The Project Gutenberg eBook of Hvad Skovsøen gemte
    
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Hvad Skovsøen gemte

Author: baron Palle Rosenkrantz

Release date: July 21, 2013 [eBook #43275]

Language: Danish

Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
        http://www.pgdp.net


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK HVAD SKOVSØEN GEMTE ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net





Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret, også hvor den
varierer (fx Hjerte/Hjærte). _Understreg_ er brugt til at gengive
s p a t i e r e t tekst.




                       PALLE ROSENKRANTZ

                        HVAD SKOVSØEN
                            GEMTE

                          KØBENHAVN

                    KUNSTFORLAGET DANMARK

                 TRYKT I EGMONT H. PETERSENS
                    KGL. HOF-BOGTRYKKERI

                            1914




I denne Bog forekommer af og til svenske Udtryk og Vendinger i
tillæmpet dansk Form. Det ufuldstændige Sprogfællesskab bevirker,
at vi danske, naar vi taler med svenske eller læser Svensk, ikke
tænker paa Svensk, som vi tænker paa Tysk eller Fransk, naar vi
hører disse Sprog tale eller læser dem. Vi oversætter heller ikke,
vi tillæmper de fremmede Ord og Vendinger. Saaledes glider Sproget
ind i vort eget, og det forekommer mig ofte for Fortællingens
Farve af Vigtighed at bevare disse halvt fremmede, halvt hjemlige
Talefigurer. Dog har jeg anset det for rigtigt, for at undgaa
Misforstaaelse, udtrykkelig at bemærke dette.

Oversættelsesretten af Bogen til Svensk er forbeholdt.

                                                   _Forfatteren._




INDLEDNING

Skovsøen --




I.


En Dag i Maj 1902, kort efter at Skoven havde udfoldet sin grønne
Vaarpragt, besluttede Eigil Holst at belønne sig selv med en Udflugt
til det nordlige Sjælland. Han trængte til at faa Luft i Lungerne
og slippe bort fra Slidet, Støvet og Røgen derinde i Hovedstaden.
Desuden var han træt, nervøs og overanstrengt af haardt Arbejde.

Eigil Holst var 26 Aar, eneste Søn af en militær Embedsmand, begge
hans Forældre var døde, hans Slægt hørte hjemme i Jylland, og selv
var han først kommen til Hovedstaden, da han 22 Aar gammel havde
ombyttet Sekondløjtnantens forsølvede Usikkerhed med en københavnsk
Politimands mindre straalende, men noget mere betryggende Udsigter.
Eigil Holst var fra Barndommen bestemt til den Vej; saalænge han
kunde huske, havde Politiromanen været hans kæreste Læsning,
Kriminalhistorien hans bedste Glæde. Pitavals berømte Værker havde
han gennemlæst Bind for Bind i den tyske Udgave; efterhaanden som
han voksede til, drev han denne Læsning systematisk, læste tyske
og engelske Værker om Kriminalogi, ja drev det endog saa vidt, at
han med Støtte fra en Fætter, der var Latinskolelærer, erhvervede
Kendskab til Fransk for at studere den berømte Macé i Grundsproget
og Italiensk for at kunne følge den italienske Skoles interessante
Forbryderteorier.

Hans største Sorg var det, at Faderen ikke vilde lade ham studere;
han ønskede ivrigt at blive Jurist og Dommer og tænkte saa smaat paa
ved egen Hjælp at arbejde sig frem til Studenterexamen. Saa døde
Forældrene, ligesom han var fyldt 18 Aar, og han maatte forblive i
den Plads som Medhjælper hos en Boghandler, som han efter Faderens
Ønske havde tiltraadt efter at have taget Præliminærexamen. Der
blev han, til han skulde aftjene sin Værnepligt, og da han var en
ordentlig, opvakt, veldisciplineret ung Mand, blev han udtaget til
Sekondløjtnant og gjorde som saadan Tjeneste et Aar. I denne sin
Tjenestetid blev han en søgt og afholdt Gæst i Garnisonsbyens bedste
Hjem, men var forstandig nok til at indse, at Soldaterlivet for ham
kun kunde blive et Gennemgangsled.

Hans Kompagnichef, en halvgammel, elskværdig Soldat, der var
beslægtet med en af Hovedstadens overordnede Politiembedsmænd,
skaffede ham Ansættelse i Politiet, og Eigil Holst begyndte igen
støt og roligt nede fra for at arbejde sig frem til en Stilling,
der paa en Gang kunde tilfredsstille hans Ærgerrighed og skaffe ham
Levebrødet.

De første Aar skuffede ham, men sejg og udholdende, som han var,
forfulgte han sit Maal og naaede efterhaanden at blive anset for en
usædvanlig Brugbarhed, langt forud for sine Kolleger i Dannelse,
Kundskaber og medfødt Haandelag. Han holdt sig for sig selv, levede
stille i et Pensionat midt i Byen, søgte ikke Kammeraternes Selskab,
var derfor ikke særlig vel lidt, men uangribelig i sin Vandel.

De andre sagde, han var en Tørvetriller, der ikke havde Sans for
andet end Tjenesten og sine mugne Bøger, og det kunde man vel ogsaa
nok sige, for han gik sin Vej lige ret ud og gav sig ikke af med
nogen.

Eigil Holst var en usædvanlig smuk ung Mand, med brunt, krøllet
Haar, mørke, lidt drømmende Øjne, smidig og stærk, sund af Legeme,
øvet i alskens Idræt. Kvinderne beundrede ham, men han gik dem forbi
uden at se paa dem. Han var sig selv nok, og hans Gerning var ham
alt. Han holdt af lange Ture i det grønne og havde paa Cycle kørt
det meste af Sjælland igennem paa Kryds og tværs. Mest holdt han af
Nordsjælland, Egnen om Gurre og Esrom og Skovene Nord for Helsingør,
hvor Kattegat og Sundet mødes, og hvor Kullen hæver sin takkede Ryg
bag det blaa Vand.

Han havde udsøgt sig en Yndlingsplads ved en lille Mergelgrav i
Udkanten af en Skov, tæt kranset af Træer, men med et lille Udkig
over det smilende Land og det blaa Hav i det fjerne. Særligt i Maj
var Stedet henrivende, og der kunde han sidde timevis alene med sine
Tanker, stirre ned mod den lille mørke Sø og hen over de blomstrende
Hæge og Tjørne.

Han syntes næsten, at denne Plet var hans alene, ukendt for alle
andre, og han følte sig ogsaa som Herre til Stedet; han havde selv
tømret sig en Bænk under en høj Bøg, hvor Vandet skar sig ind under
Brinken, der støttedes af Trærøddernes Fletværk.

Det voldte ham derfor ogsaa et øjeblikkeligt Ubehag, da han den
Dag i Maj vaktes af sine drømmende Tanker ved Lyden af Stemmer;
han rejste sig uvilkaarlig for at gaa, men i det samme traadte de
talende frem af Krattet og spærrede ham Vejen. Han blev siddende for
at lade dem gaa forbi.

Det var en Mand paa et halvhundrede Aar og en ung lysklædt Kvinde,
efter Udseendet at dømme ikke fyldt de tyve. Manden var særdeles
omhyggelig klædt, høj, med forunderlig skarpe Øjne i et sjælden
klassisk formet Ansigt med et kort militært Mundskæg. Han blev
staaende foran Bænken og bøjede sig let mod Holst for med et Par Ord
at undskylde den mulige Ulempe, hans Komme forvoldte.

Han talte Svensk, dog med en Betoning som en Mand, der i en Række
af Aar havde levet i Danmark. Holst bøjede Hovedet med et halvhøjt
Gudbevares og rejste sig for at gaa, men det vilde den fremmede paa
ingen Maade tillade; han var særdeles veltalende, og undskyldte
paa det stærkeste sin og Datterens Indtrængen, idet han smilende
tilføjede, at Bænken jo bød Plads for dem alle. Holst bøjede sig
høfligt, de to fremmede tog Plads ved hans Side, og den svenske
Herre sagde, at Stedet her ved Skovsøen var deres Yndlingssted, de
boede for en kort Tid paa en Bondegaard i Nærheden.

Den unge Dame faldt ind med en kort Latter og den Bemærkning, at det
særlig var hendes Pappa -- hun udtalte Ordet med to P'er --, der
flere Gange om Dagen stilede mod denne lille blanke Sø, der ganske
vist var bedaarende, men hun holdt mere af de store Vidder, Synet
af Havet og Kullaberg i det fjerne. Saa lo hun igen med en kort
Latter og viste nogle henrivende hvide Tænder, medens et lille Blink
i Øjenkrogen spejdede, om ikke hendes Smil og Latter skulde have
afvæbnet den unge Mands fjendtlige Tilbageholdenhed.

Hun saa lidt skuffet ud.

Holst svarede mest med Enstavelsesord og afventede egentlig kun en
Lejlighed til med Honnør at trække sig tilbage. Den svenske Herre
syntes at nyde hans Forlegenhed, medens Datteren af og til skottede
til sin ordknappe Nabo.

De talte om Egnen, Naturen, de grønne Træer, og den svenske Herre
roste i høje Toner den skønne, ensomme Plet i Skovkanten, hvor
de sad: »Jeg elsker denne lille Sø,« sagde han, »der ligger her,
gærdet af grønne Træer, som en idyllisk Protest mod al Haardhed og
Hæslighed i Verden derude, blank og ren som en Jomfrus Hu, medens
Solens Straaler spiller paa dens Flade ved Dag, og Himlens Stjerner
spejler sig i dens Dyb ved Nat.«

Den unge Dame lo: »Pappa er poetisk.«

Holst trak paa Skuldrene.

Den gamle Herre fortsatte: »Den er vist meget dyb denne Sø, og der
lever næppe en Fisk i dens kolde klare Vand, den er Freden selv,
ubetraadt, uberørt og meget, meget stille.«

Den unge Dame tog en stor Sten og kastede den ret højt til Vejrs,
den faldt med et Plump ned i Søen, og en Kreds af Ringe steg op af
dens Vand, bredte sig, løste sig og forsvandt igen. Hun kastede
endnu en Sten og traadte nær hen til Brinken. Rødmen steg i hendes
Kinder, der før var temmelig blege.

Holst saa paa hende og fandt hende smuk, ret spæd men harmonisk
bygget, regelmæssige Træk, friske Læber og store leende Øjne. Skade,
at hun som alle Kvindfolk var sig sit Tække bevidst og koketterede
med sine legemlige Fortrin.

Den gamle Herre saa paa hende med en Blanding af Ømhed og Stolthed.
Saa tog hun en mægtig Sten for at slynge den ud i Søen, men det var
tydeligt, at det oversteg hendes Kræfter. Uvilkaarlig rejste Holst
sig og traadte hen til hende som for at forhindre, at Vægten af
Stenen skulde drage hende ud over Brinken.

Hun saa smilende paa ham og spurgte, om han da kunde slynge Stenen
midt ud i Søen.

Med et forlegent Smil løftede han den, den var meget tung, men han
spændte sine Muskler og traadte fast ned i Jorden, hendes Øjne
hvilede paa ham med Varme, hun fandt Behag i dette Spil af Styrke og
søgte ikke at skjule sit Behag.

Han slyngede Stenen, den faldt med et dumpt Drøn, og de store Ringe
krusede Vandfladen med let Skum, der fortog sig.

De stirrede alle tre uvilkaarligt ud over Vandfladen og fulgte
Krusningerne, medens Ring dannede sig efter Ring. Pludselig undslap
der den unge Pige et let Skrig -- hvad er det -- hun pegede ned mod
Brinken, hvor noget hvidt kom til Syne, og traadte uvilkaarlig et
Skridt tilbage.

Holst bøjede sig ned over Brinken og saa skarpt hen over Vandet.
Saa rejste han sig langsomt og sagde alvorligt: »Jeg tror, Frøkenen
skulde gaa bort fra Skrænten, det er ikke af den Art Ting, det
behager unge Damer at se.«

Den svenske Herre rejste sig med et nervøst Ryk og traadte meget
hurtig hen til Brinken: »Hvad er det?« spurgte han lidt stakaandet.

Holst vendte sig og svarede dæmpet: »Det synes at være et Barnelig,
der har ligget paa Bunden af Søen, Stenen har bragt det til Vejrs i
Vandfladen. Jeg maa se at faa det bjærget i Land, men da jeg nok kan
besørge det alene, vil jeg raade Dem til at gaa, Deres Frøken Datter
vil næppe føle sig særlig tiltalt af det Syn.«

Den svenske Herre smilede. »Et Barnelig --. Se, se, -- altsaa gemmer
denne idylliske Sø paa sin Bund mørke Hemmeligheder, kan hænde flere
end denne. Hvorfor vil De egentlig blande Dem i dette? Lad det være
-- det er dog ikke vor Opgave at granske efter sligt, og vi betaler
jo Øvrigheden for at tage sig af den Art Arbejde.«

Holst smilede. »Netop -- og jeg hører til dem, De betaler.«

»De!« -- den svenske Herre saa spørgende paa Holst.

»Ja -- jeg er ansat ved Opdagelsespolitiet i Hovedstaden -- og jeg
siger ikke med Fogden i »Brand«: »Dette er ikke indom mit Distrikt«.
Men De har formodentlig mindre Interesser for Fogders Gerning, og
jeg skal gerne søge at skaane Dem for videre Ulejlighed. Imidlertid
maa Liget jo fiskes op og bringes i den stedlige Øvrigheds
Varetægt, og det vil jeg strax sørge for.«

Den svenske Herre rystede smilende paa Hovedet. »Det vil sige, at
De, min Herre, har gjort en Fangst, sat Foden paa et Spor, som
De nu skal til at forfølge for at føre et stakkels Menneske for
Retfærds Skranke -- eller Urets Skranke maaske -- hvem ved det.
Ulla,« sagde han henvendt til den unge Dame, »gaa du hjem, jeg vil
hjælpe Hr. Detektiven med at bjærge Fangsten i Land.« Den unge Dame
havde trukket sig tilbage til Bænken, ved Ordet »Detektiv« saa hun
forundret op, der gled ligesom en Skuffelse over hendes Ansigt, hun
bøjede Hovedet som til en Slags Farvel og gik langsomt bort ad Stien
bag Skovgærdet.

Den svenske Herre vendte sig mod Holst, og idet han af sin
Brystlomme fremtog en lille Visitkortbog, rakte han Holst sit Kort
med et Smil.

»Det er vel bedst, vi bliver bekendt med hinanden, inden vi gaar til
det fælles Arbejde.«

Holst kastede et Blik paa Kortet; der stod under en femtakket Krone:
Arvid von Ankerkrone, f. d. Ritmester ved skaanske Dragoner.

Holst bukkede. »Jeg beklager ikke at kunne gøre Gengæld. Jeg har
intet Kort hos mig. Mit Navn er Eigil Holst, Overbetjent ved
Københavns Politi -- og« tilføjede han med et Smil, »før dette
Sekondløjtnant ved 9. Regiment.«

Den gamle Herre rakte ham Haanden: »Altsaa Soldat som jeg -- det er
mig en Fornøjelse at gøre Hr. Løjtnantens Bekendtskab. Lad os skride
til Værket.«

Det gjorde de. Først maatte de kaste Frakken, -- Ritmesteren hængte
med stor Omhyggelighed sin over Bænken og smøgede sine blændende
hvide Skjorteærmer op. Saa bevæbnede de sig med nogle afbrudte Grene
og efter nogle Minutters Arbejde lykkedes det at bjærge det lille
Lig ind paa Bredden.

Holst bøjede sig ned over Liget -- det var et næppe fuldbaarent
Barnelig, der øjensynlig havde ligget nogen Tid paa Bunden af
Graven, det var ganske nøgent, som en lille Mumie med fladtrykt
Ansigt, men endnu tilsyneladende friskt. Det saa ud, som om Halsen
bar et Stranguleringsmærke. Den triste Historie var ikke vanskelig
at fortælle, det var den gamle -- Letsind, svegne Løfter -- Skam og
Næringssorg.

»Hvad vil De nu?« spurgte Ritmesteren.

»Se at faa dette lille Menneskelig anbragt i en Kasse og sendt
til Herredskontoret for at overlade Stedets Øvrighed det videre
fornødne.«

»Selv faar De ikke noget at gøre med det?«

»Næppe,« svarede Holst, »det plejer at være en meget let Sag at
opspore den Art Forbrydelser, og det vil næppe vare længe, inden den
stakkels Moder er funden. Stakkel, det bliver drøje Dage, men derved
er jo intet at gøre.«

Ritmesteren saa skarpt paa Holst. »Hvad om vi slet intet gjorde ved
det? Lod Liget ligge? Rævene vil sikkert fortære det, inden det
bliver Dag igen, og saa -- saa er der ingen, der faar mere at vide
om det.«

Holst rystede paa Hovedet. »Ritmesteren kender jo en Soldats
Pligter, mine Pligter er her Soldatens. En ganske anden Sag er det
med Dem. De behøver selvfølgelig intet som helst at foretage Dem.«

Ritmesteren smilede lidt tungt. »De har Ret. Vi Mennesker er nu en
Gang sat til at fortrædige hverandre for den store Retfærdigheds
Skyld. Lad os fortrædige hverandre -- i Guds Navn da.« Han vendte
sig mod Søen og sagde ligesom hen for sig. »Hvem véd, om ikke denne
smilende, tavse Sø gemmer andre Gaader i sit Skød? De skulde tømme
den, Hr. Detektiv, for at anholde den med det samme, om den maatte
vise sig at være medskyldig i flere Forbrydelser.«

»Det vilde være et svært Arbejde,« sagde Holst, »og unyttigt
tillige. Nej, det, der allerede foreligger, kan saamænd være nok.«

Saa dækkede han det lille Lig til, og Herrerne fulgtes til den
nærmeste Bondegaard. Ledsaget af en Karl med en Trillebør og en
Kasse, vendte de tilbage til Stedet, og Liget blev anbragt i Kassen,
og kørt til Bondegaarden, hvor det blev indsat i en Vognport, medens
Holst ufortøvet begav sig paa Vej til Herredsfogdens Bolig for at
anmelde Ligfundet.

Ritmester Ankerkrone gik tilbage til Søen og blev siddende en Stund
i dybe Tanker, medens hans Blik ligesom søgte at gennemtrænge
Vandet og bringe Søen til at røbe flere Hemmeligheder, om den gemte
saadanne i sit Skød.

Han saa meget forstemt ud, da han kom hjem, og hans Datter søgte
forgæves at sprede hans Tungsind. Selv var hun egentlig mere berørt
af Mødet med Holst end af Begivenheden; det glædede hende at høre,
at den unge Mand var Løjtnant, altsaa en Gentleman, der rimeligvis
en Gang kunde blive Politichef eller saadant. Ualmindelig smuk og
velopdragen var han, saadan havde hun egentlig aldrig tænkt sig en
»Detektiv«.




II.


Sagen forløb meget jævnt og hurtigt. Herredsfogden tog straks efter
Anmeldelsen alvorligt fat paa Undersøgelsen. Det lykkedes at finde
Barnemordersken, en Bondepige fra en tæt ved Søen og Skoven liggende
Gaard. Hun tilstod strax. Barnet var født i December Aaret forud,
hun havde kvalt det strax ved Fødslen og pakket det ind i nogle
Klæder for at bringe det ved Nattetid til Søen og sænke det ned ved
Brinken, hvor det fandtes.

Saavel Holst som Ritmesteren afgav Forklaring, der jo ikke var af
større Betydning for Sagen, men førte til, at Herredsfogden og
Ritmesteren lærte hinanden at kende. Herredsfogden, der var en
gammel Ungkarl og levede temmelig ensomt, fandt stort Behag i den
fine, aristokratiske Svensker, og denne lod til at interessere
sig meget for alt, hvad der havde med Rettens Pleje at gøre.
Herredsfogden fritog meget chevaleresk Frøken Ulla fra at give
Møde i Retten, og medens Sagen gik sin Gang, traf Ankerkrones
og Herredsfogden hyppigt hinanden. Frøken Ulla spurgte ofte
interesseret efter den smukke unge »Detektiv«, som hun og Faderen
kaldte Holst, og Herredsfogden smilede, lidt overlegent, skønt han
indrømmede, at den unge Politifunktionær var en særdeles dannet og
beleven ung Mand.

Imidlertid skete der noget, der gjorde Sagen indviklet og voldte
Herredsfogden stor Ulejlighed. Ritmesteren var indbudt til Aften
hos ham -- de var begge passionerede Beziquespillere, og i en Pavse
under Spillet beklagede Herredsfogden sig over de Fortrædeligheder,
den tilsyneladende vel oplyste Sag skulde forvolde ham.

Ritmesteren laa tilbagelænet i en Kurvestol og nød en af
Herredsfogdens bedste Cigarer, mens han nippede til et Glas »Punch«,
som Herredsfogden af Hensyn til sin Gæst havde ladet sætte frem.
Herredsfogden gik selv nervøst op og ned ad Gulvet og talte hurtigt:

»Ser De, Hr. Ritmester -- de fordømte Læger gør ikke andet end
Ulykker. Distriktslægen, som mellem os sagt er et Asen, har ved at
snitte i det lille Kadaver fundet ud, at Barnet har taget Næring
til sig. En anden lige saa kløgtig Gripominus af Arten Medicus har
sluttet sig til ham. Jeg har Pigens Udsagn om, at Barnet strax er
ombragt, men da vor vise Straffelov sondrer meget skarpt mellem
større eller mindre Hastighed i Expeditionen af saadan et lille
Væsen til det hinsides, maa den Sag slaas fast. Har Pigen Ret i sit
Udsagn, siger Lægevidenskaben, er det Barn, vi har faaet fat i, slet
ikke Marie Andersens -- saadan hedder Pigen -- men et helt andet.
Da Marie imidlertid har tilstaaet, at et Barn er født og ombragt af
hende, saa er der en Mulighed for, at der kan være et andet Barn
paa Bunden af denne fordømte Mergelgrav, og det maa undersøges.
Pigen bliver ved sit og de kloge Læger ved deres, og derfor maa Søen
tømmes.«

Ritmesteren lo. -- »Mener Hr. Herredsfogden virkelig, at det er
nødvendigt at tømme Graven ud for at konstatere det? Sæt nu, at De
fandt et helt Regiment Barnelig paa Bunden, hvad vilde De saa gøre?«

Herredsfogden kløede sig i Hovedet: »Se at finde et tilsvarende
Regiment Barnemordersker; med den Moral, vort Samfund har, er der
saamænd nok af den Slags.«

»Saa -- er Danmark saa umoralsk?« spurgte Ritmesteren.

Herredsfogden rystede paa Hovedet: »Aa jeg tænker egentlig snarere
paa et Overmaal af saakaldet Moral end paa det modsatte. Saadan
som Samfundet og Lovene behandler en stakkels Pige, der kommer for
Skade, er det egentlig intet Under, hun bliver angst og klemmer
til. Naa, det er jo ikke mig, der skal lave Lovene, lad dem om
det, der skal det. Jeg har kun at dømme efter dem. Jeg skal jo til
Bunds i Sagen, selv om det vilde ærgre mig, om jeg skulde tømme den
Mergelgrav. Distriktslægen, den forbenede -- noksagt -- holder paa,
at hvis Barnet er ombragt strax, er det ikke det Barn, og blot for
at faa ham overbevist og slippe for ham snarest bliver jeg nødt til
at sætte en Archimedesskrue i Bevægelse rimeligvis i Morgen. Jeg
har forresten skrevet til den unge Politimand, Holst, som er en
Protegé af en af mine Venner derinde, og som skal være flink, for
underhaanden at høre lidt om lignende Tilfælde. De Folk derinde fra
har saa stort et Materiale, og Lægerne er færdig ved at ærgre Livet
af mig. De gør saagu ikke andet end Fortræd baade paa levende og
døde.«

Ritmesteren sad tilbagelænet i Stolen og blæste Røgen af Cigaren i
store Ringe. »Tømme Søen ud. Tja, hvorfor ikke, men i Herredsfogdens
Sted gjorde jeg det ikke. Det med Ernæringen er dog et ret
ligegyldigt Spørgsmaal, og naar Pigebarnet har tilstaaet, saa er
Sagen, synes mig, klar. Nej, jeg gjorde det ikke. Sæt, som jeg
siger, at Bunden er dækket af Lig -- hvad saa?«

Herredsfogden lo. »Aa, det er der næppe Fare for. Det hele er jo
ogsaa ret simpelt. Afløbet er let, da Søen ligger højt, og der fører
en dyb Grøft forbi Skoven. Vi kan følges ad derop i Morgen og se
til.«

Ritmesteren kaldte paa Datteren, der sad ved Klaveret i Dagligstuen
og spillede for Herredsfogdens Husbestyrerinde, en ældre Slægtning.

»Ulla,« sagde han, »nu tømmer de Vandet af vor Sø deroppe i Skoven,
saa kan vi lige saa godt rejse hjem til Malmø med det samme.«

Ulla lo. »Man skulde tro, Pappa var forelsket i den Sø deroppe. I
de fire Uger, vi har været her, har han besøgt den hver eneste Dag.
Jeg takker Herredsfogden saa meget for, at vi bliver fri for den,
nu keder den mig. Den unge Detektiv var lige saa indtaget i Søen
som Pappa. Han vilde sikkert ærgre sig lige saa meget, om han kom
igen og fandt den tom.« Ulla rødmede let ved Tanken om den unge
»Detektiv«, hun vendte Hovedet bort.

»Frøkenen kan spørge ham selv,« sagde Herredsfogden med et lille
Smil, »han kommer herud i Morgen, i Tjeneste. Hvis De ønsker at
forny Bekendtskabet, kan De jo gøre mig den Ære at spise Frokost her
sammen med Løjtnanten.«

Ulla rødmede stærkere. Ritmesteren brummede.

»Skal han hjælpe med Tømningen af Søen deroppe?«

»Ikke just det,« svarede Herredsfogden -- »men jeg ønsker at tale
med ham, bagefter kan vi jo gaa op og se paa Arbejdet.«

Ritmesteren rejste sig: »Skal vi tage endnu et Parti, Hr.
Herredsfoged?« Det gjorde de. Om Aftenen, da Ritmesteren og hans
Datter gik det Kvarters Vej, der skilte deres og Herredsfogdens
Bolig, var Ritmesteren i slet Humør. Ulla spurgte med et Smil, om
Pappa havde »forloret« mange Spil.

»Nej,« sagde han, »men nu rejser jeg. Den Idé med at tømme Søen er
for absurd.«

»Det kan da være Pappa ligegyldigt,« indvendte Ulla. »Det kan det,«
svarede han skarpt og gik tavs videre.

Ulla syntes, Pappas Humør var blevet slettere siden den Dag, de
fandt Barneliget deroppe og traf »Detektiven«. Ulla rødmede, hun
tænkte ligegodt temmelig meget paa den unge Mand; men smuk var han
og meget beleven. Imorgen skulde hun faa træffe ham igen.




III.


Eigil Holst modtog med nogen Undren Herredsfogdens Opfordring til at
komme til Stede, han troede Sagen sluttet; den var lidet indviklet,
og af Aviserne havde han set, hvorledes alt efterhaanden var oplyst.
Men da det jo var muligt, at der forelaa et eller andet, med Hensyn
til hvilket man ønskede en Udtalelse fra ham, der jo var den
egentlige Anmelder, erhvervede han let en tjenstlig Tilladelse til
at give Møde, og han benyttede med Glæde Lejligheden til en Tur til
sin Yndlingsegn. De Herrer Forbrydere i Hovedstaden holdt allerede
saa smaat Sommerferie, og der var ikke saa forskrækkelig meget at
bestille i Byen.

Herredsfogden tog særdeles venligt imod ham og bad ham til Frokost,
hvad Holst med Glæde tog imod. Han var en meget fintfølende Natur,
og den bureaukratiske Stivhed, hvormed en Del af de Dommere,
han kom i Berøring med i Embedsmedfør, behandlede ham, var ham
ubehagelig. Det Skel, som Examen og Rang rejste mellem overordnede
og underordnede Politifunktionærer, fandt han urimeligt. I Tjenesten
var han selv høflig og udførte punktligt givne Ordrer; men det
pinte ham, at Størstedelen af hans Foresatte syntes helt at glemme,
at han med sin Uddannelse og sin Tjenestestilling i Hæren maatte
føle sig krænket ved denne Mangel paa Hensyn.

Herredsfogden opfattede Forholdet ganske anderledes. Han behandlede
Holst med den yderste Forekommenhed og Elskværdighed, og medens
Frokosten tilberedtes, bænkede han ham i en magelig Stol i det store
Privatkontor ved en god Formiddagscigar og satte ham ind i den
latterlige Strid mellem de juridiske og de medicinske Avtoriteter.
Holst smilede, det var ikke første Gang, han traf paa det. Lægerne
havde nu en Gang svært ved at indse, at deres guddommelige Viden har
Grænser, og intetsteds skyder deres Avtoritet frodigere tilvejrs end
i Retsmedicinen. Rimeligvis var Distriktslægens »Fund« af Rester
af Næringsmidler i Barneliget meget lidet betydende. Naar det var
konstateret, at Liget havde ligget 5 Maaneder i Vandet, kunde meget
vel forskellige Opløsninger eller indsivet Vand have dannet de
saakaldte Rester af Næring, og naar Pigebarnet i alt andet talte
sandt, var der ikke megen Grund til at tro, at hun skulde lyve i
dette.

Det, Herredsfogden egentlig vilde Holst, var at formaa ham til
underhaanden at fremstille Sagen for de medicinske Avtoriteter i
Sundhedsraadet, hvortil han havde erfaret, at Holst tilfældigvis
havde god Adgang, ved forskellige Tjenester han havde haft Lejlighed
til at bevise Raadet eller Kollegiets første Mand. Dette var
berørt mellem dem allerede ved Anmeldelsen. Holst lovede med Glæde
at gøre det lidet, han formaaede, og forsøgte saa smaat at faa
Herredsfogden fra at lade Søen tømme.

Ganske vist var det Sværmeri, Sentimentalitet, men han vilde saa
gærne beholde sin lille Plet i Skoven; det sagde han ikke, men det
laa bag hans Bestræbelser. Paa det Punkt lod Herredsfogden sig
imidlertid ikke rokke. Han var ikke saa lidt af en Pedant, og naar
Distriktslægen offentlig havde udtalt, at det maatte være et andet
Barn, saa skulde det dokumenteres, at han -- Herredsfogden -- havde
Ret, om han saa skulde have tømt Esrom-Sø. Holst tænkte saa smaat
paa at sige, at det var et stort Held, at Esrom-Sø ikke laa i den
Jurisdiktion, for Herredsfogden saa ud til at være en Mand, der
holdt fast ved sit.

Kort før Frokost kom Ritmester Ankerkrone med Datter. Ritmesteren
hilste venligt paa Holst, og Ulla sendte ham et lille koket
Genkendelsens Nik, som han modtog med skyldig Honnør. Holst var som
berørt ikke af dem, der viste det smukke Køn megen Opmærksomhed; han
havde saa ringe Lejlighed til at træffe Kvinder i Hjem, og de mange
Kvinder, han kunde træffe »ude«, som han kaldte det, mødte han med
væbnet Nevtralitet. Her var det en anden Sag, han var Herredsfogdens
Gæst i et venligt, hyggeligt Hjem og anstrengte sig for at være saa
elskværdig som mulig.

Ulla forbavsedes let over den tilsyneladende Forandring i hans
Væsen, men, som hun sagde for sig selv, han var saa munter, at man
glemte det andet. Det andet var »Detektiven«. Holst og Ulla blev
rigtig gode Venner, de sad ved Siden af hinanden ved Frokosten, og
Holst benyttede Lejligheden til at se lidt ind i de klare Øjne og
glæde sig over det friske, fortryllende Smil. Ulla mærkede det godt
og straalede om muligt endnu friskere.

Ritmesteren var forstemt, han vilde paa ingen Maade tillade, at Ulla
fulgte med til Mergelgraven, man kunde ikke vide, hvilke uhyggelige
Rædsler det Vandhul kunde huse i sit Gemme, og uagtet Holst lo og
forsikrede, at Faren var saare ringe, og at det tværtimod vilde
være meget oplivende, om Frøkenen vilde ledsage dem paa den smukke
Spadseretur, blev Ritmesteren ved sit, og Ulla maatte blive hos
Herredsfogdens Husbestyrerinde, hvad der var hende meget lidt til
Maade.

Ved Mergelgraven var Arbejdet godt i Gang. Det lededes af Herredets
Politibetjent, en gammel Hugaf, der havde tjent som Underofficer
ved Hestfolket og gjort begge Krige med, en paalidelig Mand, men
stærk i sin Begrænsning, hvad det aandelige angik. Han dirigerede
fortræffeligt baade ved Fugleskydninger og Arbejder af mere
repræsentativ Art og forstod at sprede Glans over Herredets Fester.
Det var en Fryd at se ham marchere i Spidsen for Skyttetoget ved de
lokale Fugleskydninger, og hans Tale for Kongen ved disse festlige
Lejligheder -- Landets Konge, ikke Fuglekongen -- var noget af
en Begivenhed, der kun svækkedes derved, at han holdt en saadan
Tale tre Gange aarlig og havde gjort det i næsten samme Tidsrum, i
hvilket Landets Overhoved havde virket som saadan. Men hver Gang
sagde han, at han fandt en ny Side at dvæle ved.

Tømningen af Mergelgraven var for ham en Begivenhed, og hans
Arrangementstalent havde ikke fornægtet sig. Stengærdet var brudt
igennem paa tre Steder, og tre Skruer virkede samtidig, drevne
af Lokomobilet til Sognets Andelstærskeværk, der var stationeret
i en Gaard tæt ved Skoven. Byens Smed og »Mekanikusk«, som han
kaldtes, havde konstrueret en Axel, der snurrede, saa det var en
Fornøjelse, og medens Byens Folk stod paa Gærdet, ledede Betjenten,
akkompagneret af Lokomobilets Hvæsen, den »rationelmæssige« Tømning,
som han kaldte det Arbejde, der laa for.

Da Herredsfogden og hans Gæster kom til Stedet, slog Betjentens
ledende Holdning over i behersket Underdanighed, han skelede
lidt til Holst, det kreperede ham, at en Betjent fra Byen skulde
inviteres til Gæst hos Herredsfogden. Selv ansaa han sig for mindst
lige saa god som Holst, der dog, naar alt kom til alt, kun var
Overbetjent, medens han selv kunde kalde sig Assistent, om han
vilde -- og det vilde han forresten for det meste ude paa Landet.
Herredsfogden lo ad Arrangementet, og Holst skjulte et stille
Smil, men gik forresten strax hen til Betjenten og udtalte sin
Anerkendelse saa aabent og umiskendeligt velvilligt, at den andens
Stramhed forsvandt, og han følte en vis Glæde ved at kunne vise de
Herrer derinde fra, hvad det lokale Politi kunde sætte i Scene.

Imidlertid tømtes Graven langsomt, der var paa sine Steder 7 à 8
Alen til Bunden, og Skrænten var stejl. Fisk fandtes slet ikke,
den syntes ganske ubeboet, og der fandtes ikke heller Spor af de
Klæder, som Pigen havde erklæret var svøbt om det lille Lig.

Holst stod paa Gærdet ved Siden af Ritmesteren og Herredsfogden
og saa lidt vemodig ud over de gule Skrænter, der kom til Syne,
efterhaanden som Vandet løb ud. Pludselig følte han et Tryk paa
sin Arm, det var Ritmesteren, der ligesom greb krampagtigt om hans
Haandled, kun et Sekund, saa slap Taget.

Holst saa forundret paa sin Nabo, Ritmesterens Ansigt var
paafaldende blegt, og hans Øjne var vendt mod Bunden af Graven.
Holst fulgte Blikket og rettede sig. Det var besynderligt -- hvad
kunde det være?

I samme Nu lød der et Udraab fra Mændene langs Gærdet -- alles
Blikke vendtes mod Brinken, hvor Vandet var veget fra en Fordybning
tæt under Bænken, omtrent der, hvor Barneliget var kommet til
Syne. Holst stirrede mod Stedet, og i Overfladen af det vigende
Vand blinkede noget blændende hvidt, der tegnede sig vegt og rundt
mod den gule Skrænt. Vandet sank, og medens Blodet stivnede i
hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt
paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om
Fødderne, en om Halsen. Alle strømmede til, og Herredsfogden banede
sig med Vanskelighed Vej ned ad Skrænten. Der blev dyb Tavshed, kun
Lokomobilet hvæsede og Skruerne knirkede -- medens de forsamlede
Mænd stod maalløse, uforstaaende, næsten lammede af dyb og tavs
Rædsel.

Lidt efter lidt bredte en Hvisken sig fra Mand til Mand, Arbejdet
standsede, og ganske langsomt, uden Kommando nærmede Mændene
sig Stedet og tog fat; de bar Liget op ad Skrænten og lagde det
i Græsset nær ved Bænken. Holst og Herredsfogden fulgte efter,
Ritmesteren traadte hen til Bænken og lænede sig til dens Rygstød;
han var meget bleg. Ingen af dem talte.

Herredsfogden var som lamslaaet. At dette skulde kunne ske i hans
fredelige Jurisdiktion, et Mord, et Mord, forøvet i den aller
seneste Tid. Han følte allerede, hvorledes hele Landets Opmærksomhed
vilde blive hendraget paa hans Virksomhed, imødesaa det store
Arbejde med den ringe Udsigt til Resultat. Han vendte sig til Holst
og sagde dæmpet, hvislende mellem Tænderne: »Gid Fanden havde den
Distriktslæge.«

Distriktslægen kom imidlertid som ved et besynderligt Tilfælde
i det samme over Gærdet ved Graven. Han trængte sig igennem den
forsamlede Skare af Mænd og stod foran Liget. Ansigt til Ansigt med
sin Modstander. Herredsfogden fattede sig snart, han bøjede sig mod
Distriktslægen med et ironisk Smil og samlede sin Aandsoverlegenhed
i en Vittighed, der lød skurrende og skarp gennem den Uhygge, der
knugede alle.

»Det er da i hvert Fald ikke Marie Andersens Barn.«

Distriktslægen saa alvorlig op. »Nej,« sagde han, »men maaske det
andet Barns Moder.«

Herredsfogden bed Læberne sammen og vendte sig mod Graven.

»Kirkeskov,« raabte han til Betjenten, »se at faa Vandet ud af den
fordømte Grav, om den saa er stoppende fuld af Lig. Lad os saa faa
det hele paa en Gang.«

Mængden trak sig tavs tilbage, og ved Liget blev kun staaende
Herredsfogden, hans Gæster og Lægen. Holst betragtede det nøje.
Det var en ung Kvinde, middelhøj, veludviklet, med et rigt, lyst
Haar. Trækkene var regelmæssige og smukke, mærkelig velbevarede,
Ansigtsudtrykket roligt, Øjnene lukkede under lyse Bryn, et
forunderlig hvidt, fast Marmorlegeme, mere Statue end Lig.

Distriktslægen brød Tavsheden: »Hun er ikke druknet, men sænket ned
i Graven som Lig. Der kan altsaa ikke være Tale om Selvmord.« Han
bøjede sig ned over Liget og saa nøje paa det.

»Højst 25 Aar -- snarere yngre -- det er et Mord, Hr. Herredsfoged,
et regulært Mord.«

Herredsfogden vrissede: »Tak, Hr. Doktor, det kan jeg næsten sige
mig selv -- vi kan optage det foreløbige Ligsyn med det samme, om De
vil! Obduktionen kan saa finde Sted, naar det skal være.«

Holst rev sig løs og ilede ned ad Brinken for at tage Stedet
nøje i Øjesyn. Det slog ham, at i Leret, hvor Ligets Hoved havde
hvilet, laa, øjensynlig trykket af Stenen, der var bundet om dets
Hals, nogle Stykker Klæde og et Bomulds Forklæde. Han vinkede til
Herredsfogden, der kom ned til ham.

