været saa dejligt, sagde Ida sagte.

-Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.

De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, saá paa Schweiz' skønne og skummende Vandfald.

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.

-Aa, Du, sagde Generalinden: det gør godt at sidde. Det har været en bevæget Dag.

Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Søstre tænkte paa de samme
Ting, sagde hun efter en lille Stilhed:

-Gud, Du, da jeg saá Hundene, blev jeg jo unægtelig forfærdet….

De to Søstre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum saá venligt over mod de to Unge:

-Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.

Ida flyttede hen til Bordet, hvor Søstrene sad.

Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tøjet paa ude i Gangen, lukkede han
Døren op til sin egen Stue.

-Her bor jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og brændte.

-Her er ogsaa et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt, mens Ida fulgte.

-Ja, sagde hun.

Og begge tav, mens de blev staaende, kun et lille Nu, foran de to
Billeder, som vist ingen af dem saá, indtil Karl sagde:

-Ja, saa kom vi afsted.

Og han lukkede Døren bag dem.

Søstrene var blevet staaende i den halvmørke Spisestue. Fru von Eichbaum havde usædvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske Familie.

-Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sød og taknemmelig.

-Kære Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde været noget i
Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald næsten
irettesatte: Hun kommer jo fra et udmærket Hjem. Hendes Fader var
Konferensraadens højre Haand og saa godt som en Ligestillet.

Generalinden stod lidt og sagde saa:

-Ja, rigtig sød og fordringsløs er hun trods det, at hun er saa velhavende.

Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt, efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Søsteren:

-Tror Du, Emilie, jeg skulde lægge mine Druer i Savspaaner?

Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon det ikke ta'r noget af Smagen?

Generalinden tænkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, lægge hver
Klase i lidt Silkepapir.

* * * * *

Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.

-Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme som en Fugl med Vingerne.

-Ja, det kunde man se … Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida sagde rask, som vilde hun undskylde sig:

-Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad øverst ved Bordet og naar hun gik Tur—forbi Fadebursvinduet.

-Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtøjet.

-Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.

-Den har hun endnu.

Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le—nu, herude, under Himlen.

-Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.

De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede de igennem en Skov.

-Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa blødt.

-Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, før han sagde langsomt og ligesom grundende:

-Men det er nu skidt alligevel.

-Hvordan?

-Det Hele.

-Nej, sagde Ida højere og dog ikke højt, og hun rystede paa sit Hoved.

De gik igen, mens der var lige stille.

-Se, sagde Ida og smilede: Vi er de første, der gaar paa Sneen.

-Ja, svarede Karl.

Og de saá begge ned paa det bløde Hvide, hvor deres Fødder satte Mærker ved Siden af hinanden.

-Det er saa kønt, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det smalle Hjørne ved Sporvejen, løsnede hun sin Arm fra hans og gik i Forvejen—hun næsten løb. Karl gik bagved og saá efter hendes fine, slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:

-Tag den.

-Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved Øret og en til ved Kinden, indtil hun vægrede sig: Værsgo', sagde hun og hun dængede ham med Sne, løs Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra, foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.

-Nej, vi gør Kvalm i Gaden.

Hun rystede sig lige med ét og holdt op: der stod en Betjent midt i den hvide Allé, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og omme bag Hjørnet galede han som en Hane:

-Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige
Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fødderne, med
Ida ved Siden, der trampede som han, som maatte de røre sig, mens Karl
fløjtede.

-Paa Mandag er det Frøken Helgesens Fødselsdag, sagde Ida.

-Skal der være Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.

-Ja, vi laver Budding i Køkkenet.

-Hva' for en Budding?

Ida lo; det skulde være Rombudding, sagde hun og hun stampede.

-Kan Mandfolk sneje sig med?

-Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.

Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden, og Karl sagde:

-Han gaar med Jægersk Undertøj.

Ida lo: Hvor véd De det?

-Det har jeg set.

-Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.

-Men jeg følger Dem til Plankeværket, sagde Karl.

Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard, hvor Gangene halvt oplyste laa som i et halvvaagent Blund.

-Hør vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.

-Ja, sagde Karl.

De gik forbi Lægernes Gang.

-Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille, mens hun blev ved at lytte. Oppe i Lægegangen lød der Latter og Trin: Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lød et Rabalder, mens alle derinde raabte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smækkede Døren op:

-Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.

-Overlægen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Dørene slog op og slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med og Lægerne inde i Mørket, alle lo de—til de pludselig alle blev stille.

-Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.

Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.

-Godaften, sagde han.

-Godaften.

-Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskrækket, og Karl havde taget hendes Arm.

De bøjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mørkt.

-Her spøger det, hviskede Ida.

-Hvad vil det sige?

-Jo, her gaar de igennem, som skal dø….

-Hvem har set det?

-Vagterne, sagde Ida.

Og lidt efter:

-For her er jo Vejen til Kapellet.

-Er De bange for det? sagde Karl.

-Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.

De kom forbi Vaskelængen hen til Lygten over Pavillonens Laage. Derinde laa Huset, lukket og tavst. Rundtom dækkede Sneen alle Havernes Træer. Ida blev staaende med sin Arm i Karls:

-Hvor er her kønt, sagde hun.

Hun saá rundt paa det altsammen:

-Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun….

-Godnat.

Karl hørte Døren aabnes og lukkes.

* * * * *

Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde, ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken.

-Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl.

-Ja.

-Hvorfor?

-Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem under Lampen.

Karl tog den og berørte hendes Haand.

-Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysende
Hals.

-Ida.

Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra ham. Langsomt og forsigtigt, næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard. Der var saa stille i hendes Hjerte….

Frøken Kjær stod i Døren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lød højt og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom. Men Ida skød den langsomt bort med Haanden.

-Naada, sagde Frøken Kjær, mens Ida satte sig ved Døren: Maa man ikke længer røre ved Jomfruen?

Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevægelse. Frøken Kaas, Frøken Boserup og Frøken Roed havde flyttet deres Stole ud paa Gulvet og talte ivrigt og højt om den nye Forening, Frøken Boserup vilde danne, en Forening af Plejerskerne baade paa Frederiks og paa Kommunen: En Liste var der sendt ud og et Møde skulde der sammenkaldes.

-Forelæsningsstuen vil han vel ikke nægte os, sagde Frøken Kaas. "Han" var Professoren og Ordet kom som med en hidsig Streg under, mens Frøken Boserup begyndte at slaa ud med Hænderne mod Frøken Krohn fra den gode Gang og sagde, at der maatte vel endelig, selv om vi ogsaa er Kvinder (det var en Talemaade hos Frøken Boserup), kunne opdrives saa megen Standsinteresse, at man en Gang kunde faa Rettigheder….

De tre blev ved at tale meget højt, medens Frøken Helgesen sagde fra sin befæstede Plads bag Maskinen:

-Det maatte vel i hvert Fald ske efter Samraad med Lægerne.

Frøken Kaas, der forarget skød Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som hun ikke hørte det, sagde:

-Jeg er gerne Sekretær, hvis det da er Meningen, at vi skal være uafhængige. Frøken Kaas var saa at sige ustandselig Sekretær, saa for Indsamlinger og saa for Adresser.

Frøken Roed talte om, at hvad der maatte virkes for—men jeg mener rigtignok, som Frøken Helgesen, i Samraad med Lægerne—var Forkortelse af Vagten og dernæst Understøttelse til Ferieophold….

-Først skulde vi faa forbedret Kosten, sagde Frøken Øverud paa sit
Fyenske.

Men Frøken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelænet i sin Stol, sagde til Frøken Roed:

-Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikøbet være sammen med sine
Kolleger—ogsaa udenfor Tjenesten.

Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skæret af Flammerne, ene, midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.

Saa sagde Frøken Kaas pludselig:

-Men hvad siger Brandt?

-Jeg hører, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.

Men Frøken Boserup sagde:

-Frøken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo "Bogen" … Og hun slog den højre Haand ned mod sin flade Venstre….

-Ja, den kender Boserup, sagde Frøken Friis til Krohn.

Frøken Kjær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, gik igen over til Ida og førte Haanden hen over hendes Haar:

-Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.

Ida havde vist slet intet hørt. Hun saá kun et Øjeblik, smilende, op i
Kjærs Ansigt.

-Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de ser sære ud.

Paa Væggen bag de ophidsede Damer flød deres hidsige og store Skygger sprællemandsmæssigt ud og ind.

Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida saa ganske stille, saa langt borte fra som fra en fjern Verden….

Indtil Frøken Kaas kom derover og talte til hende om Foreningen igen: det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhængighed.

Men Ida blev ved at le, saa ganske sagte.

Frøken Friis var ogsaa kommen derhen og spurgte i Forbigaaende Frøken
Kjær, hvad hun skulde være i til Frøken Helgesens Fødselsdag.

Ida saá pludselig op, og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:

-Jeg skal være i Gult, sagde hun.

Det kom paa én Gang saa lyst og saa højt, at Frøken Kaas holdt inde.

Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gøre sig gældende.

Ida gik op.

Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa "A" sad oppe i sin Karm foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saá derind, da Nøglerne lød. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin vanlige Plads paa Bordet.

-Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevægelse hen imod "A".

Ida rystede paa sit Hoved:

-Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.

-Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham til Skt. Hans….

-Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme, der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde: hvorfor er han her da egentlig?

-Ja, sagde Qvam, og han førte det ene Ben dovent mod det andet: han er jo Statistiker….

-Ja?….

-Og saa har han forset sig paa det Uundgaaelige—paa det Uundgaaeliges Lov, som "de store Nordmænd" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele … at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal korresponderende Væsener sætter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved at trave ud paa for tynd Is … saa er det fordi de maa gøre det, ligesom de, der hænger sig, maa hænge sig og ikke en Gang kan faa Lov at skyde sig, naar de vil tage Livet af sig….

Qvam tav lidt:

-Og det vilde jo være lige drøjt nok, sagde han, om man ikke en Gang havde Lov til at vælge Vaabenet.

-Men er det ikke sandt? sagde Ida.

-Ja, det er Spørgsmaalet, sagde Qvam.

Og lidt efter tilføjede han, idet han forandrede Stilling:

-Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen til Verden for at hjælpe at udfylde.

-Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lød næsten, som følte hun en eller anden hemmelig Glæde.

Qvam saá paa hende.

-Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo egentlig ogsaa være det samme.

-Naa, brød han op; jeg skal ind med Sprøjten. Han purrede op i Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst giver de Patienter.

-Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.

Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:

-Doktor, egentlig burde alle Mennesker være lykkelige.

Qvam aabnede Døren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:

-Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.

Men Ida hørte ham ikke.

Herren paa "A" havde skudt sin Dør op, og, rank, stod han paa Tærskelen:

-Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.

-Tak.

Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang.

-Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han hører Musik, sagde han til sig selv. Han tænkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans Venner.

* * * * *

Det var Lørdag Eftermiddag.

Frøken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste paa Grund af Forkølelse, sad ovenpaa paa Mandssiden, for Ida var i Køkkenet: hun var den bedste til Madlavning.

I Kælderkøkkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifærd med Wienerkransene og smurte Æggehvide over dem med en Fjer, mens Ida piskede Blommerne til Buddingen, saa hun pustede.

Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbæk: der havde de hver Søndag bagt Franskbrød.

Henne fra Kældergangen, hvor de fire var til Arbejde, hørte man
Bertelsens Sav, der gik i Brændet.

-Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brød i Holbæk.

Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen.

-De brændes, de brændes, sagde hun, og Josefine fik Ovndøren op og flyttede og skubbede til Kransene.

Ida stod og saá paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de brunede Kager.

-Paa "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrøder og jeg….

Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrøder og hun alene; de andre sov, og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker. Saa kom Folkene ud af Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen" og fik Kaffen rakt ud paa Bænken, med det friske Brød.

-Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne store nok og langt nok til Bunden.

-Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret.

Døren gik. Frøknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingrene
af Fadet, sagde Ida og slog Frøken Kjær over Haanden. Boserup stod ved
Køkkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lille
Haandfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, før hun gik.

-Pas paa Døren, sagde Ida: pas paa Døren for Lægerne.

Den varme Damp stod helt op i Gangene.

I Køkkenet blev der stille, mens man paany hørte Bertelsens Sav gennem det store Brænde.

-Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde. Hun lagde hastig nogle Kranse paa en Tallerken og svippede gennem Gangen, ind i Kælderrummet, hvor de tre Gamle sad over Maatterne og flettede mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portør Sørensen sad, søvnig, lænet til en Væg, og Bertelsen førte Saven, hidsigt og uens, gennem sit Brænde.

-Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask som havde hun stjaalet dem.

-Værs'go, Bertelsen.

-Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen.

Der lød en Stemme bag hende:

-Hvad er det?

Det var Qvam, der stod i Døren.

-Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.

Men Qvam fulgte med ind i Køkkenet: Naa, her er rigtig Søndag, sagde han og satte sig ved Skorstenen.

-Nej, her er Lørdag, sagde Ida og lo.

Qvam fik sig ogsaa en Krans og sad og saá til.

-Véd De hvad, Frøken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e….

Ida var færdig i Køkkenet. Men Frøken Krohn maatte alligevel blive hele
Vagten: for Ida skulde to Ærinder—ud at købe. Det skumrede allerede,
da hun kom over den store Gaard i glad Fart. Midt paa Fortovet mødte hun
Eichbaum, men smilte kun og løb ham forbi:

-Jeg har saa travlt, sagde hun og løb videre.

Karl blev staaende og saá efter hende. Han havde slet ikke talt med hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod….

Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste ham sin Pengepung, som hun rystede.

Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og saá efter Ida med Hænderne i
Bukselommerne.

-Véd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at ha'e siddende i en Landlægebolig.

-De kunde jo fri, sagde Karl, der paa én Gang havde givet sig til at lege Jonglør med sit Nøgleknippe.

-Ja, sagde Qvam betænkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e en
Kone med Penge.

Karl bare lo og lod Nagleknippet flyve gennem Luften:

-Det maa s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.

Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Kælderkøkkenet til
Josefine, der gik og ryddede op.

-Her er dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han saá rundt paa alle Karrene, hvor Ida havde braset.

Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som maatte købes til Frøken Helgesens Fødselsdag: Hun vilde give hende seks Flasker rigtig god Vin—foruden den Visitkortskaal….

Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde være rigtig med Blomster og rigtig lyst….

* * * * *

Det var Søndagaften, efter Middag, hos Generalinden.

Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.

I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Frøken Kate saá til
med lidt tunge Øjenlaag, siddende i en Hjørnesofa ved Siden af Frøken
Fanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig til
Hofdame.

Karl satte sig ved Siden af dem, og Frøken Schleppegrell spurgte, om det sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtøj med det evige Sjap.

Kate sagde pludselig til Karl: Véd De hvad? jeg havde tænkt mig Dem ganske anderledes.

-Saa-aa? sagde Karl ret uberørt.

-Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tænkt mig Dem adskilligt morsommere.

Hun sad lidt og saá ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde hun:

-Foregaar dette hver Søndag?

Karl brast i Latter, saa de lo sammen.

Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:

-Vi venter Admiralen.

Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i "Athenæum", mens han lagde Vejen baade frem og tilbage gennem Østergade et Par Gange, og han kom ikke tilbage indenbords før paa Slaget.

Men Julius sagde:

-Admiralen er i Gangen.

De brød op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene hørte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til Fru Mourier:

-Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed?

Man skriver kort og godt sine Ordrer bag paa et Brevkort….

Admiralinden talte om "Printemps".

Der hørtes et Godaften henne fra Kabinetsdøren, og Admiralen, der stod og gned sig i Hænderne efter Vandringen, sagde:

-Nu skal det være rent galt med Fru Aline….

-Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.

-Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende—og der skal hun sidde….

Fru von Eichbaum havde—der var et Øjeblik stille—ført Hænderne op til sine Øjne:

-Aa, den Stakkel, sagde hun sagte.

-Ja, sagde Admiralen, der bød Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu det.

De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Støjen fra
Stolene, hørte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:

-Ja, dér har vi Mandfolkene.

Og Karl, der skød Stole frem til Frøken Fanny og Kate, mumlede:

-Saa, skal det nu gaa ud over Mandfolkene.

Kate, der hørte det, gav sig til at le, og Karl sagde:

-Hvad ler De af?

-Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg tænkte kun, de har vel været to om Fornøjelsen.

Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en Kontorkop, sagde:

-Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en
Gang, hvad de kan faa….

Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der saá hen over Kate og Frøken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske Barnemælk, sagde:

-Ja, jeg finder jo, at….

Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevæget og havde Taarer i
Øjnene, hørte ikke Søsteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en
Afgørelse:

-Dernede kan Aline jo ikke blive.

Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Sæt, saa hun drejede Hovedet som en
Vipstjert, sagde:

-Men, maa jeg spørge, hvor skulde hun da ta'e hen? … Herhjem kunde Du vel ikke tænke Dig?

Fru von Eichbaum sagde langsomt:

-Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline—naar hun er sig selv.

Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:

-Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von Eichbaum som en Tilstaaelse:

-Jeg holder nu af hende.

Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang
Ordstrøm: Gud, Du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten—

Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saá over paa sin Moder; der var ligesom et Glimt i hans Øjne.

Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von
Eichbaum:

-Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge
Hænder.

-Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.

Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskæg svagt røre ved hendes
Skulder, næsten som han kærtegnede den.

-Tak for The, sagde han, halvsagte.

Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstaar dog ikke—Du véd jo, at kom hun….

-Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, døer jo ogsaa ud, naar der blot ikke tales om det.

Karl var inde i Spisestuen. Han var paa én Gang blevet saa straalende lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Frøken Fanny. Saa lod han Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.

-Ka' De det? sagde han.

Kate, der tog Kortene, sagde:

-Nu er De lystig nok.

-Ja, sagde Karl og saá hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene
Haand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.

… Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier og
Kate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte om
Kate:

-Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har dog været hele to Aar i Lausanne.

-Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skørter, mens hun standsede: Ænderne var fra Malle Bardenfleth paa Vallø.

… Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod i Døren til Dagligstuen.

-Véd Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sød, men, synes jeg, nok lidt urolig.

-Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskægget.

-Ja, men hun maa dog poleres.

Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afværgende Bevægelse med
Haanden:

-Hun har en ganske egen Maade at sætte sig paa i en Stol og saadanne.
Men paa det kender jeg jo Mourier—med sine dristige Idéer.

Fru von Eichbaum dækkede sit Kniplebrædt til, mens hun sagde:

-Lille Ida Brandt har vel ikke fri paa Tirsdag?

-Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.

-Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.

Karl gik.

Fru von Eichbaum syslede længe endnu, før hun slukkede og gik ind. Døren mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det hændte oftere i den sidste Tid.

… Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deres
Spisestue.

-Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.

Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:

-Naa, han er da den bedste … Ham kan man da faa no'et at vide af.

Hun mente Karl.

Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.

Næste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde købt "Ludvigsbakke". Fru von Eichbaum, der skulde i Butikker med Vilhelmine, kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene.

-Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro.

Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.

-Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok have været stadseligere.

Alligevel syntes Kate, de burde drikke paa Begivenheden, og hun lod Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Kælderen hjemme i Aarhus fra hendes Daab.

De tre Damer klinkede.

-Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.

Kate skød sit Glas frem:

-Det er vel mig, der skal ha'e Gaarden. Hun tømte Bægret og fortsatte:

-Men saa kan man idetmindste faa et Par Ridehopper herover, for
Besætningen følger da med.

-Et Par, Kate?….

-Ja, no'en maa der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gøre det. naar vi har Hestene….

-Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.

Kate drak et Glas Bourgogne til, paa Ankomsten af Hopperne.

* * * * *

Det blev Mandag Aften.

Frøknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte paa Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Frøken Helgesen, havde travlt og løb op og løb ned. Der var stadig mer, der kunde pynte paa Frøken Helgesens Bord: Asietter og Blomsterglas og tre Glasskaale—og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners Hat. Der var ogsaa de fem smaa Lamper, dem kunde man tænde mellem Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.

Frøken Helgesen, der var i graa Kjole med matte Silkelæg, sagde:

-Tak, Brandt, Tak, ja, vi går det jo paa en Maade sammen.

-Det er kun saa dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og ordnede. Blomster maatte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.

-Men det bli'r kønt. sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at se: Hvor alt det gamle Sølvtøj dog skinnede, og hvor længe det var, siden det var blevet brugt.

Frøken Helgesen, der ligesom vilde fæste Øjnene ved noget, der var hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var stukket ned i Mosset:

-Hr. von Eichbaums Træ er sjældent.

Karl von Eichbaums "Gloire de Dijon" rankede sig stoltelig midt paa Gulvet. Frøken Helgesen havde allerede værnet hver af de gule Kalke med smaa hvide Papirsgarneringer.

-Ja, sagde Ida og saá ind i en af de gule Knopper: den er saa smuk.