»Hr. Herredsfoged,« sagde han, »er dette ikke de Klude,
Barnemordersken har omtalt!«

»Jo -- De har Ret --.« Herredsfogden bøjede sig ned og undersøgte
Tøjet, »netop bestemt.«

»De laa under Ligets Hoved -- Herredsfogden kan her se Aftrykket
-- det vil altsaa sige,« fortsatte Holst ligesom hen for sig, »at
Liget af denne Kvinde er sænket ned nogen Tid efter Barneliget. Ikke
saa kort Tid.«

Herredsfogden saa spørgende paa ham: »Hvorfor?«

»Jeg mener, at Barneliget, efterhaanden som Klæderne om det er
bleven gennemtrukne med Vand, har viklet sig ud af disse og
tilsidst kun har hængt løseligt fast i dem. Liget af Kvinden er
ganske naturligt bleven sænket ned paa samme Sted, det eneste,
hvor Adgangen til Vandet var nogenlunde let, og er saa kommet til
at hvile paa Klæderne om Barneliget. Da jeg saa forleden slyngede
den store Sten ud -- denne,« Holst pegede paa en stor Sten, der
blottedes i Overfladen af Vandet, »har Bevægelsen i Vandet revet
Barneliget løs og ført det til Overfladen.«

Herredsfogden nikkede. »Det vil altsaa sige, at Mordet -- om det er
et Mord -- maa være forøvet indenfor de sidste fem eller maaske kun
tre Maaneder.«

»Fem -- sikkert,« sagde Holst.

Herredsfogden saa skarpt paa den unge Mand, ligesom mønstrende ham
fra Isse til Fod.

»Løjtnant Holst,« sagde han, »kunde De hos Deres Foresatte erhverve
Tilladelse til at blive stillet til min Disposition i denne Sag? De
er en dygtig Mand, og her bliver sikkert Brug for al den Dygtighed,
der kan skaffes; en forbandet Historie er det.«

Holst bukkede. »Der er vist ikke noget til Hinder for det,« sagde
han.

Herredsfogden vendte sig: »Tag saa fat med det samme, Løjtnant
Holst. Jeg skal give de fornødne Ordrer.«

Herredsfogden gik atter hen til Liget. Ritmesteren stod i Samtale
med Distriktslægen. »Ja, mine Herrer,« faldt Herredsfogden ind, »her
bliver Arbejde. De, Hr. Ritmester, havde Ret i Deres Formening, blot
blev det ikke Barnelig, vi fandt i Graven.«

Distriktslægen bemærkede tørt: »Der er jo Udsigt -- --«

»Saagu,« snærrede Herredsfogden, »nu skal saamænd ingenting undre
mig mere.«

Arbejdet kom atter i Gang. En Presenning bredtes over Liget, og
Lokomobilet hvæsede, medens Skruen hvinede. Men der laa en knugende
Tyngsel over Mændene, og lidt efter lidt listede Tilskuerne af,
medens Herredsfogden og Distriktslægen holdt Ligsyn, og Holst og
Betjenten nøje ransagede alt om Stedet.

Graven tømtes, og der fandtes intet. Kun de fattige, trevlede Klude,
som Barnemordersken havde talt om, og det nøgne Lig af den unge,
ubekendte Kvinde, bundet med to korte, stærke Reb om Fødder og Hals;
men uden et eneste Kendetegn eller en Stump, der kunde lede paa Spor
af, hvem den dræbte kunde være, endsige hvor Morderen var.

Ritmesteren fulgtes hjemad med Herredsfogden; han var, som alle,
meget uhyggelig berørt ved det skete og betonede stærkt, hvor
fornuftigt han havde handlet i at forbyde sin Datter at gaa med.
Herredsfogden gav ham Ret heri.

Holst blev tilbage, efter at de andre var gaaet. Hans Hjerne
arbejdede stærkt, her var noget at tage fat i, fortræffelige
Arbejdsvilkaar. Han lovede sig selv, at intet skulde han lade
uforsøgt, og Sporet skulde findes. Her stod han da endelig overfor
et Arbejde, der krævede en Mands Kraft og tog en Vilje i Tjeneste
mod et virkeligt Maal.




IV.


Efterretningen om Mordet fløj som en Løbeild over Landet; fra alle
Blade mødte Korrespondenter og Reportere paa Stedet. Pletten om den
tømte Grav trampedes saa fuldstændig ned, at al Vegetation lagdes
øde, og en fremragende Reporter ved et større Hovedstadsblad, hvis
Specialitet var Skildring af Skovidyller, maatte tage en Fjerdingvej
Nord paa for at finde et Sceneri, der kunde hæve hans Tanker til den
fornødne lyriske Flugt.

Herredsfogden havde ingen Ro hverken Nat eller Dag, han modtog
Journalisterne med udsøgt Velvilje, Cigarer og en Forfriskning,
erklærede sig beredt til at stille Oplysninger til deres Disposition
og gjorde det samvittighedsfuldt. De fik Liget at se og Lov til at
fotografere det og ham og Betjenten og Barnemordersken, kort sagt,
alt hvad de vilde.

Herredsfogden udnævntes da ogsaa i alle Landets Blade til den
dygtigste, humaneste og skarpsindigste Embedsmand i Landet -- til
uhyre Ærgrelse for Kolleger i det ganske Land og for Distriktslægen,
der var hemmelighedsfuld og intet vilde meddele, og som derfor blev
fremstillet som et uvidende Fæ, idet Historien om Barneindmaden kom
frem og blev skarpt diskuteret.

Holst lod man i Fred. Et Forlydende vilde vide, at Undersøgelsen
skulde betroes denne dygtige Politimand, der forresten slet ikke
var populær blandt Hovedstadens Politireportere, men da Forlydendet
blev bekræftet, kunde Holst med stor Sikkerhed dække sig bag sin nye
Foresatte, og man respekterede denne dækkede Stilling.

I otte Dage sysselsatte Kvindeliget det hele Land. Alle Blade
indeholdt Hypoteser, Datoer, Formodninger af enhver Art.
Eftermiddagspressen bragte hver Dag nye sensationelle Afsløringer,
hvis vigtigste Indhold var de Oplysninger, de lovede næste Dag, men
Gaaden forblev uløst. Obduktionen udviste, at den unge Kvinde var
taget af Dage med en stærk, pludselig virkende Gift og sænket død
ned i Vandet.

Men intet mere.

Der var absolut intet at finde i Graven eller dens Omegn, hvor
man søgte og gravede. Der lod sig intet oplyse om, hvorvidt den
unge Kvinde var set i Omegnen. Fotografier blev tagne af Liget,
Bekendtgørelser og Signalementer udsendt, alle mulige Mennesker
afhørte, men ikke et Vidne meldte sig eller fandtes, der turde
udtale, at den paagældende var bleven set paa Egnen. Da ti Dage
var hengaaet, uden at noget nyt kom frem, slappedes Interessen.
Besøgene blev færre. Journalisterne begyndte at henføre Tilfældet
til de talrige uopdagede Mord, og Regeringens Modstandere begyndte
saa smaat at dolere over Retsusikkerheden og Politiets tarvelige
Organisation.

Kort sagt, det gik som det plejer at gaa, og som det skal gaa.

Men Herredsfogden og Holst fik Ro, og det var det, de havde
ventet paa. Der forelaa allerede et meget stort Materiale, ganske
vist væsentlig af negativ Art, men den foreløbige Obduktion
og de anstillede Undersøgelser havde dog givet ikke saa faa
Udgangspunkter, der alle var af en saadan Art, at de mindre
interesserede Pressen og Almenheden end de faa, der virkelig
arbejdede med Sagen.

Disse faa var Herredsfogden, Distriktslægen, Holst og Ritmester
Ankerkrone. For de tre førstes Vedkommende var Iveren ret naturlig,
Ritmesteren var vel egentlig uvedkommende, men han var ved
Omstændighederne saaledes knyttet til Begivenheden, at han følte sig
forpligtet til at følge den med yderste Opmærksomhed. Han var en
fornuftig og alvorlig Mand, der aldrig gav sit Besyv med, men kun
lyttede, rystede paa Hovedet, anerkendende eller misbilligende, som
det nu kunde falde sig.

Særlig Interesse nærede han for Holst og dennes Arbejde. Han saa
godt, at Holst var en Mand, der vilde noget, og som kunde noget
tillige, og strax fra den første Dag fulgte han hans Arbejde med
dybeste Opmærksomhed.

Omstændighederne vilde, at der var et Værelse ledigt paa den Gaard,
hvor Ritmesteren boede til Leje; han henledte Holsts Opmærksomhed
herpaa.

Holst lejede Værelset og uagtet han strængt holdt paa, at han vilde
betale for sig selv, blev han lidt efter lidt Ritmesterens Gæst,
uden at han mærkede det. Han kunde heller ikke skjule for sig selv,
at han satte mere og mere Pris paa Samværet med de to Mennesker
og vel særlig med den unge Pige, der ved sit friske, frejdige Lune
bidrog stærkt til at holde Humøret oppe hos ham, naar Arbejdet var
ved at tage Modet fra ham.

Hvad der særlig indtog ham for Ulla Ankerkrone, var den
Omstændighed, at hun aldrig med et Ord omtalte Mordsagen, med ægte
kvindelig Takt undgik at nævne den, saa at han i hendes Selskab
følte sig fri af det daglige Arbejde og styrket ved denne Frihed og
Fred.

Ritmesteren derimod interesserede sig som sagt stærkt for Sagen, han
talte aldrig om den i Datterens Nærværelse, men om Aftenen sad han
ofte timevis hos Holst og gennemgik Materialet, uden at give Raad,
men bestandig lyttende. Holst vænnede sig til at betragte ham som en
tavs Medarbejder.

Der var nu hengaaet 12 Dage, og tilsyneladende var man ikke naaet
videre. Holst havde faaet Udskrift af Forhørene til Gennemsyn for at
lægge Materialet til Rette for et nyt Forhør, af hvilket man ikke
ventede sig det mindste.

Ritmesteren kom som sædvanlig ind til ham med en fin og stærk Cigar
og et Glas Punch. Han bad Holst referere Sagen, og dette gjorde han,
-- ganske langsomt og nøjagtigt.

»Skal jeg sige, hvad vi positivt véd, saa er det ikke saa
forskrækkelig meget. Med Hensyn til den myrdede véd vi, at det er
en ung Kvinde, henved 25 Aar, næppe gift, da Fingrene vel bærer
Mærker af Ringe, men ikke af nogen bred glat Guldring. Næppe af
de saakaldte fine Lag, da Lemmerne ganske vist er velskabte,
Hænderne velholdte, men dog med Spor af tidligere Arbejde, og
Fødderne prægede af ikke altid lige velforarbejdet Fodtøj, Legemet
bærer Mærker af overdreven Anvendelse af Snøreliv, Haaret har
utvivlsomt været farvet, en kemisk Undersøgelse godtgør dette,
det har oprindelig været askeblondt, men er behandlet med stærk
kosmetisk Farve. Huden er fin og bærer ikke i overdreven Grad Mærker
af Sminkning, -- tværtimod, Teinten maa have været frisk og sund.
Alle indre Organer er normale, bortset fra den Indvirkning, Giften
har foraarsaget. Men Undersøgelsen har tillige givet det Resultat,
at den myrdede utvivlsomt har været Moder, omend det ikke synes at
have været umiddelbart før Drabet, snarere at ligge ikke saa kort
tilbage i Tiden. Den Afdøde synes selv at have ammet sit Barn. Af
ydre Kendetegn eller særlige Mærker findes slet ingen, det skulde da
være, at enkelte Mærker ved højre Haands Fingre synes at tyde paa,
at Afdøde i sin Tid har været beskæftiget ved Syning. Men Neglene er
saaledes behandlede, at det synes utvivlsomt, at Afdøde i længere
Tid forinden Drabet ikke har deltaget i noget legemligt Arbejde.«

Holst standsede og trak Vejret, saa smilede han: »Som Ritmesteren
ser, alt i alt ikke saa helt lidt.«

Ritmesteren nippede betænksomt til Glasset og pustede en tæt
Røgsøjle fra sig. »Det vil altsaa sige en Demimonde-Dame eller i
hvert Fald en »lettere« Kvinde af Folket.«

»Netop,« svarede Holst, »en ung Kvinde, der, uden at tilhøre de
egentlig løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed, om
hun end paa den anden Side har været i Stand til at pleje sig godt
legemligt og ikke har været behæftet med Skavanker af nogen Art.
Kærnesund var hun tværtimod. Det er det positive.

Det negative giver ogsaa en enkelt Oplysning. Hun er næppe her fra
Landet. Der har været anstillet meget vidtløftige Undersøgelser.
Alt tyder paa et Barn af den store By, og der savnes ikke en af vor
Hovedstads kendte løse Fugle, end ikke af dem, som kun faa kender.
Tidspunktet er jo bestemt ved Forholdet til Barneliget. Mordet maa
være forøvet efter 15. December ifjor. Jeg er tilbøjelig til at
tro ikke saa lidt hen paa Foraaret, da Resterne af de Klude, hvori
Barnemordersken har svøbt Barneliget, er stærkt opløste og laa
sammenpressede under Kvindeliget. Ingen har set den paagældende
Kvinde her paa Egnen eller i Hovedstaden -- jeg mener, vi har
ikke kunnet finde nogen, der har ringeste Kendskab til hende;
en Del af de Personer, om hvem det har kunnet tænkes, har været
konfronterede med Liget, men ingen kendte det, end ikke vore
Betjente af Sundhedspolitiet, der dog har et stort Bekendtskab i
den Verden. Hertil kommer, at Ligets Ansigtstype egentlig ikke var
dansk. De véd, at De selv strax indrømmede, at det rimeligvis var en
Landsmandinde af Dem.«

»Det gjorde jeg ikke,« sagde Ritmesteren, »jeg har sandt at sige
næppe rigtig set paa Liget, det er en Svaghed, naa men den er let
forstaaelig. Deri maa De huske fejl.«

»Det er jo mulig, selv tror jeg det fuldt og fast, og det næste
Skridt, jeg har foretaget, var at søge Oplysninger fra Stockholm
og Gøteborg, men det lader ikke heller til, at man dér savner nogen
Dame af det Selskab, jeg har tænkt paa. Det er naturligvis ikke
udelukket, at jeg tager fejl, men det tror jeg nu ikke.

Saa meget om den myrdede -- meget er det ikke, men Ritmesteren vil
dog indrømme mig, at det er noget.«

»Naa, og Morderen,« spurgte Ritmesteren, »hvad véd De om ham?«

»Meget lidt. Jeg formoder, at det er Skinsyge, der er med i Spillet,
i hvert Fald er det et overlagt Mord. Pigebarnet er myrdet ved Gift
af en rolig og behersket Mand, der har overtænkt alle Muligheder.
Han har ikke ladet Liget beholde en Stump, der kunde lede til at
identificere det. Vi har foretaget Gravninger og draget Vod i
flere Grave i Skoven; jeg ventede mig ikke meget af det, da jeg er
overbevist om, at Manden har bortført alt, hvad der hørte til Liget.
Han maa i denne Henseende have forberedt sin Plan ganske vel, og
jeg er tilbøjelig til at tro, at han har medført en Kuffert eller
lignende og forøvet Mordet paa Stedet.«

»Hvorfor tror De det -- er det ikke naturligt at antage, at han har
bragt Liget derud?«

»Nej, det vilde være for vanskeligt. Han maa have kendt Stedet og
valgt det med velberaad Hu. Jeg kunde tænke mig, at han var ankommet
med den myrdede fra Sverig til Helsingør og havde begivet sig med
hende herud. Jeg har anstillet Undersøgelser herom, men intet faaet
oplyst.«

Ritmesteren faldt Holst lidt skarpt i Talen. »Hvorfor skal nu ogsaa
Morderen være svensk? Kan I danske da ikke myrde lige saa vel?«

Holst bøjede sig let. »Jeg siger ikke, Morderen har været svensk.
Kun at den myrdede har været det, og at de rimeligvis er kommet
sammen fra Sverig. Dog véd jeg intetsomhelst derom. Mere interessant
er min følgende Hypotese. Jeg gaar ud fra, at Manden har bragt en
Kuffert med sig ud i Skoven -- det vilde se naturligt ud, ikke
sandt? Efter Mordet har han pakket den dræbtes Klæder i Kufferten og
taget den med sig.«

»Se, se!« Ritmesteren grundede lidt, men maatte erkende, at det
kunde være muligt.

»Nu kommer imidlertid det interessante.« Holst saa op med et lille
Glimt af Stolthed. »Morderen har hidtil baaret sig meget forstandig
ad, nu begaar han sin første Dumhed, som han selv anser for en meget
kløgtig Handling -- og som forresten ogsaa er ganske vel udtænkt
under Forudsætning af, at han har med lutter Dumhoveder at gøre.«

»Naa, hvad gør han saa?« spurgte Ritmesteren, hvem Sagen mere og
mere interesserede.

Holst tog sig i det og føjede beskedent til: »Hvis Morderen gør,
hvad jeg ønsker, han skal gøre, saa lader han ganske rolig Kufferten
blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kupé, og
lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en
eller anden Auktion og sporløst udslettes.«

»Se, se!« Ritmesteren nippede til Punchen med et lille Smil.

»Ja, naar de Herrer Mordere var saa venlige at gøre, hvad de Herrer
Detektiver ønskede sig, saa var det hele slet ikke saa kompliceret.«

Holst smilede. »Heldet, Hr. Ritmester, Heldet, det er det, hvorpaa
det kommer an. Og det har jeg hidtil haft.«

Saa rejste Ritmesteren sig og trak sig tilbage. Han brummede noget
i Skægget om, at den der Detektiv var en Pokkers Karl, men der var
noget ved Holst, der tog ham, og sikker var Karlen.




V.


Holst besluttede at tage en Tur til Hovedstaden for at prøve sin
Kuffert-Hypotese, der mere var et Indfald, han havde faaet under
Samtalen med Ritmesteren, end egentlig en forudfattet Krigsplan. Det
regnede, og han kunde ikke benytte Cycle til Turen, derfor passede
det ham ganske vel, at Frk. Ulla havde Ærinde til Stationen for at
hente sin Broder, der pludselig telegrafisk havde anmeldt sit Komme.

Det gik langsomt op ad den sandede Bakkevej, medens Ulla og Holst
sad nok saa behagelig tilbagelænede i Gaardmandens Wienervogn, der
var slaaet op paa Grund af Vejret. Efterhaanden var de to blevet
rigtig gode Venner, og Samtalen gik ganske kvikt mellem dem om
allehaande ligegyldige Ting.

Fjorten Dage tilbragt paa samme Sted binder mange smaa Baand og
fletter Tanker, hvoraf Kammeratskab og Venskab let voxer frem, og
Ullas muntre, frejdige Væsen havde ganske faaet Bugt med Holsts
Tilbageholdenhed. De talte om Broderen, der kom. Ulla forgudede ham,
han var rigtig en Type paa en kvik og flot svensk Husarofficer; nu
var han Godsejer, han havde overtaget Faderens Ejendom, der laa
mellem Esløf og Christiansstad, hvor de skaanske Herregaarde ligger
tæt mellem Skove og Moser.

Ritmesteren havde aldrig selv drevet sine Godser, fortalte hun.
»Pappa er Officer og elsker Rejser i Syden og saa der, »Gamalstorp«,
som Stedet hedder, er ikke præcis noget vakkert eller morsomt Sted,
og var det ikke, fordi Bror Claes er meget rigt gift og har faaet
alt indrettet saa charmant, saa skulde vel næppe han heller holde
Stedet ud.«

»Er Deres Broder gift?« spurgte Holst, der for første Gang havde
Lejlighed til at erkyndige sig nærmere om Ritmesterens Familie.

»Ja,« sagde Ulla og trak paa det, »med en borgerlig, men meget sød
ung Dame fra England; umaadelig rig er hun og meget sød, ikke præcis
smuk, snarere langt fra -- men meget sød og meget rig.«

»Har Deres Broder været gift længe?« spurgte Holst.

»Fire Aar, men Emily -- min Svigerinde hedder Emily -- har været
syg og opholdt sig i Syden i to Aar. Der var en Baby -- en lille
en -- som forresten nu er kommen sig helt godt, men den var lige
ved at dø. Naa, det kan jo ikke interessere Dem at høre om Claes'
Familieforhold og desuden, lystelige er de heller ikke.«

Holst smilede. »Er Deres Svigerinde maaske mest rig? Jeg synes, De
betonede det saa stærkt.«

»Ikke just det, men Claes er saa kvik, saa køn og saa glad, og
Emily er saa streng, saa filistrøs. Ja, De kender os jo saa godt
nu, Løjtnant Holst, saa jeg tager ikke i Betænkning at sige Dem, at
Claes og Emily har været lige ved at skulle skilles. Saa var det
Pappa lagde sig imellem, og saa blev Claes mere fornuftig -- for
ufornuftig var han jo, noget, og nogen Ret har Emily, men hun var jo
desuden syg og -- --«

Frk. Ulla talte sig rød i Hovedet og fuldstændig ind i en blind
Gade, hvorfra hun ikke kunde slippe ud. Det klædte hende nydeligt,
og Holst smilede, hvad der kun bevirkede, at hun blev endnu mere
rød i Hovedet og gik fuldstændig i Staa. Holst kom hende til Hjælp.
»Det vil altsaa sige, at Frøkenens Broder maaske ikke har været den
mest opofrende Sygeplejer, og at hans svagelige Hustru har taget ham
dette ilde op, men at Skyerne paa den ægteskabelige Himmel nu er
fjernede, og at Æren derfor er Ritmesterens.«

Ulla nikkede med Hovedet. »Netop.«

Holst brød af. »Undskyld mig, Frøken, at jeg berører en Sag, som jeg
ellers ikke har berørt for Dem, men De véd jo nok, at jeg ikke, som
Deres Fader, ligger paa Landet for min Sundheds Skyld.«

Ulla nikkede atter.

»Godt,« fortsatte Holst, »De vilde gøre mig en stor Tjeneste ved
slet ikke at omtale denne Sag for Deres Broder, jeg ønsker den ikke
omtalt i de Kredse, hvor han i sit Hjem sikkert færdes -- dertil
har jeg nu mine Grunde. Jeg beder Dem paa mine Vegne sige til Deres
Fader, at det er af Betydning, at Sagen ikke omtales. Maaske jeg
selv, om jeg træffer Deres Broder, kan komme til at berøre den. Det
vil De love mig.«

Ulla saa uhyre højtidelig ud og havde stor Lyst til at spørge, men
hendes Fader havde saa strengt forbudt hende at tale om den Sag med
Holst, og desuden, efter hvad hendes Jomfru havde fortalt, var der
noget mindre passende ved det hele. Hun tav altsaa.

De sad nu kort Tid i Tavshed, saa spurgte Holst for at sige noget:

»Sig mig, Frøken, hvorledes er De egentlig dalet ned i denne afsides
Egn? Det er dog ikke almindeligt, at Fremmede finder herud.«

Ulla greb med Begærlighed det nye Konversationsemne og fortalte
meget livligt og med mange Ord, hvorledes de havde været paa
Gamalstorp og, da det var bragt i Orden med de unge derovre, var
taget afsted paa maa og faa, egentlig bestemt paa at tage til Rügen
eller Nordeney, men at Ritmesteren i sidste Øjeblik havde foreslaaet
Nordsjælland, og de saa havde fundet dette fortræffelige Sted, hvor
de nu vilde blive til midt i Juli.

Medens Ulla sad og talte, betragtede Holst hende af og til og lagde
Mærke til, hvor meget hun lignede Faderen; det friske, muntre
Ansigt kunde pludselig blive alvorligt, næsten skarpt, og der var i
hendes Bevægelser noget djærvt viljefast, der fuldstændig lignede
Ritmesterens udpræget energiske Holdning og Optræden.

Men nydelig var hun -- og Holst tænkte paa Gamalstorp og den meget
søde og meget rige, men ikke præcis vakre Emily. Saa kom de til
Stationen.

Toget sydfra kom først, og Løjtnant Claes præsenterede sig som en
høj, lys, meget bukkende og særdeles elskværdig udseende Svensker
af den skaanske Kavalleritype, som lader sig kende fra Sydpol til
Nordpol, hvor den end mødes. Ikke i mindste Maade interessant, men
meget smuk og elegant.

Ulla præsenterede Løjtnant Holst som en Ven af Pappa, og Hr. Claes
bukkede velvilligt, han længtes sikkert efter et Glas forfriskende
og en Enesamtale med Ulla, og da Toget kom nordfra, forlod Holst
ilsomt de to Søskende.

Paa Rejsen til Byen tænkte han vedblivende paa Ulla, først ved
Gentofte blev han mindet om Kufferten, men slog det hen for at
drømme.




VI.


Da Holst den næste Dag ved Tretiden indfandt sig hos sine Foresatte
paa Politikamret, bankede hans Hjerte af nervøs Spænding. Der var
hændet ham noget særdeles mærkværdigt. Om Formiddagen havde han
henvendt sig paa Jernbanevæsenets Depot for fundne Sager, og ved at
efterse Depotets Lister havde han under 28. Marts fundet »en Kuffert
med forskelligt Dametøj«. Da han lod denne Kuffert bringe, viste
det sig at være en let flettet Kurvekuffert uden Laas med to Hanke
af Størrelse som en almindelig Herre-Haandkuffert. Den indeholdt
et Sæt fuldstændige Kvindeklæder fra inderst til yderst -- kun et
Sæt -- Linned, Jacket-Klæder, Støvler, Hat -- kortsagt alt lige til
Strømpebaand, men ingen Pretiosa, Ur eller deslige, og desuden en
Kognaksflaske halvt fyldt og et lille Glas.

Dette Fund havde næsten overvældet Holst. Han syntes deri at se et
Varsel om, at det virkelig skulde lykkes ham at naa Maalet; men for
at væbne sig mod enhver Overilelse paalagde han Jernbanefunktionæren
ubrødeligt at tie med Fundet og begav sig straks til Politikamret
for at ordne det fornødne.

Politiembedsmanden var lige saa stærkt berørt af Fundet som Holst.
Naturligvis maatte man undersøge, om de fundne Klæder passede til
Liget, men der var paa Forhaand stor Sandsynlighed for, at man
var paa Sporet, særlig da Kufferten var fundet efterladt i et
fra Helsingør kommende Tog og kun indeholdt et Sæt fuldstændig
Dameekvipering af stor luxuøs Elegance og Udstyrelse. Man skred
strax til Optagelse af en Liste over de fundne Sager, der paa Stedet
konfereredes af den overordnede Embedsmand for sammen med Kufferten
at afgives til Undersøgelsesdommeren.

Kufferten selv var, som angivet, af flettet Straa, firkantet af
Form, 1 Alen lang, 16 Tommer høj og 12 Tommer bred over Bunden. Den
syntes aldeles ny, dog var den ikke forsynet med noget Mærke, der
kunde røbe, hvor den var anskaffet eller fabrikeret.

Den indeholdt en Halvflaske mærket med Firmaet Hennesy & Ko.'s
Etikette og halv fyldt med Kognak, desuden et meget tarveligt Glas,
øjensynligt anskaffet til Rejsebrug. Kognaksflasken med Indhold
vilde blive Genstand for særlig Undersøgelse for at konstatere, om
Vinen muligvis maatte være forgiftet, hvad der, saafremt Fundet
havde Forbindelse med Mordet, var sandsynligt. Desuden indeholdt
Kufferten:

1) En sort Straahat med Besætning af den Façon, der særlig benyttes
af engelske Damer, med to Strudsfjer over Kors foran paa Skyggen,
mærket med Navnet Jean Tissot, Rue Rivoli, Paris.

2) En sort, silkeforet Jacket af stærkt engelsk Klæde mrk. Redfern.
London.

3) Et graat Silke Bluseliv, besat med sorte Kniplinger og
Silkebroderi, foret med Silke og mrk. Jules Biester, Berlin.

4) En glat, sort Klædes Nederdel med Silkefoer uden Besætning, mrk.
Redfern. London.

5) Et tykt Underskørt med paasyede Plisseer af gult Silketøj uden
Mærke.

6) Et udsyet Fiskebens Korset, rigt besat med Blonder og Silkebaand,
temmelig langlivet, mrk. Bon Marché, Paris.

7) Linned og Undertøj m. m., rigt forsynet med Blonder og
gennemtrukket med Silkelidser samt et Par brune Silkestrømper.

8) Et Par tykke, brune Støvler med lave Hæle, mrk. i Læderet
indvendig John Clifford. Strand. London.

9) Et Par Handsker, mrk. Ricotti. Milano.

10) Et Lommetørklæde med Blonder mrk. A. C. og et mindre
Lommetørklæde mrk. Annie med en Krone, samt endelig et Sæt
Strømpeholdere af almindelig, lidt slidt Elastik, der kontrasterede
noget med det øvrige særdeles udsøgte Linned. Paa Laasene var
trykket med ret læselige Bogstaver: A. Vikander. Vestra Storgatan
17, Christiansstad, og nedenunder Sølvmedalj vid Stockholm
Utställningen 1897.

Andet og mere forefandtes ikke.

Men det var jo heller ikke saa lidt. Først maatte det undersøges,
om Klæderne passede Liget, hvad Holst ufortøvet vilde forsøge, saa
snart han kom tilbage, da Liget ved hensigtsmæssig Behandling var
saaledes præpareret, at det ikke undergik nogen Proces, der hindrede
dets Tilstedeværelse under Undersøgelsen. Dernæst maatte det
forsøges, om der paa det gjorte Fund kunde bygges noget med Hensyn
til Identiteten.

Holst gennemgik nøje det forefundne med sin Foresatte, og begge var
enige om, at det oplyste i høj Grad bestyrkede Holsts Hypotese om
den Myrdedes Stand og Vilkaar. Den Myrdede var efter den udfoldede
Luksus at dømme sikkert en Dame, der havde let Adgang til Penge.
Den besynderlige Sammenstilling af de fineste engelske og tyske
Dameskrædderfirmaer med ret ubekendte Handlende i tre evropæiske
Hovedstæder og det mærkelige Faktum, at det ene Lommetørklæde var
mærket A. C., det andet Annie under en Krone, bestyrkede ogsaa
ganske de opstillede Formodninger.

Mest interessant var dog Fundet af Strømpebaandene; thi lykkedes det
at følge dette Spor, der ledte til en saa ubemærket, afsides Stad
som Christiansstad i Skaane, saa vilde det næppe være vanskeligt
at konstatere Ligets Identitet og i saa Fald vilde det kun være et
Tidsspørgsmaal, naar Morderen blev opdaget.

Det maatte nemlig anses for højst usandsynligt, at en Dame, hvis
Klæder udgik fra Redferns berømte Salon i London, og hvis Bluseliv
skyldtes en Jules Biester, Unter den Linden, skulde falde paa at
søge til Christiansstad for at anskaffe sig et Par Strømpebaand og
senere bære disse tarvelige Elastikker til sin evropæiske Pragt.
Langt naturligere maatte det forekomme, at en lille letsindig
skaansk Pige drog ud i den store Verden ved en eller maaske ved
skiftende Kavalerers Side og skiftede Fjer fra inderst til yderst,
efterhaanden som Færden gik over Lande, for tilsidst kun at beholde
sine Strømpebaand, der nu engang passede godt og var et Minde om
Hjemmet og gamle Dage.

Denne Hypotese var endogsaa mere end naturlig, og den havde den
Fordel, at den bød et fast Udgangspunkt.

Holst forlod sin Chef for at tiltræde Tilbagerejsen, og det blev
besluttet, at ikke et Ord om det skete maatte komme offentlig frem,
i hvilken Henseende den paagældende Jernbaneembedsmand fik meget
skarpe Instrukser. Herredsfogden blev næsten ude af sig selv af
Nervøsitet, og i dybeste Hemmelighed gik han og Holst, ledsaget af
Arrestforvarerens Hustru, til den Celle i Arresthuset, hvor Liget
var anbragt under fornødne Foranstaltninger.

Arrestforvarerens Hustru, der var ferm til al Slags Gerning, iførte
med noget Besvær Liget de vigtigste af de fundne Klædningsstykker,
særlig Linned, Korset, Strømper, Sko og Handsker samt Overklædning,
og det viste sig, hvad Holst forøvrigt ikke et Øjeblik havde
betvivlet, at alt passede paa det nøjeste, og at Liget, som det laa
der paa Baaren, var det, der her paa Jorden var tilbage af Annie, en
lille letsindig Pige fra Christiansstad, der havde set det meste af
Europa for at ende sine Dage i en Skov nord for Helsingør, begraves
i Mergelgraven i Udkanten af Skoven og atter staa op af Graven for
at kræve Hævn over sin Morder.

Men om alt dette tav man, og besynderligt nok, de paagældende kunde
tie, ikke en Stavelse kom ud.




VII.


Løjtnant Claes blev kun en Dag hos Faderen, han var paa Gennemrejse
til Syden; det lod til at være alt vel hjemme, og Ritmesteren var
meget tilfreds over Nyheder fra Svigerdatteren, som sad paa et Hotel
i København og ventede paa at komme videre.

Holst fik kun et Glimt at se af Løjtnanten, han var meget i Tvivl,
om han skulde benytte Lejligheden til at tale om Christiansstad og
Annie, men var hurtig paa det rene med, at det kunde der ikke være
Tale om. Selv om det hidtil var gaaet ganske glat, saa maatte man
være forberedt paa, at Træet ikke faldt for det første Hug, og saa
let at gaa til, at man kunde spørge den første den bedste, var Sagen
heller ikke.

Derimod besluttede han sig til at bede Ritmesteren om at unde ham en
Samtale, da han havde noget særdeles vigtigt at meddele ham.

Ritmesteren mødte som sædvanlig med sin Punch og sin Cigar. Han tog
Sæde i Kurvestolen, og endnu inden Holst havde begyndt, sagde han
med et elskværdigt Smil:

»Nu har Hr. Løjtnanten fundet Damens Kuffert med Damens Pretiosa og
Klæder, og nu véd Hr. Løjtnanten, baade hvorfra hun er, og hvad hun
hedder.«

Holst lo. »Om det nu var sandt, Hr. Ritmester, hvad vilde De saa
sige?«

Ritmesteren betænkte sig lidt. »Om det var sandt, saa vilde jeg
sige, at De var den heldigste Kantøffel i de trende Broderriger, --
men det er naturligvis ikke sandt.«

»Jo, det er,« sagde Holst triumferende, »men det er en dyb
Hemmelighed.«

»Gudbevares!« Ritmesteren fortrak ikke en Mine. »Om man tør spørge
Hr. Løjtnanten, hvem saa den myrdede Dame er.«

Holst svarede i samme Tone: »Annie C., skal vi sige, Annie Carlson
fra Christiansstad.«

»Det staar paa Kufferten?« spurgte Ritmesteren.

Holst rystede paa Hovedet: »Kufferten er Morderens.«

»Naa, saa staar maaske hans Navn paa Kufferten?«

»Det gør det ikke,« sagde Holst alvorlig, »men staar det til mig,
skal det komme til at staa der.«

»Det tror jeg nok,« sagde Ritmesteren og saa alvorligt paa Holst.
»De er en Pokkers Karl -- en Troldmand, tror jeg næsten.«

Holst smilede. »Dette her er ganske naturligt, et lykkeligt Indfald,
der er slaaet til; det kunde lige saa godt være slaaet fejl, nu gik
det.«

»Hvorfra har De da Navnet?«

Holst fortalte om Klæderne og de forskellige Mærker; Ritmesteren
nikkede bekræftende og maatte indrømme, at det hele var særdeles
plausibelt.

»Hvad vil De nu?« spurgte han.

»Rejse til Christiansstad og undersøge den letlevende Dameverden
dér, for hos Ritmesteren kan jeg vel ikke faa nogen Oplysning om
den?«

Ritmesteren rystede leende paa Hovedet: »Nej, Hr. Løjtnant, det er
jeg vokset fra.«

»Skade, at Løjtnant Claes v. Ankerkrone er rejst, hos ham kunde jeg
maaske faa Underretning.«

Ritmesteren blev pludselig alvorlig. »Desværre, muligt er det --
dog selv om ikke min Søn nu var bortrejst paa en længere Tid, vilde
jeg dog have bedt Dem ikke henvende Dem til ham. Han har desværre
selv udover den Tid, da han havde Lov til den Slags, ofret den lette
Dameverden stor Opmærksomhed og mange Penge -- det er lykkedes mig
at rive ham ud at dette, og jeg vilde nødig -- for hans Hustrus
Skyld -- meget nødig, at der atter røres ved dette.«

Holst angrede halvvejs nu, at han ikke havde talt til Løjtnanten om
Annie -- maaske han her kunde have faaet første Haands Viden -- men
han tav om det. »Kendte Løjtnanten maaske nogen Dame af dette Navn?«
spurgte han.

Ritmesteren svarede Holst: »Jeg kender ikke de Damer, min Søn maaske
har kendt. Det plejer Faderen ikke, vel Hr. Løjtnant?«

Holst bøjede sig. »Jeg beder Hr. Ritmesteren undskylde, jeg har her
maaske rørt ved noget, der gør ondt -- jeg kunde ikke vide det og
beder Hr. Ritmesteren se bort derfra.«

»Gudbevares!« Ritmesterens Ansigt blev atter velvilligt, og han
løftede Glasset mod Holst: »Skaal, Hr. Løjtnant -- Skaal for Dem.
What next?«

»Christiansstad,« svarede Holst, »og maa jeg nu benytte Lejligheden
til at takke Hr. Ritmesteren for Deres store Elskværdighed mod mig i
de forløbne Uger. Nu skilles vore Veje, Gud véd, naar vi mødes igen.
Derfor Tak for denne Gang.« Holst tænkte et Øjeblik paa Frøken Ulla
og blev varm om Hjærtet.

Ritmesteren saa meget alvorlig ud. Saa løftede han sit Glas og
sagde stille: »Det er ikke min Vane at gaa den forbi, jeg en Gang
har mødt. Vi to vil mødes igen, eller rettere, vi skal mødes igen.
Rigtignok synes De, Hr. Løjtnant, at staa tæt ved Deres Maal, men
det kunde jo dog hænde, at Vejen over Christiansstad og tilbage igen
blev ret lang. I saa Fald skal De ikke gaa min Dør forbi. De har i
mig en Ven -- det skal De vide, og Venner har Mennesker altid Brug
for. Særlig naar de mindst tror det.«

Holst rejste sig og gik hen til Ritmesteren. Han rakte ham Haanden
og sagde med en vis Inderlighed i Tonefaldet, der klædte hans
dæmpede, noget mørke Stemme saa godt:

»Hjertelig Tak for godt Samarbejde, Ritmester v. Ankerkrone. De kan
være vis paa, at det Venskab, De byder mig, skal jeg ikke glemme,
saa vist som ingen haardere end jeg kan trænge til Venskab, fordi
jeg staar saa alene, som nogen Mand kan staa. Jeg glemmer ikke
Venskab, saa lidt som jeg skænker det bort i Blinde, men stolede jeg
ikke paa Dem, som jeg gør, havde vi to ikke siddet her sammen om en
Sag, der for mig gælder saa meget, som denne gør.«

Ritmesteren trykkede hans Haand og sagde dæmpet, næsten hviskende:

»Løjtnant Holst, vi Svenskere faar Ord for at være slemme til det,
vi kalder at drikke Brorskaal. Jeg giver Dem mit Ord paa, at paa
dette Punkt er jeg ikke lig mine Landsmænd, og dog foreslaar jeg Dem
det -- i broderligt Venskab.«

Holst var ukendt med svenske Skikke, og da han derfor drak Brorskaal
med den fine gamle Herre, som han havde truffet under disse særlige
og mærkelige Omstændigheder, følte han sig højtidelig stemt og meget
varm tilmode.

Det var ham virkelig en Art Indvielse af et Venskab, hvorpaa han
byggede mere, end han vilde tilstaa for sig selv. Den Nat var Holst
og Ritmesteren sammen, til Dagen begyndte at lysne i Øst, og skiltes
som to Mænd, der har lært hinanden at kende og sluttet et Venskab,
der varer et godt Stykke af Livet.

Dagen efter begyndte Holst sin Rejse for at følge Sporet, der fra
den stille, ensomme Skovsø førte ud i Verden, hvor Mennesker færdes.




FØRSTE BOG

Annie.




I.


Hvem kender ikke Esløf Station, Skaanes Centrum, hvor Baner fra
alle Himmelhjørner mødes, hvor Skaanes »Friherrer, Arrendatorer og
Affärsmän« krydses og mødes med venlige Nik til de stærkt farvede
Mamseller ved Disken, hvor røde Krebs og brune Knækkebrød vinker,
for naar Stationsklokkerne klemter at ile til den lange, aabne
Perron, hvor den prustende Damphest -- en yndet svensk Talefigur
-- fører Troller, Bonder, Beck-Friis'er og Hamilton'er paa første
Klasse -- Person'er, Cettervall'er, Lindkvist'er paa anden
straaleformigt ud over »sødra« og »sødraste« Sverige?

Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang
man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver
uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mænd til enhver Tid satte
hverandre Stævne paa samme Sted, hvor en tre Alens »Vaktmester«
med den hørgule Militærknebelsbart vandrer majestætisk op og
ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de øverste
Rangklasser og særlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig,
som efter en højere Magts Indskydelse sætter i Raab:

»Toget til Hässleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget
til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.«

Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens
Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det
struttende Overskæg og tager Plads -- henholdsvis paa første og
anden Klasse Stambane eller paa første Klasse »enskilde«, thi paa
de private Baner gaar Trolle og Person op i en fælles Rejseenhed og
befinder sig vel ved det.

Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst
tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kupé, medens
Klokken klemtede, og den angivne »frustande Ånghästen« rørte paa sig
og skummede om Biddet.

Toget gled fra Stationen, først langs Stambanens brede, kongeligt
officielt straalende Legeme, saa bøjede det mod Nordøst forbi
Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skød,
som det eneste den gav, forbi Skarhults røde, middelalderlige,
knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg
til Bredden af den herlige Ringsjø, hvor Beck-Friis'ernes prægtige
gamle Bosjø Kloster mellem grønne Træer spejdede ud over den
blinkende Sø.

Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge
og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden
at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som
var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller
dannede Tilknytningspunkt for nogen ny.

Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tænker.

Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, øjensynlig en »før
dette« Militær, let skaldet, men prøjsisk stram og vippende som
paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for
ceremoniel til at vippe før et Spørgsmaal udløste Staalfjederen.

Han morede Holst -- men Holst tav. Ved Hørby Station nægtede
Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille
Mand sig i Sædet med et ærbødigt: »Herren er dansk, kan jeg tænke?«

Holst nikkede.

»Været i Sverige før?«

Det havde Holst ikke; derimod havde Herren været i København utalte
Gange. Han nævnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der
tændte et lille Blink i hans let rødsprængte Øjne, og galopperede
forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham
og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven.

Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Løjtnantstitel
gav Staalfjederen det sidste Knæk. Svenskeren for tilbage og
præsenterede sig med stor Festivitet som »før dette« Løjtnant ved
Vendes Artilleriregiment, Bror Sjöström.

Holst bøjede sig beæret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet
skiftede, medens Ringsjøen forsvandt i det fjerne, Banen steg over
granklædte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige
smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik
passerede Kupeen.

»Goddag med dig --« Sjöström kendte dem alle.

Han fik Tid til at fortælle lidt om hver, medens han pegede ud over
Egnen og nævnede Navnene paa stolte Ætter og pragtfulde Herresæder.
Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder,
uden at reagere. De nærmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort
før Christiansstad. Løjtnant Sjöström bøjede sig mod Vinduet, »der
ser Hr. Løjtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov
og flere Bøndergaarde.«

Holst nikkede.

Sjöström fortsatte: »Den tilhører en god Ven af mig, Claes
Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds
-- en charmant Gubbe -- før dette Ritmester, med en Datter -- noget
af det vakreste, man kan tænke sig.«

Holst nikkede stumt.

»Monsieur Claes er en livlig Knægt, en vakker charmant Kammerat,
gift med en sygelig engelsk Kone, og svær at holde Styr paa. Der var
en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.«

Det var Holst ubehagelig at høre den fremmede Mand tale om
Ankerkrone; han afbrød lidt skarpt:

»Jeg kender Familien --«

Saa blev der Pause.

Men længe dyede Sjöström sig ikke. Han kom ligesom forsigtig følende
sig for.

»Løjtnanten kender Familien Ankerkrone fra København?«

»Ja,« svarede Holst kort.

»Meget behagelige Folk -- særdeles behagelige Folk, og særlig da
Ritmesteren -- men --«

Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller høre;
han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans
Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde være
ganske interessant at høre lidt om ham af hans egne Landsmænd.

Holst vendte sig mod sin Rejsefælle og spurgte tøvende: »Men --«

Svenskeren trak lidt paa det. »Er Løjtnanten meget bekendt med
Ritmester Ankerkrone?«

Holst smilede: »Ikke mere, end at De kan sætte ham i Forbindelse
med Mordet paa Mac Kinley, om De vil. Det skal kun interessere mig
at høre, hvor skrækkeligt et Menneske, der dølger sig bag hans
charmante Ydre.«

Sjöström saa alvorlig op. »De har altsaa hørt det?«

»Ikke et Ord,« fortsatte Holst roligt.

Den anden sænkede Stemmen: »Jo ser De, Sagen er saa almindelig
bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde
Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik
nok. Ritmester Ankerkrone var, som Løjtnanten véd, tjenestegørende
ved skaanske Dragoner; han har aldrig været rig, men var ret
velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en
Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker.
Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malmø og fra
Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Løjtnant og
kom en Del paa Gamalstorp -- det kan vel være en Snes Aar siden. Lad
mig se -- Claes er fyldt 26 -- og Ulla -- er otte Aar yngre. Det
passer nok. Saa døde Fru Ankerkrone pludselig -- efter et Bal paa
Arasløf, det store Herresæde, De ser dernede ved Skoven.

Ritmesteren tog sig det meget nær, tilsyneladende da, han rejste
til Syden, Fruen var hjemmehørende i Venedig, og Børnene blev hos
hans Søster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu
bor i Trelleborg. Lidt efter døde en af vort Regiments flotteste
Løjtnanter, Friherre Cedersköld; han var rejst til Italien omtrent
samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Dødsfald i Forbindelse
med hinanden. Jeg fortæller det kun, fordi Historien er saa publik,
som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru
Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde
forefaldet meget bevægede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru.
Det blev efter Fruens Død temmelig sikkert oplyst, at der havde
bestaaet et intimt Forhold mellem Cedersköld og den Afdøde, men
Øvrighederne vendte her som altid, naar det gælder de store Navne,
det døve Øre til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at
vide, hvorledes Cedersköld var omkommen. Nogle sagde, han var falden
i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret
med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er næppe rigtigt. De
fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra
et Fjæld ved Ferdinandshöhe i Nærheden af Bozen. Opklaret blev det
aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog
aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i København, der
skal han være endnu. Her kommer han aldrig.«

Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han.

»Og den Historie tror De?«

»Gudbevares,« svarede den anden, »nu er det saa længe siden; men
Folk siger, der skal være noget ved Ankerkrone nu, som er ganske
anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren
skal være meget smuk og ligne Moderen.«

Holst tav.

Toget nærmede sig Christiansstad.

»Hvor skal man saa tage ind?« spurgte Holst.

»Frimurerhotellet,« svarede Sjöström strax, »det smukkeste og
komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr.
Løjtnanten ellers har Stunder, skulde det glæde mig at gøre Honnør
paa min gamle Garnisonsstads Vegne.«

Det forekom Holst at være ganske praktisk til senere Brug at
sikre sig en saa stedkendt Mand som Løjtnant Sjöström, og da hans
Rejsefælle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste
Spørgsmaal til ham om hans Ærinde, besluttede han sig til at holde
sig den Adgang aaben, det tilfældige Møde kunde byde, om der skulde
vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra
Christiansstad, som han havde døbt Annie Carlson, og som han i sine
Betragtninger stedse nævnede ved dette Navn.




II.


Der er over de svenske Smaabyer et vist Façadepræg, der virker
strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man
hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er
for den Tilrejsende lige saa haabløst kedsommelig som Bogense
og Æbeltoft, men Præget er fiksere, og Maden er bedre. Det
gælder de fleste smaa svenske Byer, og det gælder i særegen Grad
Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring
fra de smaalandske Højder ved Alfvesta træder ud i en Bredning,
Helgesøen; naar man nærmer sig fra sydvest, toner Højderne mod
nordøst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske
pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af
Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drøm,
som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa
Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drømt eller ikke, faar staa
hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Københavnerne
uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Børsen og Frederik Folkekær
paa Springgangeren foran Slotsruinen.

I Stedet for disse kendte Bygninger maa man nøjes med Kronhuset, der
ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes
Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og
Landshøfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig
Række offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side
af Torvet, bred, mægtig og rig paa god Mad og svensk Punch.

Som sagt det hele virkede særdeles storstadsmæssigt -- særlig
Frimurerhotellet, der dristig tør tage Konkurrencen op med
europæiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og
Officererne af Vendes Artilleri bidrager stærkt til at holde
Illusioner oppe, som et Blik paa den øvrige ret stilfærdige
Befolkning i Lenets Hovedstad iøvrigt hurtig tilintetgør.

Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid
paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig
tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger
bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den berømmelige
Fjerde Christian, der drømte gudelige Drømme, Hr. Gustavsköld, født
Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stænder
Stolen for Døren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden,
da et særligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med
dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Næsen af det sultne
Borgerskab og de forgældede Krigere for at føre Valuta, som Banken
ejer, til Helsingborg.

Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A.
Vikander, Leverandøren af de Strømpebaand, som Annie havde baaret,
og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad.

Det var den næste Skuffelse, der mødte ham, og den berørte ham
dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke
alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt
Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn.

Denne Omstændighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr.
Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strømpebaand samt
nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han næppe have
været i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkøbt ham de
Strømpebaand, Holst interesserede sig for.

Ved nøjere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den
Omstændighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde være
fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme
Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hæder havde
deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 -- den Gang existerede han
altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at
hans Existens' Ophør kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse
af hendes Person.

Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde
levet, været en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede
Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Døden under
saadanne Omstændigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes
prægtige Kirke i Christiansstad med Føje kunde have gentaget Anders
Sørensen Vedels mindeværdige Ord ved nævnte Konges Faders Baare: --
om højsalig Hs. Naade havde været mindre hengiven til Nydelsen af
stærke Drikke, som nu desværre over al Maade gængs er o. s. v. --
og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde
Bebrejdelse vel nok har været den, at Hr. A. Vikander, som forøvrigt
ogsaa højsalig Frederik den anden respektive, næppe har været noget
enestaaende Tilfælde blandt Christiansstads brave Borgere.

Han var imidlertid død 1898 og Forretningen ophævet samme Aar.

Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strømpebaandslager
-- ikke mindst efter den Ære, der var bleven disse nyttige
Genstande til Del i 1897 -- være overført til Efterkommere, men
Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden
til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmærkede
Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nærmere Undersøgelse, at
de fortrinlige Strømpebaand som patenteret Artikel forhandledes af
en Hr. Lindkvist i Tøjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige
Mærke med Tilføjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist,
Tøjhusgatan 5.

Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og
besluttede sig til at søge oplyst, om der i den Verden, der i disse
Aar morede sig i Christiansstad, havde været en ung Dame af Navnet
Annie, eventuelt Carlson.

For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige
Øvrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at
benytte sin Rejsefælle og dennes Forbindelse med Vendes hæderværdige
Artilleri, idet han ræsonnerede saaledes, at en Dame som den
stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have været
kendt af Regimentets unge Mænd, og at disses Minder maatte være
baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis.

Efter Aftale skulde Løjtnant Sjöström og Holst spise til Middag
sammen, og Sjöström havde stillet et Besøg paa Regimentets
Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at
afvente dette og benytte Lejligheden til at høre sig for. For at
fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen.
Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjælland og Familien
Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjöströms
Fortælling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham.

Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende
Tankegang strax havde mødt hans, men han kunde ikke nægte, at det
ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde
sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra
sin Fædregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin
Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde
gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord
og hans Væsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin
Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Træk frem, der gjorde det
mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det
saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed,
der knyttede sig til Moderens Død.

Som det altid gaar, den ene Tanke førte til den anden, og næsten
mod sin Villie lededes Holst til en Række af Betragtninger over
Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, særlig de
Undersøgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist
kunde være helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjöströms
Fortælling -- altsaa gængse Folkesnak -- fik en dybere,
besynderligere Karakter.

Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig stærkere
og stærkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prægede dette
Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst
fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham
det, at sysle med dette gaadefulde Dødsfald og se at trænge ind i
de Begivenheder, der havde ledsaget det. Foreløbig gjaldt det om at
finde Annie Carlsons Morder, men først og fremmest oplede alt, hvad
der kunde kaste Klarhed over hende selv.

Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejsefælle
ventede ham.




III.


Løjtnant Sjöström havde arrangeret en »Tillställning«, der var helt
festlig. Ved det obligate Smörgåsbord forestillede han for Holst en
gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet,
Friherre Holger Kurk, en høj, mager, meget velvillig og velopdragen
Kaptajn, som Sjöström spøgefuldt bemærkede, hele Egnens Farbror, og
den mest søgte Kavaler i hele Christiansstads Len.

Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der
omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan
ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig,
muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede
hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos
en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte
Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav
om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i
Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som
knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde
søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.

Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad
foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi
de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal,
om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson,
der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den
lille By.

Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde
allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl,
og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt
Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce.
Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han
ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som
han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet
Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den
Dame, som han ikke skulde kunne huske.

Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt --
et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig
tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner,
den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til
Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring
af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes
Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.

Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik
paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha -- saa der!«

Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at
der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor
Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe
den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket
af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med
Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille
Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget
tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent
Øjekast.

Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig
Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede
sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev
tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da
Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men
Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende
Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt
Øjeblik.

Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik
uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig
var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst
tog Ordet.

»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde,
at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, -- desværre
har det været nødvendigt.«

Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant
Holst?«

Holst saa op: »Jo jeg er, -- rent bortset fra den Adgang jeg, som De
vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen
særdeles Grund til at skjule mit Navn.«

Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen
gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, -- hvad der forøvrigt var saa
naturligt i en By som Christiansstad -- var Frimurer, ligesom Holst
selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min
Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før -- Pigen -- jeg spurgte
om.«

Kaptajnen bøjede Hovedet: »Pigen -- Annie Cederlund.«

Holst saa op: »Cederlund hed hun altsaa.«

»Det vidste De ikke?« spurgte Kaptajnen.

»Nej,« svarede Holst, »det vidste jeg ikke. -- Men for at vende
tilbage til mig selv, jeg er, foruden at være Løjtnant, tillige
ansat i Københavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er
kommen hertil.«

Kaptajnen bøjede atter Hovedet -- det slog Holst, at hans Ansigt
antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han første Gang nævnede
sin Virksomhed.

»Aha,« fortsatte Kaptajnen, »Herren er altsaa »Detektiv«.«

»Ja,« svarede Holst kort.

Kaptajnen smilede: »Det anede mig forresten, da De spurgte om
Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nævne hendes Navn,
medens stakkels Bror Sjöström var tilstede.«

»Saa -- hvilken?« spurgte Holst interesseret.

»Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans
Formue og endda hans Families Ære med i Købet. Naa, men hvad vil De
egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i København? Sidst jeg
hørte om hende -- --« Kaptajnen tav pludselig.

Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dæmpet Stemme:

»Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan
selvfølgelig afvise min Indtrængen; jeg har jo kun den
forretningsmæssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget.
Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter
hvad Kaptajnen allerede véd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis
kunne røgte mit Ærinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille,
som jeg kom, uden at et Ord om de sørgelige Begivenheder, der
har ført mig herhen, behøver at blive bekendt for andre end Hr.
Kaptajnen. Det er en indtrængende Bøn i en meget vigtig Sag.«

Kaptajn Kurk stod et Øjeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke
Skikkelse, Hovedet var bøjet, hans Tanker arbejdede stærkt. Saa
kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert
Ord: »Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde,
der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg véd
ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke
nævner; jeg kan give Dem mit Æresord paa, at jeg ikke véd, hvor
Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med
Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger
flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet véd om
hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres
Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere
Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?«

Holst betænkte sig et Øjeblik. Der var noget eget højtideligt over
den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra
enkelte Lygter, og Sjøvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden.

Han løftede Blikket og saa Kaptajnen fast i Øjet: »Vil Hr. Kaptajnen
saa give mig Deres Æresord paa, at De ikke véd, hvor Annie Cederlund
er, eller hvilken hendes sidste Skæbne har været?«

Kaptajnen saa op -- hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og
præget af, at hans Ord var fuldt ud sande: »De har mit Æresord,
Løjtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortælle Dem, hvad
jeg véd, og hvad jeg kan fortælle Dem om Annie Cederlund. Det Navn
rummer mere for mig, end De aner -- er hun død?«

»Ja,« svarede Holst dæmpet, »hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned
i Aar.«

Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to
Mænd til Kasernen.




IV.


Kaptajn Kurk beboede en Lejlighed i Artilleriregimentets Kaserne,
der ved sin fuldkommen spartanske Simpelhed kontrasterede ikke
lidet med dens Beboers udsøgte Elegance. Denne Modsætning slog
Holst, men det var, som om Møbler og Vægge i det store firkantede
Arbejdsværelse stumt, men overbevisende vidnede om Kaptajnens
regelrette og fuldtud tilforladelige Vandel.

Bohavet var holdt strengt i Karl den fjortendes Stil --
Biedermannstilen fra Aarene 1820--50, mørkt Mahogni uden Indlæg,
bred, men haard Sofa med Skabe, og sorte, læderbetrukne Lænestole.
Særlig var Skrivebordet, et spinkelt Mahognimøbel, et sandt
Pragtstykke i sin Stil. Vinduerne var høje og indrammede med
strenge, grønne Damaskes Gardiner, der kun som en Kappe dækkede
deres øverste Kant. Gulvet var hvidskuret, og Stuen, hvor en
gammel Moderatørlampe, der stod tændt, da Herrerne kom, udbredte
et stilfærdigt, gult Lys, gav ligesom et Genskin af Renhed og
omhyggelig Orden.

Paa Væggen over Sofaen var dannet en Vaabentrofæ af talrige blanke
Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjældne Hug- og
Stødvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i
bronceret Gibs.

Væggene var tæt behængt med Kobberstik og Litografier, væsentligst
Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmænd, en Endevæg var
prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang
et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt,
indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen
slynget et sort Sørgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens
underste Kant: Giulia.

Under Billedet var ophængt et stort Fotografi, der fremstillede
tre Mænd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne
Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts Øjne
strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mændene var hans Vært,
den anden, der stod bøjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var
Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt.

Kaptajn Kurk fulgte hans Bevægelser, da han stod overfor disse
Billeder, og Holst vendte sig mod ham for at spørge; men det
forekom ham, at hans Værts Ansigt udtrykte en saadan tilknappet
Sørgmodighed, at Spørgsmaalet døde paa hans Læber. Kaptajnen bad ham
at tage Plads, og en gammel, stilfærdig Tjener bragte paa en Bakke
Forfriskninger, som han tavs stillede paa et Bord mellem Herrerne,
hvorefter han lydløst trak sig tilbage.

Kaptajnen aabnede en Skuffe i et stort, smukt indlagt Mahognitræs
Chatol, der stod mellem de høje Vinduer, og rakte Holst et
Miniaturportræt, udført i Elfenben og indrammet i en smal Guldramme.

»Det var Annie Cederlund,« sagde han med et sørgmodigt Smil, »saadan
saa hun ud i 1885.«

Holst saa forundret op: »1885 -- og jeg som troede, hun kun var et
Par og tyve Aar.«

»Hun er født den 7. Juni 1866 i Bäckaryd ved Laga Aaen nær Ljungby
i Smaaland. Hendes Fader var Korporal og Vildtvogter paa de store
Jagtdistrikter, som engelske Herrer har lejet i de Egne. Han er
død, men Moderen lever endnu og bor i et lille Hus ved Lagan. Nogle
gamle Venner af hendes Mand, deriblandt jeg, yder hende en aarlig
Understøttelse; hun er nu barnløs, Annie var hendes eneste Barn. Jeg
skal, som jeg lovede Dem, fortælle Dem saa meget af det stakkels
Pigebarns Historie, som jeg kan, -- endskønt stakkels kan man vel
næppe kalde et Væsen, hvis Samvittighed har maattet bære saa tunge
Byrder som Annies.« -- Kaptajnen skød Karaflerne med Whisky og Vand
over til Holst, og lænet tilbage i Lænestolen fortalte han Annies
Historie med dæmpet alvorlig Stemme.

Det slog Holst, at denne alvorlige Mand, der sad her i sin strenge
soldatermæssige Stue, lidet lignede den flotte, smilende Officer,
hans Rejsebekendtskab havde præsenteret ham for, og han mindedes med
Undren Kaptajnens Udtalelser om de skønne, han kendte; nu var det,
som om hans Mund aldrig smilede, og han selv lignede mindst af alt
en kæk Erobrer, en glad Soldat i Fredstid.

Holst lyttede, medens Kaptajnen talte, og Viserne paa et stort
Mahogni Søjleur flyttede sig langsomt mod Midnatstimen.

»Som sagt, Annie er født i Bäckaryd 1866, hendes Fader hed Bengt,
og efter Almuens Skik i Smaaland kaldtes hun Annie Bengtsdatter.
Som eneste Barn var hun sine Forældres Øjesten, særlig Faderens. I
Skolen lærte hun intet, men des ivrigere færdedes hun med Faderen
paa Ry'erne og i Skovene; hun lærte at kende Urens Skogren, Tjurens
Kalden og Raavildtets Bladen i Sommeren, hun lærte at kende Vildtets
Veje, at jage Ræven og Haren paa Ry'erne ved Efteraarstid, og ingen
Forstmedhjælper kunde være flinkere Skytte og Jæger end hun. Hun
var rank og smidig, dertil skøn som en Hyrdinde paa et af Watteaus
Billeder, og Sognets Knøse bejlede saa godt som alle til hende,
ja Nämdemandens Søn i Bäck berøvede sig endog Livet, fordi hun
besvarede hans Bejlen med Haan. Jeg saa hende første Gang i 1880, da
jeg med et Par Venner var Jagtgæst ved Urfuglejagter paa Ry'erne ved
Lagan. Hun var kun fjorten Aar, men fuldt udviklet og blændende smuk.

To Aar i Træk gæstede vi Stedet; foruden mig var der to Herrer, hvis
Navn jeg ikke skal nævne, da Omstændighederne gør mig det til en
Pligt ikke at nævne disse Navne i Forbindelse med hende. Det andet
Aar skete det, at Annie forlod sit Hjem med en af disse Mænd.

Faderens Vrede var grænseløs, han besvor mig at skaffe ham Datteren
tilbage, og jeg anvendte min yderste Anstrengelse, men forgæves.
Saa rejste han selv her til Staden, hvor Datteren havde taget
Ophold, men Annie nægtede at følge ham tilbage. Der gik to Aar,
Annie fik et Barn og hendes Fader gjorde da et Forsøg paa at dræbe
den Mand, han ansaa for hendes Forfører, men det mislykkedes, og i
Kronelensfængslet hængte han sig saa en Nat, medens hans Vogter sov.

Det var en brav Soldat og en tro og dygtig Jægersmand.

Sagen vakte stor Opsigt, og Annie og hendes Elsker rejste bort.
Han, der var Officer ved Regimentet her, stilledes uden for Nummer,
men et Par Aar efter opnaaede han Tilgivelse hos sine Foresatte og
vendte tilbage til Staden.«

Kaptajnen tav et Øjeblik og fortsatte saa:

»Saa underlig gaar det til her i Verden, han vendte tilbage til sit
eget Fordærv og til Ulykke og Sorg for sine bedste Venner. Kort Tid
efter hans Tilbagekomst skete her i Egnen en Begivenhed, som jeg, da
Hemmeligheden, der endnu hviler over den, ikke er min, ikke kan og
vil forklare Dem nøjere. En højtstaaende anset Familie hjemsøgtes af
en sørgelig Hændelse, hvori Annies Elsker spillede en paatvungen om
end hæslig og nedværdigende Rolle. Et Venskab, der knyttede ham til
en af Standens bedste Mænd, blev brudt -- Skylden var Annies -- men
de Begivenheder, der indtraadte, fjernede ham for stedse fra Annie
og Landet og kostede ham Livet i Udlandet.«

Kaptajnens Stemme klang endnu mere dæmpet og alvorlig, og Holst saa
med Undren, hvor heftig Mindet bevægede ham; det var næsten, som om
Taarer duggede hans Blik.

Han brød kort af og fortsatte i hurtigere Tempo:

»I en halv Snes Aar var Annie borte fra Landet; hvor hun opholdt
sig, vidste ingen, og hendes Navn, som havde været paa alles Læber
i de Dage, var glemt af alle. Saa dukkede hun en skønne Dag atter
op her i Byen. Hun kaldte sig Annie Cederlund, og under dette Navn
aabnede hun en Systue i Voldgaden. Borgerskabet modtog hende med
Mistro, og hendes Forretning kan næppe have været særlig omfattende.
Men hun var blændende smuk, hendes Figur var nu statelig og fuldt
udviklet, og hendes Evne til at tvinge Mænd og lede dem, som hun
vilde, var saa sjælden, at jeg endnu ikke ret forstaar, hvorfor hun
ikke havde søgt sig en Plads i en Storstads Halvverden, som hun
lettelig kunde have indtaget som den første blandt sine Lige. Naa --
hun havde det Barn -- en Pige, der var bleven opdragen her i Byen,
og det var vel en af Grundene til, at hun vendte tilbage.

Hun maa imidlertid have haft andre Grunde til at vælge
Christiansstad til Opholdssted. Jeg søgte hende ikke; de
Begivenheder, jeg for Dem kun har antydet, skilte os som ved et
dybt, uoverstigeligt Svælg. Hun syntes derimod at søge mig, og da
jeg stedse afværgede enhver Tilnærmelse, tog hun en Art Hævn ved at
knytte fast til sig en ung Mand, for hvem jeg nærede et faderligt
Venskab, en Broder til vor kære Fælle i Aften, Hugold Sjöström, der
var min første Officer ved Tøjhuset, som jeg dengang kommanderede.

Hugold var en smuk, kæk Knægt med fortrinlige Evner, men uden
Karakterstyrke og svag som et Siv overfor Kvinder. Annie pressede
ham frem, Skridt for Skridt, uden Kærlighed tror jeg, blot af Lyst
til at stifte Fortræd. Saa døde hendes lille Pige, og om det nu
var for at døve Sorgen, hun opgav sin tilbageholdne Stilling og
førte an i Orgier, der vakte Opsigt i Staden; men da hun var fri
og uafhængig, kunde ingen Magt standse hende -- og desværre ikke
heller ham. Hugold Sjöström forgreb sig paa Regimentets Kasse, som
han havde i Forvar, skrev falske Vexler til et betydeligt Beløb, og
kun med stor Opofrelse lykkedes det den brave Bror, der mistede det
meste af, hvad han ejede, at redde Broderen fra Vanære. Afskeden
fik han og rejste saa med Annie til Udlandet. Det skete for faa Aar
siden -- i Efteraaret 1898. Siden da har jeg kun lejlighedsvis hørt
fra Parret. Sjöström gled længere og længere ned, han var stadig
Annies Følgesvend, men det er hævet over al Tvivl, at Midlerne til
hans Ophold udelukkende skyldtes hende, og hendes Kilder har næppe
været de reneste.

Selv saa jeg dem engang i Paris for et Aar siden. Sjöström dukkede
sig, da han saa mig, men Annie nikkede genkendende til mig og lo.
Parret var da i Følge med en ung Mand, hvis Skæbne laa mig en Del
paa Sinde. Jeg advarede ham mod Annie. Naa, den Art Advarsler
frugter ikke.« Kaptajnen sluttede med et Suk.

»Mere véd jeg i Grunden ikke -- mere er der vel heller ikke -- nej
-- mere er der ikke --.« Kaptajnen rejste sig og gik nervøs op og
ned ad Gulvet.

Holst bøjede sig mod ham: »Tak, Hr. Kaptajn, for det, De har sagt;
desværre synes det rigtignok, som om det, der for mig har størst
Interesse, er det, som De har fortiet.«

Kaptajnen nikkede: »Jeg sagde Dem det, Løjtnant Holst; jeg sagde
Dem, at der var Ting, jeg maatte fortie, og som ingen menneskelig
Magt skal tvinge mig til at omtale. De vil maaske indvende, at De ad
anden Vej kan erfare noget herom. Jeg tror det næppe. Foruden mig er
der kun en, der kender denne Sag tilfulde, og han vil vide at tie;
men vil han tale, saa har han Ret dertil, jeg har det ikke.«

»De kan ikke sige mig hans Navn?«

Kaptajnen rystede paa Hovedet.

»Ej heller Navnet paa Annies første Elsker?«

Kaptajnen tøvede et Øjeblik: »Aa jo, det kan jeg vel nok -- han hed
Cedersköld og er død for 16 Aar siden.«

Holst tav et Øjeblik, saa spurgte han dæmpet: »Kan det nytte at tale
med Løjtnant Sjöström om Sagen?«

»Hvilken -- Hugold -- ja, om De kan finde ham, vil han vel nok kunne
give Oplysninger. Men Guderne maa vide, om han lever mere, eller om
han er paa fri Fod, for hans Veje førte ham tæt op ad Fængslets Mure
-- Synd var det, for han var en smuk Soldat før i Tiden.«

»Jeg mente Staldmesteren,« indskød Holst.

»Det tror jeg ikke,« svarede Kaptajnen. »Han véd sikkert knap saa
meget, som jeg har fortalt Dem, og det vil kun berøre ham pinligt at
tale om Sagen.«

Holst sad nogle Minutter tavs, saa rejste han sig og gik hen foran
Kaptajnen, der stod lænet til Chatollet, og sagde bestemt og
alvorligt: »Hr. Kaptajn, det, De har sagt mig, er noget, om end kun
lidt. Jeg har givet Dem mit Ord paa ikke at søge at trænge ind paa
Dem og forlange mere at vide, end De alt har sagt mig. Jeg kan sige
Dem, at min første Rejse vil gælde Bäckaryd for at erfare, hvad
Annies Moder maatte vide om det, som De ikke vil sige mig, og om
de sidste Efterretninger fra Datteren. Ganske vist venter jeg mig
ikke meget af denne Rejse, men jeg vil dog ikke undlade den. Jeg vil
til min Tak kun tilføje, at der sikkert vil komme den Dag, da vi
mødes igen og taler mere aabent om Annie Cederlund og de Mænd, hvis
Skæbne har været knyttet til hendes. Mit Ord binder mig, og jeg vil
ikke søge yderligere Oplysning hos Dem; blot spørger jeg Dem, om De
vil sige mig Navnet paa den Officer, hvis Billede hænger der under
Maleriet, den tredie, den unge, der sidder der foran Bordet paa
Billedet med Evighedskransen.«

Kaptajnen kastede et skarpt Blik paa Holst: »Ham der?« saa tav han,
ligesom ubesluttet.

Holst lagde Haanden paa hans Skulder: »Cedersköld?«

Kaptajnen svarede ikke, men Holst vendte sig for at gaa.

»Hvorfor spørger De om det,« sagde Kaptajnen pludselig heftig, »det
er Billedet af mig og et Par Kammerater.«

Holst afbrød ham med et let Smil: »Kaptajn Kurk, vi to kender endnu
ikke hinanden, vi lærer maaske hinanden at kende. Endnu en Gang Tak
for alt, hvad De har sagt; jeg rejser nu tidlig til Morgen og skal
ikke ulejlige Dem yderligere. De har Ret, de Oplysninger, Deres
Pligt som Ven og Kammerat forhindrer Dem i at give mig, vil jeg søge
der, hvor de ligger mig langt nærmere, hos ham, der er Herre over
dem, og hvem jeg skal bringe Deres broderlige Hilsen.«

Kaptajn Kurk saa forbavset paa Holst, han blev staaende med hans
Haand i sin uden ret at kunne klare sine Tanker: »Jeg forstaar Dem
ikke --«

Holst smilede igen: »Det gør ikke noget, Hr. Kaptajn, -- han vil
forstaa mig.«

»Han -- hvem?«

»Arvid Ankerkrone,« sagde Holst dæmpet og gjorde sig løs. Saa gik
han med et stumt Nik. Kaptajnen blev staaende som fastnaglet til
Gulvet, han gjorde en Bevægelse for at følge efter sin Gæst, men
standsede pludselig.

»Her faar Gud raade,« mumlede han; han hørte Tjeneren tale i
Korridoren og Trin paa Trappen. Saa sank han til Sæde i Lænestolen
og betragtede nogle Minutter Annies Portræt, som han havde lagt fra
sig paa Bordet. Hans Øjne gled uvilkaarlig over paa Billedet paa
Væggen, og hans Læber bevægede sig sagte.

»Der faar Gud raade, for dig ogsaa, Arvid.«

Det var lys Morgen, før Kaptajn Kurk gik til Ro. Ved samme Tid
dampede Toget afsted mod Hässleholm for at føre Holst til Vislanda
og Ry'erne ved Lagan i det skovrige, bakkede Smaaland.




V.


Rejsen mellem Christiansstad og Hässleholm foretog Holst uden
Synd -- i dyb Søvn. Det var ikke underligt, da Naturen efter den
foregaaende Nat, saa rig paa Oplevelser, krævede sin Ret, og
Landskabet her i det midterste Skaane er ikke saa tillokkende, at
det kan holde en træt Mand vaagen.

Holst sov trygt; i Hässleholm fik han en forsvarlig Jernbanefrokost
og en Times god Hvile, og da Toget kom dampende sydfra for at føre
ham over Grænsen til Smaaland, var hans Tanker klare som hans Øjne.

Ved Hässleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket.
Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af
og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som
Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland træder en hel anden
Natur frem. Banen fra Hässleholm fører gennem store Skovstrækninger,
tæt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard
og stenet, Stenene bliver større og ligger spredte i Bakkerne, som
om Jætter havde spillet Bold med dem, Kær ligger ved Kær, og over
Skraaningerne risler Bække mod Søer, der breder sig over Landet
og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Række, der
fuldstændig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader.

Først viser sig de brune Moser og bag dem Balingsløfsøen, saa
skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Søerne breder sig ved
Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovklædte Bakker naar man
Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og Østkysten
af Landet. Holst var fuldstændig under Indtrykket af den fremmede,
egenartede Natur. Hans Øje gled over Bakker og Moser, Kær og Søer,
fangedes hist og her af de rødmalede Huse og Gaarde, der, byggede
af Træ, laa spredte ved Bæk eller Sø mod en skærmende Klint. Hist
og her ved Ry'erne og de store Søer rejste store Skorstene sig
i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud
mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev
Skovidyllen den stærkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod
Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt.

Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de stærke
Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og nøgterne tilbage til
Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig
Stjerne, der synes at hvile over denne hans Færd, havde erfaret, var
ikke helt lidt.

Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet
Kvinde, hvis Skæbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen
Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa,
og Besøget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham større
Kendskab til det, som endnu maatte være skjult for ham.

Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Træf, der
straks og endnu inden nogen Anelse var født hos ham om alt det, der
skulde aabenbares, havde ført ham sammen med en Mand, der maatte
kunne give maaske det vægtigste Bidrag til at hæve det Slør, der
trods alt det, han havde erfaret, endnu dækkede Annies besynderlige
Skæbne.

Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine
Personlighed havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham, maatte paa
en eller anden Maade være traadt i Berøring med den Kvinde, hvis Lig
han havde set draget frem af den ensomme Skovsø i et fremmed Land.
Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nærmest at slutte,
at han ikke havde kendt den unge Kvindes Træk, da hendes Legeme
droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afdødes
forstenede Træk skulde vække Mindet om en smuk, smilende Kvinde.

Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt,
at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit
Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig
Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med
Holst. Holst maatte indrømme for sig selv, at den store Interesse,
Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at
han vidste mere om den Myrdede, end han ønskede at fortælle, og
efterhaanden som Holst tænkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og
Holdning, over Sjöströms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale,
blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte være den Mand,
der, hvis Forsøgene glippede i Smaaland, kunde løse ham Gaaden.

En anden Sag var, om han vilde. Selvfølgelig havde han ingen Lod
eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin
Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur,
sikkert hævet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver
Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have været,
kunde mistænkes for at have berøvet et løsagtigt Kvindfolk Livet.
Holst skød Tanken fra sig som et hæsligt Kryb. Men noget helt andet
var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjöströms Fortællinger kunde
være en dulgt Sammenhæng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lægge
klart for Dagen.

Cedersköld, Annies første Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og
Ankerkrone havde været den tredie i det Venneforbund, som i sin
Tid var ophævet ved en sørgelig Begivenhed. Sjöström havde vel
ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Død i Forbindelse med
Cederskölds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel
heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betød Annie Cederlunds Navn for
Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende,
vilde det næppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gøre
nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane
de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han
aldrig gøre.

Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans Øje,
vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Færd. Han
følte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage,
rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde træde ham
imøde som en ærlig og oprigtig Ven og hjælpe ham ud over de sidste
Vanskeligheder. Og medens han saaledes tænkte, randt Ankerkrones Ord
ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte
have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han
havde været i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv
kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at
røbe, hvad næppe noget Menneske kunde bevæge ham til at røbe uden
dyb og tvingende Aarsag.

Det, der stod tilbage, var at følge Annies Færd fra den Dag, da hun
med Sjöström forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes
Slægtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde være
villige til at hjælpe den, der mødte hos dem med et Budskab og et
Maal som det, der førte Holst til Bäckaryd.

Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks
Stilling til Spørgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold
Sjöström kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med
stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde
afbrudt, og det var næppe tænkeligt, at Sjöström skulde have begaaet
Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dømme, syntes han snarest
at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare
Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i
Parrets Selskab i Paris, kunde være knyttet til Annies sidste Drama.

Her kunde det ikke være Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk
tilbage, thi det var hævet over enhver Tvivl, at Ankerkrone
intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken før i Tiden
eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i høj Grad
gaadefuld, og det var næppe sandsynligt, at Gaadens Løsning kunde
findes hos andre end Sjöström. Maalet med Smaalandsrejsen blev da
vel nærmest den at finde den Sti, der førte til ham, og skaffe
større Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og
ham.

Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde
samme Følelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og
for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om
for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der spærrer ham
Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og
velsmagende Middag i Vislanda.




VI.


Fra Vislanda skærer en Sidebane ned til Halmstad; den fører
gennem et ægte smaalandsk Skovlandskab med hængende Birke og smaa
venlige Kær mellem lynggroede Skrænter, forbi Bolmensøen over
Eksercerpladsen Skedalahede til Nisaaens Udløb. Men allerede inden
Bolmen, ved den lille venlige Flække Ljungby ved Lagan, forlod Holst
Toget for ad Aaen i en lille Damper at naa Bäckaryd, og den lille
Hytte, hvor Annie Bengtsons Vugge havde staaet.

Det var slet ikke saa let en Færd, thi selv om den gamle Korporals
Enke endnu levede, var det ikke sikkert, at hun vilde vise sig meget
meddelsom mod en fremmed Mand, der talte et andet Sprog end hun og
traadte ind ad hendes Dør for at tale til hende om Ting, der maatte
kalde de tungeste Minder frem, og bringe hende en Tidende, der
maatte virke som et tungt, maaske fældende Slag. Holst besluttede
sig til at gaa frem med største Forsigtighed.