-Men hvad er Klokken, fo'r hun sammen. Alle Frøknernes Blomstergaver skulde flyttes fra Fødselsdagsbordet over paa den ene Ende af Spisebordet. Frøken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en hel Krans, om Frøken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.

-Hvor Kjærs er nydelig, sagde Ida.

-Alle har været saa venlige, sagde Frøken Helgesen, der begyndte at faa
Værtindefeber og ikke rigtig saá noget mere, men sagde:

-Mon der ogsaa bliver Stole nok.

-Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Frøken Boserup havde skænket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som saá ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et større Bed.

-Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.

Det bankede, men det var kun Frøken Kjær.

-Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og blev staaende midt for Bordenden:
Det var dog storartet.

Alle Lys var tændte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.

-Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun, og hun tændte de smaa Lamper, gule og røde, rundt paa Bordet.

-Nej, det var storartet, sagde Kjær igen og saá ud over Sølvtøj og
Blomster og Buddinger: det var brillant.

-Ja, sagde Frøken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo heller ikke saa lille.

Ida vilde løbe, da det bankede igen. Det var en Portør, der skulde hilse fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og havde paa Hjørnet af Frederiksborggade købt en Kasse Konfektblommer med en koloreret Spanierinde paa Laaget.

-Det er Prinsesseblommer, sagde Frøken Kjær, der kendte Emballagen.
Frøken Helgesen stillede Frugterne hen:

-Det er saa kønt af Lægerne, at de viser En en Opmærksomhed.

Ida var oppe paa Værelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stort
Musselin. Hun havde lige faaet Spritlampen tændt foran Spejlet, da det
bankede. Det var Frøken Boserup, der virkelig maatte "laane no'et til om
Halsen".

-Flammer De Haaret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.

-Ja, jeg vilde kun forsøge, sagde Ida og blev blodrød.

Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.

-Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire, som hun tog og fæstede i Sjalet, mens hun iøvrigt formente, at "Flammer" bare gjorde Ansigtet gammelt.

-Nej, det er da egentlig kønt i Lyset, sagde Ida.

-Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke være mig. Men
Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalænge.

Ida laasede Døren; nu vilde hun være alene, nu hun skulde ha'e Kjolen paa.

Nede var Frøknerne komne, én efter én, mens hver Nyankommen hilstes med Udbrud over hendes Klæder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige, fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen næsten ligesom for fint—medens Frøken Helgesen blev ved at gentage, at de maatte dog sætte sig; og Frøknerne sad langs Væggene, med Skoene frem under Kjolen, som om de aldrig havde været her før.

Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude paa Gulvet, med Hænderne over Kors i sit Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved Frilandsplanten paa Sybordet.

-Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende i
Prisen. Men Bordet er pænt.

-Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn, naar hun ikke selv var tilstede.

Ida syntes næsten hun blev helt rød, mens hun stod udenfor Døren og aabnede den og kom ind og Kjær raabte:

-"Jomfruen" har flammet Haaret.

Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frøken Kjær og Frøken Friis klappede i Hænderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rød i Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.

-Hun er knusende, sagde Frøken Kjær, der brød ud af Kredsen, og tog om
Ida, som vilde hun mase hende.

Der var blevet lidt livligere, og man hørte Frøken Helgesen sige: Ja, saa kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og Qvam. der rystede Frøken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl rundt og bukkede med hængende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis Foer knitrede lidt, naar han rørte sig.

Frøken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Væsen, sagde:

-Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmærksomhed; og hun tog om hans lange og kølige Haand, før Karl bukkede videre, mens Josefine, højbarmet og med Husarsnore paa Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt langsomt og halvt højtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam, der stod og saá rundt paa de mange stramme Frøken-Korsetter, sagde til Frøken Kaas:

-Dette er s'gu for alvorligt.

Og han tog Madeira'en og begyndte at skænke i Glassene for at hæve
Stemningen. Frøken Brandt, sagde han, De maa hjælpe mig….

Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frøken Friis lige til nu havde undersøgt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med Glassene.

-Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.

Han blev staaende med sit Glas:

-De er saa køn, sagde han med den samme Røst, og hun syntes, hun slet ikke kendte hans Stemme.

Hun saá ikke op, mens hun sagde noget—det var vel noget om hans Blomst.

-Man maatte jo gøre noget for at være velkommen, sagde Karl, men det var, som om han sagde hende en hemmelig Ting.

Saa kom Kjær bagfra og tog om Idas Liv:

-Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til sig.

-Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.

-Nej, sagde Frøken Kjær: vi kommer ogsaa saa sjældent i Klæderne.

Ida gik videre. Det var, som om hun var saa myg i Linjerne og ligesom saa kælen i Figuren, mens hun bøjede sig frem over Frøknerne og bed dem.

-Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes Sidemand lo. Qvam fortalte Historier nede ved Bordenden, og Damerne flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida hørte, at nu lo ogsaa Karl, deroppe hos Kjær.

-Det er Frøkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige, mens hun bød om.

Der blev en stor Jubel, da Døren gik op for Frøken Koch, og Qvam raabte:
Skaal, Frøken Koch; mens de alle klinkede.

-Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Frøken Koch, der ikke var i andet
Festskrud end en ren Krave.

-Ja, to, sagde Karl og bukkede.

-Det ser jeg, sagde Frøken Koch, og de lo igen.

De begyndte at le af ingenting og talte højt, forbi hinanden, mens Frøken Boserup diskuterede om Foreningen og Frøken Kjær og Frøken Krohn lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.

-Kjær stjæler, Kjær stjæler, raabte de oppe fra.

-Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med straalende
Ansigt.

Frøken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingen
Tilslutning paa Frederiks.

Men Qvam raabte nede fra Bordenden:

-Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre; og slog med sin Ske i
Tallerkenen.

-Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre, raabte de alle i Kor.

Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne—undtagen Frøken Helgesens og Frøken Boserups—og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Børne-Fremmede.

-Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede.

-Hys, sagde Frøken Helgesen.

Der lød to Slag paa Døren.

-Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.

Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter; og de hørte Døren gaa, igen, ind til "den urolige Gang".

-Pyt, sagde Qvam: de larmer s'gu saa tit.

Men Frøken Kaas, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens Frøken
Helgesen ligesom af sig selv kom op ved Hæderspladsen med Blomsterne, og
Frøken Kaas slog paa sit Glas.

Karl gled hen forbi Ida. De havde kun talt lidt, men han var ligesom altid, hvor hun var.

-Skal De ikke sidde, sagde han.

Hun satte sig paa Stolen, hvor han stod.

-Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.

Frøken Kaas talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag paa Døren lød i deres Øren endnu, for Frøken Helgesen, der "hørte til dem, der hævede Standens Anseelse".

-Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam.

Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i, hviskende ligesom han, med fremskudte Læber, mens de lo sagte.

-Det var det, sagde Qvam: saa højt skriger man Hurra paa sjette
Afdeling.

-Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Tæerne, med Glasset i
Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint i
Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen:

-Hurra-ra-a, sagde Qvam.

-Og Tak for Madeira'en.

Frøken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet:

-Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.

-Ja, jeg takker først og fremmest Dem, sagde Frøken Helgesen og klinkede med Ida.

-Ja, sagde Ida og hun blev staaende og saá ud over Blomster og Lys og dem alle: her er blevet saa dejligt iaften.

Josefine, der havde hentet Vinforstærkning oppe hos Ida, stod nede ved
Døren med Frøken Kjær:

-Hvor er hun køn i Ansigtet, sagde hun.

Frøken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bægeret?
Josefine løb til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godt
Naboskab, sagde Frøken Koch til Frøken Helgesen.

-Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.

Og Ida satte sig som før.

Men Frøken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have Kaffe. Qvam bød hende en Cigar, og Karl lod Cigaretter gaa omkring, mens de alle, hemmeligt, saá paa hans fine Cigaretetui af Sølv: Maa vi? sagde Frøken Kjær op mod Frøken Helgesen. Men Frøken Friis var umaadelig dygtig i Rygekunsten og kunde blæse blaa Røgringe ned omkring de hvide Lys, før de løstes op.

-Se, sagde Ida. Hun fulgte den fine Røg.

-Nu skal vi synge, sagde Frøken Krohn.

Frøken Helgesen vilde gøre Indvendinger, men Frøken Krohn sagde: Vi nynner naturligvis bare—det gør vi tit paa Værelserne.

-Ida, sagde hun, syng for. Vi ta'er "Flyv, Fugl, flyv"….

De flyttede Stolene lidt ud, og halvt nynnende, mens de saá ind i
Lysene, sang de sagte:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vove,
Snart kommer Natten saa sort.
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv du kun hjem til din elskede Mage,
Til de gulnæbbede Smaa;
Og naar imorgen du kommer Tilbage,
Sig mig saa alt, hvad du saá.

De blev ved at synge, halv højt, som sang de langt borte, bag en lukket Dør. Frøken Kjær vuggede sig sagte frem og tilbage, og Frøken Helgesen sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Døren som paa Vagt, nynnede ogsaa, med Hænderne paa sine Hofter:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Bølge,
Stræk dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du følge,
Dybt skal Du spejde deres Fjed.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kærligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,
Burde jo tolke min Røst.

De holdt op at synge, men ingen rørte sig.

-Nu har de købt "Bakken", sagde Karl.

-Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Øjnene.

-Ja.

De begyndte at synge igen.

-Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.

-Ja, sagde Karl.

De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene:

-Vi skulde haft den.

Ida rørte sig ikke.

Men pludselig afbrød Qvam Sangen:

-Skal her synges, skal her ogsaa være Mørkning. Og han gav sig til at puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frøken Friis lo og hjalp ham.

-Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne.
Og Idas smaa Lamper lod han brænde.

-Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdøren, sagde Frøken Kjær. Hun kunde ikke faa Døren lukket op og hun sagde: Ida, hjælp mig. Ida rejste sig og lukkede Døren op. Sid her, sagde Frøken Kjær og trak hende ned paa den lille Puf.

-Saa, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.

De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere—med Ansigterne vendte mod de glødende Kul. Ida havde lukket sine Øjne:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Brusen,
Dybt drager Natten sit Suk,
Træerne hviske med ængstelig Susen,
Hilse: God Nat—med et Buk.
Har Du ej lyttet til mangefold Smerte,
Selv hos den vingede Flok?
Sig et: God Nat, til mit bævende Hjerte,
Sig det, Du véd det jo nok.

Sangen hørte op. Rundtom i Mørket saá man Cigaretternes smaa Lys og
Frøken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.

-Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhøjt, henne fra Mørket.

-Jo, det kan Ida, sagde Frøken Krohn.

-Aa, ja, syng en, sagde Frøken Berg. Ida havde ikke svaret.

-Syng, hviskede Frøken Kjær.

Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det saá ud, som aabnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:

Jylland mellem tvende Have
Som en Runesten er lagt.
Runerne er Kæmpegrave,
Inde midt i Skovens Pragt,
Og paa Heden alvorstor,
Her, hvor Ørkenens Luftsyn bor.

Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge.
Frøken Kjær havde støttet sit Hoved til hendes Skulder:

Jylland! Du er Hovedlandet,
Højland med Skov-Ensomhed!
Vildt i Vest med Klittag Sandet
Løfter sig i Bjerges Sted.
Østersø og Nordhavs Vand
Favnes over Skagens Strand.

-Den er s'gu køn, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han stirrede bare paa hendes Ansigt.

-Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjælpe mig, danses.

De raabte og lo halvhøjt, i Mørket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde
Frøken Helgesen, der elskede at danse.

Men Qvam havde tændt en Vokstændstik. Pas paa alle Tingene, pas paa Tingene, raabte Frøken Kjær, der havde rejst sig, som vilde hun selv holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene væk.

Frøken Kjær og Frøken Krohn sang, stadig halvhøjt, henne fra
Kakkelovnen, mens Qvam svang Frøken Helgesen, saa Trinnene lød i Mørket:

Smukke Pige med det sorte Haar
Se lidt paa mig!
Føl, hvor stormende mit Hjerte slaar;
Jeg elsker Dig.
Nej, Hr. Jæger, nej, lad mig gaa min Vej,
Hvis Mama det saá, vil jeg Utak faa …
Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap.
Det tror jeg knap.

-Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frøken Friis.

Ida sang med. Det var som hendes Stemme førte de andres, i en større
Glæde, og hun vidste det ikke selv.

-Det er godt, sagde Qvam. Han og Frøken Helgesen svang sig forbi i
Halvmørket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med
Frøken Friis.

-Lad os, sagde Frøken Kaas til Frøken Boserup, og de begyndte at danse, mens Frøken Boserup var Herre.

Pige med den skære Liljehud,
Skæmt ikke nu.
Ræk mig din Haand og bliv min hulde Brud!
Hvad svarer Du?

Naar De lover mig, fast ubrødelig
At til sidste Stund mig De elsker kun—
Paperla, paperla, paperla, perlapap.
Det sker vel knap.

Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se
Plejemoderen svinge sig.

-Det er nu dejligt, sagde Frøken Helgesen, da de havde standset.

Der var ingen, der sang, uden Frøken Kjær og nu Frøken Friis, da
Eichbaum havde sluppet hende.

-Kom, sagde Karl, og Ida fulgte ham.

De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Mørket. Frøken Kjær, der stadig sad paa Puffen, sang sagtere. I de smaa Lamper blussede Vægerne som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.

-De har holdt op at synge, hviskede Ida.

Der var stille lidt, som var de alle trætte, og rundt om var
Cigaretternes Smaalys gaaet ud.

-Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frøken Koch og hun begyndte at tænde Lysene igen. Rundt om saá Frøknerne, der missede med Øjnene i Skæret, ud som de vaagnede.

-Naa, sagde Qvam: skal vi saa klinke med Frøken Brandt. Det er s'gu dog hende, der har lavet Buddingen.

Han klinkede med Ida, og Frøken Kjær løb til, mens de alle fik Glas i
Hænderne.

-Ja, det har hun fortjent, sagde Frøken Kjær.

Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug:

-Det er nu det første Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer i
Øjnene.

Karl kom hen til Ida og stødte sit Glas mod hendes:

-Tak, sagde han.

Lidt efter brød de op, men Ida vilde blive og hjælpe

Frøken Helgesen til Natten. Hun sagde Farvel til Qvam, der allerede stod i Døren, og til Karl.

-Godnat, sagde hun og tog hans Haand.

-Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme.

Ida blev hos Frøken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de dækkede af Bordet. Ida slog Sofaen ned og redte Frøken Helgesens Seng. Saa gik hun.

Der var stille paa de Uroliges Gang og lyst i Frøken Petersens Vagt. Ida gik langsomt op med sit Lys.

-Det er mig, sagde Karl pludselig oppe fra Trappens Mørke.

Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag det løftede Lys, mens hun aabnede sin Dør og lukkede den bag dem.

-Turde jeg komme? hviskede Karl.

Ida smilte op i hans Ansigt:

-Ja, sagde hun.

* * * * *

Det var ud paa Morgenen.

Karl sad paa Kanten af Idas Seng.

-Ida, sagde han, er Du vred paa mig?

Ida laa med lukkede Øjne.

-Hvorfor? sagde hun kun.

Og lidt efter sagde hun og slog Øjnene op:

-Jeg vidste det jo.

Karl blev siddende paa Sengen—og maaske troede han virkelig, at han elskede, at det var første Gang i sit Liv, han elskede.

-Godnat Pus, hviskede han.

Ida førte langsomt Haanden hen over sin Pande:

-Kys mig der, sagde hun.

Hun laa igen med lukkede Øjne:

-Tak. Og vil Du love mig én Ting—hun aabnede Øjnene, men lukkede dem igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte—: at sige mig, naar Du en Gang gaar fra mig.

Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og førte den op mod sin Kind som til tusind Kærtegn.

-Tak, sagde hun igen.

* * * * *

Sneen knirkede under Karls Fødder.

-Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige til sig selv.

* * * * *

TREDIE BOG

Den rigtige Frost var kommen.

Det var klare og høje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over den frosne Sø. Ida traadte saa rank i Gangstien, medens Rytterne kom to og tre, i hastigt Trav, fra Østerbro, paa dampende Heste.

-Halløj, sagde Ida til en Dreng, der faldt paa en Glidebane.

-Halløj, raabte han igen og var oppe og fløj videre.

To gamle Herrer havde ogsaa set til.

-Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.

Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, naar der var blot et
Ord at lægge ind; og Ida nikkede:

-Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.

De to Gamle gik videre, og den ene sagde—han havde Øreklapper—langsomt og tydeligt:

-Det er dejligt, De, at se paa et sundt Ansigt.

Den anden blev staaende lidt og saá efter Ida—der var ogsaa noget ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne—:

-Ja, Ungdommen bli'er køn i Solen.

Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kaas skridtende frem mod Ida i store Galocher.

-Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Frøken Kaas, idet hun gik forbi.

-Ja, sagde Ida og blev ved at gaa: jeg vil helst gaa i Solens Skin.

-Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra dem.

-Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter.

-Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.

-Ikke at tale om Skindkaaben, sagde Boserup, der slet ikke var standset og allerede var en halv Snes Træer fremme. Hun talte om, at man vel ogsaa burde klæde sig en Smule efter Stillingen.

-Ja, sagde Kaas, der gik og tænkte paa Ida (det var, ligesom Ida aldrig havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der krænkede dem):

-Hun er nu blevet svært højhælet i den sidste Tid.

Ida vendte, næsten helt henne ved Østerbro, og løftede sit Slør: Jo, nu var Farvandet frit; og hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede ind om Hjørnet ved Rørholm. Den gamle Tandløse lukkede Døren op til et Kabinet, som havde han ventet hende.

-Der er varmt, sagde han.

-Ja, Tak….

-De gi'er os nok som sædvanlig. Ida fik Kaaben af og Bordet rykket frem i Stuen og Magasinovnsdøren op, hvor alle Kullene brasede.

Den Tandløse nikkede og havde lukket Døren, hvor han stille slog Klappen
ned (der var noget over Kelner Ellingsen, naar han opfyldte sine
Pligter, der mindede lidt om en underordnet Kirkebetjent, som aabner
Stolestaderne for Lejere under en Højmesse) før han gik for at bestille
Frokosten.

Ida dækkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smørkagen ud af sit Papir: saa dejlig frisk den var. Det slog et Slag paa Døren med en Stok:

-Godmorgen, sagde Karl: Du har s'gu ogsaa altid noget at pakke ud….

-Godmorgen.

Han kyssede hende paa Kinden og fik sin Overfrakke hængt hen.

-Her er da varmt, sagde Ida og strøg sin Kind mod hans, mens hun saá op paa ham, ufravendt. Hun vilde saa gerne blive staaende saadan, et Øjeblik, og se ham lige ind i hans Øjne.

-Her er s'gu dejligt, sagde Karl, der kom til Sæde og huggede i
Frokosten, mens Ilden bagte hans Ben.

Ida sad og lo:

-Nu har Du det godt, sagde hun.

-Ja, sagde Karl, der dyppede ristet Brød i sit Æg og saá ud over Bordet og over mod hende:

-Dette er det bedste Maaltid paa Dagen.

Ida skar Smørkagen for—hun havde lidt mange Smaabevægelser, naar hun var saa glad—:

-Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved med en Bevægelse, der egentlig var Olivias.

-Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, Du stryger s'gu rundt, sagde han med lidt blød Stemme.

-Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde faaet den Vane at gøre saadan mærkelig runde Øjne, naar hun var glad.

Karl blev ved at spise, med sine Jockeyben strakt frem foran Ilden, langsomt, det ene Stykke efter det andet. Men Ida skubbede til sin Kop og til sin Tallerken for at faa Plads og fortælle:

-Nej, for nu maa Du høre—det er utroligt….

Det var en Historie, en lang Historie om en Flaske "Drikke"….

-Naa, saaledes, sagde Karl: Ja, I tømmer s'gu Smaabægrene derovre.

-Jeg da ikke, sagde Ida og tog hans Haand over Bordet.

-Nej—Du behøver det vel ikke … Man skal vel ikke have baade i Pose og i Sæk.

-Karl….

Men "Drikken" var en Flaske Dôm, og Frøken Friis havde sat Flasken lige ind i Gangskabet, midt for—det er osse utroligt—og saa kom Profossen, da Petersen stod der … med det aabne Skab—og han saá den—ligestraks—naa, aa, som han blev, Du véd det ikke….

Karl var færdig med at spise og sad og skød store Ringe ud i Luften fra sin Cigaret.

-Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med forskrækkede Øjne.

-Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis hører vistnok til dem, der hytter sig.

-Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Maaneden.

Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans
Haar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:

-Men Profossen skulde s'gu være ansat i Rom, sagde han.

Ida lagde begge sine Hænder om hans Kinder:

-Hvorfor?

-Jo, for de, der løber rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet.

Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og støttede Albuen mod hans Knæ. Saadan tav de lidt, til Karl sagde:

-Véd Du, nu rejser Moderen—sikkert.

-Rejser? hvorhen? det gav et lille Sæt i Ida.

-Til Genève. Han slog et Smæld med Læberne.

-Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem….

-Fru Feddersen? Og din Moder henter hende—Ida saá op og igen ned—:
Hvor det er kønt af hende.

Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Mælet, og Karl nikkede eftertænksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:

-Ja, saadan er hun.

Kullene i Ovnen faldt sammen:

-Du, saa dømmer (det kom sagte og der var en særlig ligesom udenadlært
Klang paa "dømmer") saa dømmer hun hende da ikke … saa haardt.

Karl blev ved at se paa Kullene:

-Det véd jeg s'gu ikke … hun dømmer hende vel som de andre—men hun henter hende.

Ida rørte sig ikke, man kunde næsten tro, hun pludselig havde faaet Vand i Øjnene.

Karl nikkede igen til Ilden:

-Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Værdigheder, sagde han.

Ida svarede ikke, og hun havde taget Hænderne bort fra hans Knæ.

-Hvad tænker Du paa? spurgte han.

-Paa din Mo'r.

Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl førte Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt efter lidt.

-Du er saa behagelig, naar Du tier stille, sagde han og blev ved at føre Haanden over hendes Haar—helt blødt, men der var alligevel altid noget ved det, naar han kærtegnede hende, ligesom han kærtegnede en Jagthund.

-Og jeg vilde netop en Gang gerne sige saa meget.

-Hvad vilde Du saa sige? sagde han og tog ikke Haanden fra hendes Haar.

Der gik et Øjeblik:

-Tak, hviskede hun ganske sagte.

Der kom en Trækning ved hans Mundvige, og Haanden søgte ind mod hendes
Nakkehaar:

-Og jeg faar aldrig Lov til at takke Dig.

-Jo, sagde hun og saá ikke Ilden mere—hvis Du—en Gang vilde takke … for Dig selv.

Karl bøjede sig ned over hende; der var det i hans Øjne, som fik dem til at ligne Fløjl.

-Du, Pus, sagde han.

Ida besvarede ikke hans Kærtegn, og hun saá ikke op, mens hun sagde—han hørte det knap—:

-For jeg tænker jo altid paa din Mo'r, hvad hun vilde tænke.

Der forløb et Sekund.

-Det er s'gu ikke Umagen værd, sagde saa Karl og slog over i Tonen.

Men Ida havde rejst sig og hentet hans Frakke (hun fik Øjnene tørrede lidt derhenne imens) og bredte den ud for Varmen med Foeret ind mod Ilden. Hun sad og glattede med Hænderne paa den bløde Silke. Hun holdt saa meget af den Overfrakke:

-Foeret holder da endnu.

-Ja.

-Hm, og Ida smilte: hvor Du var glad, da Du fik den.

Karl rejste sig og rystede sine lange Ben.

-Det var da osse blevet paa Tiden, sagde han og trak Frakken paa sig, mens Ida hjalp ham: at faa no'et paa sig, der kunde gi'e Varme, paa de Morgenture.

Ogsaa Ida fik Tøjet paa: Farvel saa, sagde hun og lagde Armene om hans
Hals, før hun ringede, og Ellingsen kom ind. Hr. Ellingsen havde en
Maade at komme ind ad Døre paa, som kom han ind gennem en Sprække.
Portemonnæen laa allerede fremme henne bag Karls Tallerken (det var en
Ruslæders Herre-Portemonnæ, Ida havde faaet sig) og Karl betalte, mens
Ida slog sin Skindkrave op, og Hr. Ellingsen gik for at bytte den store
Seddel, medens Ida snappede Portemonnæen til sig.

-Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, med
Hænderne om hendes Liv, medens Ida smilte:

-Farvel.

Hun blev staaende lidt:

-Véd Du, jeg er altid saa glad, naar jeg gaar.

-Saa-aa, lo Karl og slap hende.

-Jo, sagde Ida, og hun blev staaende tæt ved hans Skulder: for saa véd jeg igen—alting.

-Farvel.

Gangdøren slog i. Ida gik altid først, og Karl ventede, til hun var kommen et Stykke. Hr. Ellingsen gav Karl Pengene tilbage, som Eichbaum stak i sin Lomme, og den Tandløse begyndte at servere af, med Hovedet bøjet paa Skraa: der var bestilt to Kuverter til ti tre Kvart.

-Her er s'gu Søgning, sagde Karl, der ventede endnu.

-Ja—her er virkelig blevet—Hr. Ellingsen udtalte V'et i "blevet"—ikke saa lidt om Formiddagen … i Forretningstiden.

-Godmorgen.

Ida gik Damer og Herrer forbi og de lysende Træer; hun vidste, at nu var Karl drejet om Hjørnet og gik bagved hende paa Gangstien—slængende behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, saadan i køn Afstand: dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen, sagde han hver Morgen til sig selv.

Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarøg var skam nydelig i saadan stille Luft.

Et Par Løjtnanter red op paa Siden af Karl og holdt Hestene an med et
"Morgen".

-Morgen, mumlede Karl.

-De gaar s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.

-Ja, man gør sine Overslag, sagde Karl.

Løjtnanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset paa Dyrene, mens
de to blev ved at holde, til der lød nye Hovslag bag dem, og de to
Uniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som ogsaa halvt holdt
Hesten an:

-Godmorgen … ta'er Deres Mo'r saa Billetten imorgen? spurgte hun ned til Karl.

-Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der maalte Dyret.

- Bon voyage , sagde Kate og svippede med sin Pisk.

De to Løjtnanter halvsnærrede noget, om Frøkenen tillod, og Kate sagde:

-Gudbevar's (Knuth havde ligget i Garnison i Aarhus); og de red videre alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:

-Naa, det var den, I ventede paa, sagde Karl, der fulgte dem med Øjnene; nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.

-Men hun ri'er s'gu godt, tænkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem Tænderne; han havde en mærkelig Signalhvislen, som kunde høres saadan noget som en halv Fjerdingvej—og Ida, der skred foran, gik langsommere, til han naaede op til hende: det var ligesom han trængte til at tale lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:

-Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveaarige
Taille, der paa Hesteryggen.

-Hun er saa køn, sagde Ida, og hendes Øjne straalede mod Karls.

Nu bøjede de om derhenne, mens Karl stadig saá efter dem; Løjtnanterne var blevet saa bøjelige i Overkroppen:

-Nu skal vel den Smør-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.

De var kommet til Glidebanen, hvor Drengen dumpede før, og pludselig—det var maaske af Glæde, fordi Karl havde kaldt—gav Ida sig til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skrævende, mens hun lo:

-Du vilde s'gu ikke blive graciøs paa Skøjter, sagde Karl, og Ida smilte igen.

Saa skiltes de paa Hjørnet.

Karl gik videre og tænkte paa, at han kunde egentlig ligesaa godt ride med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke paa Kontoret før alligevel…

-Og det er et dejligt Dyr, sagde han.

Da han kom op paa Kontoret, var Frøken Koch derinde. Hun havde Brillerne af—hun havde lige mødt Ida i Mellemporten—og stod og saa hen efter von Eichbaum.

Karl fik sine Bøger frem og Kontorstolen drejet op.

—Naa, saa Kavalleriet skeler til Smørret, tænkte han. Han begyndte paa
Bøgerne.

… Ida sov ikke ind, hun laa i det grønlige Skær og tænkte paa Fru von Eichbaum, der vilde rejse … Saa kønt, det var af hende. Hun rejste for at hente hende og dømte hende ikke.

Ida laa stille og stirrede ind i det lysegrønne Skær.

Tankerne førte hende saa langt.

Nede slog Portene op og i.

Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun vilde sende en Buket ud paa Jernbanen.

* * * * *

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede
Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.

-Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke?

-Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster man jo Støvet af.

Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte paa Julius, og sagde:

-Nej, rejse i Uld, vi, Du, som hader Smuds.

Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, med
Læberne skudte frem, som vilde hun fløjte, men beholdt Lyden for sig
selv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke.

-Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte:
Minuttet før man skal rejse….

-Der er da en Time til, sagde Kate.

Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time før, "som om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde hænde".

De kom alle ned i Drosken og kørte af sted, med Julius paa Bukken. Fru
Mourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage—til
Aarhus.

Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage.

-Med Gaardene selv kunde det jo være det samme. Men det var de Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de plejede … Og man er jo dog altid afhængig, sagde Fru Mourier, i Tider med den Konkurrence.

-Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at støde den Slags Folk er altid urimeligt.

-Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.

Da de kom ind i Salen paa Banegaarden, ventede Fru Schleppegrell og
Fanny, som var i Kapothat med vinrøde Baand under Spidshagen. Fru
Schleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: Aa ja, Gud
ske Lov, det blev, Du, og, hvor maa Line være Dig taknemmelig….

-Kære Anna, sagde Fru von Eichbaum: det er dog virkelig ikke værd at tale om de to Døgn og paa en moderne Jernbane.

De satte sig alle ved et af de runde Borde om Pillerne, mens Fru von Eichbaum iførte sig vaskede Randers-handsker til Rejsen og Fanny bragte en Hilsen fra Hofdame Frøken Juul.

-Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Frøken Juul bar Navnet Emma) sagde saamæn igaar til mig: "Bedste Ven, det vil jo være en Lettelse for hele Kredsen".

Men Fru Mourier fik Taarer i Øjnene og sagde:

-Hvor Gensynet med Dig, Emilie, alligevel bliver svært for Aline.

Ventesalen begyndte at fyldes, mens Kate skrællede sig en Appelsin og Generalinden og Fru Schleppegrell talte om Genève-Chocolade. Ja, Emilie, sagde Admiralinden: naar det blot ikke var formegen Ulejlighed, at Du bestilte mig tyve Pund—direkte. Genève-Chocolade er jo den bedste for Fanny.

Karl dukkede frem mellem de Rejsende, med Stokken under Armen og hængende Skuldre. Naa, sagde han: I har naturligvis været her en Time.

Han kyssede Fru von Eichbaum paa Kinden og gav hende en lille Rejseflakon med Eau de Cologne, udstyret med Ruslæder: Værs'go, sagde han. Karls Penge slog i den sidste Tid saa mærkelig godt til og egentlig var han jo opmærksom af Naturen. Han hilste rundt paa de andre, og Fru Mourier sagde smilende:

-Det var en opmærksom Søn. Han bli'er en god Ægtemand.

-Er De vis paa det? sagde Karl, der var kommen hen mellem Fru Mourier og
Kate, og han rynkede Næsen.

-Hm, hvad hører der til en god Ægtemand? sagde Kate.

-At han skal være et rigtigt Mandfolk, sagde Karl.

Kate saá op, og der kom noget i hendes Øjne, et kort Nu, som gjorde, at
Karl ligesom rykkede hendes Stoleryg lidt nærmere.

-Ja, det har Karl saamæn Ret i, sagde Fru Mourier.

Ventesalsdørene blev aabnede, og Julius samlede Smaabagagen sammen.

-Men i Genève, hørte man Fru von Eichbaum sige til Fru Schleppegrell: kan man jo altid gaa i reformért Kirke.

Fanny, der saá paa Karl og Kate gennem Lorgnon, sagde til Generalinden:
Ja, de har skiftet Præst, han skal ha'e et henrivende Sprog.

Fru Mourier, der sidst kom af Sædet, sagde: Naa, jeg bryder mig nu aldrig om at høre fremmede Udlæggelser.

De kom alle ud paa Perronen, og Fru von Eichbaum fik en Kupé. Der var noget ved Fru von Eichbaum, som straks lod Konduktører og alle den Slags Folk springe, og det uagtet hun ikke netop gjorde Indtryk af at ville give Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og Kate, klumpede sig sammen foran Døren, saa Frøken Kjær, der kom løbende, helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde naa hen til Trinnet.

-Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt … hun kunde desværre ikke komme selv.

Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var saa kønt af Frøken Brandt. Og Frøken Kjær forsvandt igen ligesaa pludselig og forlegent-højrød i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum, der sad paa Sædet med Buketten, sagde:

-Kære Børn, det er jo rigtig saa venligt af hende … men Blomster paa en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg véd. Tag Du dem hjem med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.

Hun rakte Fru Mourier Roserne:

-Her lægger man dem i et Næt og finder dem bare visne om Morgenen …

Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden:

-De er smukke, sagde hun og saa særdeles ligegyldig ned paa de lange "La
France"-Grene.

-Ja, sagde Karl og smilede paa én Gang saa kønt ned mod de lyserøde
Kalke: Det er s'gu godt ment.

Saa genoptog han Traaden—de havde talt om Knuths Dygtighed som
Rytter—og han sagde med rynket Næse om Greven:

-Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?

-Han har jo ligget i Aarhus. Og De vil jo ikke ride med mig.

-Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.

Konduktørerne lukkede Dørene, og Efternølerne halsede ud af Ventesalene, fulgt af Hotelkarle, der pustede. Døre kom op igen og i igen, og paa én Gang var det, et Nu, som alle skændtes, Karle, Konduktører og Rejsende.

-Kære Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupédør saa rank som et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.

… Toget var gledet bort, og de saá kun endnu en Gang Fru von Eichbaums hvide Lommetørklæde, før de alle vendte sig og gik.

Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:

-Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.

-Men nu kommer Knuth, svarede Kate.

-Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl.

Det blev en Aftale; og Karl gik.

Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:

-Vi dømmer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.

-Naa, sagde Fru Mourier og saá frem for sig: det sidder vel i os alle, og naar man saa ikke vokser fast til den, man har….

-Ja, kære, svarede Generalinden, men der er jo dog Ting, man tøjler….

Kate sad og saá ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru Schleppegrell lod altid Konduktøren tage saadan rigtig et fast Tag om sit Liv.

-Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke værd, der tales videre om, at vi var paa Banen.

Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Sæde med alt Overtøjet paa. Hendes Tanker var ved Aline.

-Ja, ja, sagde hun: hun har det Værste igen. Hun tænkte paa Hjemkomsten.

-Kate, sæt saa de Blomster i Vand …

Kate saá sig rundt i Stuen:

-Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.

Fru Mourier blev siddende med Tøjet paa. Hun sad og smilte: hun var kommen til at tænke paa Karl. Hun kunde saa godt lide ham. Der er ikke noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.

* * * * *

Ida sad paa Kaféen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det tog i Døren og hun rejste sig—Rødmen fløj helt ned over hendes Hals—men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.

Ida fik det aabnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt paa
Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst.

Jeg maa for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.

-Er Herren syg? sagde Ellingsen, saa stilfærdigt. Han havde bare en Gang slaaet Øjnene op, mod hendes Ansigt.

-Ja, sagde Ida saa godt som uden at vide det.

Hun saa kun et Øjeblik ud over Bordet:

-Saa skulde jeg betale, sagde hun og smilte paa én Gang (det Hele var da saa rimeligt; det var naturligvis Fru von Eichbaum, der havde bestemt det, iaftes, paa Banegaarden); men pludselig tænkte hun paa, at Ellingsen vilde kende Portemonnæen, og hun sagde:

-Aa nej, det kan ogsaa vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen, mens han hjalp hende Tøjet paa og til hun fik sagt "Farver", uden at se sig om.

Ellingsen slog Dørklappen for og serverede af og glattede Servietterne lidt. Der var, over Ellingsens Haandbevægelser, mens han gjorde det, noget vist bekymret, som henlagde han sørgerandede Salmer paa et Pulpitur.

Ida gik paa Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo saa rimeligt, og Karl (mens hun tænkte hans Navn, naaede Smilet ogsaa til Øjnene, de havde været ligesom saa runde og stive, skønt der var Glans nok over dem) holdt saa meget af at ride … Hun blev ved at smile: Ja saa kønt han red …

Men—jo—hun vilde gaa hurtigt … for hvis de red og kom denne Vej …
Hun vilde alligevel, hun vilde nødig møde dem …

Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Øjeblik langsomt, og det var ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder først stak op saa pludseligt og lige ved hende, saa hun knap fik nikket. Men den gamle Herredsfoged standsede hende og holdt begge hendes Hænder fast mellem sine strikkede Vanter. Det var et velsignet Vejr med den høje, klare Luft, sagde han:

-Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Hørelsen, sagde han. Men i det samme hørte Ida Trav bag sig, og hun maatte gaa fra ham: det var vist dem, men det lød, som var der tre Heste …

… Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde vendt sig halvt og saá Knuth, der kom travende der, paa den anden Side af Kate.

Hestene kom stadig nærmere, og Ida vilde lige til at hilse, da Kate
Mourier holdt sin Hest an.

-Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre standsede som hun.

Ida blev rød og saa bleg:

-Godmorgen, sagde hun, og der var med ét det forrige stive Udtryk i
Øjnene.

-De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved
Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfældigt,
den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved Idas
Kind, saa Ida saá op, lynsnart, et Sekund——

-Uh, sagde Kate, der havde set ud over Søen (Knuth tog ikke sine Øjne fra Ida): I saadant et Vejr maa der være fælt paa Galehuset.

Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:

-Hun er egentlig sød, sagde hun, mens de travede.

-Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa køn, naar hun er bedrøvet.

Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke køn, naar hun er glad?

-Næ, sagde Karl.

-Og hvorfor?

Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.

Knuth var kommen en halv Hestelængde bag de andre: han sad og vendte sig to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.

-Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:

-Er hun paa Kommunen?

-Ja, sagde Karl.

-Allez-y.

De slog over i skarpt Trav.

Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig og tyggede paa sin Piskeknap.

Den skrævende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen, naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt mørkere i Øjnene.

-Vrøvl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu haft et nydeligt Smil, da hun stod og saá op til den Landløber.

Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med Josefine—der stod ligesom Storm af Josefines Skørter i disse Dage—og oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun følte kun én Ting, bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind….

* * * * *

-For Satan—naa, han saá mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om
Trappehjørnet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Qvam lukkede Døren op paa
første Sal. Oppe ved Døren blev han staaende lidt, indtil han hørte Dr.
Qvams Skridt dø bort nede i Gangen.

Saa slog han to Slag paa Døren, som han plejede.

-Du var saa køn imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos hende lige til sidste Minut.

Men da han kom ned, stod Qvam udenfor den urolige Gang og talte med
Frøken Koch.

-Godaften, sagde han noget lavmælt, og han kom forbi.

Frøken Koch havde ikke svaret, men hun saá hvast efter ham; og hendes
Samtale med Qvam gik i Staa.

-Maa man spørge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad saadanne Mennesker tænker paa—

Dr. Qvam stod lidt:

-Der er vel dem, som aldrig tænker ret langt, sagde han: Og for dem er det jo lettere ikke at tænke længer end de vil.

Frøken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg.

Lidt efter sagde hun:

-Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gøres ved Verden?

Qvam fløjtede:

-Jeg véd s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk ligesom man behandler Hingstene og gøre dem til Arbejdsheste, der gik roligt foran den store Vogn.

Han tav lidt:

-Paa den Maade, sagde han saa, vilde man jo tillige naa det anerkendelsesværdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.

-De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Frøken Koch.

-Naa, sagde Qvam: Herren véd det. Man bliver vel bitter ved at gaa paa et Galehus og mest ved at tænke paa dem, der ikke spærres inde….

* * * * *

Drosken holdt udenfor Porten paa Toldbodvejen, og Karl kom ud:

-Saa, nu Sjalet ned om Ørene——

Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik paa
Tæerne for at faa Højden, leende, med Kniplingstørklædet ned over
Ansigtet.

-Han er der s'gu, sagde Karl, der skævede hen til Portner-Hullet, mens
Ida blev ved at gaa paa strakte Fødder:

-Saa. De var frelste inde i Gaarden og de lo paa én Gang, sagte, begge to. Men Karl sagde og nikkede:

-Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede.

-Hvorfor?

Karl smækkede med Læberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot.

De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, før de naaede Døren.

-Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.

-Ja, sagde Ida og lo, men skælvede alligevel. Men Karl, der aabnede Døren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var derfor, hun rystede; men Ida ventede lidt inde i Karls Værelse, til han kom tilbage.

-De sover, sagde han, og han førte Ida, der gik saa varsomt endnu, ind hvor i Dagligstuen Lampetterne var tændte og Vinen stod paa Bordet.

-Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.

-Ja, sagde Karl: iaften er Du Svigerdatteren.

Ida slog et Nu et Par pludseligt straalende Øjne op paa ham, mens hun paa én Gang rødmede, og Karl, der havde mødt hendes Øjne, trak (han vidste det maaske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad hun dog fornam.

-Det er Marinens Madeira, sagde Karl.

De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol og
Ida bragte ham en Skammel, og de hørte ikke andet end Gassen, der kogte:

-Her er rart, sagde Karl.

-Ja.