Af Baadfolkene erfarede han, at Nämdemanden i Bäckaryd boede tæt ved
Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand,
der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte
Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Træhus, hvis hele
Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa
i en prægtig lille Lund med smukke, velholdte Græsplæner og Rabatter
med Levkøjer og Gyldenlakker, og Nämdemanden stod selv i Døren til
en lille vinbevokset Veranda, stærk og glatraget som en sjællandsk
Sogneraadsformand, købstadsklædt og bred.

Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst
at gaa lige til Sagen. Han bænkedes snart i Nämdemandens Stue, hvor
nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Træsnit af Sverigs
Konger regelret prydede Væggene, grupperede om et stort Billede af
Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab.

Nämdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde
Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medførte Besøg af lignende
officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde
paa anden Læskedrik end Sodavand og foretog en formel Præsentation
af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand,
bag hvem nogle gullokkede Pigebørn nysgerrig tittede frem. Holst
bukkede og vædede sin Tunge -- han var tørstig, og det var svært
varmt ude.

Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men
Nämdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog,
da han i en Aarrække havde haft danske Jagtgæster, hvis klingende
Navne han nævnede. Blandt disse var tilfældigvis en Soldaterkammerat
af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere
Løb.

»Herren er altsaa ansat ved Politiet,« sagde Nämdemanden efter nogen
Udenomstale, »og hvad vil De mig saa?«

»Det er en alvorlig Sag,« sagde Holst med et Blik paa Døren, »en
Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.«

Nämdemanden rejste sig og spærrede de smaa nysgerrige Hoveder ude;
Børnene fløj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og
pipper ivrigt.

»Jeg er til Tjeneste,« fortsatte han og saa uhyre officiel ud.

Holst begyndte: »De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie
Bengtson eller Cederlund, født her i Sognet.«

Nämdemanden nikkede alvorligt: »Jo, jeg kender hende, hun har bragt
Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slægt med.«

»Det véd jeg,« sagde Holst.

Nämdemanden saa forundret op: »Herren kender Historien om stakkels
Bror Erik?«

»Jeg gør det,« sagde Holst.

»Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tænke. Naa, er Annie
virkelig endt i det danske Politis Hænder, ja, man kunde tænke, det
maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun været fra
Barn af, og Sorg har hun voldt Forældrene -- Faderen, Korporal Bengt
-- --«

Holst afbrød: »Ja, jeg kender ogsaa hans sørgelige Historie -- det
var Moderen -- --«

»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker
gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun
intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og
vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da
et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler
om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra
hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner
jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies
Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende.
Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem.
Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle,
arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men
saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte
hverandre her i Livet. Man skal saa -- jo.«

Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til
at være den første, og den, hvis Ord har Vægt.

Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men
besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt,
betonede Ordene stærkt med sænket Stemme:

»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes
Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede
til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne
Efterforskning, der fører mig herop.«

Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa
rystede han paa Hovedet.

»Saa det tog den Vej med Annie -- stakkels hun, hun var dog saa
»gran« at se til.«

Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne
meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare
alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft
Forbindelse med sit Hjem.«

Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt,
at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og
rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst:

»Hvor kan jeg nu vide, at Herren -- forstaar sig, jeg tvivler ikke,
men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.«

Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer,
udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger
af den svenske Stats Repræsentation i København.

Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn.

Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag
skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det
er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen
fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag,
da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand,
vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem
derfor behandle den med dybeste Diskretion.«

Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie -- og det kunde
han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal
erfare noget om dette -- det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være
menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels
Annie er kommen af Dage.«

»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang
til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.«

Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg.
»De ligger her -- gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at
ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at
Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed
og Glæde -- Stakkel -- det blev helt anderledes -- helt anderledes.«

Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i
en Avis, ombundet med et blegrødt Baand.

»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?«

»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var
viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten
fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald
havde han vel skrevet hertil.«

»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?«

»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham
som sin Husbond. Skulde han -- nej, det er ikke troligt, han har
sikkert ikke haft Grund.«

Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i
Christiansstad om Annie -- det var lidet nyt for denne, det meste
kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det,
Kaptajn Kurk havde kastet over det.

Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang
rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under
hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende.
Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og
han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig
med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og
Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes
Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold
og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind
i deres Indhold, -- læse dem et for et for af dem at lære Annie at
kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast
med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage
Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham.

Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn
taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos
sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var -- kun ikke Spiritus,
og det kunde han undvære.

Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn
Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.

Det samme syntes Holst om Nämdemanden.




VII.


Tredive Skridt fra Nämdemandens Gærde laa en lille lerklinet
Rønne, tækket med Spaaner. Stolperne havde før været rødmalede,
men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne
var ganske smaa, og Dørens Laager sank i Hæld og lukkede slet. Der
var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved
en skæv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt
og slidt. I Døren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde
smykket Nämdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet
og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel
halvblind Kat strøg sig snurrende op ad Stolens bøjede Ben, og to
smaa hørhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Døren.

Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult
som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt
dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede
Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette
gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede
Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et
venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set
meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt
oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.

Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa
Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen
Herlighed paa hendes sidste Dage.

Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst
hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa
Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig
haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til
og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske
kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang
var, og dog syntes han, det var hans Pligt.

»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede.

Den gamle nikkede igen. »Godaften, Nämdemand.«

Nämdemanden stod lidt: »Nu har vi da ellers faaet Varmen.«

»Hvad siger han?« spurgte den gamle.

»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.«

»Vi har saa --,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede.

»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften -- helt nede fra
Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.«

»Siger han det?« gentog den gamle.

»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her,
siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.«

»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa --,« den gamle sukkede.

Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.

»Nu kunde hun ellers godt snart skrive -- kunde hun; lad mig se, til
»Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende
sidst?«

»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det.

»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til
sin gamle Moder, gjorde Annie.«

»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden.

»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og
stærk, men det kan jo komme let.«

»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig.

Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes
til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun
søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende:

»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende
fra Danmark -- naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa
han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.«

»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget
til Annie.«

»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?«

»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget
syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.«

»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende
mon?«

»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.«

»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg -- er det
meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende
paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet.

»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.«

»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det
tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede
til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her
op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til
Vorherre om, vil jeg.«

»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre
for Annie.«

Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort
noget godt ved det.

Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og
sukkende tænkte paa lille Annie.




VIII.


Holst gik tidlig op paa sit Værelse, et lyst, smukt møbleret
Gavlværelse, hvis brede, bekvemme Møbler i samme Stil og Snit, som
de findes paa et første Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til
de fornemme Jagtgæsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et
stort Mahognitræs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over
Læsningen af Annies Breve. Det blev mørkt, han tændte Lampen og
læste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, før han naaede at
fuldende Læsningen og lægge sig til Sengs under det stærke Indtryk
af det læste, medens Fuglene i Træerne udenfor begyndte deres
Morgenkvidren.

Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare.
Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et
Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En
Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne
og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener,
der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig
kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han
plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede
efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de
vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor
Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var
saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at
trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til
at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i
Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om
lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand
og saaledes fremdeles.

De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om
Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af
disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større
Betydning lød saaledes:

                                        Christiansstad, Jul 1897.
  Kære Mor!

 Nu faar du have en glædelig Jul, om du ellers er ved Helbred.
 Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan.
 Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med
 Posten, og Schalet, som jeg har købt til dig. 10 Kroner har jeg
 sendt til Nämdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat
 med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar
 jo mest med til Klæder for hende og Skolegang, for hun skal have
 en god Opfostring, som du jo véd, det er bestemt. Hun er ogsaa
 helt dygtig og ganske rask, skønt lidt svagelig er hun jo, men
 det ligger vel i Opvæksten og retter sig nok. Her er jo meget
 ensomt, for jeg skøtter ikke stort om at se Folk og tror heller
 ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille
 har her været til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt
 til Kunder vil jeg ikke, som du nok véd. Naar jeg faar flere
 Penge, skal du faa dem, kære Mor. Hav saa en glædelig Jul fra
 Elsa og
                                                din Datter Annie.

                                                   6. Marts 1898.
  Kære Mor.

 Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen.
 Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det
 bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er
 dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du véd nok,
 der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du
 véd, det vil jeg ikke. Jeg hørte, han spurgte Mor Karlkvist, om
 jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, skønt
 Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gøre
 det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt
 opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror
 jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa være
 det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt
 af. Han lod dog til, at det var ham om at gøre, at Elsa blev
 rask, om det nu har været, fordi han havde Samvittighedsnag
 overfor Cedersköld, eller syntes, at den anden havde været haard
 imod os, det véd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke
 skrive mere -- --

                                                  18. Marts 1898.
  Kære Mor.

 Elsa er meget daarlig -- Doktoren siger, at det er meget farligt,
 men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa dø, saa var det jo det
 samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen
 har ikke været her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham
 ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Løjtnant, som hedder
 Sjöström, og som er meget venlig mod mig. Han véd vist ikke noget
 om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg
 kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen
 gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde
 leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gør
 det ikke. Jeg er meget bedrøvet og kan ikke skrive mere -- --

                                                       25. Marts.
  Kære Mor.

 Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sød
 og god og ligger saa stille og beder sine Bønner; men jeg kan se
 paa hende, at hun vistnok véd, at hun skal dø, for undertiden
 ser hun paa mig med saadan store Øjne og siger: Moder! Tror du,
 det er saa slemt at dø, og tror du, man kommer lige ind til
 Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg
 jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen
 har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller
 ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for
 hende. Men det er meget sørgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om
 han da ikke vilde komme, for Elsa døde vist. Men han kommer nok
 ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn,
 selv om han har lovet den anden at være hende i Faders Sted, men
 Menneskene er onde, og det véd den evige Gud, dengang, det kunde
 jeg ikke for, for jeg vilde ikke gøre noget ondt, og det var hans
 egen Skyld, men nu nytter det jo ikke -- --

                                                        1. April.
  Kære Mor.

 Inat døde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa
 gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da
 hun døde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget,
 men bare se paa mig med saadan store Øjne, og saa lignede hun
 Faderen, saa jeg tænkte paa ham, nu jeg aldrig tænker paa ham
 ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn
 og ikke Cederskölds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er død,
 saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prøvede paa at
 bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg dø, om det skulde
 være, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig
 og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud
 taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der
 gjorde det, for Gud kan da ikke være med til saadan Gerning som
 den, der sikkert blev øvet der. Gud véd alting, siger de, men
 skønt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud
 er til, for saa vilde han ikke være saa grusom og ond mod os
 stakkels Mennesker. Jeg vilde ønske, jeg var død, men jeg skal
 vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker,
 og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde dø. Aa Moder,
 jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Søen, men saa er det,
 som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis
 det skulde være sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun
 kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og kærlig som hun
 var, om der er nogen Retfærdighed til. Jeg græder og græder og
 kan kun græde -- --

Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var
dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes:

 Kære Moder, saa gik da den Fødselsdag. Ja, du har ikke hørt fra
 mig saa længe, for først var jeg jo syg efter det med Elsas Død,
 og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at
 skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit
 Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg sørgede saa meget, véd du, men
 saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene
 er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Løjtnant
 Sjöström er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gør jeg aldrig
 mere, for nu vil jeg være en ordentlig Pige, og nu har jeg jo
 heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hører
 jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er
 ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det
 saamænd fedt hjælpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50
 Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, søde Moder.

                                                  Din egen Annie.

                                                   30. Juli 1898.
  Kære Mor.

 I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortæller om mig, for
 det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en
 Fæstemand, og jeg er jo kun 27 Aar højst endnu, Sjöström siger,
 at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du høre mere
 fra os -- -- --

                                                     Oktbr. 1898.
  Kære Mor.

 Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nämdemanden
 sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde
 Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjöström har
 slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke
 afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og
 det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv
 er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more
 sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet
 mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver
 nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i
 Bladene, er altsammen ikke sandt -- -- i de store og gode Blade
 staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal
 skrive om alting for at tjene deres Penge -- --

                                             Berlin, Novbr. 1898.

 Kære Moder -- nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er
 meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se
 at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk.
 Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende
 Nämdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hænger
 rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok
 flere. Du skal nok høre fra mig snart igen -- -- --

Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand«
flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af
virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr.
1899 og lyder saaledes:

 Kære Moder -- det var en stræng Jul, jeg har været her ganske
 alene, véd du, for Sjöström havde forladt mig og ladet mig ganske
 alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa døde, at jeg
 troede, at nu skulde det ogsaa være forbi med mig, for Gud skal
 vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var
 rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke været god imod mig.
 For jeg har elsket _ham_ dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden
 har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde
 være, men Mændene er onde. Og saa vilde jeg dø, for jeg er syg og
 fattig og har skæmmet mig, og jeg vil ikke være fattig og styg,
 og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og
 det er ikke gammel. Men saa hændte der mig noget, da jeg gik ned
 paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist,
 hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom
 før, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klæder,
 for de er ikke saa pæne mere. Saa var det, at jeg mødte _ham_,
 og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven
 meget gammel nu, han maa vel være halvtreds og er hvidhaaret, jeg
 har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev
 ligesom rørt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg
 ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til
 Jul. Men da du jo maa lade Nämdemand læse det, som jeg skriver,
 saa kan jeg ikke fortælle dig, hvad der skete imellem os -- men
 det var det skrækkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig
 Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for _han_ har
 givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene,
 men det andet glemmer jeg aldrig -- -- --

                                               Venedig, Maj 1900.

 Kære Mor -- du fik da Pengene. -- Nu er det helt dejligt
 hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men
 bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder
 Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjöström
 synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden
 er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange
 Ægtefolk, som ikke gør, og for mig er det en stor Behagelighed at
 have en Mand, som har et pænt Navn. Her kommer mange Mennesker,
 mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i
 Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler
 rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa kønt som hjemme i
 Bäckaryd nede paa Lagan om Sommerkvældene. Jeg er bleven helt ung
 igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem
 allesammen. Og jeg har faaet en Mængde Ringe og Stene og saadant
 som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg
 sendte Nämdemanden -- -- --

                                              Venedig, Aug. 1900.

 -- -- -- Nu er vi igen i Venedig. Véd du, hvem jeg har truffet,
 det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden
 af mig. _Hendes_ Søster, og hun ligner hende som den ene Draabe
 Vand den anden. Du maa endelig ikke fortælle Nämdemanden noget om
 _hende_ eller om _ham_ for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg
 skal nok fortælle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har
 mødt -- _Hans_ Søn. Det er helt underlig, for jeg tror næsten,
 jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med
 en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af
 mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke
 med. Hun véd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han
 er ikke, som _han_ var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se.
 Vi træffes nok mere -- -- -- Jeg har taget til mig en ung Pige,
 der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har været Vagtmester ved
 _hans_ Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har døjet
 meget ligesom jeg -- --

                                                 Paris, Maj 1901.

 -- -- -- Nu er Sjöström rejst igen. Han vilde skilles fra mig,
 men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have
 en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa
 mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han
 er alligevel den bedste, skønt tidt er han hæftig og har slaaet
 mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo,
 hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge,
 for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lægge
 saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig
 og leve, naar vi bliver ældre og for at se dig igen, Mor, for
 jeg længes efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er
 jeg fornuftig og lægger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men
 dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar
 man bliver ældre. Men Sjöström bruger saa mange, og er undertiden
 ikke til at have med at gøre -- -- --

                                               Nizza, Febr. 1902.

 Nu er det næsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem,
 men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan
 ikke sige dig Grunden, men det kan være, at jeg skal til Sverig
 til Vaar. Men du véd, at jeg har skrevet om _hans_ Søn, som er
 forfærdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have,
 og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung,
 jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjöström befinder
 sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg
 jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde
 vist godt lide mig før, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke
 brød sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det
 er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hænger over
 mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nærmere
 forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller
 ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg
 talte om, elsker mig meget, og vil gøre alt for mig, men ham kan
 jeg ikke lide, fordi det er _hans_ Søn. Men saa kommer det op
 i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal være, og hævne mig
 for alt det, _han_ har ladet mig døje, baade for længe siden og
 den forfærdelige Jul i Paris, og saa sætter jeg mig for, at jeg
 vil være rigtig ond, og det kan jeg være, for det har Menneskene
 gjort mig til, og jeg har dog været god en Gang, som Moder véd.
 Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo være.
 Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam
 Karlkvists Søn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er
 mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nød paa
 sine gamle Dage -- --

Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om
de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var
ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret
København den 21. Marts 1902 og lød saaledes:

 Kære Moder -- nu er jeg i København og nu skal du snart faa mig
 at se. Sjöström kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham,
 og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven
 Kæreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han
 ganske vild og vil gøre mig Fortræd, og det vil jeg ikke taale.
 Jeg trænger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at
 jeg faar taget Hævn over _ham_, som jeg har lovet, jeg vil tage,
 og nu véd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig
 ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortælle dig
 altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg -- -- --

Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød
saaledes:

 Kære Mor -- hvis Sjöström skulde skrive eller komme, saa maa du
 ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har
 faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have
 det i Orden, eller hvis Nämdemanden kan skaffe Hus, for jeg er
 rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente
 her, men det varer ikke længe. Husk endelig det med Sjöström, for
 han skriver nok -- -- --

Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et
lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste
Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne
fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en
almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte
noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem
denne _Han_ var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at
spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet
var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder
og navnlig til Morderen. Det var Sjöström -- besynderligt nok, at
Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder
havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det,
at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel
nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i
Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte
dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen,
som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst
kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne
Omstændighed betød meget for ham nu.

Men han vilde sove -- sove paa det og tage fat med al Kraft strax
den næste Morgen, for her var noget at tage fat i.




IX.


Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag
med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at
Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og
hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve
havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn
blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden
traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger
til _Ham_, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun
ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da
han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han
efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre
over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge,
men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet
med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til
denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af
Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget
der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i
Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten
Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted,
hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.

Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til
Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den
Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones
Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar,
de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa
Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være
foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide
af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i
Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at
Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt
sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt
for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde
været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At
Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det
var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev,
at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent
i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal.

Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold
til _ham_, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst
maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst
var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl
om, hvem _han_ var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde
være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal,
at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt
hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde
Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og
træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at
Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle,
samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den
Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød.
Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa
gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige
Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven
Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre
end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig
til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens
Paagribelse.

Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let
fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han
arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds
Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende
uvigtige.

Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var
i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget
højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en
Meddelelse af stor Vigtighed.

»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig
syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig
Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et
eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden
Betydning.«

Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at
det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte
have et eller andet at sige i sin sidste Stund -- for at det var paa
det sidste med hende, derom tvivlede ingen.

De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den
gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende,
medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens
Sakramente.

Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi,
saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt
Smil.

»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar
træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften,
Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var
gaaet forud for mig.«

Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.

»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der
havde hørt om lille Annie.«

Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde
ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til
hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.

»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage
i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det
til den, som skal have det; det staar uden paa.«

Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig
Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid
Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i
Verden, og Brevene skal flyes til ham.«

Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.

Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da
Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død.

Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle
Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at
Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.

Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans
Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under
ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget
urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var
meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som
han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke,
han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en
Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra
hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han
nødig undlade at opfylde en døendes Bøn.

Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en
Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved
Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som
den gamle gav Dem.«

Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg
skal give det til Häradshøvdingen eller maaske -- --«

»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester
Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.«

Nämdemanden for sammen.

Holst gentog: »Netop til _ham_.«

Han tøvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev
med faste Træk:

                                      Bäckaryd, d. 16. Juni 1902.

 Kære Ven, min Hilsen med dette Brev fra hinsides Graven -- vi to
 mødes vel snart, men lev vel saa længe.

                                                 Din Eigil Holst.

Han rakte Nämdemanden Brevet, denne læste det og stod stirrende
paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en
Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester
Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nämdemanden:

»Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.«

Vognen var kørt op for Døren, og kort efter skumplede den afsted
over Heden mod Ljungby.

Men Nämdemanden stod længe og saa efter Vognen, saa gik han
hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og
Annie talte Nämdemanden ikke et Ord til nogen.




X.


Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne
kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og
dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk,
og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge.
Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han
havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at
sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestaltet Advokat.«

Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor
end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling
gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle
ham.

De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og
fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som
en Storbonde i Købstadsklæder.

»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde
Holst.

Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund -- hende
kender jeg ikke.«

Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson -- maaske kender Hr.
Karlkvist hende under det Navn.«

Advokaten rystede paa Hovedet.

Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone:
»Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa
for mig gerne.«

»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten,
men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden
løj.

Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende,
saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men
da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende,
saa faar det være det samme med Navnene.«

Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:

»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København -- om jeg maa
spørge, hvad vil Herren mig?«

Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge
Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«

Advokaten for sammen.

»Ser De« -- Holst smilede. »De kender hende alligevel.«

Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig:
»Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge
mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa
meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«

Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har
vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da
jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«

»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke
haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter
Folk ude i Kontoret.«

Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i
en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo
muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at
De godt kunde svare paa det.«

»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.

»Ja, saa maa De lade være.«

»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.

Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor
Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«

Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De -- gamle Mor Bengt død,
og Annie, hvor er hun da?«

Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa
død.«

Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De -- død -- er Annie
Cederlund død?«

Holst lagde Mærke til Navnet -- Annie var altsaa ikke gift, ellers
maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.

Advokaten samlede sig, saa spurgte han: »Naar da?«

»Den 27. Marts i Aar.«

»Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De først
nu. Hvem er De da -- I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt
dette.«

Holst smilede venligt til ham: »Se blot at komme lidt til Ro, saa
skal De faa alt at vide.«

Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned
i Stolen.

Holst satte sig lige overfor ham. »Det tog nok paa Kræfterne,
Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever
endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjöström har
haft et lille Mellemværende med det danske Politi, og det er derfor
jeg kommer til Dem.«

Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tænderne sammen og hans
Blik lyste arrigt.

»Herren morer sig nok?«

»Slet ikke,« sagde Holst venligt. »Vil Hr. Karlkvist se min
Legitimation, saa værsaaartig -- her er den,« han foldede Papiret
ud for Advokaten. »Vi kan særdeles vel forhandle sammen hos
Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det
behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.«

Karlkvist bed Tænderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han
var overlistet, det følte han.

»Hvad vil Hr. Detektiven vide?« spurgte han i en treven Tone.

»Kun meget lidt,« sagde Holst. »Hvornaar har De modtaget Indbetaling
fra Fru Cederlund? Ja, nu véd De, at De kan opsætte Svaret til et
andet Tidspunkt, men svare skal De.«

Advokaten skulede lidt. »Jeg skal se efter i mine Bøger.«

Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det
syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig.

»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar
ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er
kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække
Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren,
jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at
anholde Dem paa Stedet.«

Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles
overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en
betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham
til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at
Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt
at være meget forsigtig.

Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at
Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda
Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom,
og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad,
ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent
havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere
Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i
Helsingborg.

Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt
Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og
i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet
et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner
og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes,
skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod
det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at
Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig
svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod
havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste
Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort
Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren
havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte
selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check,
udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig
over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000
Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret
maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde
Sjöström faaet Beløbet udbetalt.

Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun
havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var
forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste
sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies
Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede
at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk
Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans
saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde
overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og
lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie
skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles
bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde
gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.

Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet
meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og
vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og
Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav
Holst ligeledes.

Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være
Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet,
der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest
gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med
det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede
snart at se ind til ham igen.

Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad
var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget
meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa
faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var
Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om
Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en
Detektiv.

Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til
Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den
Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der
i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare.




XI.


Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg.
Han gik ikke nærmere ind paa sine Formodninger, men indskrænkede
sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international
Svindler, hvis talrige Defraudationer berørte adskillige danske,
havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902.

Det viste sig ved Undersøgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i
alt væsentligt havde været rigtig. Den 28. Marts var der ved
Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt
til f. d. Løjtnant Hugold Sjöström for Regning Annie Cederlund af
Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27.
Marts 1902 Helsingør.

Checken frembød intet usædvanligt; naar man havde Formodning om
Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til
Ni-Ti Tusinde, en formel Ændring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm
havde kostet Rigsbanken en rund Sum -- men for en almindelig
Betragtning syntes det hele at være i Orden.

Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den
originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at
Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var
udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under
sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk,
der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord
og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der
arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin
Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning.

Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde
lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet
under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.--28. Marts; han
havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af
en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde
boet paa Hotellet i Dagene den 26.--27., men derefter var rejst med
Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström
vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis
for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren
havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af
Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var
eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans
Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg,
indfundet sig og spurgt efter ham.

Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet
ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en
Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til
det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen
med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet
sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at
Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige
Kreditorer.

Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa
forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren -- en
meget kilden Sag -- og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør.
Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med
Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige
Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.

I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved
Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke
havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod
fremkom et og andet af den allerstørste Betydning.

Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye
Banegaard, havde i Dagene fra den 25.--27. Marts boet en Dame,
der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke
ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at
Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu
var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det
derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og
Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur
til København.

I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza,
og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen
var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København,
som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald
den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse
Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame,
der imidlertid straks var rejst tilbage til København.

Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde
Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i
Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod
Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget
Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde
Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en
større Skilling for at tie stille med det.

Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig
Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en
Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer,
umaadelig rig og meget flot -- hans Navn var Claes Ankerkrone.

Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes
Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og
det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at
sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde
handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var
forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling
maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen
med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven
Ritmesteren.

Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren
næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert
siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt
kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der
berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog
vidende om Mordet.

Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester
Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin
Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham.

Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med
Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene
paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste.




XII.


Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev
han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at
Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt
Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske
Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var
Tyrol.

Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At
Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod
paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til
Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med
Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet
mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men
nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med
Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for
private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig
lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester
Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor.

Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han
havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte
i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til
den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde
haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.

Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var
sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares
al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle
Dage. --

Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet,
sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig
Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde
været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser
om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.

Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham
med den allerstørste Begejstring.

»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde
Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar,
har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han
stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i
mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«

Holst tænkte paa Ulla -- ja, hun var nydelig, og Faderen var en
Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været
ærlig -- eller havde han været ærlig? Nej -- han havde vidst, at
den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for
Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog
syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.

Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone
første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.

Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel
ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren,
og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det
varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer
nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par
Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt
ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men
det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone
er ellers en gammel Bekendt.«

»Saa,« spurgte Holst -- det slog ham, at det burde han have vidst
før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin
Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.

Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.

»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden
efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu
min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden
var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig
Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk,
lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en,
kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten
ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid,
gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel
sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund,
og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde
se, og Kors hvor hun var forelsket.«

Holst trommede i Bordet med Fingrene. »Naa, og saa --«

»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.«

»Og saa --«

Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.

»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone.
Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at
jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller
ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at
høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.«

Holst var bleven bleg -- han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy
ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det,
han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om
hendes Forhold til _ham_; han vidste, hvem denne _han_ var; at det
var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde
genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde,
som Lig -- myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav --, havde han
kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der
skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.

En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans
Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han.

Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant -- skal vi drikke
et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken
Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.«

Holst blev blodrød, men han drak Skaalen.

Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til,
at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?«

»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned
til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa
Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak
sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke
vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her
i tre Maaneder.«

»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og
de havde ikke set ham i tyve Aar.«

Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke,
skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men
Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var
nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det
Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang.
Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg
lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa
mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel
slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til
mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.

Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke.
Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og
saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for
Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til
ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke
at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham
med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel
syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.«

Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den
lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte
han: »Naar var det Hestesagsmøde?«

»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.«

»Kan De ikke se Datoen?«

»Jo, bi lidt -- det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en
Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er
jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa
det halve kunde være nok.«

Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen
frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det
ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til
Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo,
det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen
efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da
han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt
om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi
aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han
har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.«

Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde
Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage
siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter
Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren
mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var
meget varmt.

»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre;
Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham
fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte
Farbror Holger -- Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et
Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde
til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene,
der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem.
Det var dejlige Folk.«

Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og
bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa
sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl.

Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa
Riddartofte.




XIII.


Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjöladugård Station paa
Esløf-Ystad Banen, højt, omgivet af venlige Bøgeskove med Udsigt
over Vombsjön og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et
herligt Herresæde med store Bygninger i hollandsk Renæssance og
talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved
Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjöström i en sirlig lille
Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer,
som uvægerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis
hurtig strakte Gevær i Haab om at føre Sejren hjem, men ikke længe
efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for
Godsets Regning, i det mindste for en Tid.

Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig
skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at
optage Sjöström i Hofhusholdningen; det var forsøgt, men Grevinden
gentog aldrig Forsøget. Og Affindelsessummen overgik som en fast
Bestanddel af Staldmesterens iøvrigt ret betydelige Gehalt.

Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev
afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et
Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring.

I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages
han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa
Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk
med et Par søgende Øjne.

Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien.

Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en
feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham
ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne,
sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som
kun er en i denne Verden.

Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da
ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold,
og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud
af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid
Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning.
Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større
Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester:

»Kære Bror -- dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har
jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal
leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte,
Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit
Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.«

Han vidste, at Greven uvægerlig betalte.

Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre
forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat
ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en
Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir
var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde
udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om
Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt
at skaffe Hugolds Adresse.

I Nizza var han ikke mere -- det havde Holst erfaret ved Henvendelse
-- og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke
gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han
intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han
havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde
fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant
Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa.

Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk -- men han
er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke
mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde
anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.«

Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:

»De kender altsaa min Broder Hugold?«

»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.«

Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank
Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart.

»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de
Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel
Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.«

Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede
omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.

»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt.

»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar
tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig
at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære,
men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra
ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har
han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.«

Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen,
hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk
Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas
appetitvækkende Stil.

Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar.

Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om
han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen
vilde han gerne bringe.

Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart,
at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor
forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at
gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.

Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres
Broder?« spurgte han.

»Af Hugold --« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg
aldrig hørt.«

Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den
første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte
dette.

Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok,
at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid
har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om,
at Hugold havde været med der.«

»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst.

»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid
ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone,
maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være
uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig.
Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor
der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at
da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle
Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt,
for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og
man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for
et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage
Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig
Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen.
Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en
charmant Mand, og hans Datter er nydelig -- usædvanlig nydelig.«

Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har
truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.«

»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen
Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde
ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet
med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv -- eller han skøttede
maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet.

Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i
en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig
Handling.

»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en
Adelsmand fuldt ud.«

Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den
drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste,
Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte
ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant,
og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at
hendes strænge Husbond kom til blødt Leje.

Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage
til København.




XIV.


Da Holst kom tilbage til sit Hjem i Hovedstaden, forefandt han
foruden anden Post et Brev fra Ankerkrone, vedlagt en Pakke Papirer;
det lød saaledes:

  Kære Ven.

 Længe har jeg overvejet, om jeg burde skrive til dig, eller om
 jeg burde vente og se, om vore Veje krydsedes. Vort Bekendtskab
 er ungt, men du kan tro mig, naar jeg siger dig, at jeg, som er
 en gammel Mand, om ikke af Aar, saa dog af Sind, fordi Livet har
 bøjet min Ryg og trukket Furer over min Pande, aldrig har mødt
 nogen Ungdom, der varmede mit Hjerte som din. Selv har jeg fra
 min første Ungdom tænkt mig Livets herligste Maal at efterlade
 mit Navn, og hvad Livet har lært mig, til den, der skulde tage
 den Gerning op, som jeg ikke har kunnet fuldføre, at leve Livet,
 som et Menneske skal leve det. Min Søn kan ikke tage dette op,
 fordi han staar alt det fjernt, som staar mit Hjerte nær. Hos dig
 har jeg fundet saa meget af det, jeg elsker, og saa meget af det,
 jeg savner, og jeg holder mere af dig, end du kan tro og ane.

 Derfor skriver jeg til dig. Du sendte mig, uden at forstaa det,
 et Budskab, som du kaldte det, »fra hinsides Graven«, du kunde
 ikke have sendt mig tungere Budskab, endda det ikke lød første
 Gang for mig. Min Ungdomsven Holger Kurk har fortalt mig om sit
 Møde med dig; jeg véd nu, at du kender en Del af de Begivenheder,
 der knyttede min Skæbne til hende, hvis Lig de fandt i Skovsøen
 hin Dag. Du kender langt fra alle, men hvad jeg her sender dig,
 vil berette dig om alt, hvad jeg kan sige.

 Jeg kendte hende straks den Dag, de fandt hende; du kunde maaske
 kalde det Svig, at jeg tav. Men jeg maatte tie om alt dette
 svundne, som du nu skal lære at kende, og du vil forstaa, hvorfor
 jeg tav, da man larmede om mig for at faa alt at vide og sprede
 det til tusinde ligegyldige og uvedkommende Mennesker. -- Ikke
 sandt?

 Jeg tror aldrig, du naar tilbunds i denne Sag. Jeg raader dig til
 ikke at opgive, det skal man ikke, jeg beder dig heller ikke om
 noget, fordi jeg stoler paa dig. Hjælpe dig kan jeg ikke; jeg er
 ikke heller rask mere, men skulde vore Veje mødes, saa søg mig
 som den jeg er
                                        din faderlige Ven
                                                Arvid Ankerkrone.

Dette Brev laa øverst i en Pakke Papirer, der øjensynlig med stor
Omhu var udsøgte af en større Samling Breve og Aktstykker, der
fortalte om alt, hvad der var sket mellem Annie og Ankerkrone.

Først i Rækken laa et Hefte med løse Blade, paa hvis Omslag var
skrevet med Ritmesterens faste, sirlige Haand:

                    Af Arvid Ankerkrones Dagbog.

                          _Motto_: Wie man Geld und Zeit verthan,
                                   Zeigt das Büchlein lustig an.
                                        (Goethe, Epigramme 1790).

Dagbogen var delt i korte Afsnit, hvert af disse indlededes med
et Citat af Goethes venetianske Epigrammer. I flere af Afsnittene
var Mesterens Ord fra disse Epigrammer flettet ind i Teksten i
Oversættelse; det var tydeligt, at Ankerkrone i sin Ungdom havde
været stærkt paavirket af denne Digtning, ja, endog forsøgt at bygge
sin Dagbog over dens Strofer. Men sært og skurrende havde Livet
grebet ind i dette Digt og bøjet det mere og mere mod alvorsfuld
Prosa, til Ankerkrone havde lagt Pennen bort med tunge bitre Ord for
at lukke sin Dagbog for stedse.

Dens Indhold var følgende:

                                              Venedig, Juli 1875.

    An dem Meere ging ich und suchte mir Muscheln. In einer
    Fand ich ein Perlchen; es bleibt nun mir am Herzen verwahrt.

 Seks og tyve Aar og i Venedig! -- Sandelig, du store udødelige
 Digter, jeg behøvede ikke dig for at vise mig Vejen i den
 summende Labyrint; jeg har set Bajæ og Fiskene og Havet, som
 jeg har set Venedig og Pølen og Frøerne. Jeg sover ikke, jeg er
 lysvaagen. »Hvilken Kvinde jeg ønsker?« -- I spørger mig, jeg har
 fundet hende, saadan som jeg ønsker hende -- Perlen i Muslingen,
 som jeg vil bevare ved mit Hjerte.

 Julia Cassini --

 »Ja, jeg forstaar det saa vel, det er mit Legeme, der rejser,
 mens i den elskedes Skød hviler bestandig min Sjæl.«

 Kort sagt, jeg er forelsket, forelsket og ung, jeg er i Venedig.

 Det er Sommer, og Varmen hviler trykkende over Marcuspladsen,
 medens Vandet skvulper dovent i Canale grande. Timevis lænet
 tilbage i Gondolen, lader jeg mig føre forbi den elskedes Hus.
 »Med den blidt gyngende Vugge kan jeg ligne Gondolen, Kassen, der
 skærmer mod Sol, er som en sort Sarkofag. Og mellem Vugge og Grav
 ad Livets Kanal den mig fører, sorgløs drømmer jeg da, glidende
 let over Vand.« Jeg véd jo, hun kommer, og at naar hun kommer, er
 hun min.

 Hun lovede mig det første Kys i Venedig, Venedig er hendes Hjem,
 og der skal jeg søge hende, der skal jeg møde hende, naar hun
 kommer.

 Endnu er hun ikke kommen.

 Saa længe faar jeg trøste mig med Venezia og Goethe.

 Det er alligevel ikke let at vente. --

 »Ellers agter jeg skarpt Aarets de skiftende Tider, hilser den
 gryende Vaar, længes mod Frugten i Høst. Nu er mig Sommeren lig
 Vinter, der dækker med Sne, Amors Vingeslag har skabt mig den
 evige Vaar.«

 Julia er kommen.

 »Sig mig, hvorledes du lever -- jeg lever, var Aarene hundred, og
 var de hundrede til, hver Dag blot blive som denne.«

 Store Mester, hvis dejlige Vers jeg Taabe har prøvet at gengive.
 Hav Tak for det, du var mig i disse Dage.

 Hav Tak med dine egne Ord.

 »Træt var blevet mit Sind, da stedse kun Billeder saa jeg,
 herlige Skatte, den Kunst, som ikkun Venedig bevarer, saadan
 bedaarende Lyst kalder dog ogsaa til Hvile, efter et Billed i Liv
 søgte mit smægtende Blik.«

 -- Forlad mig, Mester -- nu prøver jeg at digte.

 Poul Veronese har malt Julia dit Billed en Gang -- men den Glød i
 dit Blik -- Julia -- ingen har malt.

 Og dine Læber, Julia -- nu er Drømmens Virkelighed.

 Den 14. Juli 1875 gav i Venedig den ædle Donna Julia Cassini
 Arvid Ankerkrone sin Tro.

 -- -- --

                                             Smaaland, Aug. 1881.

    Oftmals hab' ich geirrt und habe mich wieder gefunden,
    Aber glücklicher nie; nun ist diess Mädchen mein Glück!
    Ist auch dieses ein Irrthum, so schont mich, Ihr klügeren Götter,
    und benehmt mir ihn erst drüben am kalten Gestad.

 Disse fire Linier fortælle alt. Jeg har fejlet, og først her i
 den grønne dejlige Dal ved Lagan har jeg indset, hvori min Fejl
 bestod. Jeg har elsket Julia, og i de første Aar af mit Ægteskab
 troede jeg paa Lykke. Men jeg har handlet Uret i at ville
 plante Sydens Rose i Nordens kolde Jord. De første Pust fra den
 ubarmhjærtige Nordenvind har isnet Rosen. Julia har født mig en
 Søn, og i Daaben har jeg skænket ham Navnet Claes, som er gammelt
 i min Slægt. Julia har født mig andre Børn, men de er døde, og
 med dem er det, som om hendes Blod er udgydt. Bleg er min Rose.

 Julia er rejst mod Syden, mod Venedig, hun bad mig ikke følge,
 jeg ønskede det ikke heller, for vore Drømme er drømt til Ende.
 Fem Aar er en lang Drøm, og Drømmen var sød.

 Nu er den forbi.

 »Jeg tog fejl -- jeg har taget fejl før -- jeg har set det, men
 jeg er aldrig bleven lykkeligere derved.«

 Nu hedder min Lykke Annie. Hun er seksten Aar og tog sit Bad i
 Aaen, da jeg saa hende første Gang. Nøgen stod hun ved Busken,
 der drikker af Aaen, og da jeg traadte frem uden at ane, at hun
 stod der, løftede hun sit Blik mod mig og lo. Skøn som Venus, der
 steg af Havet, skjulte hun intet, fordi hun intet havde at dølge,
 og hendes Blik lo mod mig, medens Aaens Bølger krusedes om hendes
 Fod.

 Annie er Datter af Korporal Bengt, hun er født i Smaaland blandt
 Lyng, Blomster og blinkende Søer. Og Annie er føjelig og god, som
 hun er blid og taalsom.

 Annie er min Elskerinde --

 Cedersköld og Kurk har været paa Jagt i Dag. Jeg jager ikke mere,
 jeg har stødt min Fod. Nämdemanden ler, han véd, jeg gaar til
 Aaen for at fiske.

 Annie er kyndig i at sætte Snører, og Fisken søger til hende.
 Annie fanger den let med legende Haand.

 Imorgen rejser jeg, og Annie følger mig.

 Det kan ikke nytte at spørge, og hvorfor ogsaa det. Hvilken Lykke
 skulde vel søge Annie i Smaaland.

 Julia har sendt mig et Brev. Hun spørger, om jeg kommer til
 Venedig.

 Nej, jeg har kaaret Annie -- er det ej det rette, Guder saa
 skaaner mig dog og lad mig forblive i Troen -- -- --

                                             Sjælland, Aug. 1882.

    Arm und kleiderlos war, als ich Sie geworben, das Mädchen,
    Damals gefiel sie mir nackt, wie sie mir jetzt noch gefällt.

 Det er Bøgene i de danske Skove nord for Hamlets By, der hvisker
 deres stille Sprog i vore Øren. Annie er mig en god og kærlig
 Kvinde, og Dagene gaar saa lindt og let under Kys og Sol. Den
 store Eros er det ikke -- men --

 Jeg har ikke glemt Julia. Dag efter Dag synes det, som dukkede
 hendes Billede klarere frem for mig -- men disse Dage tilhører
 Annie.

 Der ligger oppe i Skovbrynet en ensom lille Sø, hvor vi gærne
 dvæler, Annie og jeg. Tæt kranset af Skoven ligger den der som et
 lille blankt Skjold mellem blomstrende Hæge og Tjørne. Vi sidder
 paa Roden af en vindfældet Bøg, hvor Søen skærer sig ind under
 Skrænten, der støttes af Røddernes Fletværk. Det Sted elsker vi
 begge.

 Annie er bedrøvet og bange. Hun bøjer tit sit Hoved mod min
 Skulder og hvisker: Arvid, jeg er saa angst, du vil forlade mig
 for at drage til hende. Sig, at du vil det, og jeg skal glide
 ganske stille ned i Søen med mit ufødte Barn -- ganske stille,
 for at du kan gaa din Vej til hende, som har Ret over dig.

 Saa svarer jeg: Annie -- ingen har Ret over mig uden den, jeg
 kaarer.

 Saa kysser hun mig med Taarer, -- Annie, der steg op til mig af
 Vandet den lyse Sommerdag i Smaaland -- og langsomt drager jeg
 hende bort fra Brinken.

 Men stundom føler jeg mig tung i Sindet, naar Folkene kommer hjem
 fra Arbejde, og deres Skænden lyder i Gaarden.

 Saa tænker jeg paa Mesterens Ord.

 Hvorfor skriger dog Folket og larmer, det vil have Føden, Børn
 vil det avle og sørge for Føden til dem. Mærk dig Vandrer det, og
 gør du derhjemme det samme; Menneske, gør hvad du vil, du driver
 det aldrig til mer.

                                          Gammalstorp, Okt. 1862.

    Eine Liebe hatt' ich, sie war mir lieber als Alles!
    Aber ich hab' sie nicht mehr! Schweig, und ertrag den Verlust!

 Jeg er alligevel Soldat. Naar Teltene brydes af, og
 Signaltrompeten lyder, slaar Hjertet frit og let i mit Bryst, og
 jeg tøjler min sortbrune Flora, der danser under mig over sandede
 Veje. Saa gaar den henover Landet, mens Ljunggreen, min brave
 Vagtmester, rider tavs bag mig til vi naar Gaarden, hvor hans
 Kvinde og de krøllede Unger vifter til ham. Vi rider undertiden
 derind og drikker et Glas Mælk, mens jeg klapper hans lille
 lyshaarede Johanne, hvis klare blaa Øjne ler til mig.

 Saa gaar det videre over Stok og Sten.

 Annie er borte -- Julia er endnu i Venedig.

 Hvad kymrer jeg mig om Annie og Julia nu.

 Jeg er alligevel Soldat, og nu gaar det mod Lejren, jeg har ikke
 mere Tanker for kælne Lege, og Vennerne venter.

 Baade Cedersköld og min brave Kurk, som jeg har forsømt saa
 skammeligt, fordi jeg drømte med Annie. -- Hvorfor mon hun forlod
 mig?

 »Var jeg huslig og Viv, og havde jeg, hvad jeg behøved, vilde jeg
 trofast og glad kysse og klappe min Mand, saadant vrænged' i Sang
 en simpel Tøs i Venedig, Sangen lød som en Bøn, og frommere ej
 jeg har hørt.«

 Nu gaar det mod Lejren -- hvem tænker saa paa Kvindfolk.

                                               Venedig, Maj 1883.

    Und so tändelt' ich mir, von alle Freunden geschieden,
    In der neptunischen Stadt Tage wie Stunden hinweg.
    Alles was ich erfuhr, ich würzt'es mit süsser Erinnrung
    Würtzt'es mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.

 Atter i Venedig -- men dog ved det første Blik hvor forandret --
 mest dog jeg selv. Kun 8 Aar er rundne, siden jeg gæstede dig,
 Venedig -- kun 8 Aar, og hvad er ikke sket siden da!

 Jeg søger ikke min Kærligheds første lyse Dage, dens straalende
 Nætter, Julia har bedt mig komme, og jeg kommer.

 Men jeg venter intet -- jeg haaber intet -- det er en
 Pilgrimsfart til hellige Steder -- -- --

 -- -- --

 Jeg drømmer, men aldrig drømte jeg lifligere Drøm. Julia er min
 egen, og min Ungdom lever, lever et nyt Liv efter en Dvale, jeg
 troede var Døden. Jeg plantede Sydens Rose i den kolde Jordbund,
 som er mit Hjemlands, og Rosen trivedes ikke, dens Hoved
 bøjedes, og dens Blade visnede. Nu har den drukket Duggen af sin
 Moderjord, nu folder dens Kronblade sig mod Solen, nu smiler den
 rødere end før, og dens Duft stiger mod den lette Luft. Julia,
 jeg elsker dig nu, elsker dig varmere, end jeg elskede dig nogen
 Tid. Du er Venezias Rose, min dejlige, du er den ene. Og du
 smiler, du spørger ikke, du ved, at din Kærlighed er alt, den
 tvivler ikke, fordi den ikke ser, den spørger ikke, fordi den
 ikke hører. Nu begynder Livet af ny.

 »Jeg har dig elsket tilforn, brændende hed i Begær, elskede hører
 du, tro og betro dig til mig.«

 Fra den Dag og Time er jeg Julias og kun Julias, alt andet skal
 være glemt, alt andet.

 Navnet ogsaa -- alt.

 Minderne vokser fra hver Sten, fra hvert Billed og hvisker om mig
 de samme søde Sagn som i svundne Dage.

 Julia du --

 Men vi vil dvæle i Venedig -- dvæle længe, evigt om du vil, og
 jeg vil berede min Rose en Urtegaard, hvor Vinden ikke kysser
 dens Bæger med Slud, hvor Duggen falder mildt og sødt, og hvor
 Solen kærtegner den.

 Om du vil det saa.

 Her skal du føde mig et Barn, som skal være vor Kærligheds Barn,
 en Datter, der skal bære dit Navn, eller nej -- dit Navn skal kun
 du bære. Og ingen anden.

 Venedig er mig Mindets og Haabets Stad. Mindet og Haabet er du.

                                              Verona, Marts 1884.

    Widerfahre dir, was dir auch will, du wachsender Liebling --
    Liebe bildete dich; werde dir Liebe zu Theil!

 Julia har født mig en Datter, i Daaben fik hun Moderens Navn, men
 vi har besluttet, at hun skal kaldes Ulla. For der er kun en
 Julia. Naar Julia atter er rask, rejser vi til Capri og Palermo,
 og ved Sommertid vender vi hjem til Gammalstorp, mens Solen
 skinner. Posten er en fortrædelig Ting -- den har bragt mig Brev
 fra Annie.

 Annie var et Navn -- Annie er glemt.

 Men Brevene kræver at mindes. Jeg har bedt Holger Kurk sørge for
 Annie og hendes Barn. Jeg siger hendes Barn. Jeg har Børn, men de
 er Julias. En Elskerinde bør ikke føde Børn. Børn bør kun avles
 ved Arnen.

 Annie vil jeg ikke se mere, ikke heller hendes Barn. Det har
 vel ingen Nød, det er avlet i Elskov -- men det var Elskov, der
 svandt -- en Spøg.

 Es sei, Liebchen, des Scherzes genug!

                                         Gammalstorp, Marts 1885.

    Wundern kann es mich nicht, dasz Menschen die Hunde so lieben,
    Denn ein erbärmlicher Schuft ist, wie der Mensch, so der Hund.

 Vi var tre fra de unge Aar: Kurk, Cedersköld og jeg. Vore Fædre
 var Venner, og vi legede vor Barndoms Lege sammen. Vi voksede op
 sammen, og vor Uddannelse har vi faaet under samme Tag. Vilde
 nogen spurgt mig, hvem af de to, der stod mit Hjerte nærmest,
 vilde jeg ikke have kunnet svare. For jeg satte dem begge lige
 højt.

 Og nu. Jeg skriver fordi jeg en Gang har betroet disse Ting til
 Papiret, for en Gang om mange Aar atter at se, hvad jeg følte,
 for at min Dreng en Gang kan lære sin Faders Skæbne at kende,
 ærlig og sand, som den mødte ham i Livet. Men hvert Pennestrøg er
 en Rift i et aabent Saar.

 Annie har talt. Hun var rejst til Smaaland til sin Fader, og
 derfra har hun skrevet til Julia og fortalt hende alt. Julia
 vil tilgive, det føler jeg, men vi talte ikke derom, og Julia
 var syg. Jeg følte mig bedrøvet. Ikke fordi jeg angrede, jeg
 fulgte en Røst i mig, som talte den Gang og som nu tier. Men det
 smertede mig, at Julia led. Hun forstod ikke, hvor uendelig højt
 min Kærlighed til hende stod over min Elskov til Annie.

 Og jeg kunde ikke sige hende det, for man kan tale til en Kvinde
 om sin Kærlighed til hende, man kan ikke, endda kun med et Ord,
 berøre en venlig Følelse for en anden, endsige Elskov.

 Høsten gik, og den var tung og mørk. Jeg vilde rejse mod Syd, men
 Julia vilde ikke. --

 Julia var skønnere end nogensinde før, men hun vilde ikke se mig.
 --

 Saa kom Vinteren og med Vinteren Fester, hvor Julia straalede som
 en Dronning blandt alle Terner smaa.

 Hun var venlig mod mig igen, men min Drøm kom hun ikke i Møde.
 Jeg vilde vente og haabe. Saa skete det.

 Jeg troede det ikke, jeg vilde ikke tro det, men jeg kunde ikke
 tvivle.

(Mellem Dagbogens Blade laa et gulnet Brev med Annies Haandskrift.)

                                  Christiansstad, 20. Marts 1885.
  Arvid Ankerkrone.

 Du har voldet mig Sorg og Fortræd mere end nogen kan bære, men
 for mit Barns Skyld har jeg baaret det troligt. Jeg skriver mit
 Barn, for du siger, at Barnet er ikke dit, og det er vel muligt,
 for jeg har kendt andre end dig ogsaa den Gang -- det siger du jo
 til Cedersköld og det er vel ogsaa sandt, for jeg har kendt ham
 ogsaa. Og nu har jeg kun ham at trøste mig til, for dine Penge
 vil jeg ikke eje eller have. Og Cedersköld vil sørge baade for
 mig og Barnet.

 Mellem os er det jo alt forbi, for det vil du jo, du elsker jo
 din Kone over alt i Verden. Og hun vel ogsaa dig, skønt jeg har
 syntes, det var ret og rigtigt at vise hende, hvordan du var, og
 hvad en Kvinde kan stole paa dig i sin Nød, trods dine Ord og
 Forsikringer, som du aldrig mener. Men hun har jo ikke noget at
 lade dig høre, for I fine Folk er ikke bedre end en Pige som mig
 -- for vi er jo alle lige for Vorherre og Syndere allesammen.

 Men Ret skal være Ret alligevel.

 Og det siger jeg dig, at du kan haane mig og forlade mig og støde
 mig bort, saa meget du vil, for jeg har Cedersköld, men din fine
 Frue, som du elsker, og som skal være saa stolt, skal ikke berøve
 mig mit det sidste og eneste.

 Og nu ved jeg, at din Kone er Kæreste med Cedersköld, og de mødes
 baade det ene Sted og det andet, og tror du mig ikke, kan du faa
 Vished for det, naar du ønsker.

 Og det, siger jeg dig, er ikke ret og rigtigt, for naar en Kvinde
 er gift og har Børn, saa er det ikke som med en anden en, der har
 sin Nød.

 Og du har din Kone, som hun har dig, det vil jeg sige dig.

                                                  Annie Bengtson.

 P. S. Vil du ikke tro mig, kan du komme selv og faa Syn for Sagen
 næste Mandag Kl. 8 Aften i Vestergaden hos Madam Engström. -- --
 --

Jeg har dræbt min Hustru.

Ikke med min Haand, for jeg tror ikke, jeg kunde løfte Haand mod
Julia, men jeg er Skyld i, at hun døde, og jeg bærer den Skyld til
mit Livs sidste Dag, ja udover den, om noget udover findes.

Jeg gav Julia Brevet og spurgte: Er det sandt?

Og hun svarede ja.

Saa vilde jeg gaa -- jeg havde kun et at gøre, at hævne min Ære, og
det vilde jeg gøre i den Time, hvor jeg erfarede min Skam.

Hun bad mig blive og sagde mig, at Skylden var hendes og hendes
alene. Men hun havde Ret til at handle som hun havde handlet, samme
Ret som jeg.

Jeg svarede hende dertil, at her var ikke Spørgsmaalet Ret eller
ikke Ret. Min Hustrus Ære var min Ære, mit Hus's Ære og mine Børns
Ære, og dens Hævner var jeg.

Saa smilede hun og lagde sin Arm om min Hals og sagde, at det var
ikke sandt. Hun havde kun villet hævne sig, kun villet prøve mig, og
det var alt aftalt Spil. Nu var jeg straffet nok, og nu vilde hun
tilgive mig.

Jeg troede hende ikke.

Saa bad hun mig vente og kalde de to til for af deres Mund at
erfare, hvad jeg ikke vilde tro, naar hun sagde det.

Det var den tungeste Tid i mit Liv, de Dage der gik, for Cedersköld
var da bortrejst, og Annie var i Christiansstad.

Men Dagen kom, og jeg lod de to kalde.

Cedersköld, der i saa mange Aar havde været min Ven, nægtede at
tale, og Annie lo i bitter Haan og sagde, at det var sandt, det hun
havde skrevet.

Julia græd, og jeg troede hende ikke.

Saa kom Natten, og hun tryglede mig om at tro hende, men hvor kunde
jeg tro den, der havde forraadt mig? Hun sagde, hun vilde dø, om jeg
tvivlede.

Og jeg tvivlede endda.

Saa døde Julia Natten den 27. Marts 1885 for sin egen Haand.

Jeg begravede hende, men begræd hende ikke.

Jeg svor at leve alene for mine Børn, og den Dag døde Smilet paa
mine Læber, og jeg blev en gammel Mand.

Jeg svor endnu en Ed: at hævne den Vanære, der var bragt over mit
Hus, og den Ed vil jeg holde.

       *       *       *       *       *

-- -- -- Her slutter min Dagbog, eller rettere de Optegnelser, der
oprindelig havde været bestemt til at danne min Dagbog, men som
Livets Alvor har afbrudt. En Mand kan ikke skrive sin Sorg ned; til
hvad Nytte, til hvad Nytte! Tie! -- og tal kun, hvor Ordet handler.
-- -- --

       *       *       *       *       *

Vedføjet laa tre Breve til Holger Kurk, der talte om det, hvorom
Dagbogen tav. De var øjensynligt udvalgte af mange, men hver et af
dem kastede det skarpeste Lys over en Handling.

                     Vintschgau »Neuspondinig«, d. 12. Aug. 1886.
  Kære Holger.

 Jeg skriver fra Tyrol, fra Stilfserjoch, hvor jeg bor i en
 Gæstgivergaard af det Navn Neuspondinig ikke langt fra det høje
 Punkt Ferdinandshöhe. Du véd, hvorfor jeg rejste, og jeg skriver
 dette for at meddele dig, at mit Hverv er fuldbragt.

 Cedersköld er død.

 Det gik ikke, som jeg havde ventet, og det var vel en højere
 Vilje, om saadan højere Vilje er, der bestemte det anderledes.
 Jeg holdt af ham, som jeg holdt at dig; hvad det vil sige, véd du
 selv. Han brød vort Venskab og handlede ilde mod mig. Jeg svor at
 finde hans Vej og kræve ham til Ansvar; jeg fandt ham her paa
 dette Sted døende, og han døde uden at tale.

 Han var ankommen hertil fra Trafoi, hvortil jeg havde fulgt hans
 Spor. Han vilde skyde Genvej, tilfods og styrtede ned i en Bæk,
 der kaldes Klammbach.

 Han var ynkelig at se, Brystkassen var knust og Hovedet stærkt
 læderet; han aandede svagt, da jeg saa ham, men han døde, ikke ti
 Minutter efter min Ankomst.

 Jeg tænker endnu, om jeg havde truffet ham ved Franzenshöhe,
 hvor Ulykken skete, saa havde jeg sikkert nu staaet anklaget
 for Assiseretten i Bozen. Jeg kunde have slynget Cedersköld i
 hvilkensomhelst Afgrund i denne Verden.

 Nu er han død, og jeg har ikke dræbt ham i Kamp. Jeg vilde ønske,
 jeg havde, for siden Julia døde, har hver Blodsdraabe i mig
 krævet hans Død, og jeg har forfulgt ham som hans onde Skæbne.

 Annie har forladt ham; jeg ser af et Brev, der findes mellem hans
 Efterladenskaber, at hun har fundet en Ven i Wien. Annie er skabt
 til Glædespige, det bliver hendes Lod. Hun bedrog mig, da jeg
 elskede hende, hun bedrog ogsaa Cedersköld og løj for os begge.

 Stakkels Korporal Bengt! Mig troede han, og medens jeg drog mod
 Syd for at se Venedig og Julia, forsøgte han at hævne sin Datters
 Ære ved at dræbe Cedersköld. Om Barnet er mit eller Cederskölds
 véd jeg ikke, men det skal ikke lide Nød; det har sit Forblivende
 med de trufne Bestemmelser. Ikke et Ord talte Cedersköld, men
 jeg tror han kendte mig, og det giver mig nogen Trøst. Jeg har
 aldrig troet, jeg kunde se et Menneske lide og føle Trøst derved.
 Men det gjorde jeg. Jeg har ladet ham begrave; han ejede intet, i
 hvert Fald kun lidt.

 Nu er han død, og hans Navn skal ikke nævnes mellem os mere.
 Han fandt Døden den 6. Aug. 1886 ved Nedstyrtning mellem
 Ferdinandshöhe og Trafoi. Kusken, der kørte for ham, saa ikke,
 hvorledes Ulykken skete, og intet Menneske vil nogensinde erfare,
 hvorledes det gik til.

 Nu vender jeg hjem til Børnene; deres Opdragelse er nu det,
 hvorfor jeg lever. Broderlig Hilsen.

                                                       Din Arvid.

                                       Malmø, den 10. April 1898.
  Kære Holger!

 Du skriver til mig, at Annies Barn er dødt. Annie har skrevet mig
 til og søgt mig. Jeg svarer ikke. Annie har jeg holdt af, da jeg
 saa hende første Gang. Du vil maaske bebrejde mig denne Elskov,
 det kan man gøre bagefter. Jeg tror, at jeg handlede ret, fordi
 Livet byder saa lidt Solskin, og vi Mennesker bør søge Solskin.
 Naa, jeg vil ikke præke denne Lære, og det vilde ogsaa være dumt.
 Nu er jeg ændret i meget. Handlede jeg Uret, har jeg maattet bære
 »Straffen«. Jeg tror ikke paa Straf, men jeg tror paa Hævn. Al
 Straf er Hævn, og Hævn kan tilfredsstille, det har jeg selv følt
 en Gang i mit Liv.

 At Barnet er dødt er kun godt, Annie fortjener intet Barn, og
 paa hendes Omvendelse, som du kalder den, tror jeg ikke. En Mand
 kan elske mange Kvinder og dog ikke præges af denne Elskov, en
 Kvinde, der elsker mange Mænd, er og bliver en Skøge. Saa faar I
 lære nok saa meget det modsatte og præke Jer Moral eller Umoral
 nok saa ivrigt.

 Jeg er Junker fra Fødslen, og min Moral er Junkerens Moral,
 den bliver ikke anderledes. Det er slet ikke praktiske Hensyn,
 slet ikke Samfundet, jeg vil bevare, det er slet og ret min
 Soldatermoral, der vist, naar alt kommer til alt, ikke er nogen
 Moral. Skøgen har jeg glemt, og hendes Barn kendtes jeg ikke ved,
 da det levede, agter ej heller at græde ved dets Baare.

 Begrav det og lad hende faa nogle Penge, det er vist det, hun
 trænger til.

                                                       Din Arvid.

                                    Paris, den 25. December 1899.
  Kære Holger.

 Glædelig Jul -- Du har vel undret dig over, at jeg ikke tilbragte
 Julen sammen med Ulla i Lausanne. Det var tilfældigt, vi havde
 besluttet, at hun skulde komme hertil, men ondt Vejrlig og
 Togstandsning krydsede vore Planer. Claes og hans Hustru er paa
 Sicilien, Hvedebrødsdagene varer vel endnu i 14 Dage, skønt
 Claes' Giftermaal huer mig ikke, hun er for rig og for lidt smuk.
 Gud være lovet, Ulla er fattig, saa spares hun for de Skuffelser.
 -- Imorgen maa Ulla vel komme.

 Juleaften tilbragte jeg her i Selskab med en Kvinde -- Annie. Jeg
 drev ned ad Boulevarderne ved Aftentide for at se Julen i Paris;
 da mødte jeg hende og kendte hende straks. Det lod, som om hun
 led Nød, hun saa fattig ud. Du véd, jeg tror, alt i Verden har
 sin Bestemmelse, og jeg standsede hende og spurgte hende, om hun
 vilde tilbringe Juleaften sammen med mig. Jeg ved ikke, hvorfor
 jeg gjorde det, men nu, da det er sket, fortryder jeg det ikke.
 Det var den besynderligeste Juleaften, jeg har tilbragt.

 Annie er gaaet fra Haand til Haand, men hun er endnu meget smuk.
 Sjöström har forladt hende, siger hun, han er, hvad jeg altid
 har sagt, en slet Knægt, der sikkert har levet af Annies Venner.
 Vi talte ikke om Barnet, hun forsøgte derpaa, men jeg afviste
 det. Jeg anerkendte ikke det Barn som mit. Jeg har elsket hende.
 Dengang anede jeg ikke, at hun var hans Elskerinde samtidig
 med, at hun var min. Men hun var sulten, og jeg gav hende et
 fyrsteligt Maaltid i Café de la Paix. Jeg tror virkelig, hun
 begyndte at haabe paa, at gamle Dage vilde oprinde paany, og jeg
 vil ikke nægte, at jeg bestyrkede hende i Troen og Haabet. Jeg
 vilde, hun skulde tale om det eneste, der endnu den Dag i Dag af
 alt, hvad Fortiden gemmer, staar min Hu nær.

 Om Julia.

 Hun talte, men hun sagde kun, hvad hun sagde den Gang, og jeg
 faar vel tro hende. Hun siger, at hun hadede Julia, fordi jeg
 elskede hende. Det er vel sandt. Hun siger, at hun hadede
 Cedersköld, og at hun blev hans Elskerinde, fordi jeg sveg hende.
 Det er vitterligt usandt, men Kvinder, der lyver, lyver med hele
 deres Sjæl og tror deres egne Løgne. Selv lyver jeg sjældent
 -- kun én Gang har jeg løjet for dig, som du her vil se. Det
 blev silde, og jeg fulgte Annie til hendes Hjem, et tarveligt
 Kvistværelse i en Bydel, jeg ikke kender.

 Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, men der var faret noget af
 en Djævel i mig den hellige Julenat. Jeg kan være ond, og jeg
 var det. Jeg fortalte Annie, medens hun hvilede i mine Arme,
 hvorledes en Mand døde, der den 6. Aug. 1886 gik Vejen over
 Stilfserjoch fra Trafoi.

 Annie, du og jeg er vel de eneste, der endnu mindes den Mand,
 hvis Ben smuldres paa en lille Kirkegaard i Tyrol. Jeg fortalte
 Annie noget mere, end jeg har fortalt nogen anden, og end jeg
 nogensinde vil fortælle nogen anden. Hun stivnede i Rædsel, og
 jeg glemmer sent hendes Blik. Hun talte kun lidt, og jeg tror,
 hendes Haab om Fornyelsen af gamle Dage blegnede under min
 Fortælling.

 Om Julias Blod kommer over mit Hoved, ved jeg ikke, Cederskölds
 kommer over hans og ingen andens. Om jeg stod paa Vejen ved
 Ferdinandshöhe den Dag i Dag, jeg tvang ham atter at vove
 Springet og æske den Gudsdom, der skulde sige, om han var skyldig
 eller uskyldig. Det sagde jeg Annie den Julenat. Nu ved ogsaa du,
 hvorledes det gik til. Gem det og glem det.

                                                       Din Arvid.

Endelig fandtes vedlagt Brevene et Aktstykke, som Holst genkendte,
det var Annies Brev til Ankerkrone, som han selv havde sendt. Hans
Billet fandtes vedhæftet. En Hilsen fra hinsides Graven, Annies Brev
lød:

-- -- --

 Min eneste Ven.

 Du faar tro mig, om du vil, jeg har aldrig elsket andre end dig,
 det sværger jeg for Gud Faders Ansigt, om jeg dør i denne Nat,
 som jeg tror, for jeg er meget syg. Men lever jeg, saa skal dette
 Brev sendes til et sikkert Sted, og min gamle Moder skal forvare
 det og sende dig det, om jeg dør før hun. Jeg har aldrig elsket
 andre end dig -- aldrig. At Cedersköld har forført mig er vist
 og sandt, men jeg var ung og elskede ham ikke, men dig elskede
 jeg og Barnet var dit, det var det, for det fødtes, mens vi var
 sammen, og havde været sammen længe i de lykkeligste Dage af mit
 Liv, og det véd du godt.

 Det var dit. Men saa blev du ond imod mig og vilde ikke skilles
 fra din Hustru, som du ikke elskede den Gang, og saa vilde jeg
 forlade dig for at se, om du ikke vilde vende tilbage, men det
 vilde du ikke, og du rejste til din Hustru, som du ingen Ret
 havde til, for hende havde du forladt, og det var mig, der var
 din Elskede og havde født dig et Barn med Smerte.

 Jeg skrev til din Hustru og talte med hende og sagde, at du
 elskede mig før nu, og hun blev bleg og vilde ikke tro det, men
 jeg havde Barnet med, og hun kunde se, at det lignede dig, som
 det ogsaa gjorde, hvad der beviser, at det var dit Barn. Og hun
 talte saa meget til mig og var bedrøvet, for hun var vistnok god,
 men jeg hadede hende, fordi hun elskede dig, og fordi du havde
 svigtet mig. Men hun vilde ikke forlade dig, og saa var det noget
 efter, at hun lod mig kalde og sagde, at hun vilde straffe dig,
 for jeg havde ladet, som jeg var bedrøvet, og hun var god imod
 mig, men det gjorde mig kun ond, fordi jeg kunde se, hun frygtede
 mig.

 Og saa var det, jeg sagde til hende, at hun skulde sige det med
 Cedersköld, og han gjorde, hvad jeg vilde, for han var en Nar
 efter mig, men ham brød jeg mig ikke om.

 Og saa skrev jeg til dig.

 Men bagefter sagde jeg, at jeg havde talt Sandhed, og det var
 ikke sandt, for Cedersköld har aldrig været din Kones Elsker; men
 jeg gjorde det for at hævne mig. Jeg vilde have fortalt dig det
 i Paris, men saa var det, at du fortalte mig, at du havde slaaet
 Cedersköld ihjel, og saa blev jeg bange for, at du skulde slaa
 mig ihjel, og saa turde, jeg ikke sige det.

 Men det er sandt, og har du baade slaaet din Kone ihjel og
 Cedersköld, saa er det Guds Straf fordi du har bedraget mig og
 forladt vort Barn, som Vorherre har taget til sig, og som du ikke
 engang vilde svare mig paa, da jeg skrev saa rørende til dig, om
 dengang det døde. Se det vil jeg skrive til dig, og det skal du
 vide, hvis jeg dør, for at dine onde Gerninger kan være bekendt
 for dig, og det er altsammen Straf fra Vorherre.

 Nu vil jeg ikke skrive mere, for jeg er meget syg, men nu véd du
 det altsammen, og at jeg aldrig har elsket andre end dig, Arvid
 Ankerkrone.

                                    Din ulykkelige elskede Annie.




XV.


Foruden den betydningsfulde Post fra Ankerkrone forefandt Holst et
kort Brev fra Helsingør, der lød saaledes:

  Hr. Løjtnant Eigil Holst, Overbetjent ved Københavns Politi.

 Efter Hr. Løjtnantens Bortrejse har jeg skaffet mig Underretning
 om, at den Herre, der den 27. Marts d. A. logerede paa
 Jernbanehotellet sammen med den Dame, der kaldte sig Fru Gorin,
 var en svensk Officer, af et daarligt Rygte ved Navn Hugold
 Sjöström. Jeg har ligeledes erfaret, at han samme Dags Middag
 hos Vognmand Larsen, Stengade, har lejet et Køretøj og ladet sig
 befordre til Esrom, og det har undret Kusken og Vognmanden, at
 han lod Vognen køre tom tilbage. Andet har jeg ikke kunnet erfare.

                             Med dyb Højagtelse ærbødigst
                                              Jens Petersen Stub,
                                                    Kelner.

Dette Brev gav Holst Anledning til at foretage endnu en
Rekognosceringstur til Stedet, hvor Liget var fundet, og Egnen
derom, saavel som et fornyet Besøg i Helsingør. Det var udover
Vognmandens Udsagn dog ikke væsentlig nyt, der fremkom, navnlig var
der paa Esromegnen slet ingen, der havde lagt Mærke til Parret.

Holst besluttede sig til at søge sin direkte Foresatte i Hovedstaden
og afgive en udførlig Rapport over det oplyste, dog undlod han
at berøre de enkelte Omstændigheder, der havde Forbindelse med
Familien Ankerkrone. Han lagde stor Vægt paa, at Eftersøgelsen og
Arrestationen af Sjöström foregik paa Grundlag af Falskneriet, og at
Sigtelsen for Mordet blev det subsidiære, derved gjordes det lettere
at holde Sagen skjult. Mordet og Ligfundet i Mergelgraven var glemt,
som alt Avisstof glemmes hurtigt og grundigt.

Holst var ikke af de Politimænd, der straks former en Mulighed til
en kompromitterende Sigtelse. Han søgte ikke Anerkendelse som den,
der rask griber til, og han lod rolig sine Kolleger paastaa, at det
var Heldet og Tilfældet, der stod ham bi; men hans Foresatte vidste,
at det var hans udholdende, stilfærdige Benyttelse af Tilfældet, der
var hans Styrke, og at han som faa forstod lydløst at følge et Spor.

Holst traf i en Fart Forberedelser til Rejsen, han vilde søge
Sjöström i Venedig, foranledige ham anholdt og transporteret til
Danmark, men dernæst vilde han søge Ankerkrone, og saa skulde
Ritmesteren tale, og tale ud.




ANDEN BOG

Venezia.




I.


Det var først i Juli, da Eigil Holst ankom til Lagunernes By,
Adriaterhavets Dronning, det eneste Venezia. Klokken var elleve
om Aftenen, det var maanelyst og stjerneklart, ganske stille.
Toget rullede hen over den lange stensatte Dæmning, der forbinder
Lagunebyen med Fastlandet. Holst bøjede sig ud ad Vinduet; han saa
i det fjerne Lysene blinke, men saa forsvandt de, og saa langt Øjet
rakte, saa han kun Havets blanke Flade, hvori Himlen spejlede sig
blank og blaa. Med et Ryk standsede Toget, Waggondørene sloges op,
en forvirret Raaben og Støjen lød fra den overdækkede Hal, og Holst
sprang ud, ledsaget af en ung Rejsefælle, en tysk Doktor ved Navn
Braun, med hvem han havde stiftet Bekendtskab paa Rejsen fra München.

De fulgtes ad og værgede sig mandeligt mod de talrige Dragere, der
tilbød deres Tjeneste; Tyskeren var kendt med Forholdene, han gik
rask foran Holst, og snart stod de udenfor Stationsbygningen, hvor
Lysene brændte saa underlig dæmpet, og hvor der var ganske stille.

Venedig modtager sine Gæster anderledes end nogen anden europæisk
By. Her er ingen raabende Droskekuske, ingen rullende Omnibusser,
ingen elektriske Sporvogne, der glider som bevægelige Lyshave
over en menneskefyldt Plads. Her er ingen straalende Kafeer,
ingen oplyste Butiksvinduer, intet bølgende Liv, intet Pust fra
Storstaden, der aander ved Nat, og hvor Kærter flimrer fra hver en
Vraa.

Der er saa underlig stille. Ikke en Lyd af en rullende Vogn, ingen
Støj af hvæsende Maskiner, kun Vandets Sukken mod Kajen og dæmpet
Aareslag fra de slanke, sorte Gondoler, der glider frem af Natten
med et gulnende Blus, lydløst, med et blinkende Kølvand i Følge.

Holst og Braun tog Plads i en Gondol, og Braun nævnede Hotellets
Navn -- Bauer Grünewald, det Sted, hvor de fleste Tyskere søger
hen. Gondolen gled lydløst fra Kajen og tværs over Canale Grande
ind i et Næt af krogede Kanalgader, mellem hvide og gule Huse med
lukkede Skodder. Den dybeste Stilhed sænkede sig over Farten; de to
rejsende sad tavse, mens deres Øjne søgte hen over Vandet mod de
fugtige Mure, hvor Kølvandet sukkede. Stille gled de forbi Husene;
saa vendte Gondolen brat om et Hjørne, Gondolièren udstødte et kort
dumpt Enstavelsesord, og forbi den gled en anden Gondol, hvis gule
Lygte et Sekund kastede sit matte Skær over Vandet og den sorte
Stævn paa deres Baad, der med sin brede takkede Snabel pegede
fremad som Stævnen paa et Vikingeskib. Gondolen krængede let over
og rejste sig atter i Fart ad en ny Gade lig den første, stille og
øde. Den natlige Fart greb Holst mægtigt; han saa hen for sig --
det var som en Eventyrfart i et ukendt Land, hvor Bølgen hviskede
de sælsomste Eventyr, fortalte om Hundreder af Aar, om en By, hvis
Magt var stor, men hvis Gader var tavse, hvis sælsomme Frasagn
voksede frem, ikke af Mulde, ikke med Rod i det faste Land, men
som Slyngplanter og sære Tangarter fra en dyb Bund, hvor Vandet
udviskede hvert Spor, hvor alt var svøbt i Tavshedens dybeste Dække.

Saa gled Gondolen ud i Canale Grande. Livet steg, Baad efter Baad
mødte dem, mens de gled forbi de høje, mørke Paladser med de svære
Pæle, hvis Knapper, formede som Dragehoveder, fortalte om deres
Ejeres Storhed, paa hvis brede Marmortrapper Venedigs store havde
traadt, hvor Rigers Skæbne var afgjort, hvor Blomsterguirlander
havde vajet for Havbrisen og gule Kærter flakket i Natten, naar de
smaa sov og de store vaagede og spandt deres Rænker.

Hist og her stod et Vindu aabent, lysklædte Skikkelser bøjede sig ud
over Marmoraltanen, og der klang Musik fra høje Sale, hvor Lysene
glimtede i slebne Glaslysekroner og kastede et blankt Skær ud over
Kanalen. Saa lød et kort Fløjt, og en hvæsende Damper arbejdede sig
op ad den vuggende Gade, skar som en Flænge i Drømmen om svundne
Dage og slog med Skovlen det stille Vand, saa Gondolen svajede hid
og did, medens Skummet slog over Stævnen.

Saa drejede den atter ind i de smalle Kanalgader, det samme dæmpede
Raab lød, det samme stille Møde, de samme døde Huse og Aarens dumpe
Slag i det mørke Vand. Sagte gled Farten gennem Natten, sagte
løftedes Sløret over den sovende By, saa standsede Gondolen med et
Ryk ved en smal Trappe. En skarp Stemme rev Holst og hans Ledsager
ud af deres Drømme.

Zwei Zimmer -- vierter Stock.

Og de stod atter i Karavanseraiet, midt I et af det 20. Aarhundredes
Hoteller, mellem Kufferter, Kasser, Gas og Telefoner, mens Duften af
Mad slog imod dem, og Klokkerne kimede og kaldte.

Kjoleklædte Kelnere sprang ad tæppebelagte Trapper.

Hotel Bauer Grünewald.

Holst fik et Værelse paa fjerde Sal og fandt sig atter til Rette i
den afbrudte Drøm. Han aabnede Vinduet og saa ud over Kanalen. Tag
ved Tag med sære Tilbygninger, underlig kantede Skorstene paa de
flade Tage, underlig fremspringende Mure og Gesimser og dybt nede
Vandet, der sukkede.

Henad Kanalen gled en Baad med Musik. En Guitar, en Violin og
Mandsstemmer sang de sære, vuggende Melodier, der steg op til ham i
Nattens Stilhed -- tunge, dæmpede, stundom bævende, stundom fulde
af Ild og som klemtende Klokker, Bud fra fremmede Lande, Sang om
Elskov, om Suk og Sorg, medens Aarerne plaskede.

Han saa op mod Himlen, hvor Stjernerne blinkede saa uendelig tæt,
ligesom knugede ham med Tilværelsens stumme, uløselige Gaade.

Hvem er du? -- hvem er du? -- han følte sig saa fremmed for sig
selv, greben af en ubetvingelig Rædsel, mens Stjernerne spurgte --
hvem er du? -- hvem er du? --

Han levede -- og dog syntes han, det var slet ikke ham selv; han gøs
og traadte et Skridt tilbage i det langagtige firkantede Rum, hvor
Loftet hang saa lavt, og hvor det sukkede i hver Krog, som havde
talløse Slægter hvisket deres lønligste Hemmeligheder til de tavse
Vægge.

Han var i Venedig, Drømmenes tavse By.

Holst mødtes med sin Rejsefælle i Restaurationen. Køkkenet var
fransk, hverken værre eller bedre end paa de fleste europæiske
Hoteller. I den aflange Sal summede det fra Gæster, der talte
alle Verdens Sprog, medens Opvartningen, kjoleklædt og ilfærdig,
krydsedes over Gulvet med de dampende Fade og Vinen i de snoede
Foglietter og de langhalsede tyske Flasker. Dr. Braun hævede sit
Glas: »Velkommen i Venedig og Tak for Rejseselskabet.«

Holst smilede. Han havde været heldig med sit Selskab. Dr. Braun
var en ung tysk Lærd, der studerede Kunst og havde set sig vidt om
i Verden. I København havde han tilbragt flere Aar som Gæst hos en
stor dansk Mæcen og Fabrikant, i hvis store Samling han havde virket
ved Opstilling og Katalogiseren af indkøbte udenlandske Kunstværker.
Han var en ægte Bayrer, med Sydtyskerens livfulde Væsen, fuld
af Spøg, men ofte underlig tavs. Holst havde ganske vundet hans
Hjerte paa Turen, hvor Rejseselskabet havde bestaaet af et Par
mellemtyske Handelsrejsende af den internationale, forskrækkelige
Haussirertype, hvis banale Snak og zünftige Historier havde ærgret
Holst og Doktoren i lige høj Grad. I Bozen havde de fundet hinanden
ret, og Resten af Turen havde de tilbragt i livlig Samtale om det
skønne og store og om det forjættede Land -- Venezia. Maaltidet var
hurtigt til Ende, og ad de krogede, snævre Gader fulgtes de til
Stedet, der drager og kalder, det Sted, hvorhen alle iler -- den
evig uforlignelige Marcusplads.