Ida laa nede paa Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun skælvede lidt i Stemmen endnu, men paa én Gang blev hun munter, kun ved at fornemme den ømme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke—og hun saá sig om, nedefra, og pegede paa Kniplebrædtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor: -Det har hun ikke med, sagde hun.

-Nej, sagde Karl og løftede hende op, men Ida rev sig løs og tog Klædet fra Brædtet og begyndte at haandtere Pindene: Pas Du paa, sagde Karl, der havde bøjet sig og sad og pustede i hendes Haar, mens hun holdt op at kniple, og hun sagde, med lukkede Øjne, saa sagte, at det lige kunde høres og ikke mer:

-Iaften gifter vi os.

Karl saá op i hendes Øjne, der havde aabnet sig, med et andet Blik end det, der var i hendes—og det havde givet det samme lille, umærkelige Ryk i ham som før—:

-Det har vi vel gjort før, Pus, sagde han lidt højere end hun—og hendes
Hage løftedes fra hans Haar.

-Men vi drikker jo ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte hende Glasset op over sit Hoved—som hun tog og ikke rørte.

-Der har vi s'gu Tegningerne … Karl fik pludselig Øje paa Pakken paa
Marmorbordet i Hjørnet.

-Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde sagt.

-Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl, der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu se dem.

-Nej, hvor kommer de fra?

Ida var lige saa hurtigt derhenne.

-Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde taget Pakken og skudt Kniplebrædtet bort.

-Sikken Mængde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.

De rullede Planerne op og holdt paa dem med Albuerne, mens de sad i
Sofaen ved Siden af hinanden:

-Det er Hovedbygningen, sagde Karl: naa, stort ska'et være.

-Aa, der er Taarne, sagde Ida.

-Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar Du bare ser et Taarn. Det var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og støttede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.

Karl sad og snuste: Ja, det vil passe kønt til Omgivelserne, sagde han og rynkede paa sin Næse. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.

-Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Bræstrup.

-De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.

De gik til det næste Rids. Det var Planen over første Sal. Ida førte
Fingeren fra Stue til Stue, og Karl kontrollerede Bogstaverne paa
Planens Fod: Det var Dagligstuen—to Dagligstuer—og det var
Theværelset….

-Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.

-Atten Alen i Længden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.

Og dér var Billardet—i Taarnet.

-Jeg tænkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt efter Middagen.

Det begyndte at interessere ham; han fulgte Bogstaverne og udmaalte
Værelserne, spændte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudte
Vægge—Spejlglas gennem det Hele….

-Jo, hun har luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.

Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set saadant et Hus.

-Hvor de faar megen Plads, sagde hun og saá hen over de mange Rum: Men vi vil ikke kende det igen.

Karl blev ved at maale og studere:

-Ja, indvendig er det godt (han smækkede med Tungen) det er s'gu godt.
-Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned paa hans
Skulder: de har jo Pengene …

Karl nikkede og saá fra Planen op i Lampen:

-Ja, sagde han.

Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:

-Det var os, der skulde haft det, sagde han saa.

Pludselig smilede Ida:

-Ja; og ogsaa hun saá ind i Lampelyset.

-For det var da det, man var født til, sagde Karl.

-Ja, Du….

-Du ogsaa, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.

Han tog den næste Plan. Det var alle Soveværelserne med Toiletværelser, og med Bade og med Garderober. Fra A til Ø stod det hele Alfabet paa Ridsets Fod. Karl snøftede og han gned sine Hænder.

-Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet paa at gifte sig….

-Og seks Gæsteværelser….

Han talte dem op:

-Med Bad til hvert.

Det morede ham, næsten som Kate havde været en Elev i Komfort, der var gaaet i Skole hos ham:

-Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han kløede sig i Haaret: Hun er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til….

Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, følgende hans Hænder og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde følge med i alle de mange Rum.

-Ja, de faar det dejligt, sagde hun.

-Gu' faar de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var den næste Plan, Staldbygningen. Flot, flot, sagde han: Hun er en Satan.

Stalden var ogsaa engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som i
England til de store Væddeløbere.

Ida beundrede i Stilhed—hun forstod sig nu ikke paa Stalde—og mens hun saá hen over Planen, sagde hun pludselig:

-Det er dog godt, at Fa´r er død.

Karl gav sig til at le, bøjet over Ridset.

-Ja, sagde han: det vilde ikke være no'et for den Gamle….

Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske
Staldbygninger.

Ida havde rejst sig, og paa én Gang sagde hun—og vidste slet ikke, hvordan det faldt hende ind, for et Minut før havde hun aldrig tænkt derpaa—:

-Véd Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.

-Hvad vil Du?

-Ja, jeg vil leje en Lejlighed—

Hun havde længe tænkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed….

-Hvor? sagde Karl bare.

Og paa én Gang vidste Ida, hvor det skulde være: i Ole Suhrsgade, for
det var saa nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha' det: fire
Værelser; hun havde altid tænkt det, saadan en Lejlighed som
Kristensens.

Hun stod paa den anden Side af Bordet og bøjede sig frem under Lampen, saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.

-Og Møblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.

Hun var saa ivrig, at hun blev rød i Kinderne.

-Ja, det er udmærket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Haanden.
Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.

-Og saa kan Du altid spise Frokost hjemme, sagde hun.

Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.

-Du, Pus, sagde han, og han saá op i hendes Ansigt: Hvorlænge kan Du blive?

Ida smilede kun og lukkede sine Øjne.

Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjørnesofaen, der, hvor Stereoskopet stod, som da hun var her første Gang.

-Og saa vil vi ha'e Herremøbler i det store Værelse, sagde hun.

Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Væggen.

-Nej, sagde han: i det store Værelse vil vi sove.

De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl saá over paa Ida, der sad lige under Blusset, til han pludselig sagde, saadan halvhøjt:

-Det maa være fælt at sidde saadan og vaage….

Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone:

-Nej, ikke nu….

Hun tav et Øjeblik:

-For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun.

Der var stille igen, saa meget som et Nu, før Karl gik over til hende. Han fandt ingen Kælenavne, sad bare og strøg hende over Hænderne, ganske ømt (og helt inde i sig tænkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun kyssede hans Kind.

-Gaar Du saa? hviskede han.

Hun rejste sig og han hørte Døren til sit Værelse sagte aabnes og lukkes.

-Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.

-Ja, hviskede hun.

Og Hænderne, hun rakte ham, var blevet skælvende og kolde.

-Er Du bange, Pus?

-Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at være angst og kold.

Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa.

Karl var utidig.

-Du behøver kun at følge mig til en Droske, sagde Ida.

Det gjorde han saa kun, og da Ida var inde i Vognen, bøjede hun Hovedet ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndøren.

-Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.

-Naa, Pus, sagde Karl ligesom trøstende. For det var, som om Graaden vilde op.

Karl drev tilbage.

Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng.

Han røg sig et sidste Par Drag, mens han saá betænksomt op i Loftet:

-Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede med
Hovedet paa sin Pude.—

Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til baade
Portner og Portører. Oppe paa Værelset lagde hun sig paa sin Seng.

-Jo—nu vilde hun ha'e Lejligheden … og saa vilde hun aldrig mere derhjem—Nej, hun vilde aldrig mere derhjem.

… Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Lægerne havde været der, forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde været blege og døde til Knoerne, mens han gned Hænderne over Sygesengene.

Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.

Portøren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab henimod Døren som en Hjord. Og Nøglerne lød og Dørene lukkedes.

-Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og løftede de lurende Øjne, mens Vandet fra Hanen løb ned over hans Hænder.

-Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:

-Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.

Bertelsen betragtede sine Hænder og hver bidt Negl, før han, med dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, sløv og med halvlukkede Øjne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:

-Hvorfor skulde jeg ikke med?

Og Ida gentog:

-Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer….

Og mens Ida syslede, lød atter kun to Syges Stønnen fra Salen og Herren fra "A"'s Skridt over Gulvet.

Nøglerne lød i Døren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage.

-Her er mat, sagde han.

-Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde vaagne.

Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for sløver de, minder her li'egodt forbandet om Underverdenen.

Han satte sig op paa Bordet under Vinduet, mens Frøken Petersen kaldte paa Ida fra Køkkenet, om hun vilde hjælpe hende med hendes Kjolerem.

-Gaar De ud i dette Vejr? sagde Qvam.

-Ach, Frøken Petersen skulde i "Udsalg".

-Aa, sagde Ida, der bag Køkkendøren laa ned paa Knæ for at hjælpe, pludselig med en høj, lys Stemme: saa kunde De maaske se, om der var Møbelstoffer.

Qvam løftede rask Hovedet:

-Skal De giftes? sagde han.

-Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.

Qvam satte ned fra Bordet.

-Ja, sagde han: det er vist ogsaa meget fornuftigere.

Han gik hen forbi Køkkendøren og slog Hovedet en Kende tilbage mod
Bertelsen.

-Skal han ha'e Tøjet? spurgte han sagte.

-Ja.

-Godmorgen.

Qvam gik; men Frøken Petersen satte sig. Hun maatte vide Besked: hvor det skulde være og naar hun havde bestemt det.

-Aa, jeg har villet det længe, sagde Ida, og hun begyndte at fortælle om Lejligheden og Møblerne, hun vilde have, og Betrækket, hun vilde vælge, fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde tænkt paa—og hun troede selv, hun havde tænkt det længe.

-Men i den store Stue vil jeg ha'e Læderbetræk paa Møblerne, sagde hun.

Bertelsen løftede pludselig Hovedet:

-Naar kommer hun? spurgte han.

-Klokken elve, Bertelsen.

Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden.

-Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun.

Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile.

-Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.

Frøken Petersen var borte—Nyheden havde hun med sig til Spredning—og Ida bragte Vand til de Syge paa "Salen" og rettede paa deres Puder. Saa sad hun, hæklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg en dæmpet Stønnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille Klynken.

-Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.

-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa Tankerne om sit "Hjem".

Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen gik hen mod sin Søn, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Saa flyttede han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var fortæret, og Hatten—en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt Klæde—tegnede sig mod den graa Væg.

Ida gik ud; fra Køkkenet hørte hun Bertelsens ustandselige Tale som en vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja, men Jakob …

Døren til Kvinderne røg op. Det var Kjær, der først saá sig rundt i
Stuen og saa løb ud i Køkkenet.

-Gud, men Jomfru, naar skal det være? sagde hun: De vil jo leje
Lejlighed.

I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende, efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, højere og hidsigere, purpurrød, medens han førte begge de knyttede Hænder op foran sig, altid i samme Højde, som var de bundne i en Lænke.

-Men, lille Jakob, lille Jakob.

-Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjær ude i Køkkenet: Gud, Gud, hvor jeg glæder mig.

Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:

-Er hun her for at sige Farvel?

-Ja, den Stakkel.

Bertelsen skød Stolen bort og stod op; gennem Døren saá de Moderen gribe om hans Arm, men han sled sig løs.

-Forbandede Mær, som Du er, skreg han. Fra Døren til "Salen" væltede han endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev staaende ubevægelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den rammes af Kuglerne.

Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hænder.

-Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.

Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet—for denne Søn ligesom for hans to ældre Brødre:

-Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Og alting var godt, til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brødre: han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt nøjagtig i Rad (jeg saá det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans Bøger var førte (jeg saá det jo selv) til han gik og kom hjem og det var forbi for ham ligesom for hans Brødre.

Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd:

-Ligesom for hans Brødre.

-Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.

Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Øjne, som var de blinde, sagde hun:

-Og saa er det Ens egen Skyld—

De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man ogsaa Børn med et drukkent Mandfolk?

-Og saa er det Ens egen Skyld….

Ida havde ikke hørt Døren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren fra "A" stod paa Tærskelen: smilende stod han og saá paa dem begge.

Fru Bertelsen løsnede sine Hænder fra Ida's, og gik hen mod Døren til
Gangen.

-Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen saá ind paa
"Salen", hvor Sønnen sad, sammenkrøben i en Krog, paa en Sengekant.

-Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdøren, mens Fru
Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede paa Døren til
"Salen" og gik.

-Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida.

Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er vist alligevel gal, tænkte Ida.)

-Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke.

Det blev Skumring.

Hele Dagen havde Damerne raslet med Nøglerne og var røget ud og ind for at spørge om Lejligheden, og Ida havde svaret næsten lidt febrisk, udmalende alting, saa det og saa det.

Nu sad Frøken Kjær et Øjeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt afbrudt, om det samme.

-Hm, sagde Kjær: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.

Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Øjne. Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa "Salen" drev og drev Bertelsen som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der, helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.

-Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.

De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang lød den samme dumpe Stønnen som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens Bertelsen blev ved at glide forbi Døren som en Skygge, der viskedes ud—i Mørket.

-Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Frøken
Kjær, der tænkte paa Fru Bertelsen.

Hun tav lidt igen.

-Ja, hun dør jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.

Herren paa "A" gik, som han plejede. Det var, som den dæmpede Stønnen dernedefra slog bølgende sammen om hans Skridt.

-Her er alligevel trist idag, sagde Kjær og stod op.

Ida gøs uvilkaarligt.

-Ja, sagde hun: nu skal vi tænde.

Kjær gik og Patienterne fra Kælderen kom tilbage, og en Tid efter suste
Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vækkende Slag paa Frøken
Petersens Dør.

Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humør. Der lød ikke saa meget som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens hun tog Maden op.

-Nej, Frøken, sagde hun: Man sku' aldrig gøre no'et for et Mandfolk.

-For de er no'en Hunde, erklærede hun, og hun tog igen fat paa
Udpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for
Lyset at udrede af Konduktør Andersen.

Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde mere og mere Vægt paa en moderne og tidssvarende Underbeklædning.

Mens Ida drak sin The, sagde Frøken Friis:

-Naa, De vil bo privat, hører jeg; naar skal der lyses?

Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:

-Ja, det skal vel ikke være fra Prædikestolen.

Frøken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne:

-Jeg havde forresten ikke troet, De var saa fornuftig, formente hun saa pludselig og nikkede over til Ida. Derpaa sagde hun ikke mer. Men Koppen rystede i Idas Haand.

Da Ida vilde gaa op, mødte hun Frøken Boserup paa Trappen.

-Saa ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.

Det havde Ida slet ikke tænkt paa.

-Aa, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jørgensen begyndte ogsaa at indrette Lejlighed et helt Aar før hun blev gift.

Der skød en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.

-Man tør vel indrette sig et Sted at være, sagde hun. Hun havde aldrig talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.

Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:

-Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaa
Kløer.

-Men naar man lejer Lejlighed og møblerer med Læderbetræk, skulde man helst ikke ta'e Brødet ud af Munden paa andre.

Øverud sagde paa sit Fynsk:

-Læderbetræk, det var der ogsaa i Rygeværelset paa Broholm … det var saa kønt og saa rart køligt at sidde paa—efter en Middag.

… Ida havde tændt Lampen oppe paa Værelset. Hun vidste ikke selv, hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig gav hun sig til at skrive til Karl:

"… Men Du maa ikke være vred, hører Du, det maa Du ikke—for det, Du véd. Jeg blev jo kun saa bange og kan Du ikke forstaa det? Men jeg vil jo kun, som Du vil altid; véd Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden—men Du maa ikke være vred, min egen, egen Ven—vil Du vel?"….

Karl var ved at trække i Ridebukserne, da Julius næste Morgen bragte
Brevet.

Han stod lidt og saá paa Brevskabet, med halvrynket Næse, far han aabnede det og læste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa klædte han sig paa. Men da han var færdig og kom ned paa Gaden, slog han sig med Pisken over Laarene:

-Fruentimmerne tænker s'gu ogsaa altid saa urimelig længe over hver
Ting.

Kate var allerede i Sadlen, da han kom.

-Nom d'un chien, sagde hun: vous n'êtes pas matinal.

Karl skød Læberne frem:

-Jeg har læst Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbøjlen.

Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i
Frisérkaabe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.

* * * * *

Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Søster, Fru v. Eichbaum:

Kære Emilie!

Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hændet med Undtagelse naturligvis af, at vi hjærtelig savner Dig, Mille. Dit Hus staar nu som blæst og venter kun paa Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev røde, skønt Asmussen saa bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for sig kønne i Farven, hvad jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik Maraschino-Fromage, Du véd, men den var ikke lykket; Anna har det jo med altid at forsøge nye Opskrifter), skønt vi var to flere end vi kunde sidde.

Ved Desserten brød de Unge op—Karl havde Kate—og nød den søde Fromage i Kabinettet. Desværre tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny. Frøken Juel sagde mig forleden ved Pastor Jørgensens Forelæsninger (han er nu færdig med Baggesen; han talte, Du, tre Kvartér om Sofie Ørsted, hvad der jo var ret overflødigt for os i Familien, da vi kender det bedre), at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have Hofdame. Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart vil gifte hende og saa var det jo ogsaa overflødigt. Desuden er det jo naturligt, at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde lære Massage. Dér kommer det jo kun an paa Armkræfter, og dem siger de, hun har, trods Maven, der er vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel endelig en Gang vilde gifte hende. Karl har vel skrevet Dig til. Jeg ser ikke meget til ham, men hører ham i Huset til hans gode, faste Tider. Kære Mille, det er, som jeg altid har sagt, at kom han i noget fast, vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud være lovet, ikke af noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres lange Tur ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfærdig og faar mer og mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de fælles Minder fra Lausanne. I de franske Forelæsninger er vi naaet til Chateaubriand. Det er meget interessant, men han har jo været et uroligt Hoved. Vilhelmine læser nu hans Værker; Du kender hendes Grundighed. Saasnart Foraaret gryer, tager de fat paa Hovedbygningen paa Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om paa Planerne, men Huset bliver dejligt (Etatsraad Schmidt fra Aarhus, Du véd, som var til Geburtsdagen, sagde mig jo ogsaa, at Mourier nu tjente sine Par Tønder Guld om Aaret) med Badeværelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt skal have været her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine Blomster. Det var jo meget betænksomt, men ret overflødigt, finder jeg, for det har man jo dog Ane til. Ane sagde, at hun saá daarlig ud og underlig gammel. Men hun er vel ogsaa snart i de Aar, hvor unge Piger bliver gamle Jomfruer. Røg har der været i Køkkenet, saa jeg tilsidst lod Petersen komme (han havde faaet en Sønnesøn, saa jeg havde ham inde til et Glas Madeira), men han sagde, det var Vejret, saa det er der jo ikke noget at gøre ved. Hils Aline, det er jo sørgeligt med hendes Ben. Bruun siger (han ser foraset ud, Stakkel, overhængt som han er med Praksis) at det maa vel være en Slags Lammelse—og det er da intet Under. Gud, Du, at Folk i den Alder vil udsætte sig for alle de Sindsbevægelser. Her hilser alle.

Din trofaste Søster Lotte.

P.S. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede i Ramme, nydeligt og med deres Navnetræk. Jeg stillede det foreløbig foran paa den store Etagère. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget hos Hansen, hvad jeg raadede. For Fanny var taget forleden hos en anden i et Vindu, og det var afskyeligt. Jeg tror jo nok, at Anna venter Chocoladen.

Fru von Eichbaum svarede om Lørdagen:

Kære Charlotte.

Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde (jeg nægter jo ikke, at jeg længes efter Hjemmet og den gode Ro) men for Alines Skyld bliver vi endnu sagtens til Slutningen af Maaneden, for jeg mener som saa, det er bedst, at hun først kommer hjem, naar hun er i den fulde og klare Ligevægt. Med Benene er det noget bedre (Dr. Brouardel, en rigtig dygtig Læge, som ogsaa har givet mig en Slags Salve eller saadanne mod vore tørre Hænder, at smøre Morgen og Aften, siger, at det er en Svækkelse i Knæene) skønt ikke godt; det er som de ikke rigtig vil bære hende, skønt hun er blevet meget mager. Naar Solen skinner, sidder vi dog om Formiddagene jævnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft. Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstaa, i det Hele ikke om, hvad der er sket. Den Slags fægter man kun ud med sig selv. Stuepigen siger, at Madame ofte græder om Morgenen, hvad jeg lader som jeg ikke mærker. Har hun Taarer, maa hun helst græde dem ud. Du véd, jeg mener, at naar blot ingen ser det, bliver Folk ogsaa nok trætte af at græde. Men om fjorten Dage, tænker jeg, vi rejser, og Aline tager saa efter et Par Dages Forløb hjem paa Gaarden. Og naar hun har været hjemme en Maanedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun plejer om Foraaret. Men alt det behøver der naturligvis ikke at tales om, hvad der er bedst. Her paa Hotellet tror de vedblivende, at hun er paa Efterkur fra Vichy, som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde ogsaa Brev fra Anna, hun er paa Rejser tit lidt generende med sine mange Kommissioner; at Fanny ikke blev Hofdame, har jeg altid tænkt, de tager dem ikke saa unge af Hensyn til Indtrykket) og var fuld af Lovtaler over Karl. Det glæder mig jo inderligt, at han kan være noget for Mine og Kate, som hun skrev, naar han blot ikke forsømmer sit Kontor. Om en Ting maa jeg bede Dig, at Du for Guds Skyld sørger for, at der stadig luftes i Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik saa meget som en Bronchit. Du véd; at, er man borte, kan man faa Idéer, som næsten forstyrrer Ens Ro (at være daglig sammen med Aline, gaar jo heller ikke sporløst hen over Ens Nerver), og jeg kan vaagne om Natten i Sved ved Tanken om at der skulde kunne være nogen Smitte efter Mary. Man aabner jo nutildags heller ikke en Avis uden at læse om disse Baciller allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Værelse, hun, som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det maa jo blive hendes Sag, naar hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, Du kender Lejlighederne fra Plejeforeningsbesøgene, tre Værelser, med broget Tapetpapir paa Væggene) for man skal aldrig blande sig i fremmede Folks Ting. Jeg tænkte paa, Lotte, at hvis Du saá hende, kunde Du maaske spørge hende om en virksom Desinficering. Hun maa jo vide det, da hun er fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om der nu kom nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder Dig en Dag, naar Du kan, paa min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod Vinduet) at hæve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham naturligvis at være Kavaler for Vilhelmine, som ikke tænker paa Penge, og hernede er ikke dyrt, naar man lever med en fornuftig Økonomi. Bed Ane dække Møblerne i Kabinettet med et Par Lagener, at hun ikke glemmer det. Det pressede Fløjl taber sig saa let i Solen nu, hvor den begynder at staa længere paa (her er næsten Foraar og Violer paa Gaden) mod Syd som det er. Tak Vilhelmine for Billedet—ja, Kate har jo ganske hendes Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligesaa jeg alle.

Din hengivne Søster

Mille.

P.S. Maaske kunde Du spørge Bruun, hvis Du træffer ham, om der kunde være Tale om Smitte, da der jo dog er oliemalede Vægge. Jeg har her været i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af Svulst og var uden den faste, religiøse Tankegang og solide Petriske Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl, at han vogter sig for Forkølelse efter Ridtet, hvad der saa let sker. Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den er jo drøjere end den fra Cloetta.

* * * * *

Ida gled gennem Rørholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled hun ind i Kabinettet.

-Nej, han var der ikke—ikke endnu.

Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme i Gangen:

-Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.

Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet først at servere, naar "den Herre" var kommen.

-Det går jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en Dug. I Gangen stødte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo. Damen, en buttet, lille rødmosset En, slog Klappen paa Døren lige overfor Idas Kabinet ned med et Smæld:

-Optaget, raabte hun.

-Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngre
Opvarter, som allerede havde set dem, raabte ved Buffet'en:

-The, Smør, ristet Brød, fire bløde Æg….

-Seks, brølte Herren, og Døren blev smækket i.

-Seks, lød det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Køkkenet; mens
Ellingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Døren til Kabinettet, hvor
Ida, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.

-Her er nok travlt, sagde hun.

-Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de skrumpne Hænder, saa Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov, vi maa ikke klage….

Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid, naar hun bøjede op ved Rørholm), og Ellingsen sagde:

-Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her i
Forretningen.

-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt hvad han havde sagt, men hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som paa Hoteller uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skræk for en Dag ikke at kunne betale.

-Vejret er saa smukt, sagde hun.

-Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lød en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.

Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og tilføjede, før han gled ud:

-Saa venter vi en lille Stund.

Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendes
Blik og hun tænkte, havde kun tænkt det ene, siden hun kom: Hvis han
blot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved
Tanken om Karls altid sorgløse Ansigt:

-Men han tænker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.

Der lød to Slag paa Døren, og hun fløj op.

-Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Døren.

-Er Du her, sagde han.

-Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og blevet blussende rød, og Karl sagde—det kom maaske lidt pludseligt og lidt for muntert—:

-Knuth var s'gu ogsaa sulten.

Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trænger mig ind her, Frøken. Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at Taarerne stod hende i Øjnene:

-Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.

Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som måtte hun slippe bort:

-Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.

Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig og de blev ene.

-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig: det gaar nok over … Ta' Tøjet af.

Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig til Væggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og saá Buffetdamens Rotteøjne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:

-Frøken, vi bli'er tre … og hun blev staaende der og talte og lo, muntert, uden Tanker—til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa Stolene. Knuth begyndte at tale, i en ærbødig og halvhøj Tone, mens han slog Øjnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo ogsaa i en Art Kaserne, Frøken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth blev ved at tale, med samme Ærbødighed, lidt mere stammende: om Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.

Ida svarede med Ja og Nej. Og man hørte igen ikke anden Lyd end Klirren af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Sølvlænke, som Knuth drejede rundt om sit Haandled.

-Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu før Ellingsen var ude.

Og de begyndte at spise, mens Ida holdt Æggebægeret op fra Bordet, som var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme ærbødige Stilling. Men Karl søgte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.

-Er der ikke Bagværk, sagde han—han talte i en Tone, som vilde han kæle for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det—: For Frøken Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.

Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.

-Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han, stadig for at være god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled, men Ida tog Haanden bort.

-Værsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et pludseligt Ryk.

-Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det renser Halsen.

Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:

-Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende.

Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hænder.

-Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende, til han pludselig kyssede hende, bag hendes Øre.

Ida havde ikke rørt sig, men paa én Gang rejste hun sig, og, skælvende over hele Kroppen, som om hun frøs, klyngede hun sig ind til ham:

-Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som et Skrig, der ikke blev skreget.

-Pus, Pus, Pus.

Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten kunde tro var Smerte:

-Pus, Pus.

Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og tørrede sine Øjne: Nu er det forbi.

Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak den ned i hans Lomme.

-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.

Men Ida strøg Hænderne over sit Haar:

-Han er saa elskværdig, sagde hun.

Karl lo:

-Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er forliebte.

Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.

Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:

-Vi ler af Dem, Knuth.

-Og af hvad? sagde Knuth.

-"Skaal", sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde:
Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak,
Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Øjnene til Ida, strækkende
Benene fra sig:

-Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.

Ida skænkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over Dugen og over hendes Haar, naar hun bøjede sig, mens hun begyndte at tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"….

Hun havde været der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien
… Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.

Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun maaske søgte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstød.

-Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden … vi var der om Aftenen … Olivia og jeg.

-Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.

Men Knuth, der vist ikke hørte stort andet end Lyden af hendes Stemme, og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig saá de tørre og solbagte Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfraværende:

-Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.

Karl sad og gyngede overskrævs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten mellem Læberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.

Saa sagde han:

-De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære.

Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt:

-Men vi kom ikke til Marselisborg.

Og Knuth, der maaske blussede stærkere end hun, sagde:

-Jo, vi kom der jo ofte—fra Garnisonen.

Karl blev ved at sidde og gynge paa sin Stol, mens han saá veltilfreds, med Øjnene ud over Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Haand mod Solen; hun blev som altid saa ungpigeagtig køn, naar hun talte om Francks.

Og Karl sagde pludselig med et Nik og skød Læberne frem, mens Øjnene smilede:

- Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie.

Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaasætninger i Karls Tale paa det sidste), men saa smilede hun igen, lykkelig foran Karls Øjne, der "tog" hende, og hun løftede sit Glas og nippede til det, med sine Øjne i hans.

Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre), og de sidste Stavelser kom pludseligt, næsten sørgmodigt:

-Hvor det dog er længe siden.

Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han skød Røgen ud gennem Næsen:

-Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige.

Uden at have hørt det sagde Ida og slog et Par lysende Øjne op mod Karl:

-Hvor mon man er i den næste Ferie?

Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Øjne:

-Ja, Fanden véd….

Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for idag, Frøken, sagde han og stødte sit Glas mod Idas. Der var noget underligt, ligesom af en Sprællemand over Knuths Bevægelser, naar han pludselig kaldtes ud af sin Aandsfraværelse.

Ogsaa Karl stod op.

-Naa— allez-y , sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han til Knuth—maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham—:

-Satan, saa hun lod Beauté springe igaar i Dyrehaven.

Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Læberne:

-Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu.

Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa. Et Øjeblik holdt han Ida foran sig: Naa, Pus, sagde han, og hans Stemme blev pludselig øm, da han saa Udtrykket i hendes Øjne: det var jo en dejlig Dag.

-Ja.

Hun støttede sig til ham.

-Naar Du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det bævede lidt i hendes Mundvige:

-For det er saa svært at gaa ud af den Dør, naar man har ventet her alene.

Man kunde næsten tro, at Karl pludselig var blevet rød. Men han sagde kun, saa meget blødt:

-Tak for idag, Pus.

Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine Øjne som før (men det var maaske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans Hals:

-Du, Du….

Saa gik de ud. Paa Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var bleg, det saá man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og fløjtede sagte, sagde glad:

-Nu ku' vi se Lejligheden.

Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone:

-For Frøken Brandt har lejet Lejlighed … nu ka' vi gaa derop.

-Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa
Karl saá, helt forbavset, hen paa hende:

-Naa, ja, saa la'er vi vær'.

Lidt efter skiltes de.

-Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.

Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl røg og
Knuth gik og tyggede paa sin Stok.

-De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Løjtnanten saa.

Karl skød Cigaretrøgen fra sig, men Knuth sagde i samme drømmende Tone:

-Ser De, det er de ømme Piger, man ska' ha'e.

Karl gik lidt, før han sagde:

-Ja, det er nok de bedste at ha'e. Han lagde et tøvende Eftertryk paa "ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de gik lidt igen, før han sagde, i sin slæbende Tone:

-Men De er s'gu en Drømmer, Knuth … Og en kvindetilbedende Person.

Pisken røg nervøst bort fra Knuths Læber.

-Ja, hvad er der andet? sagde han.

-Der er s'gu ogsaa Tilværelsen, sagde Karl og rynkede sin Næse: Og derfor maa man regne den ud—desværre.

Knuth gik og saá ud for sig.

-Ja, sagde han: man regner jo nok—men jeg véd ikke, undertiden synes jeg, det er, ligesom det var en anden, der lagde Tallene sammen.

-Er De ogsaa Filosof? sagde Karl sløvt.

Men Knuth, der blev ved at gaa og se ud for sig, sagde stadig i samme
Tone:

-Men man skulde være gaaet ind i Marinen.

Og lidt efter:

-For saa kunde man idetmindste være taget til Siam.

Og der slaas de.

-De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han standsede paa Hjørnet, fortsatte han inde i sin Tankegang:

-Ser De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.

-Det er hele Historien, afgjorde han og hilste med sin Pisk.

Karl kom ind paa Kontoret, meget for sent, og Bogholderen sagde ham nogle ubehagelige Ord. Det gjorde han ret ofte i den sidste Tid. Men Karl svarede ikke og satte sig blot foran Pulten, hvor han slog Protokollen op. Der var fuldt af Tegninger til Staldene paa Ludvigsbakke paa alt Klatpapiret:

-Saa til Helvede, iaften skulde han danse igen.

Paa én Gang kom han til at smile. Han tænkte paa Knuth:

-Han ser s'gu i Nærheden af et Skørt ud som han, der svømmede over til
Kæresten.

Og pludselig følte han en Længsel, en rent legemlig Længsel efter Ida, saa stærk, som ikke paa længe.

… Ida var gaaet op i sin Lejlighed og havde taget Overtøjet af. Rundtom stod de nye Møbler og de gamle, pakkede i Lærred: hun maatte tage fat. Men paa én Gang kastede hun sig, midt mellem de gamle Møbler, hvis Kanter tittede frem bag Drejl og Bast, ned over den nye Seng, og med Ansigtet ned i Puderne og med fremstrakte Arme, som var de naglede til det nye og brede Leje—græd hun og græd hun.

… Karl havde været hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe paa
Værelset; og nu skulde han gaa og han var forelsket og hed—ogsaa nu.

Ida stod med Armene om hans Hals.

-Hvor skal Du være iaften? sagde hun.

-Hjemme.

Han vidste knap, han løj, før han havde gjort det.

-Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Haar.

Saa gik han.

Ida blev siddende længe foran sin uryddelige Seng.

Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjær:

-Men hva' er det? Jomfruen har røde Øjne.

Frøken Helgesen talte bag Maskinen om Herren paa "A". Nu maatte
Professoren dog vist snart bestemme sig:

-Nu regner Patienten ud, sagde Frøken Helgesen: at der hvert Aar er lige mange, der skriver et T for et F.

Og Frøken Friis, der ostentativt stoppede sorte Silkestrømper, hvoraf hun havde trukket den ene som en Handske langt op ad sin Arm, sagde:

-Uh, den ækle Person, han er det rene Gespenst.

Frøken Kjær sagde, mens hun saá ind i Gasflammen over Bordet:

-Nej, ikke det … men der er noget over ham, som gik han og vidste, at vi alligevel allesammen maatte løbe lige i Gabet paa ham.

Men Frøken Øverud, der smurte Mad, sagde i Sammenhæng med de røde Øjne:

-Det kommer af den megen Nattevaagen. Jeg er ogsaa plaget af 'et. Men jeg bruger Søvand i en Flaske.

Ida gik til sin Nattevagt.

* * * * *

Julius aabnede Droskens Dør uden for Ankomststationen, og Generalinden steg ud.

Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i en Sofa.

-Gud, Du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et raakoldt Vejr.

Men Fru Mourier, der hvert Øjeblik fik Taarer i Øjnene, sagde, at hun havde ikke lukket et Øje om Natten: For som hun har ligget der i Køjen, Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.

Hun tænkte stadig paa Aline, som de var komne for at hente.

-Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tør man heller ikke være.

-Kære Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa først og sidst lade som der intet er passeret.

Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers
Handsker opefter Haandledet, saa man saá hele Formen af Neglene.

-Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevægede sit Hoved: men man tænker jo dog paa hende.

Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgørende Tonefald:

-Men kære Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.

Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde blive for Emilie, da hun hørte Fru Schleppegrell, der arriverede letstønnende med Fanny i sit Kølvand: Kære Børn, hva' det er for et Vejr—man mærker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske Undertrøje….

Ordene kom fra Admiralinden i en Strøm: Men som jeg sagde til Vilhelm (og hun satte sig) idag møder vi….

Fanny havde stillet sig ved Perrondøren. Hun havde et Ansigt, som naar hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesøg i Plejeforeningen og holdt sig Stuens Bredde fra dens Beboere.

Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde faaet, og
Emilie, der altid var lige betænksom, indtil hun pludselig saá rundt paa
Væggene og sagde:

-Kære Venner, hvor her er uhyggeligt … det er, som ventede man i et
Kriminalkammer.

-Ja, sagde Generalinden, denne Ventestue er virkelig skandaløs i en By som København.

De tav igen, og pludselig saá de Kate og Karl, der var i Ridedragter, ude paa Perronen foran Glasdøren.

-Dér har vi de to Unge, sagde Generalinden, og de nikkede alle smilende derud, mens Fanny betragtede dem i sin Lorgnet.

Kate nikkede igen med Rideslæbet over sin Arm:

- Voila l'Eglise triomphante , sagde hun og skød Læberne frem; hun havde faaet den Vane efter Karl.

-Ja, dér har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Hænder i
Ridebukserne, mens de slentrede videre.

Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdøren.

-Jeg vil skam se dem, sagde hun.

Hun vilde ind, men Døren var laaset: Naa, sagde hun og opgav det, Hæren rykker jo herud.

Karl, der ogsaa stod og saá ind mod Tanterne, lo højt.

De blev ved at se ind gennem Glasdørene og, mens de stod tæt sammen, lo de begge i glad Fortrolighed af Familien.

Der begyndte at blive Uro og Støj, og Herrer og Damer stak Hoveder ind ad Dørene, da Admiralen kom. Han var forkølet og hilste rundt paa Damerne, før han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Næse.

-Naa, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her saagu baade med
Redningsbæltet og med Landgangen.

-Aa ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere
Sangbund hos ham: jeg er, saa mine Ben ryster.

De tunge Bagagevogne begyndte at rulle hen over Perronen, og fremmede
Damer og Herrer samlede sig ved Dørene—ved Fannys ikke, hun havde en
Evne til at slaa en usynlig Kreds om sig, saa der blev et tomt Rum i
hendes Nærhed. Konduktørerne slog Portene op.

-Dér er de, sagde Admiralinden og røg op af Stolen, som vilde hun gaa frem foran en Front.

Generalinden havde grebet næsten krampagtigt om Fru Mouriers Arm og sagde med en Stemme, der pludselig rystede af Bevægelse, og som hun igen vilde gøre rolig:

-Gud, Mine, dette er jo kun en Glæde.

De var alle gaaede over mod Døren.

-Fanny, sagde Admiralinden: Kommer Du?

Og korpulent og bevægelig som en Festarrangør sagde hun til
Generalinden:

-Vi bør være sammen … Hvor er de Unge?

-Her er Kavalleriet, sagde Karl.

Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som "fulgte" han fra
Frederiksberg en højtstaaende Vaabenfælle fra Landetaten.

Folk trængte sig frem paa Perronen, mens Generalindens Flok stod samlet og, halvbefippet, saá Lokomotivet glide frem, og mens Admiralinden bevægede sine Arme to Gange, som om hun allerede aabnede sin Favn for de Hjemvendte, og Fru Mourier stjal sig til at tørre sine Øjne.

-Ser Du dem?

-Ser I dem?

Sagde Generalinden; og Kupé for Kupé gled forbi: Vilhelm, er Du her, sagde Admiralinden.

Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se paa Hofmassøsen, hviskede hun. Der gik ikke en eneste Trækning over Fannys Ansigt, mens hun mønstrede de første Klasses Kupéer gennem sit Glas.

-Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvældet af Bevægelse og som vilde have Datteren hos sig.

-Der er hun, sagde Generalinden og begyndte at vifte med Haanden, og saa saá de Fru von Eichbaum staa rank i sin Kupé.

De ventede allesammen paa det andet Ansigt, mens de hilste. Fru Mourier vidste ikke, at to store Taarer løb hende ned ad Kinderne.

-Saa, hviskede Kate til Karl.

-I venter da ikke Aline? lød det saa højt fra Fru von Eichbaum i Kupéen.
De var alle begyndt at følge med det glidende Tog som trukne i en Snor
og blev pludselig staaende. Der var ingen, der sagde noget, til
Generalinden efter et Sekunds Forløb igen begyndte at vifte med sine
Hænder, og Toget holdt.

-Hun tog fra Ringsted (Fru von Eichbaums første Blik havde søgt Karl og traf ham i Ridedragten ved Siden af Kate) i sin gode Landauer med Feddersen.

Kate havde drejet sig om paa Hælen: Quelle blague , sagde hun til Karl:
Filippine.

-Den gælder ikke.

-Saa? pyh, var det ikke, naar Moderen satte Taaen paa Jorden.

Og pludselig hørte man Admiralinden, der havde behøvet et Øjeblik for at samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet; Generalinden gav sig paa én Gang til at græde, mens hun omfavnede Fru von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Aa, saa er hun hjemme nu….

De talte pludselig højt, ret højt, om Rejsen og Chocoladen og
Dampskibet, som om Fru Aline aldrig havde eksisteret, mens Fru von
Eichbaum et Øjeblik blev staaende foran Kate med begge sine Hænder i
hendes.

-Men, sagde hun næsten rørt: Du ser jo helt blomstrende ud.

Admiralens havde allerede absenteret sig. Admiralinden og Fanny maatte tage Droske. De skulde til Hendes Naade Frøken Juel.

Admiralinden udtalte sig endnu ikke om Begivenheden, men sagde:

-Kate Mourier bliver no'et svær.

Fanny, der gennem Vognvinduet betragtede Kate og Karl, som modtog deres
Rideheste af Manden, der havde holdt dem, sagde, uden nogen Forklaring:
Hun er en Tøs.

Fanny havde hørt Kates Bemærkning om Hofmassagen.

Admiralinden modsagde ikke sin Datter: Men Du skal se, sagde hun blot: hun sætter igennem, hvad hun vil … Det er den Slags unge Piger, som i vore Dage bliver forsørgede.

-Naar de kan forsørge ham, sagde Fanny.

Fru von Eichbaum og Generalinden var ogsaa komne op i en Droske; de kørte alene paa Grund af de adskillige Effekter.

-Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et Øjeblik, hvor jeg blev ganske kold—da ingen saá henner—til jeg genkendte din kloge Fornuft.

-Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: det var jo det eneste, naar det da kunde arrangeres.

Fru von Eichbaum nikkede pludselig saa smilende: det var Kate og Karl, der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.

-Hvor det klæ'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en pludselig Fugtighed i Øjnene: Naar Karl blot ikke forsømmer sit Kontor.

-Kære, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og lidt efter:

-Og Du, han sidder vel heller ikke paa den Kontorstol for Evigheden.

De to Søstre sad med hinanden i Hænderne.