Gennem en Bue i Procuratiernes Søjlegang traadte de ud paa Pladsen,
der laa hvid som dækket af Sne i det skarpe, klare Maaneskin; kun
en enkelt Vandrer gled henover den, den tilhørte Natten -- ikke den
tunge, sukkende Nat, der bredte sit Dække over de tavse Kanaler, men
Maaneskinsnatten, hvor Stenene bades i Straaler, hvor Drømmene tager
deres lette Fart for i den lyse Stilhed at bæve i den flimrende
hvide Glans i anelsesfuld Længsel.

Der lægger sig ikke Tyngsel over Sindet, naar Maanen lyser over
Marcuspladsen. Det er ikke Dybden i dette Skønhedsvæld, der tvinger
til at bøje Hovedet i ydmyg Undren. Der føles heller ikke Fred,
Trang mod Hvile -- det er et Drag, der tømmer Skønhed som Drue i
Krystal, gulhvid og sød. Procuratiernes Arme strækker sig ikke
vidt som Sct. Peters Søjlerækker i Rom, ikke aabne for at kryste
Beskueren ind mod Kirkens store Moderbryst, men let glidende, som
den sikre Kærlighed stryger over Haar og Nakke, den der véd, at dens
Kalden følges saa villig.

St. Marcos byzantinske Kupler rejser sig bag de stejlende Gangere
og de slanke Fanesøjler som for at byde Blikket en Dæmning.
Kampanilen stræber mod Himlen som for at hæve Blikket mod Vidder,
hvor intet stiller sig mod det, og den dejlige Port, der fører til
Dogepaladset, lukker sig fast som en Mund, der, om den vilde, kunde
aabne sig og fortælle om den Smerte, der ligger bag al denne tavse
Lyst, der drager Øjet og Tanken.

Og Foden flytter sig villigt -- til Piazettaen, hvor Dogepaladsets
mauriske Flade byder sig frem for Øjet, utilsløret som Sultaninden i
Eventyret for den, hun har kaaret i Løndom, og over Piazettaens Sten
glider Blikket ud over Lagunen, det brede Vand, hvor Øen ligger i
det fjerne med Sct. Giorgios' Kupler og Spir, en Anelse om, at endnu
er Skønhedens Kalk ikke tømt, endnu har Venezia rige Skatte i Gemme
for den, der vil træde den lette, vuggende Vej, der spejler Himlen
og dens Lys, Vejen, der trædes som i Drømme uden Drøn af Fodtrin,
medens Bølgerne sukker.

Man taler ikke, naar Maanen skinner over Piazettaen i Venedig; men
lyder Slagene dæmpet fra Klokkeporten ved Procuratiernes venstre
Fløj, dæmpet bævende Slag i Slag, saa bygges en Bro for hvert
Skønhedsindtryk, drages Tankerne opad, samles i en eneste livsalig
Følelse af at se og nyde.

Og videre gaar det langs Molen, over Kanalen, hvor Sukkenes Bro
tegner sig mørk mod Justitspaladset, hvor alle Venezias mørke Sagn
faar Liv i dæmpet Tale og underlige Fortællinger om Død og Glemsel.
Vandet skvulper mod Kajen, og derude glider, som en Mindelse om
Nutiden, Skroget af en stor Damper frem over Spejlet, Ankerkæden
rasler og Spillene hviner, medens Dampen i korte, hæse Prust kastes
ud fra de sugende Rør. Den vandrende vender sig uvilkaarlig mod
Land, og hans Øjne møder Rytterstatuen af den piemontesiske Soldat,
der satte Italiens Krone paa sit Hoved: il re galantuomo Vittorio
Emanuele, hvis stejlende Hest knejser over Riva dei Schiavoni som
et brutalt Monument over Sejren, der vandtes af andre og faldt i de
tabendes Lod.

Atter drages Vandreren mod Fortiden, mod Piazettaen og Dogepaladset,
og fra Buen i Procuratierne kaster han det sidste Blik mod den
skønne Marcusplads, som den hviler, badet i Maanelyset, evig én i
sin tavse Dejlighed -- -- --

Holst sov kun lidt den første Nat i Venedig.




II.


Tiden var knap, og Arbejdet ventede. Holst vidste intet andet,
end at Sjöström var rejst til Venedig, og at han var truffet
der midt i Juni af en Landsmand, der havde bragt det Bud fra
ham, som Staldmesteren havde meddelt. Det lod ikke til, at hans
Formuesomstændigheder var de bedste, han boede ikke paa et af de
store Hoteller; det Hotel, Staldmesteren havde nævnet, var et lille
uanseligt Hotel ved Rivaen, hvor særlig Søfolk søgte. Holst forhørte
sig der den næste Dag, men man kendte intet til nogen Løjtnant
Sjöström, og det var vel ogsaa rimeligt, at han havde boet der under
et fingeret Navn. Det var naturligt at antage, at han, om han vilde
blive i Venedig, havde søgt et privat Logis; men rimeligst var det
at søge ham paa Lidoen, hvor den bedste Lejlighed aabnede sig for
en Eventyrer, der som Sjöström kæmpede for Opholdet. Holst tvivlede
ikke om, at han havde sat de røvede Penge til ved Spil i Monte
Carlo; Staldmesteren havde jo allerede meddelt, at han i Maj Maaned
var truffet der, ivrig i Lag med Rouletten.

To Dage tilbragte Holst med Søgen uden at opdage noget Spor; saa
følte han en Aften, da han vilde gaa til Ro, en isnende Kulde, og
da Natten kom, var det, som steg der gennem Vinduet giftige Taager
og lagde sig om ham, hans Tindinger bankede, Blodet gød sig som Ild
gennem hans Aarer, han mistede fuldstændig Bevidstheden og gled ind
i Feberfantasier saa voldsomme, at det flimrede om ham som Ild, og
al Tanke hvirvlede rundt som en Malstrøm. Dr. Braun, der boede tæt
op ad ham, kom til og fik hentet en Læge, der rystede paa Hovedet
og konstaterede en ondartet Forkølelsesfeber, den, der saa hyppig
griber de fremmede, der giver sig Venedigs lokkende Skønhed i Vold.
Holsts Tilstand var ikke uden Fare særlig i de første Dage, men lidt
efter lidt løftedes Taagen, og hans stærke Natur sejrede.

I Løbet af otte Dage lykkedes det Holst at komme over sit
Ildebefindende, og han besluttede nu at fortsætte Efterforskningen
efter Sjöström med fuld Kraft. Da han sammen med Braun indtog sit
lette Frokostmaaltid i Bauer Grünewald, lagde han Mærke til, at hans
unge Ven var noget nedtrykt og syntes at beskæftige sig med en Række
bestemte, stadig tilbagevendende Tanker. Holst gik ham paa Klingen,
men han vilde ikke ud med det til en Begyndelse.

Det var en flov Historie, men Holst trængte paa.

Saa fik han Historien.

Medens han havde været syg, havde Braun paa Marcuspladsen mødt en
meget smuk, ung, fransktalende Dame, med hvem han havde vekslet
adskillige Blikke af dem, der indleder et Bekendtskab. Den unge
Dame var ikke absolut afvisende, men paa den anden Side opførte
hun sig fuldkommen ladylike, og Braun havde besluttet at spænde
Germanias brede Sværd om Lænd for at skride til et Erobringstog.
Det indlededes med smaa Høfligheder, smaa Ord ved Lejlighed, naar
Damen havde taget Plads ved et af Arkadernes talrige Borde, og førte
temmelig hurtig til smaa Udflugter til Akademia, ja endog en Tur
pr. Damper til Lidoen. Saa besluttede Braun sig endelig til at vove
et samlet og stærkt Angreb, og under en Promenade i Parken tilstod
han den skønne sin Kærlighed med saa megen Varme, som hans bayerske
Naturel tillod ham det. Det saa ud til, at Sejren skulde følge hans
Vaaben. Han opnaaede Tilladelse til at følge den skønne tilbage til
Rivaen og derfra i en Gondol til ukendt Fart i hemmelighedsfulde
Sunde.

Gondolen bugtede sig gennem de særeste Krinkelkroge, uden at Braun
kunde konstatere andet end, at han to Gange passerede Canale
Grande og sluttelig efter denne mærkelige Omvej maatte befinde sig
i Nærheden af Arsenalet. Der standsede Farten, og han fulgte den
skønne ad en snæver Trappe til en Førstesals Lejlighed i et gammelt
velholdt Hus af de sædvanlige venetianske med mange smaa Rum,
Korridorer og Altaner.

Det var meget varmt, og den smukke ubekendte satte hurtig en
Læskedrik frem for Erobreren, medens han iøvrigt fortsatte sine
Angreb, modig ved de store Indrømmelser, han havde mødt hos sin
fagre Fjende. Varmen steg, den skønne forbarmedes over den stærkt
opvarmede Nordbo og bragte ham en meget fin og let Slaabrok, idet
hun diskret trak sig tilbage, medens han iførte sig Tunikaen
og samtidig bortlagde en ikke ringe Del af sine civiliserede
Klædningsstykker.

Alt tegnede til en Hyrdetime -- saa pludselig hjemsøgtes Arkadien
af et Uvejr med heftige Tordenskrald. Det dundrede paa Døren og en
stærk Mandfolkestemme lod sig høre paa Gangen udenfor Hyrdeparrets
Enemærker. Den skønne fo'r op i Rædsel med Udbrudet: »Min Mand
er kommen hjem uventet.« Braun grebes af en stivnende Rædsel, og
ukendt med Krigens Farer lod han sig i en Fart putte til Side i et
køkkenagtigt Bagrum, medens den vrede Mand som en Trold, der lugter
Menneskekød, larmede i Lejlighedens Værelser.

I det skumle Rum dukkede nye Farer op i Skikkelse af en gammel
Pulverheks, der indtog en meget truende Holdning og forlangte
et betydeligt Beløb for at lade den uheldige Hyrde slippe ned
ad Bagtrappen, med Trusel om at give ham i den retmæssige Ejers
Vold, om han vægrede sig. Braun valgte at købe sig fri. Han havde
halvandet Hundrede Lire hos sig, dem ofrede han, og efter at han
havde strøget Silketunikaen af sig og gjort et hastigt Toilette
paa Trappegangen, tiltraadte han Tilbagetoget i en stærkt afkølet
Sindsstemning, der ikke opvarmedes ved den Opdagelse, at han
havde mistet sit meget kostbare Guldur og en særdeles værdifuld
Brillantring, der sikkert nu vurderedes efter Fortjeneste i
Arkadien. Krigsomkostningerne beløb sig saaledes foruden den tabte
Ære til henimod 1000 Lire i Landets Penge -- alt var Nederlag.

Det var ikke saa underligt, at den unge Germaner var nedtrykt over
denne Revanchekamp. Holst lo, men hans Politiinstinkt ledede ham
ret snart til at planlægge et Forsøg paa at oprette det tabte ved et
nyt energisk Angreb paa den skønne med andre mere jordbundne Formaal
end det tidligere, og da det jo ikke var udelukket, at Lejligheden
kunde tilbyde sig dertil, underkastede han sin Ven et skarpt Forhør
til en Rapport til egen Glæde. De var hurtig enige om, at der ikke
vilde være nogen Fornøjelse ved at indblande det stedlige Politi i
Historien, det vilde kun føre til, at Tyskeren blev latterliggjort i
den stedlige Presse, og den skønne i Tide blev advaret.

Først gjaldt det om at rekognoscere Terrænet, og det lykkedes at
konstatere, at Vejen fra Gerningsstedet til Riva di Schiavone kun
havde været tre à fire smaa Stræder fra Via Vittorio Emanuele, der
fra Rivaen skærer sig op mod Nord. Det var selvfølgelig ikke muligt
at konstatere Huset og desuden ikke klogt at bevæge sig for meget
i den Omegn, hvad der sikkert vilde vække Opmærksomhed, men Holst
udfandt en anden langt sikrere og bekvemmere Vej til Maalet ad
Søvejen.

Braun havde den medfødte Egenskab, at han mærkede sig Ansigter med
stor Sikkerhed, han kunde genkende enhver Person, han havde lagt
Mærke til, selv en ganske fremmed, og i Tillid hertil besluttede
Vennerne sig til at lægge Mærke til Gondolièren ved Rivaen, hvor
Braun erindrede, at den skønne flere Gange havde benyttet den samme
Gondol. Det lykkedes ogsaa at genfinde Manden, men at henvende sig
direkte til ham vilde være uklogt, da han formodentlig hyppig var
bleven benyttet af den skønne og derfor ret naturligt vilde vægre
sig ved at give Oplysninger om hende. Holst valgte derfor i et Par
Dage at benytte hans Gondol hyppigt og betalte ham fyrsteligt for
ganske korte Ture. Manden undrede sig til at begynde med over dette,
men slog sig til Taals med den Tanke, at det var en forstyrret
Englænder, der havde fattet en vis Kærlighed til hans Gondol og hans
Passiar og besluttede at udbytte ham.

Det varede ikke længe, før Holst og Gondolièren blev gode Venner,
og Holst fik god Brug for de Brokker, han gemte fra sit Studium af
Lombroso. Først drejede deres Samtale sig om en blond, høj Nordbo,
der skulde have Ophold i Venedig, og som Holst ivrig søgte, uden
at der dog fremkom noget af væsentlig Betydning; dernæst spurgte
Holst forsigtigt Baadføreren ud om den skønne, og paa hans listige
Smil saa han straks, at Manden vidste Besked. Han vilde dog ikke
ud med sin Viden, og først efter at Holst, der for ikke at vække
Mistanke havde ladet Braun blive tilbage paa Rivaen ved disse Ture,
havde forsikret ham om sin brændende Kærlighed til Damen, indvilgede
Gondolièren mod en betydelig Drikkeskilling i at vise Holst Huset,
der laa ved en lille Kanal ikke langt fra Arsenalet, og besørge en
Billet til Damen om et Stævnemøde paa Marcuspladsen til en opgiven
Tid.

Holst stod selv af Gondolen faa Huse fra det udpegede Sted og gik
igennem Trappegangen til den bagved liggende Gyde for nøje at mærke
sig Stedets Beliggenhed. Nu var han ganske sikker i denne Henseende,
og nu gjaldt det kun om, at Stævnemødet kom i Stand, uden at den
skønne mærkede Uraad.




III.


I Prokuratierne lige overfor Kampanilen traf Holst den skønne
ubekendte. Hun var meget smuk, lille og væver, klædt I en
stramtsiddende Rejsedragt, decent og beskeden at se til, med et
Par vidunderlig smukke, brune Øjne og et sørgmodigt Smil. Da Holst
traadte hen til hende med Hilsen og de Par Ord, han havde opgivet
som en Art Løsen, slog hun Øjnene op mod ham, og der gik en let
Rødmen over hendes Kinder. Det slog Holst, at hun mindst af alt
lignede en fræk Eventyrerske med sit lidt trætte Ansigt og det
tungsindige Blik; hun vakte en vis Medlidenhed hos ham, og han saa
venligt paa hende. Hendes Blik hvilede ligesom prøvende paa ham, det
var øjensynligt, at hun fandt Behag i den smukke, unge Mand, det var
næsten, som om hendes Rolle faldt hende mere naturlig, og det varede
ikke længe, inden Samtalen var godt i Gang. Holst fandt med Lethed
Udtryk, skønt det ellers kneb lidt med Fransken, og Parret fulgtes
ned over Piazettaen mod Rivaen i munter Samtale som gamle Bekendte.

Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og følt sig dragen
mod hendes Skønhed og Ynde, at han havde anvendt alt tænkeligt
Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den
gennem hendes Gondolière, og at han var lykkelig ved den Tillid,
hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der
tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det skønne, særlig
Kunst, men tilføjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde.

Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes
Forældre var Købmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde
forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun
følte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet
Mødet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun
stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod,
hvorfor hun var kommen.

Det var øjensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele.
Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik,
hun hørte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre
Veje, følger Strømmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strøget
Sørgmodigheden af sig og været den flagrende Sommerfugl, overfor en
tung Idealist som Braun havde hun været en Art Gretchen, en noli me
tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa
samme Stil.

Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at føre dette Eventyr til Ende,
og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde
Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han følte sig for,
og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den
unge Dame; dette besluttede han at forfølge, og han smilede stille
for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han
var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik
som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times
Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens
Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem.
Jeannette blev rørt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader
og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.

»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et
halvtilsløret Blik.

Holst saa frejdig op og svarede: »Aldrig.«

Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand.

Han fortsatte.

»Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig
elsket før, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er
barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dækker Fjordene,
hvor Bjørnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene
tuder paa Stepperne ved Vintertid.«

Hun saa skarpt paa ham.

»De er fra Danmark, sagde De?«

»Ja, fra Danmark højt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde,
som Sneen der dækker Sletter og Høje« -- han rettede det til Bjerge,
fordi han syntes, det klang fastere.

Jeannette smilede -- saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde:

»Hvorfor fortæller De mig alt det om Bjørne og Ulve og Bjerge? Jeg
véd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er
Ulve eller Bjørne, hvor Bjergene ikke er stort højere end Husene
her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i
højere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg véd mere end det, jeg véd,
at København er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor
Kvinderne er lige saa listige, Mændene lige saa dumme som overalt
i denne Verden, og hvor Løsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle
smukke Pigers Skaal.«

Holst blev rød i Hovedet.

Jeannette fortsatte paa fortræffeligt Svensk: »Forresten vil jeg
sige, at saafremt Hr. Løjtnantens Følelser for mig er lige saa
ærlige og ægte som Hr. Løjtnantens Prat om Deres Fødeland, saa Tak
for mig, lad os saa hellere være ærlige mod hinanden. Hvad vil De
mig?«

Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. »Frøken,« sagde han paa
Dansk, »De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter,
mine Følelser er de samme. Deres Skønhed har virkelig taget mig
fangen -- helt -- og mine Hensigter er kun at være, hvor De er, at
se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg véd, at
De forstaar det Sprog, som jeg taler ærligt som mit Modersmaal. Men
De har løjet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra
Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Løjtnant
fra København, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.«

Jeannette saa et Øjeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev
hendes Blik mildere, hun ligesom kæmpede med sig selv -- saa sagde
hun saa træt med halvsagte Stemme:

»Hvad skal det tjene til -- hjælpe mig kan De dog ikke.«

Holst greb hendes Haand.

»Kære Frøken, De siger, jeg ikke kan hjælpe Dem; hvor véd De det, er
De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slægt, er
De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold -- --«

Jeannette fo'r sammen.

»Hvad mener De?« spurgte hun skarpt.

Holst tog sig i det. »De sagde selv, De var gift med en Kunstner,
ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjælpe
Dem, om De vil stole paa mig.« Han havde rejst sig og bøjede sig
over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes Øjne.

Hun fo'r sammen og saa op.

»Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre -- I er
alle ens -- alle.«

Holst følte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han føre sit Angreb
igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem
hans Hænder. Hun vilde næppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men
røbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun
helt vilde trække sig tilbage. Det var en ret usædvanlig Situation,
men Angrebet maatte føres igennem. Holst tog hendes Hænder i sine og
saa hende lige i Øjet med et fast, varmt Blik. »Lille Jeannette,«
sagde han, »jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig
saaledes, jeg véd ikke, hvem du er, men jeg véd, hvorledes du
lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skæbne, der tvinger
dig til det mest nedværdigende af alt -- for hans Fordel at lyve
og bedrage, at drive Spot med det skønneste og ædleste paa Jorden,
med selve Kærligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at
lønnes med onde Ord og Spot.

Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa
skal jeg føre dig frelst ud af de hæslige Kaar, hvori du lever, og
befri dig for ham og hjælpe dig til at vinde bort fra hans Vold.«

Holst havde bøjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme.

Pigebarnet saa op paa ham, forskræmt gennem Taarer og hviskede næppe
hørligt: »Kender De Hugold?«

Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer,
der smækker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans
Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tænder,
Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingør. Enten eller --
tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne
Kvinde var, men var det, som han følte, det kunde være, som det
maatte være, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved
Maalet.

Det varede et Sekund -- saa talte han.

»Jeg kender Hugold Sjöström, og ingen Mand i Verden kender ham bedre
end jeg.«

Hans Blik hvilede paa hende saa søgende skarpt, at det ligesom
borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og
brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer.

Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort
fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast.

Det varede kun et Sekund.

Saa løftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved
mod sin Skulder og strøg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det
var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende
Pigebarn paa hans Knæ var den Annie, hvis Skæbne i Maaneder havde
fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at
forme Ordene, lød det fra hans Læber, hviskende mildt: »Lille Annie
skal ikke græde -- lille Annie skal ikke græde.«

Navnet ramte Pigebarnets Øre -- hun rettede sig op og saa paa ham
med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax følte,
hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde
træde hindrende mellem ham og hans Hverv.

Nu laa Vejen aaben for ham.

»Annie,« hviskede Pigebarnet, »hvorfor siger De Annie -- kendte De
Annie -- hvilken Annie?«

Holst bøjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i
det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Læber mod
hans i et varmt Kys, der sved.

»Frels mig,« hviskede hun, »om du elsker mig, som du siger, frels
mig, om du kan.«

Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er én -- denne Pige kan bringe
ham i mine Hænder, han har mishandlet hende, nedværdiget hende; hun
har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er én -- kun én
-- jeg maa gribe til.

Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie
eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i
sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt
Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys.
Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af
Sigte, medens det bløde, svenske Sprog lød i hans Øren.

For første Gang i sin lange Tjenestetid brød Eigil Holst ud fra den
Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land
og stod paa Vejen, der førte til Maalet.




IV.


Holst og Jeannette mødtes til Frokost i den samme Restauration, hvor
de havde tilbragt Aftenen forud, og her begyndte Alvoren i Form af
Planer for Bruddet; Jeannettes Opfindsomhed, naar det gjaldt om at
skuffe Mænd, var næsten ubegrænset.

Ganske vist, helt let var det ikke, men hun var taalmodig nok til at
gaa gradvis frem, og Holst bestyrkede hende deri, for ham gjaldt det
netop om at vinde Tid. Han vilde først vinde Jeannettes Fortrolighed
fuldt, og det faldt ham saa meget lettere, som den smaa tydelig nok
var meget forelsket, og han kunde berolige sig med, at hans Rolle
slet ikke var vanskelig, i hvert Fald i Øjeblikket. Han skulde blot
ikke støde hende fra sig, saa vilde det hele til et vist Punkt gaa
lindt og glat.

Resten maatte Tiden bringe.

Jeannette fortalte om sig selv. Hun var 20 Aar, sagde hun, det betød
vel lidt mere, skønt farlig meget forkert var det ikke. Hendes
Fader havde været Sergent ved et skaansk Dragonregiment, men senere
taget Tjeneste som Staldopsynsmand hos en stor skaansk Godsejer,
en Greve af gammel Slægt. Da denne havde taget Ophold i Paris, var
Ljunggren, saaledes hed Faderen, fulgt med og havde med Kone og Børn
tilbragt otte Aar i Frankrig. Der havde Jeannette lært sit Fransk,
og det talte hun godt nok. Seksten Aar gammel var hun bleven den
unge Greves Elskerinde, og da hendes Fader døde, og Moderen rejste
tilbage til Sverrig, blev Hjemmet opløst, og Jeannette kom ud i
Verden.

Hvad hun saa mere fortalte om sin Skæbne var vel næppe helt sandt og
ikke heller af stor Interesse. I Paris havde hun truffet Sjöström,
der levede der med Annie, som han kaldte sin Hustru. Men om disse to
var hun tavs. Holst vilde gerne spørge, men han maatte gaa forsigtig
til Værks, og han lod sig paa intet Punkt mærke med, at han nærede
Interesse for Parret.

Under Frokosten mindedes Jeannette, at han den foregaaende Aften
havde kaldt hende Annie, og spurgte ham, hvad han havde ment med det.

Holst undveg.

Jeannette saa op paa ham og spurgte: »Hvad vil du saa med mig?«

»Hjælpe dig,« sagde Holst, »om du er ulykkelig, som du sagde i Gaar.«

Jeannette sukkede: »Der er vel ikke stort at gøre for mig, jeg har
været saaledes omtumlet i de faa Aar, at jeg vel aldrig finder
rolige Forhold. Det vil vi slet ikke tænke paa, men bare holde af
hinanden, for du vil jo nok holde af mig -- ikke sandt?«

Det vilde Holst jo nok -- men praktisk set var det slet ikke saa
let at arrangere. Jeannette var vistnok en Del forvænt, og Holsts
Midler var ikke rigelige. Paa den anden Side generede det ham at
tale om dette, og han vidste heller ikke rigtig, hvorledes han
skulde gribe Sagen an. Fortælle hende om Braun vilde han ikke, det
var ham imod at saare hende, hun var saa nydelig og kvidrede som en
Smaafugl i Solskin. Det var jo desuden Sjöström, der havde Ansvaret,
og med alt, hvad der angik ham, maatte Holst være meget forsigtig.

»Sig mig en Gang,« sagde han, »vil du vende tilbage til ham, vi
talte om?«

»Er du allerede ked af mig?« spurgte hun med et hastigt Blik paa ham.

»Vist ikke nej, men her kan vi dog ikke blive, og bor du ikke hos
ham?«

Jeannette rødmede. »Jo, men hvis du vil, vil jeg gerne forlade ham.
Jeg hader ham -- hader ham,« og hun knyttede sine Hænder.

»Har du altid hadet ham?« spurgte Holst og saa alvorligt paa hende.

»Jeg har aldrig holdt af ham, aldrig. Det var Annie, jeg holdt af,
men han var ond mod Annie, og jeg -- jeg stod uden noget i Verden,
saa da Annie rejste, maatte jeg følge ham. Det vilde han have.«

»Hvornaar var det?« spurgte Holst.

»Nu i Vinter,« svarede hun, »jeg fulgte med dem til København, Annie
var gode Venner med en meget rig, ung Mand, der gjorde forfærdelig
meget af hende. Annie brød sig ikke om ham, men hun vilde giftes med
ham.«

Hun greb sig i det. »Men her sidder jeg og taler om Annie, du kender
hende jo slet ikke.«

»Aa jo,« sagde Holst, »lidt -- Annie Cederlund -- ikke sandt?«

»Jo -- saa du kender hende -- var hun ikke dejlig, og saa god var
hun imod mig fra den første Dag, vi mødtes. Gud maa vide, hvor hun
er! Jeg forlod dem i Helsingør. Sjöström fulgte hende, men kom alene
tilbage til København. Hun er vel bleven gift med sin Ven, men hun
har aldrig skrevet til mig -- og det, synes jeg, var ikke smukt af
hende, for hun lovede det dog; hun sagde, hun vilde tænke paa mig.
-- Jeg ventede paa Brev, og saa var det, Sjöström vilde, vi skulde
rejse til Nizza. Der spillede han en Masse Penge op, som han havde
faaet af Annie, og saa var det, han førte mig til Venedig, til dette
forfærdelige Liv!«

»Hvilket?« spurgte Holst.

Jeannette rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals.

»Vil du tage mig med -- vil du ikke -- jeg er saa grænseløs
ulykkelig.« Hun brast i Graad.

Holst klappede hendes Kind og sagde venligt: »Fortæl mig det
altsammen -- du kan godt sige alt til mig.«

»Ikke nu -- ikke nu -- men siden,« hviskede hun. »Du skal faa
alt at vide, hvis du vil være god imod mig. Det vil du nok, ikke
sandt, Eigil, du er saa god og saa ærlig. Og jeg er saa forfærdelig
ulykkelig.«

»Vil du forlade ham?« spurgte Holst.

Jeannette nikkede. »Straks, om jeg blot kan, men han gør mig
Fortræd.«

Holst smilede. »Du kan stole paa mig, Jeannette.«

Jeannette saa forskrækket op. »Nej, du maa ikke, du véd ikke, hvor
ond han kan være -- du maa ikke gaa til ham.«

Holst smilede. »Du skal ikke være bange. Jeg har et Bud til ham fra
hans Broder, som er en brav og hæderlig Mand. Det aller fornuftigste
er, at jeg gaar til ham ganske rolig og bringer ham det Bud. Saa
skal du se, naar jeg først faar talt med ham, kunde det være, der
var et eller andet, som jeg kunde fortælle ham, der vilde gøre et
vist Indtryk paa ham.«

Jeannette saa uforstaaende op. »Kender du ham da?«

»Ikke personligt, men lidt véd jeg om ham. Det bliver nok det bedste
at tage det ganske roligt. Nu maa vi skilles. Jeg har noget at
besørge.«

Jeannette greb hans Haand. »Du vil da ikke forlade mig. Eigil, du
maa ikke forlade mig. Det er den eneste Redning, jeg har. Hører du,
du maa blive hos mig.«

Hun trykkede sig ind til ham og lagde Armen om hans Hals, medens
hendes Øjne duggedes af Taarer. Det skar Holst i Hjertet, han gjorde
sig lempelig fri. De stod ved Vinduet, det var paa første Sal, Livet
begyndte at røre sig paa Rivaen, det var langt op ad Formiddagen.

Pludselig greb Jeannette om hans Arm med et let Skrig og pegede ned
mod Gaden. »Se,« sagde hun, »se, det er Annies Ven, der gaar der, de
tre Herrer der, han den unge til venstre. Saa maa Annie være her.«

Holst bøjede sig frem og saa i den Retning, hvori hun pegede. Midt
paa Gaden kom tre Herrer i Samtale; der gik en let Bevægelse gennem
ham, han trak sig uvilkaarlig tilbage. De tre Herrer var Ritmester
Ankerkrone, Kurk og den unge Løjtnant Claes Ankerkrone. Faa Skridt
bag dem gik Herredsfogden og ved hans Side Ulla i Følge med en
lille, lidt skævrygget Dame, Claes' Hustru, skønnede Holst, han
havde ikke set hende før. Blodet fo'r Holst til Hovedet. -- De var
altsaa i Venedig -- alle. Han bed Tænderne sammen. Nu gjaldt det at
være paa Post.

Jeannette blev opmærksom paa hans Bevægelse. »Kender du dem?«
spurgte hun.

Holst nikkede: »Ja, jeg kender dem.«

Jeannette saa skarpt paa ham.

»Hvem?«

»Alle,« sagde Holst, »men jeg skal fortælte dig mere herom senere.
Jeg maa gaa nu. Og du, Jeannette, maa gaa hjem, der, hvor I bor.
Endnu i Dag skal jeg opsøge Sjöström, men du skal ikke fortælle ham,
at jeg kommer.«

Jeannette var tavs -- hun stolede ikke rigtig paa Holst, hun syntes,
hans Væsen var saa forandret.

»Sig mig, hvor du bor?«

Holst nævnede sit Hotel.

»Alene?« spurgte Jeannette.

»Jeg bor sammen med en ung Tysker, der hedder Dr. Braun, en meget
net ung Mand, som jeg har truffet paa Rejsen.«

Jeannette blev blodrød, Holst lod som intet, men iagttog hende
skarpt.

Jeannette tav. Saa aftalte de at mødes i hendes Hjem den samme
Eftermiddag, og Jeannette forlod Hotellet først; hun var lidt
nervøs, men Holst lovede hende at holde Ord, og hun tog Afsked med
ham med stor Varme.

Holst smilede, da Kelneren forelagde ham Regningen med mange Buk for
Excellencaen. Det var ubetinget et Par af de særeste Poster, han
nogensinde havde ført i Regning under sin Virksomhed som Politimand,
men det var sikkert ogsaa den ejendommeligste Oplevelse, han
nogensinde havde mødt.

Det var nemlig aldeles givet, at hvis han om Aftenen havde trukket
sig diskret tilbage, vilde hans nye Veninde med fuld uangribelig
Ret have tvivlet paa hans Kærlighed. Han vidste, hvem hun var,
et Pigebarn, der havde talt Elskere i Snesetal, hans Magt over
hende bestod kun i den Kærlighed, han havde hyklet for hende ved
deres Møde og senere, da han lærte hendes Skæbne at kende. Traadte
han tilbage, vilde hun lynsnart gennemskue ham, hendes saarede
Forfængelighed vilde vækkes, hun vilde blive hans Fjende, og
Vildtet, han jagede, vilde glide bort fra hans Haand.

Han havde intet fortalt om Annie, men hendes Navn var nævnet mellem
dem. Jeannette -- hun kaldte sig vedblivende Jeannette, skønt hendes
Døbenavn var Johanne -- vilde skynde sig til sin Elsker og vare ham
mod en Fare. Et Ord fra hende om Annie vilde være nok. Holst anede
endnu ikke, hvor Sjöström var at finde. Han maatte tilstaa for sig
selv, at det, han havde gjort, var det ene rigtige -- taktisk set.

Men om han skulde skamme sig ved det eller ikke -- ja -- det var
sin Sag. Han maatte ærlig tilstaa, at han følte ingen Skam -- blot
en vis Nervøsitet, hvorvel han fuldt ud indsaa, at overfor en
saa erfaren Kvinde som Jeannette vilde hans Rolle ikke blive saa
vanskelig, som hvis han havde staaet overfor en mere ufordærvet
Kvinde.

Han skyndte sig tilbage til Hotel Bauer Grünewald og traf Dr. Braun,
der var meget spændt paa Udfaldet af Expeditionen.

Holst trak paa Skuldrene -- »Mislykket,« sagde han, »Donnaen
udeblev, og jeg tilbragte Aftenen sammen med nogle Landsmænd, jeg
mødte i Gaar i Akademia.«

Braun tvivlede -- men Holst gav ham ikke yderligere Svar, han havde
travlt. Det gjaldt om at træffe de fornødne Foranstaltninger med
Hensyn til Sjöström.




V.


Holst besøgte gerne Akademiet, han nærede en varm Interesse for
Malerkunst og glædede sig ved den sjældne Samling af Norditaliens
Mesterværker: Tizian, Paolo Veronese, Tintoretto i Forbindelse med
en stor Samling ægte gamle Hollændere af dem, der søgte til Italiens
Mestere, men efterlod Rækker af deres hjemlige Sujetter. Det var vel
tvivlsomt, om Fremtiden vilde byde ham Lejlighed til at se saadant
igen, og han benyttede derfor sin Tid vel. Ved sin Henvendelse paa
Politiets Centralkontor havde han ikke truffet Chefen hjemme. Han
besluttede derfor at fordrive Ventetiden med et Besøg i Akademiet.
Han havde maaske ogsaa en anden Tanke dermed.

Ustandselig, som en bølgende Strøm, gled der fremmede Ansigter
forbi ham, Ansigter, han havde set paa Hotellet, paa Pladsen og
Rivaen og paa Udflugterne til Lidoen, men stadig skiftende; en
enkelt Landsmand, som han kendte fra København, men som han ikke
skøttede om at træffe, saa vel befandt han sig fjernt fra alt kendt
og tilvant. Som han stod foran Tizians berømte Mariæ Tempelgang og
glædede sig over de herlige Detailler ved Trappens Fod, hørte han
pludselig bag sig en stærk Stemme paa bredt Dansk: »Der har vi saa
Herren hjælpe mig den berømte Maria af Tizian, saadan ser hun altsaa
ud.«

Holst vendte sig rask og stod Ansigt til Ansigt med Herredsfogden
fra Nordsjælland. Der var ikke andre i Salen end de to og en ung
Dame, der netop vendte Ryggen til og betragtede et lille Billede,
der hang paa den modsatte Væg.

Herredsfogden kastede et hurtigt Blik paa Holst, saa fortsatte han
i samme Tone uden Overgang: »-- og der har vi saa Herren hjælpe mig
Løjtnant Holst af Hovedstadens Vægterkorps, saadan ser han altsaa ud
i det fremmede.«

Den unge Dame vendte sig rask -- det var Ulla Ankerkrone.

Hun rødmede, slet ikke let, og Holst følte, hvor Blodet skød sig
op i hans Kinder, uden at han kunde hindre det. Det varede et Par
Sekunder. Saa hilste de unge venligt paa hinanden, og Samtalen
gik, som den skulde og maatte. Herredsfogden var paa Rejse en
fortræffelig Biedermann, der strøg alt sit lidt sære Ungkarlevæsen
af sig. Han fortalte om den pludselig fattede Rejseplan og Opholdet
i Tyrol og det Behag, han fandt i Rejsen og det fortræffelige
Rejseselskab.

Særlig holdt han af Frk. Ulla, der viste ham disse hundrede
smaa Opmærksomheder, som en gammel Pebersvend modtager med Smil
og let Spot, men dog ikke uden stort indre Velbehag, naar de
hidrører fra en ung, smuk Pige. Ulla havde sat sig for at vise
»Herredshøvdingen« Verden, som den var skønnest, og Herredshøvdingen
saa paa Verden og paa Ulla og fandt dem begge skønne.

Hans Glæde ved at træffe Holst var oprigtig. Ullas Glæde var mindre
oprigtig, forsaavidt som hun af og til søgte at skjule den uden
rigtigt Held. Derimod glædede hun sig aabenbart stærkt paa sin
»Pappa«s Vegne, og denne Glæde fik saa meget stærkere Ordlyd, som
hendes egen følte sig forpligtet til at være tavs.

Det var en yndig Pige, syntes Holst, og hun var bleven smukkere
endnu siden sidst. Han følte ligesom et Stik i Hjærtet ved Tanken om
Gaarsdagens Eventyr -- det pinte ham.

Ritmesteren boede i Hotel Victoria paa Rivaen; han holdt sig hjemme,
da han ikke var helt rask, og en gammel Ven af ham, som ledsagede
ham paa Rejsen, holdt ham med Selskab. De var alle lige ankomne, og
som Herredsfogden smilende sagde:

»Nu turer den unge Frøken rundt med mig stakkels gamle Mand pr.
Damper og Gondol som et Stykke Rejsegods.« Om alvorlige Forretninger
talte de slet ikke; Herredsfogden havde Orlov, og han var lige saa
samvittighedsfuld med sin Orlov som med sin Tjeneste.

Holst slog Følge med Herredsfogden og Ulla, og de gennemgik
Akademiet nøje. Holst var jo kendt der, og den unge Dames Øjne
hvilede med Undren paa ham, naar han gjorde Rede for de forskellige
Kunstnere og Kunstværker. Herredsfogden indbød ham til Middag, men
Holst maatte beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen; ved Tanken
om det aftalte Møde med Jeannette rødmede han let, det faldt ham
egentlig svært at føre sit Forehavende igennem, nu da han vidste, at
en vis ung Dame, som han satte megen Pris paa, befandt sig i Byen,
og han kunde have tilbragt Dagen i hendes Selskab.

De fulgtes ad til Rivaen; ved Hotellet tog Holst Afsked med
Ulla, idet han lovede at aflægge en Visit hos Ankerkrones, dog
bad han Herredsfogden unde ham en kort Samtale om vigtige Ting,
Herredsfogden gjorde det -- men kun ugerne.

Ulla var glad ved Mødet, hun tænkte tiere paa Holst, end hun vilde
være ved, og hun kedede sig ikke saa lidt i de gamle Herrers
Selskab. Herredsfogden var jo nok en charmant Mand og Kaptajn Kurk
-- Farbror Holger en fortræffelig Farbror, men -- -- -- kort sagt,
det var svært rart, at Holst var i Venedig. Hvad han vilde der,
anede hun ikke, men hun gjorde sig heller ikke nogen Tanke derom.

Herredsfogden og Holst fulgtes til Hotellets Læsestue. Holst
besluttede at sige Herredsfogden saa meget, som han ansaa for ret
og rigtigt. Sit Eventyr fortav han ganske, men meddelte, at han
om faa Timer vilde staa Ansigt til Ansigt med Morderen, og at
Sagen saa vilde træde ind i et nyt Spor, der vilde nødvendiggøre
Herredsfogdens Hjemrejse. Herredsfogden vilde næppe tro sine egne
Øren, han sprang op og lagde Hænderne paa Holsts Skuldre.

»Tror De det, Mand, det er jo et Eventyr.«

Holst bøjede Hovedet: »Ja, det er et Eventyr og dog ganske
naturligt. Manden er en Slyngel at reneste Vand, en Spiller og
Usling, der ernærer sig her paa den gemeneste Maade. Pengene, som
hans Forbrydelse har indbragt ham, har han spillet bort, han ejer
intet mere; men han er sikkert en desperat Natur, saa før jeg har
ham, vil jeg ikke være rolig.«

»Har De sikret Dem det lokale Politis Bistand?« spurgte
Herredsfogden.

»Endnu ikke,« sagde Holst, »som Herredsfogden véd, har jeg i denne
Sag udelukkende stolet paa mig selv.«

»Ja, men nu staar De ved Maalet, nu maa De skam være forsigtig. Det
gælder om at gribe til, Arrestordren har vi jo -- i Deres Sted vilde
jeg hurtigst muligt bringe Fyren i Sikkerhed. Ja, jeg er her jo kun
en gammel Mand paa Lystrejse. Men det er mit Raad til Dem. Faar De
først Fyren i Bur, saa kan vi tale om Resten.«

Holst tav et Par Sekunder. Han var ikke ganske sikker paa, om han
skulde tale til Herredsfogden om den Forbindelse, der var mellem
den myrdede og den Ankerkroneske Familie. Maaske vilde det være det
rigtigste, men paa den anden Side vilde han ugerne blande den gamle
Herredsfoged ind i Sagen, før det var nødvendigt. Han besluttede
at tie og svarede i en let Tone: »Hr. Herredsfoged, jeg tror, det
er rigtigst at gaa meget forsigtigt til Værks. Vi har her med en
Eventyrer at gøre, som let kan volde os stor Ulejlighed, og jeg
tror, det sikreste vil være at arrestere ham for Falsk og lade
Mordsagen hvile. Jeg er bange for, at hvis vi spiller vor Trumf ud
straks, vil han blive vanskelig at overbevise, og de ledsagende
Omstændigheder er jo endnu særdeles slet oplyste. Det kan jo
endelig være, at han ikke er Morderen.«

»Hvem skulde det da være?« spurgte Herredsfogden lidt betuttet.

»Jeg tror selvfølgelig, det er ham; men Falskneriet er aabenbart.
Det lader sig næppe nægte, og hvis Herredsfogden ikke har noget imod
det, vilde jeg gerne helt bortse fra Mordet ogsaa for Avisernes
Skyld. Jeg har ordnet dette med Autoriteterne hjemme, men vil
selvfølgelig ikke handle uden Herredsfogdens Billigelse. Det er jo
Herredsfogden, der skal lede Undersøgelsen.«

»De er en flink ung Mand, Holst, og dette skal jeg aldrig glemme
Dem. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde komme til at administrere
mit Embede i en vigtig Sag -- en Mordsag -- paa Riva dei Schiavoni i
Venedig. Men ligemeget, gør som De vil, men vær forsigtig og lad Dem
ikke overliste. Vil De have Frokost med?«

Holst undskyldte sig og tog kort efter Afsked, idet han lovede at
komme til Middag Kl. 6 paa Hotellet. Han besørgede det fornødne i
Municipiet og fik et Par Detektiver til Assistance, der til den
givne Tid skulde være paa det opgivne Sted. Arrestordren lød paa
Sigtelse for Falsk og Bedrageri -- om Mordet talte han ikke.




VI.


Klokken tre paa Slaget førte en Gondol Holst til Huset, hvor
Sjöström boede. Han var fuldkommen rolig, dog havde han anset det
for nødvendigt at bevæbne sig med en let Lommerevolver, som han
aldrig før havde benyttet i Tjenesten, men som han forstod at
bruge med stor Sikkerhed, fortræffelig Skytte som han var. Han
sendte Gondolièren bort og gik rask op ad Trappen til første Sal,
hvor Jeannette havde sagt ham, at Lejligheden laa. Paa Døren stod:
Montuori, Agenzia. Han ringede paa, og en rynket Kælling viste sig;
hun aabnede forsigtigt og spurgte om hans Navn og Ærinde. Holst
talte daarlig Italiensk, men han kunde gøre sig forstaaelig og bad
om at maatte tale med den svenske Herre. Konen lod uforstaaende, saa
rakte han hende det Kort, hvorpaa Staldmesteren havde skrevet en
Hilsen. Hun lukkede Døren og fjernede sig.

Holst maatte vente nogle Minutter, saa aabnedes Døren, og Konen
førte ham ind. Medens han ventede, hørte han Skridt paa Trappen og
en let Fløjten, der var Signalet til, at hans italienske Kolleger
ventede paa et Tegn. Det var en Aftale, at Holst skulde løsne et
Skud mod et Vindue i Lejligheden, saafremt der maatte blive Brug for
Hjælp; men han havde ønsket, at det hele skulde gaa fredeligt til
for at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt. Han traadte hurtig
ind og fulgte Konen ad en mørk, snæver Entré til et Værelse, der
vendte ud mod Kanalen.

Det var tarveligt møbleret, mere som en Art Kontor; der stod et
Par Pulte, der kunde tyde paa Sagførervirksomhed eller lignende.
Værelset var ret lyst og rummelig. Holst hørte Stemmer i
Naboværelset; de talte Svensk. Det var to Herrestemmer, den ene
stærk og grov, den anden lysere. En Damestemme var øjensynlig
Jeannettes. Han var altsaa ikke alene.

Døren gik op, og Sjöström traadte ind.

Holst bukkede og kastede et hurtigt Blik paa sin Modstander.
Sjöström var tre Alen høj, meget stærkt bygget; hans Ansigt var
rødligt, hans Skæg stærkt og lyst, han lignede en Feltsoldat, kun
var Øjnene posede og røde, Haaret tyndt ved Tindingerne og Ansigtet
furet af mange Rynker. Han havde været en prægtig Soldat, kunde man
se, men hans Blik var uroligt, og der var udbredt noget nervøst over
hans Holdning, der prægede ham som Eventyreren, den usikre Mand.

Han bukkede lidt stift for Holst og bad ham tage Plads.

Holst tog en Stol og satte sig mageligt til Sæde, idet han stillede
sin Hat fra sig paa et Bord.

»Hvad skylder jeg Æren af Deres Besøg, Hr. Løjtnant?« spurgte
Sjöström med en let Bøjning.

»Deres Broder, Staldmester Bror Sjöström, som De vil se paa
det Kort, jeg gav Deres Tyende, har bedt mig opsøge Dem for at
overbringe Dem en Hilsen,« sagde Holst venligt. »Jeg har den Ære at
kende Deres Broder ret godt, og jeg vilde ikke undlade at opfylde
hans Ønske.«

»Ja saa --« kom det fra Sjöström.

Holst satte sig magelig til Rette som en, der har god Tid.

»Deres Broder var meget bekymret, fordi han ingen Underretning havde
faaet fra Dem udover tilfældige Meddelelser fra Landsmænd, der havde
truffet Dem i Nizza. Han var rent ud sagt bange for, at der skulde
være hændet Dem noget ubehageligt. De véd, Rygterne flyver saa
hastigt. Saa lovede jeg at se at træffe Dem og erfare noget nærmere.«

»Ja saa --« Sjöström lod ikke til at være meget indladende; det var
øjensynligt, at hans Tanker var i den anden Stue, hvor Samtalen
syntes ganske at være gaaet i Staa. Holst lod sig ikke forstyrre af
Sjöströms Holdning, han fortsatte i samme venlige Tone:

»Særlig har det foruroliget Deres Broder, at De ikke i Marts dette
Aar, da De var i Helsingborg, har opsøgt ham.«

»Hvor véd De, jeg var i Helsingborg?« busede Sjöström ud.

»Aa, Sverig er ikke saa stort -- Skaane mener jeg. Saa er der
desuden en vis Hr. Karlkvist fra Christiansstad, der rent ud sagt
har generet Deres Broder en Del.«

»Karlkvisten --«. Sjöströms Øjne blinkede, saa rettede han dem
skarpt paa Holst.

»Jeg beder Dem tale tydeligere, Hr. Løjtnant, hvad vil De mig?«

»Jeg har jo sagt Dem mit Ærinde,« sagde Holst i samme sagtmodige
Tone. »Deres Broder har paalagt mig at opsøge Dem. Han tænkte sig,
at De var i Forlegenhed, og at De mulig kunde trænge til Penge --
ja, undskyld, at jeg taler saa indiskret, men Deres Broder er min
Ven. Altsaa rent ud: hvis De følger mig til den østrigske Bank, vil
jeg kunne lade Dem udbetale et Beløb efter Deres Broders Ønske.«

»Jeg trænger ikke til Penge,« sagde Sjöström skarpt; saa lod han,
som om han betænkte sig. »Desuden er det jo ikke nødvendigt, at jeg
følger med. En Check kan vel gøre det.«

Holst smilede elskværdigt. »Deres Broder har, for at sikre sig
mod alle Tilfælde, ønsket, at Pengene skulde udbetales i min
Nærværelse.« Han saa meget skarpt paa Sjöström. »For alle Tilfældes
Skyld.«

Sjöström blev urolig. Han tog sit Parti og rejste sig hurtig.

»Hr. Løjtnanten maa undskylde mig, jeg har Gæster, jeg kender ikke
Hr. Løjtnanten og takker for Hilsenen fra min Broder. Jeg trænger
ikke til Penge -- aldeles ikke. Ja, det gør mig ondt at maatte være
uhøflig mod en fremmed -- en Ven af min Broder; men, som sagt, jeg
har daarlig Tid. Jeg kan maaske hilse paa Hr. Løjtnanten, der hvor
Hr. Løjtnanten bor, i Øjeblikket er det mig umuligt at tale længere
med Dem.«

Holst blev rolig siddende.

Sjöström stod foran ham og betragtede ham med slet undertrykt
Arrigskab; hans Blik flakkede uroligt, og han skottede af og til mod
Døren.

»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« fortsatte Holst i
en let drillende Tone; han havde fattet sin Beslutning, da det
mislykkedes at lokke Sjöström ud at Huset. Vennen derinde maatte
øjensynlig være en Guldfugl, der lovede Sjöström god Gevinst. Der
var altsaa ikke andet for at gøre end at skride til Anholdelse. Men
paa den anden Side vilde Holst nødig slaa Alarm, medens en fremmed
var i Huset; han maatte gribe til og se at faa det hele til at gaa i
Rolighed.

»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« gentog han, »da
troede jeg ellers, de niti Tusind Kroner, Hr. Sjöström hentede i
Helsingborg i Marts Maaned, havde faaet Ben at gaa paa i Nizza.«

Sjöström blegnede og greb om Ryggen af Stolen. Holst fortsatte:

»Men de er maaske endnu i Behold?«

»Hvem er De?« spurgte Sjöström, »hvor tør De vove at trænge ind i
mit Hus og blande Dem i mine Sager? Vil De gaa?«

»Nej,« sagde Holst, »det vil sige: hvis De vil følge mig, Hr.
Sjöström.«

»Dem --«

»Ja, mig. Jeg har et Ærinde foruden den Hilsen, De ikke lod til at
sætte Pris paa, og det Tilbud, De ikke ønskede at modtage. Det staar
i Forbindelse med Deres Afregning med Hr. Karlkvist og Enskilda
Banken i Skaane. De har vist hævet for meget, Hr. Sjöström. Det
mener i hvert Fald Banken, og den har overdraget mig at ordne dette
Mellemværende med Dem.«

Sjöström var bleven bleg, men fuldkommen behersket svarede han:

»Hr. Løjtnant, jeg forstaar Dem ikke, og jeg afbryder denne Samtale.
De kan gaa.« Han trak sig tilbage mod Døren. Holst rejste sig rolig
og saa paa ham med et fast Blik.

»Det gør mig ondt, Hr. Sjöström, at maatte være ubehagelig mod Dem,
men det er min Pligt at meddele Dem, at i det Øjeblik, De træder et
Skridt nærmere til den Dør, vil der lyde et Skud, der vil have til
Følge, at her bliver lidt Oprør i Huset, som vil kunne undgaas, i
Fald De godvilligt vil følge mig.«

Sjöström stod et Øjeblik som en Tiger i Spring, saa samlede han sig
og sprang lynsnart frem mod Holst, der nøje havde vogtet paa enhver
af hans Bevægelser og med en hastig Bevægelse greb Stolen, slyngede
den mod ham, saa han standsede i Springet og med et stærkt Brag
faldt ned mod Gulvet faa Skridt fra Holst.

Døren til Naboværelset gik op, og Jeannette viste sig i Døren --
ligbleg. Bag hende traadte en ung Mand frem og ilede mod Holst
for at komme Husets Herre til Hjælp; Jeannette søgte at holde ham
tilbage. Sjöström var rullet rundt og søgte at komme fri af Stolen.
Holst stod rolig foran Døren til Entreen; Revolveren blinkede i
hans Haand. Da hans Øje faldt paa den unge Mand, sænkede han den
uvilkaarligt. Det var Claes Ankerkrone.

Den unge Svensker blev staaende paa Tærskelen i dyb Forbavselse.

»Detektiven -- Papas Detektiv -- hvad i alle gode Magters Navn er
det, De stiller an med Hugold Sjöström?«

Jeannettes Blik hvilede paa Holst; ved Ordet Detektiv for hun sammen
og blev staaende uden at røre sig. Sjöström havde rejst sig, han
stod bøjet, støttet til Stolen, hvis Sæde var brudt af. Holst talte
først:

»Hr. Sjöström,« sagde han, »jeg vilde have undgaaet enhver Scene i
denne Dames og den unge Herres Nærværelse. Det er Deres Skyld, at
den ikke er undgaaet. Hr. Ankerkrone kender mig og min Stilling. Det
er min Ordre at anholde Dem, og jeg erklærer Dem for anholdt. De vil
behage at følge mig.«

Sjöström løftede Stolen for at slaa, men Claes Ankerkrone sprang
imellem. »Ingen Dumheder, Hugold -- lad mig, jeg kender Herren.«

Sjöström sænkede Stolen. Claes vendte sig mod Holst og sagde i en
kold, let overlegen Tone:

»Løjtnant Sjöström er min Ven; jeg tør maaske spørge, med hvilken
Ret en dansk Detektiv tør anholde en svensk Undersaat paa
international Grund?«

»Hr. Ankerkrone,« svarede Holst rolig. »De gør rettest i foreløbig
at holde Dem udenfor denne Sag. Jeg handler paa mit Ansvar og efter
Ordre.«

»Det er Uret, og det taaler vi ikke,« udbrød Ankerkrone hæftigt.
»Jeg svarer for Hugold.«

Holst smilede. »Det kunde hænde, det blev sværere, end De tror, Hr.
Løjtnant.«

»En Mand har i hvert Fald Ret til at kræve at vide, hvorfor han
arresteres.«

»Falsk og Bedrageri, har jeg tilladt mig at sige.«

»Hvormeget?« spurte Ankerkrone.

»En Bagatel,« sagde Holst med et Smil, »nogle Tusind Kroner.«

»Dem skal jeg skaffe,« faldt Claes ind.

»Otteti Tusind Kroner -- det er da ellers Penge.«

»Betyder intet -- blot jeg faar Tid, skal Sagen blive bragt i Orden;
mindre kan vel gøre det.«

Sjöström stod ubevægelig; han følte, at Holsts Øjne hvilede paa ham.

»Vil Fruen være saa venlig at lukke op,« sagde Holst med et fast
Blik paa Jeannette, »der staar to Herrer udenfor Døren, som ønsker
at komme ind.«

Jeannette tøvede.

»Alt vil bero paa, om Fruen vil eller ej -- vil Fruen ikke, saa faar
De tage Følgerne.«

Jeannette saa fast paa Holst med et Blink i Øjet, der spurgte -- han
bøjede Hovedet, og som et Lyn var hun ude af Døren.

Inden Sjöström fik samlet sig igen, blev Entrédøren revet op,
og de to italienske Politimænd traadte ind i Stuen. Ankerkrone
protesterede, men Holst traadte imellem og lagde sin Haand paa hans
Arm.

»De bør af Hensyn til Deres Fader betænke, hvad De gør, Løjtnant
Ankerkrone,« sagde han.

Sjöström søgte at gøre sig fri for de to Italienere, der stod hver
paa sin Side af ham, men en kort Smækken af Staal forraadte, at
Haandjernene var lagt om hans Haandled. Aarerne svulmede i hans
Pande, han gjorde en krampagtig Bevægelse for at slippe løs, men
sank udmattet ned paa en Stol. Ankerkrone stod tavs, medens hans
Kinder farvedes af Harme. »Dette er en Slyngelstreg,« sagde han paa
Svensk. »Jeg gaar til Konsulen.«

Holst vendte sig rolig mod ham. »Hvis De vil høre mit Raad, Hr.
Løjtnant, saa gaa først til Deres Fader; jeg giver Dem mit Æresord
paa, at denne Affære er alvorligere, end De tror.« Han bøjede sig
henimod ham og hviskede: »Annie --.«

Claes Ankerkrone blev bleg. Sjöström rejste sig og sagde til ham i
en dæmpet Tone: »Gør hvad Du kan for mig, Claes, og for hende dér
med.«

Saa kastede den ene af Betjentene en Kappe om ham og førte ham bort.
Ankerkrone blev staaende ubesluttet paa Tærskelen til Dagligstuen.
Jeannette stod lænet mod en Pult med forstenede Ansigtstræk, og den
gamle Kone viste sig i Døren med alle Tegn paa Forfærdelse.

Holst vendte sig mod Ankerkrone: »Hr. Løjtnanten kan rolig overlade
mig at besørge alt. De bør gaa, jeg skal senere forklare det
fornødne.«

Ankerkrone løftede trodsig Hovedet. »Jeg har lovet Sjöström at sørge
for den unge Dame.«

»Det er ikke nødvendigt, Hr. Løjtnant, det Ansvar paatager jeg mig,
ikke sandt, Frue?«

Jeannette bøjede Hovedet svagt. Ankerkrone vilde protestere, men
Holst vendte sig mod ham og sagde bestemt: »Hvad der er passeret vil
vise Dem, at jeg har Myndigheden; jeg agter at bruge den og beder
Dem for sidste Gang alvorligt: Gaa!«

Løjtnanten traadte et Skridt tilbage, paa et Tegn fra Jeannette
bragte Konen hans Hat og Stok, og med en let Bøjning for Jeannette
forlod han Værelset med en næsten umærkelig Hilsen til Holst. Da
Døren slog i efter ham, vendte Holst sig smilende mod Jeannette.

»Naa, lille Ven, der ser du altsaa, at det var mig, der var den
stærkeste.«

Med et Spring kastede Jeannette sig i hans Arme, medens Konen i
Døren maabende betragtede dem. Holst kyssede hendes Pande let. »Ham
ser du næppe for det første, Jeannette. Lad os to nu overveje, hvad
der er det klogeste for os, og sæt først og fremmest denne ældre
Dame ind i Situationen. Jeg trænger til at hvile mig lidt ovenpaa
dette.«




VII.


Den hæderlige gamle Signora Montuori var født Wienerinde og
indvandret i Venedig i den østrigske Tid; hendes Mand, en
Syditaliener, havde en ubestemmelig Forretning, der meget vel kunde
betegnes som Agenzia, en Blanding af Lommeprokurator og Aagerkarl,
som han var. For Tiden opholdt han sig, mindre for sin Sundheds end
for sine Synders Skyld, paa et længere Aaremaal i det, Italienerne
betegner med det velklingende Navn Ergastolo; vi vilde vel kalde
det Tugthus. Holst underholdt sig livlig med Signora Montuori, der
efter det passerede betragtede ham med overtroisk Rædsel. Han talte
venligt til hende, hans Humør var fortræffeligt, han var oplagt til
allehaande blid Spøg.

»Ærede Frue,« sagde han, »jeg har en Hilsen at bringe Dem fra en af
mine Venner, der for faa Dage siden var saa lykkelig at besøge Dem
i Deres Hjem. Han var saa lettroende at betro Dem til Opbevaring
enkelte Effekter, der havde nogen Værdi for ham, en Ring med
Brillanter, et Guldur og en halvandet Hundrede Francs i Sedler og
Guld. Desværre kan han ikke komme personligt og afhente Sagerne,
og han tænkte derfor paa at sende de to Herrer, der tog sig saa
venligt af Løjtnant Sjöström. Jeg sagde ham, at jeg kunde udrette
hans Ærinde, og jeg er temmelig vis paa, at De, højtærede Fru
Montuori, vil betro mig de ommeldte Sager.«

Kællingen skjalv som et Æspeløv, og hendes tandløse Gummer mimrede
af Skræk. Men hun erklærede, at hun intet forstod af det hele.
Jeannette kom til; Holst lagde Armen om hendes Liv og drog hende ned
paa sit Knæ.

»Lille Jeannette,« sagde han, »Signora Montuori og jeg kan ikke
blive enige, hun vil ikke tro, at min Ven, Dr. Braun, har overdraget
mig at afhente nogle Effekter, som han har betroet i dette Hus'
Værge. Det er sandsynligt, at d'Hrr. »Spirrer« vil være nødt til at
anstille Undersøgelser her i Huset, og min Ven mener derfor, det er
bedre, disse Sager betros mig. Tror du ikke ogsaa, Jeannette?«

Jeannette var bleven ligbleg; hun vilde rejse sig, men Holsts Arm
laa fast om hendes Liv, hun kunde ikke rive sig løs. Saa bøjede hun
sit Hoved ned mod hans Skulder og brast i en heftig Graad, mens hun
hviskede: »Det var altsaa det, De vilde mig.«

Kællingen stod og rystede. Holst strøg den grædende Piges Haar
tilbage over hendes Pande og kyssede hende. »Din lille Tosse,« sagde
han, »tror du, jeg vil gøre dig Fortræd?«

Hun saa spørgende paa ham gennem Taarer, Holst smilede saa venligt,
at hun troede ham og lagde Armen om hans Hals, idet hun trykkede sig
tæt op til ham.

»Du vil tage mig med dig, ikke sandt?«

Holst nikkede tavs og saa op paa Husets Frue.

»Naa, højtærede Dame, bliver det til noget?«

Kællingen tøvede. Holst skød lempelig Jeannette bort. »Den unge Dame
staar under min Beskyttelse, men De skal paa Timen blive afleveret
til Municipiet. Forstaar De det?«

Jeannette gik hen til Konen. »De maa hellere godvillig udlevere
Sagerne.«

Holst rullede en Cigaret, saa rejste han sig og gik hen til
Madammen, idet han lagde Haanden paa hendes Skulder. »Gør De, som
jeg siger, lille Frue -- det staar De Dem ved. Desuden er det alt,
jeg forlanger af Dem, og saa at De sætter et af Deres fortræffelige
Værelser i Stand til mig; jeg synes om Lejligheden, og jeg agter
foreløbig at blive boende her hos Dem, hvis De vil have mig. De
kunde maaske komme til at trænge til mig, og hvad Betalingen angaar,
kan De forlange, hvad De ønsker, men Tyvekosterne _vil_ jeg have.«

Jeannette klappede i Hænderne og fandt Ideen bedaarende. Signora
Montuori delte ikke hendes Begejstring, men hun indsaa, at hun var
den svageste, og forlod Værelset, idet hun rokkede med Hovedet.

Det vilde være uretfærdigt og tillige usandfærdigt at hævde, at
Holst i dette Øjeblik følte sig som en arbejdende Politimand -- det
vilde være ubilligt at forlange det ogsaa.

Jeannette saa paa ham med store, bedende Øjne. »Tal aldrig mere
om Dr. Braun --.« Hun afværgede Svaret med et Kys, der ikke kunde
betyde andet end et Samtykke, for det blev ærligt besvaret. Holst
lovede sig selv at gøre noget for det Pigebarn; at anbringe hende i
en Magdalenestiftelse var trods hans sædelige Alvor og i øvrigt ret
rene Karakter ikke det første, der faldt ham ind. Signora Montuori
afleverede Byttet, der af Klogskabshensyn endnu ikke var realiseret,
og Holst var saa generøs at skænke hende 25 Francs som en Art
Dydsbelønning.

Den hele Scene morede ham kosteligt, men han steg gevaldigt i den
gamle Dames Agtelse, og snart var hun og Jeannette ivrigt i Færd
med at sætte Lejligheden i Stand til den nye Lejer. Klokken var nu
bleven 5, og Holst maatte tilbage til Hotellet for at klæde sig paa
til Middagen. Samtidig traf han Foranstaltninger til at lade sin
lette Bagage overføre til sit nye Kvarter.




VIII.


Holst traf Dr. Braun i Hotellets Spisesal i Færd med sit ensomme
Maaltid. Holst tog Plads lige overfor ham og berettede med et lille
Smil, at hans Ekspedition nu var lykkedes.

»Jeg har her den Fornøjelse at lægge Corpora delicti frem for Dem og
overrækker Dem herved Deres Ur, Deres Ring og 125 Francs, de 25 er
medgaaet til Omkostninger.«

Braun blev blussende rød. »Og Damen?« spurgte han.

Holst smilede. »Saavel Damen som den gamle Heks og den
skrækindjagende Ægtemand er under Politiets Opsigt.«

Braun rystede paa Hovedet. »Stakkels unge Kvinde, hun var saa
fortryllende sød.«

»De kan være rolig,« sagde Holst, »jeg har sørget for, at det hele
gaar i Stilhed, og den Politiofficiant, under hvis specielle Opsigt
hun er stillet, vil nok være god imod hende.«

»Det tror Pokker,« afbrød Braun, »Politiet er sandsynligvis lige saa
bundfordærvet og usædeligt her som alle Steder.«

»Det er muligt,« sagde Holst og rejste sig.

Braun vilde ikke lade ham slippe, han vilde have Lov til at vise sin
Taknemmelighed, der yderligere forøgedes derved, at han slet ikke
fik noget med Politiet at gøre, og at det hele var afsluttet med de
25 Frcs. Udgift. Men Holst svarede undvigende: »De har ved denne Sag
gjort mig en større Tjeneste end jeg Dem, og jeg har intet Krav paa
Taknemmelighed.«

Det forstod Braun ikke; skulde Holst selv være gaaet i Løvens Gab?
Naa, vilde han ikke fortælle, saa var det ikke paatrængende at
spørge. Han havde sine Sager, og glad var han.

Holst klædte sig paa, og Klokken seks stod han i Forhallen til
Hotel Victoria. Hans Hjerte bankede en Smule ved Tanken om Gensynet
med Ritmesteren. Herredsfogden var første Mand paa Pletten.
Holst fortalte ham kort om Optrinet; Morderen var nu arresteret,
sigtet for Falsk og Bedrageri, og de nødvendige Formaliteter til
Udleveringens Iscenesættelse vilde blive indledede den næste Dag.
Holst vilde personlig underrette Konsulatet om Sagen, men da
Arrestanten var svensk Undersaat, vilde Forhandlingerne vel blive
ret indviklede og trække ud. Det fandt Herredsfogden for saa vidt
var heldigt, som han altsaa ikke af den Grund behøvede at afbryde
sin Udenlandsrejse. Holst bad Herredsfogden tie om Sagen.

Medens de talte om dette, kom Ritmesteren, Ulla og Kaptajn Kurk
tilstede. Ritmesteren hilste paa Holst med stor Varme. Det slog
Holst, hvor træt og affældig han saa ud, han gjorde en Bemærkning
derom, og Ritmesteren smilede svagt: »Jeg har det heller ikke godt,
min Ven, det er Maskineriet, der ikke vil mere.«

Kaptajn Kurk var meget formel, Holst syntes næsten, han var uvenlig,
og fandt dette ret ubeføjet, men han erindrede, at Manden maatte
tø op, han havde jo heller ikke været indladende i Christiansstad.
Ulla var fortryllende i lyst Silketoilette med mørkerøde Roser, der
klædte hendes lyse Teint og mørke Haar. Holst saa beundrende paa
hende og greb sig i at tænke, at i hvert Fald én Kvinde vilde have
græmmet sig i Stilhed, om hun havde set dem sammen.

De sidste Dages Oplevelser, den umiddelbare Erotik, der aander over
Adriaterhavets Dronning, virkede paa Holst med uimodstaaelig Kraft,
og gjorde, at han følte sig ganske anderledes fri og selvbehersket
overfor de smukke unge Piger. Han maatte tilstaa for sig selv, at
han gjorde Stormkur til hende, og de tre gamle Herrer betragtede ham
med Opmærksomhed. Herredsfogden drillede ham let. Løjtnanten havde
sendt Afbud, han kunde først komme efter Middag.

Det var øjensynligt, at Ritmesteren ikke kendte noget til den skete
Arrestation, derimod forstod Holst paa et Par Ord, som Kurk lod
falde, at Løjtnant Claes havde sat ham ind i Historien. Men det var
kun et Par Ord. Om denne Begivenhed blev der forresten slet ikke
talt, og Stemningen steg under Maaltidet lyst og let. Kun Kaptajn
Kurk var forstemt og ordknap.

Selskabet indtog Kaffen paa Hotellets Terrasse. Aftenen var stille
og varm, dog blæste en let Havbrise over Lagunerne. Holst og Ulla
sad sammen og talte om Sommeren i Norden og de grønne Bøgeskove.

»Længes De ikke?« spurgte Ulla.

»Aa jo,« svarede han, »-- længes -- det kan jeg vel ikke sige. Der
er sælsomme Magter i Naturen hernede, ja, det lyder besynderligt,
men det er sandt. Man fortæller om den store Goethe, at da han kom
til Venedig, blev han greben af en besynderlig Stemning, egentlig
en Aand, der for i ham, vidt forskellig fra den tyske spekulative,
romantiske Digteraand.« Holst rødmede. »Jeg er ikke Digter, ikke en
Gang af de smaa, men jeg føler det samme.«

Ulla smilede. »De mener, at da De som ung Werther sad paa Bænken ved
den lille Sø deroppe, vilde De flygte, da De saa mig komme, og nu
...«

Holst saa paa hende. »Hvor besynderligt, at Deres Tanker netop
følger det samme Spor som mine -- det tænkte jeg netop.«

Ulla rødmede: »-- og nu -- -- --«

»Nu vilde jeg -- -- -- --« Holst tav. Hun saa paa ham med et
forunderligt spørgende Blik, og han følte ligesom en rislende Kilde,
dybest indefra, der steg igennem ham.

To Mennesker kan mødes i Elskov ved et Blik i et kort Sekund, og det
skete i dette. Der førte ingen Vej tilbage fra saadant Møde. Det var
ligesom den lille Jeannette havde aabnet Leddet for Holst til Egne,
hvor han aldrig før havde vandret, som om hun havde ledet hans Veje
over blomsterstrøede Marker mod det store Maal, og medens hans Blik
hvilede paa den fine Pigeskikkelse foran ham med de rødmende Kinder
og de store, søgende Øjne, hviskede hans Læber en Tak til den lille
derhjemme, der havde lært ham mere i et Døgn, end Livet havde lært
ham i mange Aar.

Der var ikke Vemod i Mindet, kun svulmende Haab til Fremtiden; det
var et Livsmaal, det første virkelige han havde kendt.

Kaptajn Kurk afbrød de unge, han ønskede at tale et Par Ord med
Holst. Den tydelige Skuffelse, der prægede Ullas Ansigt ved
Afbrydelsen, forsonede Holst med Adskillelsen. Herrerne trak sig
tilbage til Kaptajnens Værelse for at være uforstyrrede.

Det var tydeligt, at Kaptajn Kurk vilde vide fuld Besked, men i
samme Øjeblik som Holst gjorde sig det klart, at det var en andens
Ærinde, Kaptajnen gik, strøg han den milde Stemning af sig og
samlede sig til koldt, klart og klogt at modtage Angrebet. Han
forstod, at nu var Øjeblikket kommet, da han maatte tage Standpunkt
til Spørgsmaalet om Ankerkrones Forhold til det udspillede Drama.
Han var i et fremmed Land, Sagen beroede udelukkende paa ham, han
havde det i sin Magt at lede den, og det forstod de alle. Men han
var Soldat, og ingen Stemning i Verden skulde føre ham bort fra
Pligtens Vej, der laa for ham, skarpt tegnet ved det, han vidste, og
det, de maatte sige ham, om han ønskede at vide det.




IX.


Kaptajn Kurk bad Holst tage Plads og bød ham en af disse
fortræffelige Cigarer, som betyder noget i Italien, hvor Lysten til
Tobak maa tilfredsstilles med Minghetti, Cavour og andre afdøde
Statsmænd i fugtig, nedrig Tobak eller i Virginia og Trabuco, der
varer ugevis og koster en Formue i Tændstikker.

Holst tændte den og satte sig en garde.

»Hr. Løjtnant,« begyndte Kaptajnen, »Sjöström er altsaa arresteret.«

Holst nikkede.

»Løjtnant Ankerkrone kom til mig i største Ophidselse og fortalte
mig, at De havde ladet Arrestationen foretage i Løjtnant Sjöströms
Hjem, hvor han lever sammen med sin Elskerinde. Løjtnanten fortalte,
at Sigtelsen lyder paa Falsk og Bedrageri. Er det rigtigt?«

Holst nikkede.

»Vil Sigtelsen indskrænkes til dette?« spurgte Kurk og saa spørgende
paa Holst.

»Foreløbig -- ja,« svarede denne.

»Foreløbig -- men senere? Claes meddelte, at De havde nævnet et
Navn, som De vil erindre, De skylder mig, at De kender. Anser De
Sjöström skyldig i Mordet paa Annie, og er det derfor, at De har
ladet ham arrestere?«

Holst saa roligt op paa Kaptajnen og svarede: »Det er imod mine
Principper at udtale mig om mine Formodninger paa et saa tidligt
Tidspunkt af en Sag. Jeg tror at kunne bevise, at Løjtnant Hugold
Sjöström har forfalsket en af Annie Cederlund udstedt Check og
tilvendt sig et betydeligt Beløb herved -- eller rettere: Papiret
er i min Haand, og der er overvejende Sandsynlighed for, at
det begaaede Falsum kan bevises. Med Hensyn til Mordet har jeg
ingensomhelst Formodning -- kun véd jeg, at jeg i denne Sag vil være
nødt til personlig at forhandle med Mænd, der ikke kan lade sig
repræsentere.«

Kaptajnen bed sig i Læben. »De synes at glemme, Hr. Løjtnant, da De
i sin Tid introducerede Dem hos mig, at De den Gang paakaldte et
Baand, der binder os sammen, og at jeg respekterede Deres Adgang til
at faa mig i Tale. Jeg fortalte Dem, hvad jeg vidste, det synes mig
en simpel Taknemmelighed at gøre Gengæld.«

Holst saa fast paa ham. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »hvad De fortalte
mig var, hvad De selv fuldt ud var raadig over, mere ikke; jeg kan
ikke heller fortælle Dem, hvad der er min Chefs og mine Foresattes
Ejendom. Jeg er underordnet Funktionær og min Pligt, véd De, gaar
frem for alt.«

Kaptajn Kurk slog over i en lettere Tone: »Selvfølgelig, det beror
paa Dem. Det kunde synes rimeligere, at Arvid Ankerkrone talte med
Dem, men han er syg, hans Helbred er pludselig i den senere Tid
nedbrudt, og han taaler ikke aandelig Anstrengelse.«

»Jeg har Tid til at vente,« sagde Holst venligt, »mit Venskab for
Ankerkrone og hans Hus er saa varmt, at De faar stole paa, Hr.
Kaptajn, at jeg ikke foretager mig noget Skridt mod _nogen_ af det
Navn, før jeg har varet dem ad.«

»Vil De give mig Deres Ord paa dette?« spurgte Kaptajnen, »og paa,
at De ikke vil benytte Deres Bekendtskab og den fortrolige Fod, paa
hvilken De staar med Familien, i Deres Embeds Tjeneste.«

Holst rejste sig og rakte Kaptajnen Haanden. »Hr. Kaptajn,« sagde
han, »den Dag, da min Tjenestepligt bringer mig til at foretage
noget Skridt mod Ritmester Ankerkrone eller nogen af hans Slægt, som
er mod deres Ønske og Vilje, den Dag træder jeg tilbage og stiller
en anden for mig. Jeg vil ikke søge nogen Oplysning, som ikke
frivillig gives mig, og jeg vil, før jeg nævner Navnet, som endnu
ikke i noget i Tjenesten benyttet Aktstykke, ikke en Gang overfor
Herredsfogden, er nævnt, træde frem for Familiens Hoved og sige ham,
hvorfor jeg nævner det, give ham enhver Chance for, at det forbliver
unævnt.«

Kurk stod et Øjeblik ligesom usikker. »De tror, det bliver
nødvendigt at nævne det?«

Holst rystede paa Hovedet. »Det kan jeg ikke sige. I Morgen vil jeg
tale med den arresterede, og meget vil afhænge af, hvad han siger
mig. Jeg kan ikke med min bedste Vilje sige Dem mere i Dag.«

Samtalen blev afbrudt, og de to Herrer vendte tilbage til
Selskabet. Claes og hans Hustru var imidlertid kommet. Den unge
Englænderinde viste Holst ganske særlig Opmærksomhed; hun var meget
lidt smuk, vistnok heller ikke særlig elskværdig, men hendes Øjne
gnistrede af Intelligens, og hendes Evne til at se paa Personer
og Forhold og bedømme dem koldt og klart var ualmindelig. Hun lod
til at være meget forelsket i sin Mand, men syntes mere kølig mod
sin Svigerfader og Svigerinde. Kaptajn Kurk behandlede hun med en
paafaldende Mangel paa Sympati.

Claes Ankerkrone lod til ganske at have glemt Scenen hos Sjöström,
han var overstrømmende elskværdig mod Holst, særdeles charmant, men
næppe helt ærlig. Holst syntes ikke om ham. Aftenen blev Ullas, og
i hendes Selskab glemte Holst de andre og det andet. Da han forlod
Selskabet, trykkede hun hans Haand fast og længe og bad ham komme og
ledsage hende paa en Tur gennem den vidunderlige Stad.

Det lovede han.

Ved sin Hjemkomst skød han den ventende Jeannette blidt til Side og
gik til sit Værelse for at være alene med sine Tanker og sit unge
Haab.




X.


Kaptajn Holger Kurk sov meget lidt Natten efter sin Samtale med
Holst. Han var nervøs efter Sjöströms Arrestation, som han,
Herredsfogden og Claes alene kendte. Han vidste mere end den unge,
han vidste, at den sande Grund til Arrestationen var den Mistanke,
der hvilede paa Sjöström for at være Annies Morder. Han delte
den selv, men han anede tillige, at denne Sag vilde bringe hans
Ungdomsvens Navn frem i en Retssag, hvis Omfang ikke lod sig overse.

Ankerkrone var syg, ganske vist havde hans Helbred været bedre i den
sidste Tid, men Sindsbevægelse taalte han ikke. I Morgenaviserne
stod en kort Notits om den stedfundne Arrestation, der selvfølgelig
straks telegrafisk vilde blive meddelt til Sverrig, Ankerkrone vilde
faa Nys derom, og hvad der saa vilde ske, kunde ingen beregne.