… De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen efter at have haft Ane inde til Nejning.

-Ja, Du, hva' det er velsignet at være hjemme igen mellem de fire go'e Vægge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og, mellem os sagt, det har ikke været en blot Fornøjelse….

Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve … der intet sagde.

-Det værste var jo nu, at der skulde tales og tales til mig, som mener, at man aldrig véd, hvad man ikke vil vide. Men Aline skal jo en Gang lægge Hjerterødderne blot. Vil Du tænke Dig, faar hun ikke inat et sandt Anfald af sin Talesyge—i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan høres paa Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat for Søsyge.

Fru von Eichbaum tav lidt og saá frem for sig.

-Men, sagde hun: hva' et Menneske maa opleve, naar det kaster sig ud fra sit faste Bolværk.

Fru von Eichbaum tav igen og saá ud som i et langt Perspektiv af det
Ufattelige.

-Men, sagde hun saa: en Rejse frisker jo altid paa Ens Sprog.

Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum maatte trænge til at hvile.
Inde i Kabinettet stod der en Buket.

Det var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum saá paa den. Den var nydelig:

-Men, Gud, Du, den megen Høflighed, sagde hun: den kan næsten virke lidt generende.

Generalinden sagde:

-Ja, Du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin
Taknemmelighed.

Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Raad røg jeg jo, under et Paaskud, forleden hos Mouriers med Svovl … Men, Mille, nu skal Du til Ro.

Hun gav Søsteren Haanden, og, pludselig rørte, kyssede Søstrene hinanden med Taarer i Øjnene….

Karl sad paa Kontoret. Han tænkte paa Filippinen. Genstanden var en
Ridepisk: den maatte s'gu være med Guldknap. Han nikkede over sin
Protokol: Men han vilde vente til efter den første, naar Gagen faldt.

Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl
Tøjet paa og stod under Gasblusset:

-Er din Mo'r saa kommen, sagde hun.

-Ja, sagde Karl, der havde faaet Seddelen, og han slukkede.

-Du maa undskylde. Pus, men jeg har s'gu saa travlt.

-Tror Du, jeg skal gøre Visit, sagde Ida fra Mørket.

-Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Mørket.

-Ja, jeg vidste ikke….

Hun talte saa sagte.

-Ka' Du finde Vej? sagde Karl og aabnede Døren til Lyset….

Men paa Haandtaget rørte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjælpeløs hastigt.

-Godnat, sagde hun.

-Godnat, Pus.

Porten til Gaden slog op, og man hørte de mange Sporvejes Klokker, da
Karl gik ud i Vrimlens Lys.

Ida var bleven mager, saá man, naar hun naaede Lygternes Skær, mens hun gik tilbage gennem den tavse og halvmørke Gaard.

… Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var tændte og de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun tænkte, hun vilde have det paa Skrivebordet for Lysets Skyld:

-Véd Du, sagde hun: jeg sad saamæn før Middag og saá rigtig længe paa Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der kommet noget tænksommere i Udtrykket.

* * * * *

Karl og Ida kørte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhaanden faa, og de herte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujævn Stenbro.

-Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra
Lygte til Lygte.

-Og koldt er 'et, sagde Karl. De krøb sammen i hver sit Hjørne.

Drosken luntede videre, og de to tav igen.

-Men han kører osse, som om han kørte til Begravelse, sagde Karl.

Og de tav igen.

-Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen.

-Naa, mumlede Karl.

-Men hun var ikke hjemme.

Karl tyggede paa sin Cigar, og, vel uden at tænke over det, sagde han:

-Hun var s'gu hjemme.

Ida hørte ikke mer Hestens Hove. Det var det, hun havde tænkt, tænkt paa lige siden: Hun var hjemme; lige fra hun stod foran Døren, der blev lukket, vidste hun: hun var hjemme.

De hørte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen, sagde Karl og skød op i Sædet. Der blev Folk og Støj og Lys af Gasfakler.

-Nu skal man li'e godt se paa Genstandene, sagde Karl og strakte Benene saa hjemligt i Skæret af Gassen.

-To; han skød Penge ind til en Frøken ved Telthullet, mens han—han havde igen faaet den Manér at kigge hvert Kvindfolk op under Hatten—kiggede hende ind i Ansigtet.

-Hva' sukker Du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.

-Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et Sæt.

Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han, mens en Dame allerede fløj, florbeskørtet, gennem Tøndebaand, og alle Pladser var fulde af Københavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften.

-Hvor her er mange, sagde Ida.

-Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog altid en Afveksling.

-Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han mønstrede, nikkende og i ét Blik, Krikken og den florbeskørtet og de syv Musikanter og Publikum.

-Her er s'gu godt, gentog han og gned sine Hænder, saa det knagede i hans Stol (der bredte sig ogsaa gerne saadan et vist Velvære over ham efter de Eneture i Droske, naar han kom mellem flere Mennesker).

Et Par Klovner væltede sig om paa Jorden, mens den graciøse Dame pustede. De stødte Peber, og de "kørte i Holstenskvogn", saa det drønede.

-De har Puder paa Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de
Omsiddende lo og fniste.

-Her vil Folk saagu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben, indtil han pludselig stødte sin Stok (det var, ligesom hun sad saa ene) op mod Idas Hage.

Hun fo'r sammen; saa smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Haand,
Sølvknappen fast mod sin Hage.

-Ja, sagde hun.

Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille "den sidste Rose" paa en Violin, og der blev mere sløvt i Publikum, og stille. Karl holdt Cigaren mellem Tænderne og førte den op og ned i den bedrøvelige Takt.

-Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har maaske ogsaa været der for tit.

Karl vendte sig: Herre Gud, tænker Du paa det endnu?

Og pludselig gættende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog med et godmodigt Klap ned paa hendes Haand (han vilde i det Hele saa gerne trøste hende i den sidste Tid):

-Moderen véd s'gu aldrig nogenting.

Ida klemte fast om hans Haand: Aa, Du, hviskede hun. Men Karl rankede sig i Sædet med strakte Ben:

-Naa, dér har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin venstre Haand.

Baron-direktøren fremførte to Heste. De dansede Vals og satte over
Barrièrer; de brune Skind spændtes og skinnede under Springene, alle
Ansigter vendtes og fulgte dem. Saa lød der pludselig, bagfra, en Stemme
gennem Teltet:

-Det er s'gu godt, Baron.

Alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en Dame ovre paa den anden Side lo ustandseligt for, saa hun vred sig paa sin Stol.

-Se dog, se dog, sagde Ida.

Men to brede Mænd henne ved Teltvæggen, der fulgte hver Hestenes mindste
Bevægelse, sagde:

-Det er hørt.

Folk begyndte at le igen, saa de virrede med Hovederne, leende ad hinanden, fordi de lo ad ingenting.

-Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Haand mod sit
Bryst og støttede den højre mod Karls Knæ.

Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af
Cigaren, nikkede og sagde, med sit betænksomme Udtryk:

-Det var en Springer for Kate.

Ida havde ikke forstaaet straks—men nu rejste

Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktøren, sagde han, og hendes Haand faldt bort fra hans Knæ, ned, overmod Stolens Arm….

Saa saá hun en Dame, der var kommen op paa en Line, en uhyre lyserød
Dame, og hun hørte igen Folk le og saá Karl nikke til sig henne fra
Staldaabningen (han holdt aldrig af, naar hun sad saadan, som hun ikke
kunde røre sig) og hun smilede paany, mens han kom hen imod hende.

-Der er Herrens Overflødighed, sagde han og stak sin Arm ind under hendes.

Ida sad et Nu med Hovedet støttet mod hans Skulder: Det er li'som hjemme paa Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der skælvede ganske lidt.

-Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.

-Aa, sagde Ida: Olivia gemte hans Portræt i sin Syæske.

Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt. Tilsidst fik hun Touche, for Jublen vilde ikke lægge sig.

-Godaften, min Pige, sagde Herren fra før og vinkede venligt Damen af.

Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:

-Dér er Frøken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.

-Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, dér er hun, sagde han.

Men Frøken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:

-Godaften, er De ogsaa kommet paa Amager? sagde hun og skred videre med løftet Skørt. Der var noget eget tilvant og glad fremtrædende over hendes Ryg og nedefter. Da hun havde naaet sin Stol og satte sig, sagde hun til den lille, stornæsede Herre i hendes Kølvand:

-Det er Barndomsvenner.

-Naa, sagde han langtrukkent: saá er det kriminelt.

-Det er en slem Lømmel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde som En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:

-Naa, hun holder s'gu nok Bøtte.

Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke smagte.

Ida bøjede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole, og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund) ganske sagte:

-Karl, og det var det første, hun havde sagt siden Frøken Friis var gaaet forbi: jeg bryder mig ikke om det.

Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt stærkt, mens det summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.

-Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.

Ida havde et Nu pludselig Taarer i Øjnene, men saa smilte hun igen (hun forstod ham jo saa godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op imod ham:

-Karl, jeg bryder mig slet ikke om det.

-Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl, stadig med samme Stemme og, med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:

-Jeg vil s'gu gaa ud til Direktøren.

-Vil Du gaa igen? Det kom saa hastigt, og Ida løftede Haanden saa meget som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til allersidst ogsaa var af Forfængelighed).

-Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.

-Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Frøken Friis, der gav sig til at nikke til Ida to Gange.

Der lød en Fanfare: Dér har vi Jokeyen, sagde Karl og strammede sig uvilkaarligt i Sædet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han rider godt.

Ida nikkede kun foroverbøjet, medens der var noget over hende som over et Barn, der stopper Fingrene i Ørene, naar det vil læse, og hun tog ikke Øjnene fra den nøgne Mand, der satte i Spring.

Folk klappede og klappede.

-Han springer godt, sagde Karl.

Og Ida, der nu uvilkaarligt blev ved med Øjnene at følge det nøgne
Legeme, sagde sagte og blev rød, far hun havde sluttet Ordene:

-Han er dog ikke saa smuk som Du.

Karl saá pludselig ned paa hendes Ansigt:

-Du er s'gu begyndt at se paa Mandfolk, sagde han.

Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:

-Skal vi saa gaa, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig.
Først henne ved Indgangen hilste de paa Frøken Friis.

De kørte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa livlig bag Handsken:

-Kan vi ikke køre til "Dagmar" idag?

-Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:

-Folk træffer man alligevel allevegne.

Og idet han pludselig gned Hænderne, sagde han i en anden Tone, som en
Mand, der har taget sin Beslutning:

-Saa vil vi s'gu spise.

Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde han, og der kom et snaksomt Velvære over ham, som om han allerede sad foran det røde Dyr og Salatbladene.

-Iaften vil vi drikke, sagde Ida.

-Frøken Friis' Skaal, sagde Karl fra sit Hjørne; og de blev begge tavse igen, stirrende ud hver af sit Vindu.

-Nu er vi ved Højbro, sagde Ida.

-Naa, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, før
Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kelnerne løb i det meget
Lys mellem mange Gæster, og de fik et Kabinet.

-Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben af.

-De er s'gu alle éns, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af Spisesedlen. Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt tilbage af Velvære: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er s'gu rent gal, sagde han og missede med Øjnene til Ida: men en prægtig Fyr. Og om Admiralen: nu havde han været upaalidelig igen; han kunde s'gu heller ikke la'e de Hunkøn gaa. Og om Bogholderen: Han bli'er, ryste mig, værre og værre, sagde han og rynkede Næsen, mens han blev ved at spise.

Men Ida, der sad og saá paa ham, sagde og smilte:

-Du ser saa godt ud, naar Du spiser; og hun førte sin Haand ind under hans Manchet op ad hans Arm.

-Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned mod hendes Haand.

Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.

-Ja, sagde Karl blot.

Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Saa kønt der blev—nu var Tæpperne kommet … til at gaa over begge Gulve … aa, Mønstret var saa smukt, med lutter visne Blade, strøede overalt … og Portièrerne ligesaadan …

Hun blev ved at fortælle om de lutter gule og brune Farver i
Gulvtæppemønstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i
Verden vilde hun blive ved at tale og—tav.

-Men naar bli'er der færdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og regnede noget ud.

-Jeg véd ikke, sagde Ida, med Hovedet støttet i sin Haand, med en
Stemme, der pludselig sitrede.

Den Ruslæders Portemonnæ var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas.
Han tog den tankeløs op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et
Brev.

Ida greb ham i Armen: Det maa Du ikke se.

Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?… Og i en Tone, som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:

-Det er naturligvis om Pengene.

Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:

-Jeg forstaar s'gu ikke, hvad Du gør for at lokke alle de Penge fra ham.

-Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig Ansigtet ned mod Dugen; og i samme Aandedrag—som for at sige, at det skulde han ikke tage sig nær—saá hun op og sagde:

-Det har jeg jo altid gjort.

Karl, der blev bevæget og knap gjorde sig Rede hvorfor, mumlede:

-Men at lyve sig til et helt Møblement er ikke saa let….

Ida smilede igen, mens hun saá ud over det uendelige Væv af alle sine egne Udflugter.

-Jo, sagde hun og lo næsten: naar man først er begyndt, saa kan man altid lyve videre.

-Du bliver s'gu et fordærvet Fruentimmer, sagde Karl. Det var længe siden, han havde taget saa fast eller ømt om hendes Haand.

-Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.

Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet ikke sige det:

-Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked.

-Det manglede blot, brast det ud af Karl.

-Ja, saa var det da forbi, sagde Ida.

Men Karl svarede ikke, før han sagde, med samme Udtryk som før inde i
Cirkus:

-Men, for Fanden, hun holder vel Bøtte.

Han kaldte paa Kelneren for at betale.

-Skal vi allerede gaa, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en
Angst over hende, naar de skulde gaa; og hun saá ud over Bordet og
Glassene.

-Det er s'gu paa Tiden, sagde Karl.

Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en
Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslæders Portemonnæ.

Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles fra hende:

-Nu ta'er vi hen i Lejligheden.

-Men der er jo ikke istand, sagde Ida.

-No'et er der vel paa Plads, sagde Karl, og han raabte Gade og Nummer ud til Kusken.

…-Du maa ikke se Dig om, sagde Ida, der ude i Gangen havde faaet en lille Lampe tændt og som nu aabnede Døren. Men idet hun løftede Lampen foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede paa to store Ruller, der stod lænede op imod Væggen:

-Det er Gulvtæpperne.

-Sikken Mængde, sagde Karl, der stod og tænkte paa, at Møblerne vilde blive for store for Stuen.

-Ja, og hun nikkede til ham: Men Mønstret kan Du ikke se.

-Jeg er forfærdelig tørstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.

Ida havde Rødvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en
Cigar, der var gaaet ud; han stødte i Tanker til Møblerne som til
Stængerne i et Bur. De tomme Vindusaabninger gabede paa ham som et Par
stirrende Øjne.

Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hælde Vinen i sig.

Men pludselig bevæget, eller desperat—for han kunde i det Øjeblik gerne have slaaet alle de Møbler i Smadder—sagde han og hans Stemme var lav:

-Naa, Skaal, Pus.

-Ja, sagde Ida og saá fra Stuen, hvor Møblerne, der ikke var paa Plads, kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det første Glas, vi drikker her.

Og hun drak, til Bunden, med Øjnene fæstede paa hans Ansigt.

… Karl var gaaet.

-Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.

Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved.

Hun vilde kun være ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun gik. Men da hun kom ned paa Gaden, næsten løb hun. Hun tænkte: hvis hun mødte Frøken Friis—i Porten—eller udenfor—og hun løb, som om hun derved kunde undgaa det.

Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke mødt nogen.

Hun tog sit Overtøj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa aabnede hun Døren. Hun vilde se Roed og Frøken Petersen, se dem, inden de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet paa Gangen lysnede det allerførste Skær af Dagen og de Syge blundede. Sagte drejede hun Nøglen om og gik ind. Roed og Frøken Petersen sad hver paa sin Side af Kakkelovnen, stive i Øjnene af Søvn.

-Gott, Gott, er det Dem, sagde Frøken Petersen.

-Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og aandsfraværende, eller frygtsomt, glattede hun med sine Hænder ned over Roeds Haar.

-Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvaagedes underligt ligegyldige
Stemme.

-Ja.

Ida slap hende og gik hen til Tærskelen til "Salen". I den nærmeste Seng rørte Patienten sig, og Ida gik ind. En skægget Mand med blaa Briller laa og stirrede op paa hende.

-Godaften, Frøken, sagde han med saadan en ydmyg Stemme.

-Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem.

Patienten svarede ikke. Det var en Dranker, som var her for tredje Gang.
Han laa kun og knugede Hænderne:

-Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Hænderne, saa
Knoerne blev hvide.

Og mens han saá hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs hans Sider, sagde han—det Blik maa En have, der korsfæstes—:

-Jeg kan ikke andet.

Ida lænede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun fortvivlet.

… Karl var kommen hjem. Halvt afklædt blev han ved at marchere paa
Gulvet.

-Det er utroligt, sagde han.

-Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin
Marche og nikkede ind i Lampen.

-Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i
Lyset.

Endelig satte han sig hen paa sin Seng.

-Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham Højst ubehageligt: og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkaféen for at vente.

Tilsidst kom han ned mellem Tæpperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op i Luften.

-Det er mærkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.

Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Mørket laa han længe og kastede og vendte sig og virrede med Hovedet, men ogsaa hans Hænder var særligt urolige—som en Mand, der er plaget af besværlige Fluer …

… Han var heller ikke i noget lyst Humør, da han stod op, og Skilningen kunde han ikke faa lige, mens han blev ved at sidde og herse med Kammen og Børsterne foran sit Spejl. Men paa én Gang løftede han Ansigtet og, idet han saá sig selv lige ind i Øjnene i Spejlet, sagde han halvhøjt og med et Nik:

-Ja, det er det: et Menneske gør s'gu, hvad han maa.

Ida havde ventet længe oppe paa Kammeret. Nu maatte hun ned i Thestuen, nu maatte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den rolige.

Aldrig syntes hun, hun var gaaet saa rank. Nu var der kun Døren, som skulde aabnes, og Tærskelen, som hun skulde over.

-God Morgen.

Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og set paa Alles Ansigter, at de vidste intet; og set Frøken Friis, der sad nærmest Døren og skød op fra Stolen til et Favntag.

-Godmorgen, Søde, sagde hun.

Og da hun kyssede hende, skød hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod
Idas Kind.

Ida blev blødende rød….

Og hun hørte Frøken Helgesen sige:

-Hos os har der inat været to Dødsfald.

* * * * *

Maaske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gaa. Maaske kom der ingen, saa hun kunde gaa.

Men Ellingsen var ved Døren for at "hjælpe Frøkenen".

Han tog Kaabe og Hat, og hun fik dem paa:

-Tak, sagde hun: Farvel.

Men Ellingsen, der stod ved Døren, sagde, og der var megen Fugtighed om hans Læber:

-Frøkenen glemmer sine Pakker.

Ida tog dem og Ellingsen lukkede ogsaa Gadedøren op:

-Farvel, sagde hun og gik.

Gadedøren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Støv, han syntes havde samlet sig paa Dugen, hvorpaa han med den samme Serviet tørrede sig om sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjældent haft mindre end en seksten, atten Kroner om Maaneden af "det Selskab".

Det ringede ved Bufet'en.

-Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.

Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen….

-Ida gik—hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen—langs Stien, mod
Østerbro, udad, længer og længer.

Dér mødte hun dem. Han saá dem langt borte. Der var de.

Hun maatte gaa dem forbi. Smaapakkerne hang ligesom saa løst i hendes slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bøjet til Hilsen.

Men Kate standsede sin Hest et Øjeblik.

-Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket dejligt Vejr!

-Ja, dejligt, sagde Ida, der pludselig stirrede hende op i hendes
Ansigt.

-Man mærker formelig Foraaret slaa op af Jorden, sagde Kate. Karl holdt lidt fra dem. Det saá ud, som hans Hest ikke var saa lige at styre.

-Naa, allons … Godmorgen.

De red bort.

-Hun var kommen langt ud, sagde Kate.

Og lidt efter, mens hun saá ud over Hovedet paa sin Hest, tilføjede hun:

-Det er mig forresten ligegyldigt.

Karl vilde spørge hvad, men tav pludselig med et forbløffet Ansigt.

-De er s'gu min Overmand, sagde han saa, da de havde travet en Stund.

Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vaagnet. Hun saá hvert Ansigt, hun mødte, som var det mærkelig lyst, og hvert Gitter og hvert Hus og hvert Træ, som var alting saa mærkelig skarpt. Og hun hørte hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.

Men Mulden saá hun mest og de gule Krokus og Rosentræerne, der var afdækkede nu—for nu vilde det snart blive Foraar.

Hun kunde være gaaet ti Mil og bøjede dog om ved Søhjørnet, af Vane.

Paa Vejen tæt ved Rørholm mødte hun Frøken Friis, som begyndte at larme langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet hendes Skik. Men, kære Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden. Frøken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare lige om Hjørnet….

Ida var pludselig saa træt, eller maaske følte hun Trang til at nyde en sidste Smerte.

-Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop.

Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjærg. Frøken Friis var iforvejen og læste paa alle Dørplader.

-Og et yndigt stille Hus, raabte hun ned (det var lutter Embeds-og Bestillingsmænd samt en Baptistpræst, som boede der) og hun kunde næppe vente, til Ida fik lukket op og sagde, som om hun havde glemt det:

-Ja, her er Haandværkere.

Men Frøken Friis raabte allerede inde fra Dagligstuen:

-Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun røg ud igen paa Gangen: hun maatte kysse Ida af Henrykkelse, før hun svajede ind paany. Hun befølte alt og saá alt og snakkede, til hun pludselig satte sig paa en Stolearm:

-Men, søde Brandt, hvor maa det have kostet.

Ida sad ned. Ubevægelig saá hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu var det paa Plads.

Hun hørte ikke Frøken Friis og ikke, at hendes Ordstrøm pludselig standsede, følte kun, at hun var ene, et Nu, og løftede sine Hænder fra sit Skød—da Frøken Friis kom frem i Sovekammerdøren.

-Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig havde brugt: De véd, hvordan De vil ha'e det.

Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked op i hendes Kinder.

-Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte.

Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den store Seng.

-Saa gaar vi, gentog Ida.

Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.

Men Ida ventede tavs først ved Dagligstuedøren og saa ved Entrédøren, sidst ved Gadedøren, indtil Frøken Friis var ude. Heller ikke paa Gaden kom Samtalen i Gang. Frøken Friis var ogsaa stille, optagen af Sit som af en Opdagelse. Men da de naaede Hospitalsporten, sagde hun, før hun skulde videre "et Ærinde":

-Men Gud, Brandt, vær nu fornuftig—dette er jo kun for vi frisindede.

Ida skød tavs hendes Hænder bort fra sin Arm.

-Farvel, nikkede Frøken Friis.

Da Ida, der bestandig bar de to Smaapakker, kom ind paa Trappen i
Pavillonen, mødte hun Frøken Kjær.

-Nej, sagde hun med sin glade Stemme—hun var saa vant til, at Ida bragte noget med sig hjem—:

Jomfruen har Kager.

Og hun løb iforvejen op til Frøken Petersen: Jomfruen har Kager, sagde hun, og de samledes hastigt til Picknick i Køkkenet.

Ida sad og saá Kagen forsvinde mellem Petersens Tænder.

Da de to var mætte, var der et Stykke tilbage. Det blev tilbudt
Josefine, der kom for at hente Spandene.

-Ja, no'en skal jo ha'et, sagde Josefine.

Men Frøken Petersen sagde:

-Ach, vi skulde have gemt den til Kaffen.

Ida havde rejst sig og gik.

* * * * *

Frøken Friis' "Ærinde" var et Minuts Løb ind til Svendsen, hvor den
Stornæsede spiste Frokost. Frøkenen var helt vims og forpustet af
Morgenens Iagttagelser.

-Nej, Du, sagde hun: det havde jeg aldrig troet—for der var raffineret….

Den Stornæsede betragtede sit Smørrebrød med Sky.

-Det er s'gu altid saadan med de meget blide Piger, sagde han.

Frøken Friis sad lidt; hun saá stadig Sengen og de store Vaskekummer og den brede Hvilesofa for sine Øjne.

-Ja, det maa det vel være, sagde hun eftertænksomt og nikkede.

Men lidt efter sagde hun:

-Men, Gud, hvor det maa være dejligt at ha'e Penge.

-Naa, sagde den Stornæsede: det vigtigste er s'gu, at man véd, hvad man vil hinanden.

Han bød Frøken Friis paa et Glas Øl, som hun nød med opdraget Slør.

Men pludselig sagde hun, paany ganske ophedet:

-Frederik, hun havde flyttet Sengen midt frem i Lejligheden.

-Ja, den bliver s'gu nok staaende, sagde den Stornæsede.

* * * * *

… Kate Mourier havde faaet den mærkeligste Vane. Hun vandrede op og ned gennem alle Stuer med begge Mynder efter sig.

-Kære Kate, hvor Du marcherer, sagde Fru Mourier fra sin Sofa.

-Jeg tænker, sagde Kate og vandrede videre.

-Men kunde Du ikke gøre det siddende, sagde Fru Mourier.

Pludselig havde Kate sat sig med begge Mynderne foran sig, og rejste sig saa igen. Henne ved Døren strakte hun Armene op langs Dørkarmen.

-Er det iaften, vi skal paa Koncert? sagde hun og saá ud i Luften.

-Ja.

Det var rart … For jeg trænger til Musik, sagde hun og gik ind.

Fru Mourier blev siddende. Bladene i hendes "Edition Peters" blev liggende urørte. Hun tænkte paa, at det var godt, at Mourier endelig kom—nu til Selskabet for Aline.

For Fru Mourier vidste ikke rigtig, hvordan det stod til med Kate.

Det ringede, og det var Fru von Eichbaum. Hun kom blot for at spørge, om
Mourier ogsaa tog Tjeneren med til Byen.

-For Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun.

Mouriers Tjener skulde hjælpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den til Byen ankomne Fru Feddersen.

De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde saa, i en anden Tone:

-Børnene har jo redet, Du.

-Ja, sagde Fru Mourier og saá ud for sig. Hun havde saa gerne villet "tale rigtig ud"—og lod være.

* * * * *

-Fru von Eichbaum sad med Generalinden foran det dækkede Bord i Generalindens Spisestue, hvor Fru von Eichbaums Gæster idag skulde spise. Der var færdigt.

Fru von Eichbaum saá ud over Dekorationen, der var Krokus fra
Landstedet, og sagde:

-Saa kommer den lille Brandt. Jeg gik selv derud imorges.

Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun:

-Det var jo urimeligt at la'e Pladsen staa tom, og hun har jo dog li'esom færdedes her i Vinter … Desuden hjælper hun saa lidt med ved Theen.

-Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er der … Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at det var sagt: under disse Omstændigheder.

Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hørt det, for hun rejste sig kun og sagde:

-Og nu er der for Julius kun at tænde Lysene an.

Ogsaa Generalinden stod op, men henne ved Døren blev Fru von Eichbaum staaende:

-Saa vilde jeg jo ønske, Du, sagde hun noget langsommere: at Aline kom lidt tidligt … for, Lotte (Fru von Eichbaum gjorde en Bevægelse med Hænderne, som bragte hun noget paa Plads) saa li'esom er hun der.

Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum aabnede Døren.

De gik gennem Gangen ud i Generalindens Køkken.

-De Skærmbrædter, Lotte, sagde Fru von Eichbaum, idet Søsteren gik gennem Generalindens Køkken, hvor nogle graa Skærmbrædter dækkende garnerede Køkkenbord og Komfur: De Skærmbrædter er en Velsignelse.

De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der paa en Snor inde ved Komfuret havde sine Handsker til Tørring:

-Og saa si'er Julius den fremmede Tjener Besked.

Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besørge det.

Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun før Middagen ikke.

De tre Stuer laa i stille Hygge, og Kullene, der var lagte sparsomt paa, brændte svagt. Fru von Eichbaum satte sig paa sin Plads i Sofaen. Hun vilde kniple, til hun skulde klæde sig paa. Sengeomhænget var snart færdigt—om nogle Uger. Men Kate, Barnet, havde virkelig ogsaa i den sidste Tid, her om Aftenerne, kniplet rigtig flinkt. Og meget jævnt.

Det var rigtig, som der var kommet mere Ro over de kønne Fingre.

Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Hænder, og hun faldt i Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum tænkte paa saa mange Ting, paa denne Vinter og paa de mange Vintre før, paa Aline og paa Kate og paa Karl … Og pludselig tænkte hun paa en af Konfessionarius' Prædikener.

Udlæggelsen havde været om Troskaben og Dagværket og Lønnen, som blev
Fred.

Fru von Eichbaum blev pludselig bevæget, og i Halvmørket brugte hun Lommetørklædet. Hendes Øjne var fæstede paa Hr. von Eichbaums Billede over Skrivebordet: han saas endnu i Halvlyset.

Hans Enke havde foldet Hænderne.

Saa vaktes hun af sine Tanker. Hun hørte Karl. Han aabnede Døren til
Spisestuen og kom ind.

-Er Mo'er klædt paa? spurgte han.

-Nej, jeg har saamæn siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra
Mørket: Men alt er i Orden.

-Faar vi saa Christensen? sagde Karl, der var falden ned paa en Stol.

-Ja.

De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde:

-Og saa har jeg bedt Frøken Brandt.

Maaske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmørket, men Ordet kom ikke, og begge hørte kun Uhret, der dikkede videre.

-Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, lød det fra Sofaen.

-Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede næsten umærkeligt: Saa har jeg jo tænkt mig det som en Slags Afslutning.

Uhret dikkede videre, maaske et Minut.

-Vil Du saa tænde i Hjørnet, sagde Fru von Eichbaum.

Karl tændte, og Fru von Eichbaum rejste sig.

-Det er nok paa Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Sønnen, lagde hun pludselig Armen paa hans Skulder:

-Jeg har siddet her og set paa din Fa'rs Portræt….

Karl følte, at hun sitrede.

Og pludselig bevæget, ligesom hun, sagde han:

-Mo'r er saa god—og kyssede hende paa Panden.

-Og nu maa vi klæde os paa, sagde Fru von Eichbaum: Bordordenen har
Julius lagt ind paa dit Bord….

Karl stod inde i sit Værelse og studerede "Bordordenen". Han Følte noget af en Lettelse: Ida, der skulde have Kandidaten, skulde sidde paa samme Side af Bordet som han selv.

* * * * *

Julius var ovre i Spisestuen færdig med at tænde Lysene an, da Mouriers
Hr. Christensen arriverede med Mansketskjorten dækket af en Fløjels
Skjorteskærmer. Julius behandlede den Fremmede med meget Ceremoniel og
sagde, at han "turde maaske sætte ham ind i Forholdene".

Han førte Hr. Christensen ind i Generalindens Gæsteværelse ved Siden af Spisestuen, og Hr. Christensen afførte sig Overtøjet, mens han betragtede de to Senge.

-Her retter vi an, sagde Julius.

Julius havde tænkt, at Hr. Christensen kunde skænke.

Hr. Christensen, der bar Guldlænkeknapper og tre firkantede Guldknapper
i sit Skjortebryst—han havde tjent i Garden og uddannede sig under Hr.
Mouriers aarlige Ophold i Karlsbad flittigt efter internationale
Mønstre—betragtede Flaskerne….

-Af hvid Vin, sagde Julius, plejer vi at skænke tolv Glas af Flasken.

Hr. Christensen, der saá ud som en Mand, der ikke vil undres over noget, begyndte at sortere Flaskerne med et Par meget soignerede Hænder. Paa venstre Haands Lillefinger bar han en bred Guldring.

Fru von Eichbaum var paaklædt og stænkede Værelserne med "en Anelse" af
Kølnervand.

Portneren havde indtaget sin Post foran Porten for at avertere Droskerne. De maatte holde paa Gaden. "Mellemgaarden" var for smal, saa de kunde vanskelig vende.

Men den første Gæst kom gaaende. Det var Kandidaten. Han kom bestandig først af ubehjælpsom Angst for at komme for silde, og han sagde til Julius, mens han aftog mange besynderlige Klædningsstykker:

-Der er nok ingen kommen, og gik ind til Fru von Eichbaum, med Hovedet paa Skakke, mens Fru von Eichbaum rejste sig og sagde: Det var dejligt at se Dem, Henrik, saa har De det da nogenlunde. Kandidaten kom til Sæde og takkede. Naar Kandidaten sad midt i en Stue, saá han ud, som han var anbragt i en Krog, og han holdt Benene underligt ind til hinanden, som gemte han dem i en Fodpose. Fru von Eichbaum, der hørte nogen ude i Gangen, sagde:

-Ja, Foraaret er jo svært for alle den Slags Tilfælde …

Kandidatens "Tilfælde" var et Maveonde.

-Men har De nu ogsaa i Vinter haft Lammeskind under Deres Bord?

Fru von Eichbaum rejste sig uden at vente paa Svar. Det var Familien
Schleppegrell, der viste sig i Kabinettet.

-Gud, Du, sagde Fru Schleppegrell, der var ganske forpustet: at vi er naaet herhen saa tidlig—og jeg, som dog har styrtet om i Timevis.

Fru Schleppegrell havde tilbragt fire Timer af sin Dag paa Toldboden, hvad hun straks fortalte.

Admiralen havde hilst paa Kandidaten—omtrent som paa en Skibskok; og Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme, naar hun havde hørt den første Vogn, og som maaske havde haabet, at det var Aline. Karl, der var kommen ind og bukkende gik og stødte Lakskohælene sammen, var standset foran Fanny, som havde et Kniplingslør over en ældre laksfarvet Robe fra et Hofbal, mens Fru von Eichbaum sagde, understøttende Konversationen:

-Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Père Dominique? Hvad var Emnet?

Pateren havde talt om Autoriteten.

Admiralen, der var oprigtig religiøs hver Søndag og gik til Højmesse i
Holmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde:

-Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker….

-Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden—Konversationen gik lidt staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom—: For et befæstet Gemyt som Fanny kan det da kun være udviklende.

Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:

-Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller være enig—vi taler netop om Katolikerne, Emmy—Katolikerne har alligevel de store Synspunkter, der giver Løftelse….

Og da hun hørte Kabinetsdøren gaa igen, mens Fanny havde væbnet sig med sin Lorgnet, tilføjede Generalinden:

-Katolicismen har nu én Gang det, der ligesom bliver staaende.

Et Sekund havde, mens alle talte, alles Øjne strejfet Fru Aline, der kom frem i Døren.

-Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hænder, og Fru Aline gik silkeklædt, uden at tale, støttet til sin Stok, frem i Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav Haanden til alle—Fru Falkenberg strittede under Haandtrykket uvilkaarligt med Armene som Børn, der skal lære at valse—og man hørte Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):

-Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.

Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved
Etagèren hørte Oberstløjtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er
det, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blæst.
Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:

-Sæt Dig her, Aline.

Fru Feddersen kom til Sæde, og det var, som i Sofahjørnet Kredsen lukkede sig om hende.

Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdøren, sagde leende:

-Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.

Mouriers og Frøken Rosenfeld var komne sammen.

-Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende komme.

Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, i
Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjørnesofaen.

-Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende nærmest, og Fru Mourier havde Taarer i Øjnene.

-Hvem? spurgte Fanny.

Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre, henne i Krogen ved Gummiplanten.

-Staar De dér, sagde han og slog Fødderne sammen, lidt bleg.

Og Fru von Eichbaum, der fuldstændig havde glemt hende, men som havde tyve Øren, gik frem imod hende: Goddag, kære Frøken Brandt, sagde hun og forestillede hende for et Par af de nærmeste. Kammerjunkerinde Lindholm sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, saa der blev hel Trængsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til Arken:

-Saa, nu er vi atten.

Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og de to gik sidst.

Men da de kom ind langs Skærmbrædterne, skurede Karl med
Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin
Haand om hendes Liv.

-Vi skal slutte Kortègen, sagde han.

Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med et Blik paa Skærmbrædterne:

-Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.

-Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skærmbrædterne er
Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.

Kammerjunkerinden lo og løftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skørter en Smule højt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen, saá Karl med et Par hastige Værtøjne henover Bordet. Det var, som blev hans Ansigt paa én Gang ældre, med et vist officielt Udtryk.

De var alle paa Plads, nederst Moderen, øverst Admiralen, med
Kommandørkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.

Julius begyndte at servere Suppen højtidelig, som bar han et Par
Offerskaaler.

Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.

-Her har man da, Gud være lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt
Servietten op om sin brede Bringe.

Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum sagde, mens Fru Mourier bøjede sig frem for at skjule Fru Aline, for hendes Hænder skælvede, saa hun spildte Suppen, naar hun førte Skeen til sin Mund:

-Men der er da ingen Spisestue som den paa Korsgaard.

Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:

-Der er idetmindste køligt.

Frøken Rosenfeld havde lyttet et Øjeblik efter Klangen i Fru Alines
Stemme, og hun svarede distræt paa et Spørgsmaal af Kammerjunkeren:

-Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.

Hvad der gav Admiralinden Anledning til at løfte Barmen i en noget rigelig Udskæring, mens hun sagde:

-Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig til.

Men Generalinden sagde:

-Gud, Du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere, som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en Strømpe.

Hr. Mourier erklærede, at det var en aldeles fortræffelig Helleflynder,
og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen før
Serveringen, skænkede den hvide Vin, greb Oberstløjtnant Falkenberg
Ordet Ro og sagde:

-Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstløjtnantens Stemme blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus … Kom det an paa mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Døre.

Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Øjeblik saá op mod Fru Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske nær, sagde:

-Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Børnene i at læse.

-Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstløjtnanten.

Fru von Eichbaum sagde, næsten ligesom for at lægge sig imellem:

-Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner føder kun Uro.

Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad de Folk tænkte: Han holdt s'gu "Socialdemokraten".

-Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, hørte Fru Aline tale livligere om Barndomshjemmet paa Unsgaard: det finder jeg jo urigtigt …

Fru von Eichbaum mente "for Eksemplets Skyld".

Det kunde være galt nok endda med Tiderne, som alt forløb:

-Vil De tænke Dem, forleden—opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane, De, abonnerer paa saadanne et lille Blad … Man fatter jo ikke, hvor de har det fra.

Mourier lo, men Journalistkonversationen var naaet over til
Kammerjunkeren, der sagde, at man saá jo undertiden de Folk i Theatret,
og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velklædte, sagde han i en
Tone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere mødte med Huller paa
Albuerne.

Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad om Bord i "Helgoland", og han "havde s'gu talt meget fornuftigt", men Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter af Kredsen:

-Kære Mine, véd Du ikke det—jo, hun vil nedsætte sig som
Fødselshjælperske.

Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce paa Grund af sin Diæt (han var Søn af en Berømthed fra Midten af Aarhundredet og havde i ti Aar været beskæftiget med at ordne de fædrene "Erindringer", mens han stadig blev magrere), sagde til Ida:

-Men det maa jo være en meget lønnende Gerning saaledes at kunne lindre sine Medmenneskers Lidelser.

-Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen. Hun havde faaet to røde Pletter, en over hvert Øjenbryn, som om hun lige kom fra en Stegepande.

Fru von Eichbaum saá med sit Værtinde-blik ud over Bordet.

-Aa, lille Frøken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa rundt.

Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hørt den megen Tale som en Summen, der var hende fremmed, og nu hørte hun Karls Stemme, der talte til Frøken Mourier igen.

-Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.

-Tak, sagde Fru von Eichbaum.

Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem havde foræret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige Familie blev almindelig.

Generalinden og Oberstløjtnant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende tættere paa Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernør hos Prinsen og forberedte ham til en Eksamen.

-Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han maa i
Værelset foran.

Oberstløjtnanten svarede med nogle Ord om det udmærkede Eksempel og vendte sig til Frøken Rosenfeld:

-Ja, sagde han: De er naturligvis radikal ligesom min Kone.—

-Jeg véd ikke, hvad De forstaar ved Ordet, sagde Frøken Rosenfeld: men Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en ridderlig Person.

Karl og Kate begyndte at le ad Ordet "Person", og Generalinden sagde til
Frøken Rosenfeld.

-Kære Betty, det er vel ikke det eneste.

Men Fru Falkenberg, der havde to røde Pletter paa sine Kinder—hun fik dem let, som var de Følgen af en undertrykt eller hemmelig Ophidselse—sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstløjtnanten:

-Men Menneskene tænker jo nu dog én Gang—

Og Oberstløjtnanten svarede:

-Ja, de tænker … de tænker, til de ligger der.

Mourier, der havde hørt det, lo og sagde:

-Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstløjtnanten.

Ordet "tænke" førte paa én Gang Fru von Eichbaum ind paa Martensens
Etik. Hun læste den netop. Hun nød den langsomt:

-Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at følge paa Grund af den klare Stil.

Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida ("hun sidder jo som hjemløs", havde Naaden paa én Gang set):

-Er der megen Sygdom iaar, Frøken Brandt?

-Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun hørte kun Karl og Kate, der lo,—hvor de lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, næsten febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane, Vanen fra "Ludvigsbakke".

Mourier, der sad og saá ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og bøjede sig over mod Fru von Eichbaum:

-Hvem er hun? spurgte han halvhøjt, og Ida hørte Fru von Eichbaum, inde i en længere Forklaring, sige:

-Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en agtværdig Mand.

Ida vidste maaske ikke selv, at hun kæmpede for ikke at faa Taarer i
Øjnene.

Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at tale om "Unsgaard", og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens Admiralinden paany var naaet til Tolden og Toldvæsenet og afsluttende sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:

-Men nogle Stykker Silketøj, Kære, haaber jeg nu at faa hjem med Deres
Svigermoder og Mary … Gud, De, naar man lægger dem i Bunden af en
Kuffert—

Konversationen om "Unsgaard" indfangede ogsaa hende, og hun forlod "Silketøjet". Fru Mourier talte saa glad og højt, for hun var saa inderlig lykkelig, fordi det helt tøede op om Aline; og Fru Feddersen sad bøjet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.

-Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier … Husker Du, Mille? hun talte ned til Fru von Eichbaum: naar vi kørte til Marienlyst for at danse … Det var i Brix' Tid. Nu har jeg saamæn ikke været der længe.

Fru von Eichbaum svarede noget—pludselig med Taarer i Øjnene: det var jo der, hun havde truffet Eichbaum første Gang.

Og de blev alle ved at tale om den Tid: om Soiréerne og Kronborgs
Løjtnanter og Køreturene til Gurre og Badetimerne, naar de kørte i en
Høstvogn ned til Hellebæk Strand, og de store Skovture, naar de tog til
Grib Skov, der var saa vid og stille….

Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale næsten ganske ens—ogsaa Fru Aline.

-Aa, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker.

Men Admiralen, hvis Kommandørkors var kommen til at sidde lidt skævt, og som sad og tænkte paa, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline havde holdt sig, sagde:

-Ja, man husker jo nok, naar man skulde gynge Dem.

Karl og Kate var begyndt at pludre Fransk, men paa én Gang bøjede Karl sig frem—deroppe talte de endnu om Grib Skov—og løftede sit Glas:

-Frøken Brandt, sagde han.

Ida fo'r sammen og hævede knap sit Blik. Saa drak hun.

Men Karl blev siddende et Øjeblik helt aandsfraværende. Der var kommet noget saa sørgmodigt i hans Øjne.

-Lille Frøken Brandt, sagde Fru von Eichbaum, det kom en lille Smule hastigt: la'er De maaske det Syltetøj gaa?

Men det var Frøken Rosenfeld, der svarede med en lidt høj Stemme:

-Nu skal jeg, Fru von Eichbaum.

Rundtom talte alle, mens Kandelabrenes Lys flimrede let i den ophedede
Luft, Kammerjunkeren underholdt Kandidaten om Memoireliteratur. Han
maatte sige, at Memoirer i det Hele var hans Yndlingslekture, navnlig om
Napoleon.

-Man føler under Memoirelæsning saa at sige, at man alle er Mennesker.

Oberstløjtnant Falkenberg begyndte at tale om Napoleons Marchaller og
Marchal Neys Grav, der, som han sagde, var simpel, som det sømmer sig en
Soldats; mens Kammerjunkerinde Lindholm spurgte Fanny, om hun vidste,
hvad Fru Verdier havde forlangt for en Garniture af gamle Kniplinger …

Næsten alle talte, en Kende i Munden paa hinanden. Frøken Rosenfeld tvang Ida til at tale med. Mourier, der var rød og blussede, slog sin Haand ned paa Fru von Eichbaum og sagde:

-Her er s'gu rart.

-Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er saa let, naar man kun er i sin egen Kreds.

De var færdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr.
Christensen iskænkede Portvinen.

Oppe ved Fru Alines Bordende talte de endnu om Unsgaard-Dagene, da Fru
Mourier sagde:

-Men nu skal vi alle samles igen paa Ludvigsbakke.

Og Mourier, der hørte det, sagde bred og glad:

-Ja, det er s'gu rigtigt—velkommen alle Mand, nu, naar vi faar bygget
… Idag falder vist den sidste Mur af den gamle Kasse….

Ordet Ludvigsbakke havde vækket Ida, men hun vidste ikke, at hun, bøjet frem, bleg, stirrede ind i Hr. Mouriers Ansigt.

-De gamle Mure har ellers været drøje, sagde Mourier: naa, Stenene bruger vi til den nye Stald.

-Der var alligevel rart i det gamle Hus, sagde Fru von Eichbaum.

-Gu' var der rart, sagde Mourier sagtmodigt: Men Ungdommen er jo aldrig tilfreds.

-Men I forvænner ogsaa Kate, sagde Generalinden.

-Nej, brød pludselig Kate ind med en mærkelig Gadejargonbetoning paa
Ordet: Man kunde virkelig ikke rykke ind i de gamle Lokaler.

Paa én Gang blev Kate Midtpunktet ved Bordet, mens de talte om de nye
Værelser, Trappen, Billardsalen og Badeværelserne og Udsigtstaarnet og
Terrasserne, hvis Stenvaser skulde hugges i Italien.

Kammerjunkerinden var højst interesseret og bøjede sig spørgende frem over Bordet, mens Fanny trak den magre Buste tilbage og saá ud, som om hun lugtede til koncentreret Eddike, og Kate blev ved at tale om Trappegelænder og en engelsk Thestue og Parketgulve.

Samtalen blev højrøstet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja,
Fordringerne stiger, Du, sagde hun og saá kærligt beundrende ned paa
Datteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene,
ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Mønster, med Hestene frit i
Baasene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger.

-Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.

Men Kate fortalte Kammerjunkerinden om Soveværelserne, der alle laa mod
Nord, for man maatte sove koldt.

Ida vidste ikke, at Julius havde budt hende Is, og at hun havde faaet den ned paa sin Tallerken.

Men de to unge blev ivrige, fordi Faderen drillede Kate og Oberst Falkenberg begyndte at kritisere Baasene. Lidt hede af Varme og Vin talte de begge, i Munden paa hinanden, hver til sin Side, Kate ned til Faderen og Karl op til Obersten om Soveværelser og Heste og Centralvarme og Baase, saa det lød som en hel Duet. Ogsaa Fru Feddersen bøjede sig, optagen, frem, og der kom nogle korte og hastige Glimt i hendes graa Øjne ved Talen om den megen Komfort og de Marmor-badekar.

Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Taarer i sine gode Øjne.

Men Mourier løste sin Serviet fra Halsen og sagde:

-Ja, Ungdommen raser.

Da der var blevet noget mere stille, sagde Frøken Rosenfeld roligt:

-Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus.

Karl hørte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han svarede ikke Kammerjunkeren—

Fru Falkenberg sad og søgte Falkenbergs Blik, men Oberstløjtnanten nød en Biskuit og talte med Admiralinden om Remonteheste.

Fru von Eichbaum bød Velbekomme.

Ida havde ikke hørt det og hun fik sig først rejst, da Kandidaten rakte hende Armen. Som halvvaagen saá hun et Øjeblik ud over Bordet med det endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads. Den blodrøde Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i hendes Skaal.

Admiralen vilde række Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline mente, hun kunde gaa uden. Og støttet til Admiralen, hvis Emaillekors lyste i Skæret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt besværligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skærmbrædterne, over i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde Kaffen om.

Herrer og Damer talte højt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod hos Fru von Eichbaum med hendes tørre Hænder i sine.

-Det gik nydeligt, Du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstaar
Kunsten som Du.

Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egentlig mente med Kunsten, eller maaske vidste hun det ikke en Gang selv.

Men Fru von Eichbaum svarede:

-Kære Vilhelmine, det gaar jo ganske af sig selv.

-Ja, naar man forstaar det, sagde Fru Mourier.

Ida havde helt mekanisk—eller maaske som et Slags ubevidst Værn—taget
Sukker og Fløde og gled rundt og bød. Nu naaede hun Fru Mourier.

-Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjælpsom.

Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:

-De gaar jo rundt, Frøken Brandt, som var De en Datter i Huset.

-Ja, sagde Ida og gled videre.

-Hun er vist rar, Du, sagde Fru Mourier, der følte en ubestemt Medlidenhed—maaske med det underligt halvgamle, der var over Idas Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, saa der ikke var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Haar virkede over den lille Pande saa mærkeligt som Paryk eller som det var klistret paa.

-Gud Du, prægtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjældne Mennesker, der altid kender deres Plads.

Herrerne var gaaet ind i Karls Værelse for at ryge undtagen Admiralen, der passede sin Fordøjelse paa sin vanlige Strøgtur. Kammerjunkeren talte om, at København var s'gu en nydelig Verdensstad—man kunde ikke faa en ordentlig Skjorte i hele Byen.

Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:

-Jeg har saamæn egentlig villet skrive det længe—men, ser De,—for man véd jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer rundt—saadan en hel Vinter—Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen) lægger vi en Anvisning oppe paa Filialen—og saa er den Sag klar, naar De bare gaar op og hæver den.

-Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrød og Hr.
Mourier vendte sig, meget lettet:

-Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er s'gu friere Luft og saadan ved Kaffen er det ogsaa rart at være et Stykke fra Fruerne—

Lidt efter brød Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvor
Hr. Christensen og Julius gik og dækkede af.

Hr. Christensen havde faaet saadan noget bevægeligt ved Næseborene, da han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes Parfume.

-Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til
Julius.

Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var gaaet. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrengelser i Sofaen (hun spiste desuden stærkt, naar hun var ude), men i Hjørnet under Gasflammen sad en Gruppe og talte om Bøger og om at læse. Fru Falkenberg, der nervøst gned sin ene Kind med den knyttede Haand, mens hun saá ud for sig, sagde:

-Men man bli'er saa tit urolig af at læse.

Hvorpaa Fru von Eichbaum, der ovre ved Etagèren talte med Fru Lindholm om Mary, sagde:

-Kære Emmy, man læser da for at hvile.

Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:

-Man vil vel ogsaa kende Livet.

-Det er vist sjældent, som der staar i Bøgerne, sagde Frøken Rosenfeld.

Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrød og sagde:

-De, lille Frøken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun løftede venlig; Idas Arm. Den faldt saa sært livløst, eller ligesom den var knust eller af Led, tilbage ned paa Marmorbordet, at Generalinden pludselig saá paa hende:

-Men det er naturligvis anstrengende, sagde hun i en anden Tone.

Admiralinden, der var vaagnet og havde hørt, der var Tale om Læsning, sagde henne fra Sofaen:

-Kære I, man maa jo gennem Taskerne for at følge med. Fanny og jeg læser os i Søvn hver Aften.

Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Øjeblik til Ro. Maaske var hun noget træt, for hun havde lukket Øjnene og støttet Hovedet mod Væggen. Hun sad lige i Lyset, og de røde Perleslanger, der faldt ned over hendes Buste, saá nærmest ud som Blod der randt ned i hendes Skød. Hun havde ikke mærket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved Siden af hende.

-Hvor jeg har tænkt meget paa Dig, sagde Fru Mourier og listede stille sin Haand ind i Fru Alines.

Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ovre i Generalindens Lejlighed stod de allerede aabne. Man hørte Herrernes Latter og Hr. Mouriers Stemme over i Fru von Eichbaums Stuer, som hele Huset festligt flød i ét, sammen med den oplyste Gaard. Gangklokken lød og Julius aabnede. Det var de Unge, som begyndte at komme, purunge Piger i lyse Kjoler og unge Herrer med friske Skjortebryster, der bukkede rundt for de ældre.

En lille Pianist, der var skægløs og halvforfjamsket og som bad om en
Pude til sin Stol, kom endelig til Sæde ved Klaveret, og et Par Unge
begyndte at svinge sig rundt paa Gulvet i Spisestuen, mens Herrernes
Latter og Musikken blandedes.

Fru von Eichbaum gik til og fra. Nu kom hun ovre fra Herrerne og kaldte ind i sit eget Køkken:

-Julius.

Julius kom fulgt af Hr. Christensen, der var i Skjorteærmer med faste
Manchetter.

-Vil Julius maaske stille Skærmbrædterne paa Plads, sagde Fru von
Eichbaum og gik videre.

Hr. Mourier havde væltet det ene paa sin Vej gennem Køkkenet.

Lige ved Døren i sin egen Spisestue mødte Fru von Eichbaum Ida.

-Kære Frøken Brandt, sagde hun, lidt échaufferet var hun: jeg gaar i en
Ængstelse for Kopper … om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The
… Vilde De være saa sød at se efter….

Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum saá kun, at hun bøjede sit Hoved og gik.

Ude i Køkkenet fik hun et Forklæde (der er drukne Folk, som saadan gør lutter fornuftige Ting og ganske stille, men bagefter kan de kun ikke huske, hvad de har gjort) og hun bandt det om sig. Under Gasflammen vaskede Ida Kop efter Kop.

Inde i Døren til Dagligstuen stod Fru Mourier og saá paa de Unge, der dansede. Nu var ogsaa Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt Likør, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate.

-Aa, det er saa dejligt at se saa megen Glæde, sagde Fru Mourier, der stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden saá de paa deres Børn.

Latter og Støj slog over fra Herrernes Værelse, da Musikken holdt op. Admiralen var kommen hjem, og ogsaa et Par af de Unge havde sneget sig derover.

Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Følelser og Forsvaret.

Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en lille Dame, han havde haft til Bords, og Kandidaten havde forklaret det og sagde:

-Iøvrigt vist en meget dannet lille Pige … Men—og Kandidaten havde nogle underlige Smaabevægelser med Hænderne—man sidder jo dog, Kammerjunker, og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.

Oberstløjtnanten blev staaende midt for Bordet og talte højere og højere om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske Bevægelse.

Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om de hørte efter, sagde til Mourier:

-Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget?

-Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg véd s'gu ikke. Jeg er naturligvis Højremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er nødvendig hertillands i det offentlige Liv.

-Naa, sagde Admiralen: der behøves, Gud være lovet, ikke saa megen
Forargelse til Søs.

Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likør, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.

-Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hænder ikke, naar Manden holder sig frisk—.

Men Admiralen kløede sig i Hovedet og sagde:

-Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem som
Piger—hun havde en Manér at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret—

-Nej, og Admiralen saá næsten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige
Fruentimmer.

Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen, og
Kammerjunkeren, der stod ved Vinduet og saá over paa de Dansende, sagde
til Karl von Eichbaum, der var kommen over for at faa sig et nyt Glas
Likør:

-De, Eichbaum, skal vi Ogsaa gaa over og dreje os lidt rundt?

Mens Oberstløjtnanten pludselig sagde til Mourier:

-Men, kære Mourier, hvorfor er De egentlig ikke blevet Etatsraad?

-Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.

Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Frøken Rosenfeld, da Karl kom hen imod hende. Han var rød i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.

-Frøken Brandt, sagde han, vi maa da danse.

Ida svarede ikke, og med Møje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var saa ganske tynd i hans Arm.

De dansede kun én Gang rundt. Tak, sagde Ida og hendes livløse Hænder fornam ikke hans, der fattede om dem med et næsten fortvivlet Tryk.

-Hun skulde s'gu gaa ind og glatte sit Haar, sagde Student Falkenberg, da Karl atter førte Ida ind.

Frøken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.

Saa sagde Frøken Rosenfeld og tog hendes Haand:

-Lille Ida, hvad vil De dog her?

Maaske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:

-Nu gaar jeg hjem.

Hun saá ingen, mens hun gik gennem Stuerne, hvor Musikken var standset, og hun vidste ikke, at hun pludselig kniksede for Fru von Eichbaum, næsten som da hun var Barn, og fik sagt:

-Jeg skal jo saa tidlig op.

I Gangen var der ingen og selv tog hun sin Kaabe. Intet smertede hende nu uden Lyset. Det gjorde ondt i hendes Øjne. Hun gik et Par Skridt hen mod Tærskelen ind til Karls Stue …

Saa vendte hun sig og gik.

Det var blevet Storm og Regn, men hun mærkede det ikke. Hastig stred hun sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hørt, at en Stemme talte til hende.

Det var Knuth, der kom gaaende med en anden Officér, som var i Uniform.

-Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr.

Og da han pludselig saá det blege Ansigt, sagde han:

-Er De syg?… Jeg kan da skaffe en Vogn.

Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev staaende; der var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede Hjerte.

Vognen kom og Knuth hjalp hende ind.

-Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.

* * * * *

Karl var gaaet til Generalindens Spisestue. Han nød atter et Glas Likør, mens Kammerjunkeren foretrak Sodavand.

Karl sad og stirrede ind i de næsten nedbrændte Lys i en Kandelaber.

-Det koster s'gu at leve, sagde han pludselig.

Kammerjunkeren lo og sagde:

-Naa-aa, De faar nok Raad til det, Eichbaum.

Men Karl hørte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene, til han smækkede med Tungen og sagde:

-Men man bli'er vel vunden for Samfundet.

Admiralen og Hr. Mourier brød op og gik ned gennem Gangen og Køkkenet, hvor Admiralen kom til at vælte et Skærmbrædt.

-Sikke no'et Skidt, sagde han.

-Men de skjuler Ildstedet, Admiral; lo Hr. Mourier.

Ovre i Dagligstuen havde de lidt trætte ældre Damer slaaet sig ned om
Fru von Eichbaums Sengeomhæng.

-Ja, sagde Fru von Eichbaum: nu mangler der saa godt som kun Sløjferne.
Men dem knytter Kate, har hun lovet mig.

De Unge dansede Française, og Herrer og Damer fløj næsten lidt vildt imod hinanden. Oberstløjtnantens Stemme skar en Gang imellem gennem Musikken. Han talte om Traditionerne.

* * * * *

Ida aabnede og lukkede Hospitalets Porte og Døre saa sagte.

Men da hun kom forbi Døren paa første Sal, blev den lige lukket op af
Dr. Qvam.

-Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat—to Selvmordere, og begge skal de pumpes.

Petersen havde hørt Dr. Qvam tale med Ida og hun stak Hovedet frem:

-Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind paa
Afdelingen, hvor Frøken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag.

Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen hørte man Patienternes
Stønnen.

-Ach, ach, sagde Frøken Petersen, der maatte løbe hid og did: inat er her uroligt.

Dr. Qvam saa hen imod "A" og spurgte Frøken Roed:

-Er han ikke i Seng?

-Nej.

-Og imorgen skal han ha'e sit Tøj?

-Ja.

Dr. Qvam aabnede Døren derind.

Herren paa "A" sad oppe i Karmen, i det aabne Vindu, og stirrede ud i
Stormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen.

-Sidder De der, sagde Dr. Qvam: det er en Smule mod Reglementet.

Herren paa "A" vendte Hovedet halvt, mens han sagde og fæstede de tunge
Øjne paa Lægen.

-Jeg sidder her dog just for at døje Reglementet.

Og som han talte til sig selv, sagde han med sin besynderlige Stemme, der altid lød, som var den fyldt af Medlidenhed:

-Jeg ser paa Stjernerne—de høje Stjerner.

Han tav et Nu.

-Da jeg var ung, betragtede jeg dem, fordi jeg vilde rive dem ned. Nu ser jeg paa dem for at lære Taalmodighed.

Dr. Qvam var traadt nærmere. Nedefra sat han op paa Herren fra "A": i dette Ansigt var der noget af den store Sorg.

Saa stod den Syge ned fra Karmen:

-Men lad os bøje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne.

Qvam blev staaende:

-Ja, men hvem har skrevet Lovene?

Herren paa "A" smilte:

-Er det ikke "Profossen", sagde han.

Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte:

-Skal jeg saa bort imorgen?

-Ja, imorgen tidlig.

Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig.

Saa trak han træt paa Skuldren:

-Naa, det kan ogsaa være godt, Doktor.

Og idet han fæstede sine Øjne paa Qvam, sagde han med et nyt Smil, der var som et Farvel:

-Deres Verden frister mig ikke.

Qvam blev pludselig bevæget og sagde noget sagtere:

-Men Livet skal dog leves.

-Ja, sagde Herren fra "A": af dem, de ikke spærrer inde.

-Lad mig saa sige Farvel, sagde han og aabnede Døren.

Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr.
Qvam.

Ida stod paa samme Sted, ved Døren, lænet til en Væg. Det flammede Haar var opløst af Regnen.

Herren fra "A" tog hver i Haanden:

-Lev vel, sagde han.

Sidst tog han Idas Haand og da løftede han sine Øjne:

-Lev vel.

Derpaa gik han ind igen og lukkede sin Dør.

Der var stille et Øjeblik, da han var gaaet. Saa sagde Frøken Koch og saá paa Ida, der stod paa samme Plet:

-Nu er den Fest vel forbi.

Og Qvam, der ogsaa pludselig saa paa hende, sagde:

-Ja, Frøken Brandt, De trænger s'gu vist til at sove Rusen ud.

Nøglerne lød i Dørene. Dr. Qvam og Frøken Koch gik ind til Kvinderne.

-Godnat, sagde Ida sagte.

Der lød Nøgler igen. Ida Brandt gik op paa sit Kammer.

"De Urolige"s Skrig sled sig op gennem Pavillonen, som kom de langt, langt nedefra—fra under Jorden.