Da Kurk havde meddelt Holst, hvad han vidste om Annie, havde han
med Vilje holdt Arvid Ankerkrones Navn udenfor, men han indsaa, at
Holst, der allerede dengang havde været paa Sporet, nu vidste en
Del mere, ja kan hænde mere end han selv. Thi ganske vist havde
han erfaret det meste af, hvad der var hændet mellem Ankerkrone og
den myrdede Pige før de sidste skæbnesvangre Begivenheder. Om disse
selv havde han kun sine Anelser, intet positivt. Ankerkrone havde
benyttet hans Medvirkning til at søge at holde Sønnen tilbage, dette
var ikke lykkedes ham, og Faderen havde da selv taget Affære. Han
havde meddelt Kurk, at det var lykkedes, men at Prisen havde været
højere, end han nogensinde havde tænkt muligt. Først havde han
troet, det drejede sig om Penge; efter Holsts Besøg i Christiansstad
havde han været naget af den bitreste Tvivl og de tungeste Anelser
og straks opsøgt sin Ven. Han var kommen, netop som Ankerkrone havde
modtaget Holsts Meddelelser med Uro. Han havde intet faaet at vide,
og Ritmesteren afviste ethvert Forsøg paa at erfare nærmere. Men han
var meget syg, det var tydeligt.

Kurk vilde ikke tro, at der mellem Arvid Ankerkrone og Sjöström
kunde være sket noget virkelig betydningsfuldt. Han kendte jo bedre
end nogen anden, hvad der forhen havde tildraget sig, men dette --
nej det vilde og kunde Arvid Ankerkrone ikke. Annie var død, myrdet,
og Sjöström var hendes Morder, men Arvid Ankerkrone havde været
tilstede og maaske plejet Forhandlinger med hende kort forinden. Han
maatte vide mere, end han havde sagt, og deri laa Grunden til hans
Tavshed og Sygdom.

Holst var en farlig Mand, han vilde gøre sin Pligt, hans Venskab for
Ritmesteren maatte vige, der var kun et spinkelt Grundlag at bygge
paa, han var indtaget i Ulla. Men ofre hende for at redde Slægtens
Ære det vilde vel ikke en Gang Ankerkrone selv.

Og Herredsfogden var et skikkeligt, hjælpsomt Menneske, hvis
Ubeslutsomhed overfor Ansvar kun vilde gøre Sagen endnu mere
indviklet. Selv om det lykkedes at vinde Holst, hvorledes vilde saa
den gamle Embedsmand stille sig, naar han pludselig stod overfor sin
gamle Ven, der maatte indblandes i en Sag, hvor hele Norden vilde
staa som nysgerrig Tilskuer. Danske Retsbetjente var en Race, der
var vel kendt ogsaa i Skaane, og det var ikke en hel Glorie, der
straalede om Standen som saadan, takket være den Behandling, Landets
gamle og nye Literatur og Presse med Rette eller Urette havde givet
den. Vilde Venskabet holde?

Claes var en dum Dreng, der blot vilde forværre Sagen, han maatte
holdes udenfor. Og Ulla -- aldrig. Nej, der var intet andet at gøre
end at tvinge Arvid Ankerkrone til at tale, hvis da ikke Holst vilde
række ham en Haand. Kaptajnen stolede alligevel ikke paa Holst.

Tidlig den næste Morgen gik han til Ritmesteren for at tale rent ud
til ham.

Arvid Ankerkrone modtog ham i Dagligstuen paa Hotellets første Sal,
han befandt sig ganske vel og hilste ham muntert. Det skar Kurk i
Hjertet, men der var ingen Vej udenom. Han begyndte at tale om Holst
og om hans nette Væsen.

Ritmesteren nikkede.

»Han er svært indtaget i Ulla,« sagde Kurk, »og véd du, hvad jeg
tror? Ulla synes svært godt om ham ogsaa.«

Ritmesteren smilede. »Det vilde blive et kønt Par. Holst er en
komplet Gentleman, og han vil sikkert kunne naa frem i en anset
Stilling, han er en usædvanlig Dygtighed.«

»Synes du det?« brummede Kurk. »Det er en nedrig Bestilling, den
burde han opgive.«

»Det kunde man vel faa ham til,« sagde Ritmesteren alvorlig, »om man
anvendte noget derpaa. Men som Du véd, jeg er ikke videre bemidlet,
Ulla har ikke andet end sin Mødrenearv, og den forslaar ikke langt.
Det kunde blive svært at skaffe ham en anden Bestilling.«

»Saa du har virkelig alvorligt tænkt paa det?« spurgte Kurk.

»Ofte,« sagde Ankerkrone, saa føjede han til med en underlig dump
Stemme: »Det er ogsaa den eneste Vej.«

»Hvad mener du?« spurgte Kurk.

»Intet,« svarede Ritmesteren med et svagt Smil.

»Véd du, at Holst har gjort en Fangst her i Venedig?« sagde Kurk med
et søgende Blik paa Ritmesteren.

»Nej,« svarede denne.

»I Gaar har han arresteret Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri.«

»Se, se,« sagde Ritmesteren rolig, »og det fortæller du mig først i
Dag. Eller vidste du det ikke i Gaar?«

»Jo,« kom det tøvende fra Kaptajnen.

»Saa skulde du sagt det, at jeg kunde ønsket Holst til Lykke med
Fangsten; den Karl har ikke lidt paa sin Samvittighed.«

Kaptajnen saa forbavset op, Ankerkrone sad ganske rolig. Kun syntes
Kurk, at der om hans Mund var et underligt fast Drag som hos en
Mand, der har fattet en Beslutning og er bestemt paa at føre den ud.

»Arvid,« sagde Kaptajnen, »du er ikke ærlig mod mig.«

»Jeg forstaar dig ikke. Hvorfor skulde jeg tage ivrig Del i Hugold
Sjöströms Skæbne; naar alt kommer til alt, staar han da dig nærmere
end mig. Han var en rask Soldat i gamle Dage, nu er han bleven en
Forbryder i Stand til en hvilken som helst lav Handling.«

»Ogsaa til Mord?« spurgte Kurk.

»Til alt,« svarede Ritmesteren.

»Véd du da ikke, hvad den sande Grund til hans Arrestation er?«

»Jeg véd ikke andet, end hvad du fortæller; jeg har overhovedet ikke
vidst, at Sjöström var her, han har ikke søgt mig.«

»Den hele Sag interesserer dig altsaa slet ikke?«

Arvid Ankerkrone rejste sig og gik hen til Kaptajnen, han lagde
begge Hænder paa hans Skuldre og saa ham fast i Øjet. »Bror Holger,
tre Gange i mit Liv har jeg været svag, og alle tre Gange var det
den samme Kvinde, der voldte det. Hun er nu død, jeg har staaet
ved hendes Lig. Dengang var jeg rolig, og nu skal det aldrig hænde
mig mere, at jeg bliver svag. Dig, kære Broder véd jeg, at jeg
kan stole paa, og derfor vil jeg ogsaa betro dig det Hverv, som
jeg ikke selv kan udføre. Du véd, at Sjöström en eneste Gang har
været i Forbindelse med os; det gjaldt da en Sag, som maa være vor
Slægts Hemmelighed, som ikke skal spredes til tusinde nyfigne,
skandalesøgende fremmede. Vi staar nu foran en Retssag, hvori
Sjöströms Arrestation er den første svage Begyndelse. Det beror paa
dig, om den Sag skal blive andet og mere.«

Kurk saa spørgende paa ham, han forstod ikke et Ord.

Ankerkrone smilede svagt. »Broder, det er for tidligt paa Sagen,
for tidligt paa Dagen ogsaa. Nu hviler Traadene i min Haand, og den
ryster ikke mere. Men du maa være taalmodig, Du husker, at i gamle
Dage var vi tre. Jeg var altid Hovedet, du var Hjertet dengang, og
Cedersköld var Haanden. Haanden blev os utro, og derfor visnede den.
Nu faar du være Haanden, Holger, Hjertet faar blive koldt. Vi raader
ikke for vor egen Skæbne alene. -- Du skal ikke tabe Modet, Broder,
fordi du ikke forstaar mig, men du skal vide, at jeg vil og kan
handle saa fast nu, at intet skal føre mig ud af min Vej.«

Kurk rystede paa Hovedet, men han følte, at Arvid Ankerkrone selv
var den, der fik staa for Styret. Og han blev rolig, for han
vidste, at Arvid var stærkere end han. Saa kom Ulla, og hendes lyse
Smil bragte Solskin i Stuen, hvor de tre snart var bænkede om et
fornøjeligt Frokostbord.

Ankerkrone skrev et Par Ord til Holst og bad ham være hans Gæst paa
en Udflugt til Lidoen.




XI.


Holst indfandt sig paa Hotellet til den opgivne Tid. Han traf
Selskabet forsamlet, og Ulla hilste ham med et straalende Smil.
Ritmesteren befandt sig tilsyneladende langt bedre, han saa raskere
ud, og det slog Holst, at hans hele Optræden bar Spor af megen
Bestemthed og megen Værdighed.

Kurk var nedbøjet og talte kun lidt, han holdt sig borte fra
Holst og sysselsatte sig mest med Herredsfogden, hvis glade
Gammelmandssnakken lød saa underlig fremmed her, hvor et stærkt
uroligt Liv pulserede under en smilende Overflade.

Selskabet tog med Damper til Lidoen. Det var, som alle Verdens
Nationer havde sat hinanden Stævne paa den lille Dampers Dæk, og som
babylonisk Sprogtummel lød de forskellige Sprog. Damernes kvidrende
Latter og Sang fra en Kreds af tyske Studenter, der, samlede i
Skibets Stævn, sang deres følsomme, tyske Sange.

Ritmesteren stod lænet mod Lønningen og saa ud over Dækket.

»Hvor mange Sorger tror du, der skjuler sig bag dette larmende
Liv, hvor mange Trængsler tror du disse Mennesker søger at fly?
Der ligger Neptunsstaden, som Goethe kalder den i sine udødelige
Epigrammer, som du kender.« (Ritmesteren smilede svagt. »De fulgte
mig til Venedig for 25 Aar siden, da jeg som ung Mand saa denne
Stad for første Gang. Og de har fulgt mig siden. Se alle disse
Venedigs Pilgrimme, der søger til Stedet, hvor Aandens store levede
og elskede, se hvor de stirrer og hør deres Tale, alle søger de det
samme, alle tror de her i Venedig at have fundet det, de søgte, at
staa ved Lykkens Dør. Stakkels Pilgrimme,) hør hvad Mesteren siger:

    Seh' ich den Pilgrim, so kann ich mich nie der Thränen enthalten.
    O, wie beseliget uns Menschen ein falscher Begriff!

Som du ser, endnu citerer jeg Goethe.«

Holst svarede ikke, Ritmesterens Blik hvilede venligt alvorligt
paa ham. »Ogsaa du, Eigil Holst, har troet at finde det, du søgte
i Venedig, i mere end et Stykke, ikke sandt? Og du standsede ved
Tærskelen, fordi du ikke vovede at gribe til. Grib kun til.«

Holst saa alvorlig op. »Jeg forstaar dig ikke.«

Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. »Jeg siger kun,
grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger
jeg: grib baade Fader og Datter.«

Holst blev rød.

»Ikke sandt -- du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens
Ende, og dit falske Begreb gør dig lykkelig, blot at din Lykke er af
en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Færd, og at en Plan
og ikke Tilfældet har ført os sammen i Dag. Da jeg saa dig første
Gang, faldt mit Øje paa dig med Venskab, og det føjede sig saaledes,
at du blev den, der holdt min Skæbne i din Haand, fordi jeg selv
lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i
Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tøver du med at gribe
til. Saa underlige er vi Mennesker.«

Holst tav, han vilde ikke tale nu, skønt Ritmesteren her berørte
Brevet og Dagbogen, ja endogsaa mere end han havde skrevet, mere end
han havde lovet at tale om.

Ritmesteren lagde sin Haand paa hans Skulder. »Nu gør vi to den Færd
sammen, og dine Tanker gaar kun den Vej, du helst ønsker. Naar du
vender tilbage, og dine Tanker endnu følger samme Vej, saa vil vi
læse min Dagbog sammen, og saa skal vi tale sammen. Da vi skiltes
efter vort Samvær deroppe, hvor du arbejdede ivrigt, sagde jeg dig,
at din Vej vilde føre til mig, og at du vilde faa Brug for min
Hjælp. Du kan selv se, at saaledes skete det, og Hjælpen skal du
faa. Mit Liv har nu kun et eneste Maal, og det eneste Maal er ogsaa
dit, kære Ven. Derfor egner vi to os saa godt til fælles Arbejde.«

Ritmesterens Blik gled langs Lønningen, hvor Ulla stod støttet til
en Trappe i munter Samtale med Herredsfogden. Holsts Blik fulgte
Ritmesterens, og han rødmede.

Damperen gik ind ved Broen paa Lidoen. Holst og Ulla fulgtes langs
Stranden, hvor Badelivet levede, hvor Hundreder af glade Mennesker
under Spøg og Latter tumlede sig i Sandet, medens Solen blinkede paa
Casinoets Ruder og kastede sine Straaler over Altaner og Gallerier.

Ulla standsede -- »dette er ikke Venedig for mig, For mig er
Venedig de tavse, sukkende Gader, de mørke Kirker med deres Skatte
og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt
San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder,
som døde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid
smykket vore Vægge, og Fader citerer altid Goethes venetianske
Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare
mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.«

Holst smilede: »Forstaaelsen er vel heller ikke altid lige let.«

Ulla blev ivrig: »Men De forstaar dem da. De maa kunne forklare mig
meget af det -- -- --,« hun rødmede, »naturligvis ikke alt -- men
noget af det, som De forstaar, som man kan -- -- --«

Ulla var atter kommet ind i en af disse blinde Gader, hvor hun
aldrig kunde slippe ud. Hun brød rask ud: »Som nu denne:

    Sankt Johannes im Koth heiszt eine Kirche: Venedig
        Nenn' ich mit dobbeltem Recht heute Sankt Marcus im Koth.«

Holst smilede: »Det betyder vel, at Venedig er bygget paa sumpet,
leret Bund.«

Ulla saa op: »-- leret Bund -- ja men -- --«

Holst saa hende lige i Øjet: »Frk. Ulla, vil De, saa mødes vi i
Eftermiddag i San Marco -- saa faar vi maaske se, paa hvilken Grund
Sankt Marcus hviler.«

Ulla blev rød. -- »Klokken fem.«

»Klokken fem.«

Herredsfogden vinkede, at Maaltidet var beredt. -- Lidt over Middag
vendte de tilbage til Venedig.




XII.


Patriarken i Venedig læste Messen i San Marco. Foran Højalteret stod
han klædt i sit guldindvirkede Ornat med Bispehuen paa sit Hoved,
omgivet af Kordrenge og Prælater med Kors og Røgelsekar. Fra Orgelet
brusede Sangen ned over Kirken, medens den tunge Røgelse sendte
sin Duft over de hvalte Rum. Lyset faldt stærkt ind ad de malede
Ruder, Mosaikken i Loftet glimtede i Guld og stærke Farver, medens
Kærternes Skin flakkede gulligt mod Røgen i den lette, bævende Luft.

Paa Gulvet knælede de andægtige troende, medens nysgerrige fremmede
stod og saa til; enkelte katolske bøjede sig i Andagt, men
Størstedelen, udeltagende Englændere, samtalte ugenert, som var det
et Folkeskuespil, de overværede.

Stærkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa lød en enkelt dejlig
Stemme alene gennem Hvælvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen
med Stemmen for at dø i et Væld af Toner. Musikken tav, og en tør
Oldingestemme læste af Bogen ved Højaltret, to Stemmer svarede, og
atter lød Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske
Salmestrofer i den skiftende Stemmes Læsen og afbrudte af den
stærke, fuldttonende Enkeltsang.

De Gejstlige for Højaltret bevægede sig, de aftog Bispens Hue og
satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fæstede en
guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om
ham, rakte ham Kar og Klæde, samledes om ham for atter at skilles,
medens Sangen ustandselig lød, og Røgelsen steg mod Mosaikken i
Loftet om de flakkende Kærter; stundom dæmpet lød Sangen, stundom
mumlende svagt, medens de troende knælede paa de skarpe Sten, der
med sære brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv.

I en Krog tæt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Præsteskaren var
kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte
ikke til hinanden, men hun lænede sig ind til ham, og hendes Hoved
hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den
dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vældige Magt, der ligger i
den tusindaarige Kirkes sære Overlevering, tvang dem ind under dens
Vælde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen,
bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt Øje faar at se, men
som er der, fordi Menneskeslægten i de tusind Aar, der svandt, har
bygget sig dette Rige i sine Haab.

Naar Menneskenes Vej gaar det Riges Tærskel forbi, og det sker,
naar alvorsfulde Beslutninger fattes, naar Sorgen og Lykken griber
Sjælene dybest, saa bøjer Sindet sig ind under den vældige Magt, og
selv den, der tvivler eller nægter, føler i saadant Øjeblik den
stærkere Magt, som han ikke fatter. Men dybest føles dette, om to
staar ved hinandens Side, i den Stund de har knyttet deres Hjærter
til hinanden, saa de svulmer af det rigeste Haab i Elskov.

Saa er det intet Skuespil, selv om det synes sært og fremmedartet,
selv om den troendes Andagt synes enfoldig, og Præsternes Færden
uforstaaelig og grundløs. Saa smelter i Rummet Sangen, Røgelseduften
og Lyset sammen med Hvælvet i de dejlige Basiliker til en Drøm, der
bærer Tankerne langt bort, dér, hvor Lykken maa være evig, saavist
som der er Lykke til, og Evigheden i et saadant Øjeblik er Lykke.

Og for de to, som stod der i Drømmen, var alt glemt i dette Øjeblik,
alt andet end netop dette ene, at de var to og lykkelige i en Drøm,
som maatte vare evig.

Messen var tilende, og Prælaterne gik under Orglets Brusen ad Vejen
til Sakristiet. Foran bar Kordrengene Kors og Røgelsekar, ærværdig
skred Patriarken forbi, og da han kastede sit Øje paa de to, der
stod i Krogen, saa han to Mennesker, der bøjede sig mod hinanden i
et varmt Kærligheds Kys.

Da smilede Patriarken under Bispehuen, han, der siden skulle bære
den Tiara, der smykker Pontifex Maximus.




XIII.


Da Holst den Aften kom hjem, modtog Jeannette ham med sørgmodig
Alvor.

Jeannettes Forelskelse var af en underlig ydmyg Art; som en
østerlandsk Slavinde bøjede hun sig for sin kaarne Herre, hvis store
Magt og Myndighed hun frygtede. Men hun var alvorlig forelsket, og
hendes Følelse var ægte nok. Ung var hun, men hun havde gaaet en Del
igennem, og hun var efterhaanden vænnet til Ydmygelser, men ogsaa
til Ydmyghed. Hun hadede Sjöström, og den Skæbne, der havde ramt
ham, havde ikke mildnet hendes Had. Holst var ellers ikke nogen
særdeles stor Kender af Kvinder og deres Følelser, men han forstod,
at Jeannette havde sluttet sig til ham, og at hun vilde følge ham
som en lydig Hund. Efter det, der var sket, var det ham en Umulighed
at fortsætte det lille Eventyr, der havde overrumplet ham.

Det gjorde ham ondt, at han ikke kunde byde hende selv de ringe
Smuler, hun vilde nøjes med; men hun var ung og frisk, og netop i
den Stemning, der nu havde grebet ham, glædede han sig ved Ungdom
og Friskhed, ved de tusinde Smaating, som en forelsket Kvinde skaber
om den, hun holder af. Han havde med fuldt Overlæg valgt Signora
Montuoris Hus til Opholdssted for i Ro at kunne erfare alt, hvad
Jeannette vidste om Annie, men det var ogsaa den eneste Grund.
Jeannette var nysgerrig med Hensyn til de Folk, hvis Gæst Holst
havde været, og han fortalte hende, hvem det var, og hvorledes
Turen var gaaet. Ulla omtalte han flygtigt, men Jeannette gættede
sig til meget af hans faa Ord og fordoblede sin Ømhed, for at han
skulde glemme. Det var blevet stille ud paa Natten, og inde i de
smaa Kanalgader var der meget varmt. Holst kunde ikke sove, de sad
sammen i et stort Værelse, der vendte mod Kanalen, hvis Vand sukkede
mod Husets Fod, og talte længe sammen, og underligt var det, at hvad
Holst erfarede i den stille Nattetime af den unge Kvinde kastede det
første virkelig skarpe Lys over den Sag, der opfyldte hans Tanker.
Jeannette fortalte om sig selv, og lidt efter lidt voksede frem af
hendes Fortælling netop det, som Holst anede, men ikke turde tro,
før det laa for ham i al sin tydelige Skarphed, som kold, nøgtern
Virkelighed, der truede det, hvortil han knyttede sit Livs varmeste
Forhaabninger.

Jeannette fortalte om sig selv og sin Barndom:

»Far var Vagtmester ved skaanske Dragoner fra Ystad, jeg husker saa
tydelig endnu Gaarden derhjemme, hvor vi Søskende legede, og hvor
Glimmingehus med store Trold i Stenen og de nøgne Kampestensvægge
ikke hundrede Skridt fra vor Legeplads hævede sig op af de grønne
Marker. Og naar saa Soldaterne samledes til Manøvrer og Eksersitsen,
naar Fars Eskadron kom ridende ad Vejen med de store, blankbrune
Heste og Trompeterne paa de svære Skimler, saa standsede de tidt
foran Gaarden, og Mor kom ud med os Børn, og Faders Ritmester paa
sin fine, sortbrune Hest red hen foran Døren og fik en Læskedrik og
spurgte til os og kneb os i Kinderne. Véd du saa, hvem den Ritmester
var? Det var Faderen til den unge Mand, du saa her i Gaar, da I tog
Hugold, Ritmester Ankerkrone. Han havde et prægtigt Herresæde oppe
ved Christiansstad, men Konen var død; de sagde, der havde været
en sørgelig Historie med hende, men det har jeg først hørt senere.
Far fortalte siden saa meget om det, efter at vi var kommet med
Falkenbergs til Paris. For saa var det, da jeg var otte Aar gammel,
det Aar, der var saadan vældig Udstilling i København, at Far og Mor
og min Bror, som var tolv Aar gammel, rejste først til København
og saa bagefter til Paris med den store Greve paa Riddartofte. Det
var en herlig Mand, en af de fineste gamle Mænd, jeg nogensinde har
set, og saa godgørende var han. Hugolds Bror kom til at tjene der
som Staldmester. Nu er den gamle Greve død, men Sønnen skal være
ligesom Faderen -- Tage da -- for den yngre, Otto, ham vil jeg ikke
sige noget godt om, saa stygt han bar sig ad imod mig sidenhen.«
Jeannette sukkede og faldt i Tanker, men Holst, der sad ganske
stille og hørte paa hendes Pludren, bad hende fortælle mere, og hun
fortsatte:

»Jeg husker saa tydelig, jeg kan vel have været en 12 eller 14
Aar, saa kom hun, du før har talt om, Annie Cederlund, første Gang
til Fader. Hun var saa ulykkelig, sagde hun; hun havde været rig og
haft store Venner, men den sidste, en østrigsk Greve, havde spillet
en stor Fallit, som alle talte om i Paris, og nu var Annie syg og
daarlig og troede, hun skulde dø. Hun havde haft ikke faa Penge,
men de var gaaet allesammen til hendes flotte Liv, og hun havde
tænkt paa at drukne sig i Seinen, ligesom jeg, før jeg nu mødte
dig, saa tidt har tænkt paa at springe ud i Kanalen her og gaa
tilbunds fra alle Sorger. Men saa havde hun et lille Barn hjemme i
Christiansstad, hvor hun havde været; og var det ikke underligt?
Det var netop med Faders gamle Ritmester, Ankerkrone, at hun havde
Barnet. Hun holdt saa forskrækkelig meget af ham, men han havde
forstødt hende, og Fader sagde saa tidt siden, at Annie havde været
Skyld i Ritmesterens Kones Død.«

Holst, der havde siddet halvvejs i egne Tanker, blev med ét
opmærksom; han saa skarpt paa Jeannette og spurgte: »Kender du noget
til den Sag, saa fortæl mig alt, hvad du véd.«

Jeannette rystede paa Hovedet: »Nej, jeg véd kun det, Fader sagde,
at Ankerkrone havde holdt af Annie, da hun var en lille Pige oppe i
Smaaland for mange Aar siden, hans Kone havde været saa svag efter
sit sidste Barn, en Pige, og saa havde de ikke levet godt sammen,
Ritmesteren og hans Frue. Men saa var hun bleven rask, og saa var
det bleven helt godt igen, indtil hun saa pludselig døde. Og Annie
havde sat ondt for hende hos Ritmesteren, for hævngerrig var hun,
skønt hun kunde være saa god. Det var ikke som jeg, jeg kunde aldrig
gøre en Mand ondt, jeg virkelig elskede, og Annie elskede Arvid
Ankerkrone meget mere, end de kan skrive om i nogen Roman.«

»Hvorledes véd du det?« spurgte Holst med et lille Smil.

»For det har hun fortalt mig de hundrede Gange -- du skal vide,
Annie var som en Moder for mig, men det var senere, efter at det var
gaaet mig galt. Og derfor kan jeg ikke forstaa, at jeg aldrig har
hørt et Ord fra hende, siden hun forlod mig i Foraaret i Helsingør.
Jeg spurgte Claes Ankerkrone om hende nu i Gaar, men han vilde
ikke sige noget, han blev saa tavs, og han har holdt mere af hende
end nogen skulde kunne tro, men hun kunde ikke lide ham. Han vilde
skilles fra sin Kone og gifte Annie, skønt hun var meget ældre end
han, men hun saa ung ud, -- saa lige med et blev det forbi, og det
var Faderen, der voldte det, det véd jeg, for jeg tog selv imod ham
den Dag.«

Jeannettes Fortælling var meget springende, Holst søgte at tvinge
den tilbage til et jævnt Spor, for hvert Ord, hun kunde fortælle,
var af den største Betydning for ham. Det stod ham klart, at denne
lille Pige vidste bedre end nogen anden alt, hvad der laa forud for
den Forbrydelse, der var begaaet i Skoven Nord for Esrom den 27.
Marts, og han vilde vide alt.

»Det var altsaa i 1894, du saa Annie første Gang?«

Jeannette betænkte sig. »Det var den Sommer, de myrdede Præsidenten
i Frankrig, det husker jeg tydeligt, ja, det var i 1894. Hun boede
hos os et helt Aar og kom sig fuldstændig. Saa rejste hun til sit
Hjem for at se til sit Barn, som vel kunde være en halv Snes Aar
gammelt. Saa var det et Par Aar efter, at Otto Falkenberg kom ned
til sin Fader, han var saadan en Slags Attaché, kaldte de ham, men
der var ikke noget godt ved ham. Jeg var saa stolt over, at han
gjorde saa meget af mig; jeg var saa dygtig til at ride, og vi red
sammen, og han fortalte mig saa meget om alt det, han vilde gøre
for mig, og saa var det, at det gik galt. Han var den første Herre,
jeg indlod mig med, og han forførte mig, uden at jeg selv vidste,
hvor galt det var. Saa blev Fader syg og døde, og samme Dag døde
den gamle Greve. Det var en forfærdelig Tid, for jeg skulde have
en lille, og jeg var saa daarlig, og Barnet døde da ogsaa. Men Mor
sørgede saadan, og min Bror, som var Soldat og laa i Ystad, kom ned
for at hente hende. Men jeg vilde ikke med og rejste med Otto til
Tyskland. Saa blev der skrevet saa meget efter ham, og han traf en
anden, saa han forlod mig, og jeg stod alene i det fremmede Land med
kun faa Penge. Hjem vilde jeg ikke, for jeg skammede mig for min
Broder og min Moder, og tog Plads ved en Cirkus, hvor jeg red lidt
og forresten dansede i Balletten. Det var en tung Tid, men saa kom
vi til Berlin. Ja, det var længe efter, det var vel i 98, og der
traf jeg Hugold; han talte til mig i Manegen, han havde vist faaet
at vide, at jeg var svensk, og saa saa jeg, at han fulgtes med Annie.

De var i Berlin og havde det vist forresten smaat, men hun var saa
god ved mig, og jeg kom da ogsaa til at bo hos dem, og vi rejste
saa sammen, for jeg forlod Cirkus. --

Jeg glemmer aldrig Annie for det Aar, saa god hun var ved mig; men
Penge havde de ikke, og jeg vilde jo more mig, og jeg kendte mange
Herrer, men ingen jeg brød mig om, for det maa du tro, du er den
første, jeg rigtig har holdt af, og det gjorde jeg straks, jeg saa
dig. Du maa ogsaa holde af mig.«

Jeannette saa op paa sin Beskytter med et spørgende, tillidsfuldt
Blik.

Han bøjede sig mod hende og sagde: »Vist skal jeg være god mod dig,
du lille Stakkel.«

Holst betragtede hende længe, saa tog han hendes Hænder i sine og
sagde til hende:

»Jeannette, du er en god og ærlig Pige, og jeg stoler paa dig; du
véd ikke selv, hvor meget du kan være for mig, og det er ingen
Tilfældighed, at vi to har mødt hinanden. Du skal ogsaa vide,
hvorfor jeg er her, og du skal hjælpe mig med et Arbejde, saa tungt,
at du næppe selv vil tro, at du formaar det, men du skal se, at jeg
har Tillid til dig. Først vil jeg dog sige dig, at jeg ikke vil føre
dig bag Lyset.«

Jeannette saa angst op: »Er du gift?«

»Nej,« sagde Holst med et Smil.

Jeannette hviskede næppe hørligt: »-- Men du har en Kæreste.«

»Maaske,« svarede Holst, og Jeannette lagde begge Arme om hans Hals.
Holst skød hende lempeligt fra sig.

»Jeannette,« sagde han, »jeg kan ikke give dig min Kærlighed, for du
maa vide, der er en anden, jeg holder af.«

Jeannette for sammen. »En anden -- og hvorfor har du saa fortalt
mig, at du holdt af mig?«

Holst tog hendes Haand: »Du véd, Jeannette, hvad jeg er, ikke sandt?
Det var Dr. Brauns Skyld, at vi traf hinanden -- den Gang vidste jeg
jo ikke alt, hvad jeg nu véd. Sig mig ærligt, Jeannette: naar du nu
véd, at jeg elsker en anden, en anden, hvem jeg i Dag har sagt, at
jeg elsker hende, vil du saa blive ved at være ærlig mod mig, som du
er nu?«

»Er det en fin Dame?« spurgte Jeannette, »en, du vil gifte dig med?«

Holst svarede ikke.

»Hvis det er det -- hvis det er en fin Dame, du holder af, og som du
vil gifte dig med, saa kan du jo dog godt blive hos mig lidt endnu,
ikke sandt. Du maa ikke forlade mig, gør du det, saa drukner jeg
mig, og saa er det din Skyld.«

Jeannette klyngede sig til ham, og der kom Taarer i hendes Øjne.

Holst betragtede hende tavs, saa tog han hendes Haand i sin, han var
sikker paa hende, og han besluttede sig til at sige hende alt.

»Du skal vide,« sagde han, »at min Nærværelse her har et større Maal
end det, du kender. Det er netop Annie, den Annie, du taler om.
Da hun forlod dig den Dag i Helsingør, som du taler om, blev hun
myrdet; et Par Maaneder efter fandt jeg hendes Lig i en Mergelgrav i
Nordsjælland, og det er hendes Morder, jeg i Gaar lod arrestere her
i dette Hus.«

Jeannette blev bleg som et Lig. »Myrdet! -- Annie myrdet af Hugold.
Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie -- det
har han ikke saa har -- -- -- --«

Hendes Øjne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret.

Holst greb fast om hendes Haand! »Hvem?«

Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: »Det er ham -- den anden --
--«

»Claes Ankerkrone?«

»Nej, nej -- den anden -- hans Fader, Ritmester Arvid Ankerkrone --
--«

Det var Holst, som frøs hans Blod til Is i hans Aarer.

De sad et Par Minutter ganske tavse, medens Vandet sukkede mod
Husets Mur, og Vinden, der nu var begyndt at blæse om Kanalgadens
Hjørne, klaprede med Skodderne udenfor de aabne Vinduer.

Holst talte først: »Arvid Ankerkrone!«

Jeannette frøs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hænderne
sammen. »Annie myrdet! -- Saa har han dog altsaa gjort det, hun
frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.«

»Hvem mener du?« spurgte Holst.

»Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde
giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.«

»Men du har jo fortalt mig, at det var Sønnen,« sagde Holst dæmpet.

»Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet
Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.«

Jeannette bøjede sig ned over Holst og græd krampagtigt med Hovedet
presset ned mod hans Knæ. Holst sad ganske stille, det var ligesom
alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han
kunde ikke tænke, og gjorde han Forsøg derpaa, var det ligesom alle
hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage,
samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo,
at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham.
Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke
villet se det. Du har sveget din Pligt.

Nu véd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand.

For første Gang i sit Liv brød Holst sammen; han sad bøjet over
den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snøredes sammen. Han kunde
ikke kæmpe sig ud af det, han følte selv, at var dette sket blot en
Dag, blot en halv Dag før, saa havde han været i Stand til at bære
det som en Mand, saa havde han kunnet gøre sin Pligt uden at se til
højre eller venstre, uden at tøve.

Nu var det umuligt. Han kunde ikke hæve sin Haand mod _hendes_ Fader.

Han løftede den grædende Jeannette op og ledede hende hen til
hendes Leje og dækkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han
bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer,
gættede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: »Er det hans
Datter?«

Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til
Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov.




XIV.


Det var Midnat, Holst rejste sig og forlod Huset. Ad de snævre Gyder
naaede han Rivaen. Maanen tegnede sig som en smal Skive, og de
utallige Stjerner spejlede sig i Lagunens Vand. Det blæste nu ret
friskt. Foran Hotellet standsede Holst, han saa op mod et bestemt
Vindue, bag hvilket et flakkende Lys brændte. Mon Ulla sov? Efter
det, der var hændet, kunde hun ikke sove. Hans Blik søgte Vinduet
ved Siden af hendes, hvor et klart, roligt brændende Lampeskin
vidnede om, at Ritmesteren endnu ikke var gaaet til Ro.

Saa aabnedes en Dør ud til Altanen foran Ritmesterens Værelse, og
Holst saa, hvorledes Ulla støttet til sin Faders Arm traadte ud paa
Altanen. Der stod de længe, medens hun lænede sit Hoved, til hans
Skulder. Holst saa, at han lagde sin Arm om hendes Nakke og kyssede
hendes Pande.

Holst greb med et fast Greb om et Jerngelænder ved Nedgangen til en
Trappe, der fra Stedet, hvor han stod, førte ned til Vandet.

Nej -- det kunde ikke være Meningen med Livet, det var ikke
saaledes, at vi Mennesker for at følge en Pligt, et tilfældigt
Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste
Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen,
havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hævne eller
værne, saa fik de højere Magter, der vaager over det, Menneskene
kalder den evige Retfærdighed, føre deres Vilje til Ende uden ham.

Hans Plads var hos disse Mennesker for at støtte dem med Raad og
Daad; alt andet vilde være Forræderi mod det højeste af alt, mod
hans unge, varme Kærlighed, mod Lykken, der første Gang efter et
trælsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham.

Og i dette Øjeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt
sin Pligt, for at følge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes
Slag.

Han strakte Armene ud mod de to og sagde med høj og fast Stemme
hendes Navn. »Ulla!« lød det over den stille Riva, over Lagunernes
sukkende Vand.

Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den
høje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset
havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skæbne han i
Fremtiden uløselig vilde knytte sin.

Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og
Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et
sørgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder.

»Eigil,« sagde han, »vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.«

»Om Ulla, ja,« svarede Holst, »om intet andet.«

»Og Annie?« spurgte Ritmesteren.

»Nej,« sagde Holst, »fra i Dag træder jeg tilbage fra alt, der har
med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge
mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der fører til dens
Oplysning.«

»Du vil svigte din Pligt?« spurgte Ritmesteren.

»Ja.«

»Og Morderen?«

»Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske
Retfærdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.«

Ritmesteren saa skarpt paa Holst: »Du véd altsaa nu, hvem Morderen
er?«

»Ja,« svarede Holst.

»Og trods denne din Viden vil du ægte hans Datter?«

Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han
bøjede sit Hoved til et stumt Svar.

Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den
unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled
al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme
Haandtryk.

»Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tør jeg tale og sige dig alt.

Du har gættet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden;
var det end Sjöström, der for menneskelig Domstol vilde blive den,
der maa bære Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.«

»Hvad siger du?« faldt Holst ind, »Sjöström, -- men saa er det -- --
--«

Ankerkrone smilede vemodigt. »Tag Plads, kære Ven, og jeg skal
fortælle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har
truffet dit Valg og knyttet din Skæbne til mig og min Datter.

Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, véd du alt, hvad der
er hændet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til
at redde min Søn fra den Vanære, der ventede ham, om han fulgte sin
taabelige Kærlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og
Børn.

Jeg kunde have afværget den Skæbne, der ramte hende. Jeg gjorde det
ikke. Jeg har æsket en »Gudsdom« før, da jeg tvang Cedersköld til
at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg æskede atter en
Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skæbne imøde, som Sjöström i sit
umættelige Begær efter hendes Midler havde beredt hende.

I begge Tilfælde blev Dommen, Døden og Ansvaret mit, jeg skyder det
ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Død.«

Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter
begyndt at følge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald
Sjöström og ikke Ritmesteren, der havde forøvet Mordet. Han selv
havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet
sig føre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundløs.
Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt
drømmende Ansigtsudtryk.

»Har du overdraget Sjöström at myrde Annie og betalt ham derfor?«
spurgte han.

»Nej,« svarede Ritmesteren, »men heller ikke dette tør jeg regne mig
til Fortjeneste. Det var unødvendigt, og jeg tør hævde, at jeg ikke
havde gjort det, om det havde været nødvendigt.«

Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevægt.
»Ankerkrone,« sagde han, »denne besynderlige Sag har virkelig drevet
mig nøgterne og snusfornuftige Københavner ud i Egne, der hidtil
har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og
dine Breve som i din Tale i Aften har du søgt saa langt bort fra
Hverdagslivet, at du synes at bevæge dig i Romanens taagede Verden,
hvor din Svigersøn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter
Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tør
opholde sig. Du vil maaske tillade mig for første og forhaabentlig
sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du
har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.«

»Vil du forhøre mig?« spurgte Ritmesteren.

»Med din Tilladelse, ja,« svarede Holst, »men kun det rent faktiske.
Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien repræsenterer du.«

Ankerkrone tog Plads i en Lænestol lige overfor Holst; han betænkte
sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var
sket.

»Som du véd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab,
han stod i Færd med at begaa ved at ægte Annie og bryde sit
Ægteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til København og tog ind
paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed
en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester
Ljunggren, var ankommen til København et Par Dage forud. De havde
taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde
jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at
Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse
efter dem, men samme Dag ankom Sjöström, som jeg kendte ret godt fra
den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han søgte
mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget
enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne
havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvær
med Annie bød. Jeg besluttede derfor at søge udvirket, at Annie
ægtede ham, og derved afværge Faren.

Vi fulgtes kun til Helsingør, da jeg ikke vilde vække Opsigt ved at
vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjöström rejste til
Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingør med Claes
og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjöström
vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet
sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det være nok.

Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I
Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg
mit gamle Herredømme over hende, og hun blev rørt og føjelig. Jeg
havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var
aldeles utilgængelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks
iværksatte.

Jeg sagde, at jeg vilde ægte Annie, og ved dette bevægede jeg
hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brød sig om ham og
aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hæftig
Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede,
i København havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen
Magt over ham, og Faren syntes saaledes øjeblikkelig overstaaet.
Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs Ønsker,
sagde hun, og jeg -- ja ærlig talt var det kun Hensynet til Ulla,
der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet
stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa
mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage.

Annie var bange for Sjöström. Hun fortalte mig, at han to Gange
havde stræbt hende efter Livet for at sætte sig i Besiddelse af
hendes Penge, og at hun nu, da Sjöström af hendes Advokat, en Mand
ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun
var, svævede i den største Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin
Formue, der beløb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner,
vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge
vilde jeg intet have at skaffe.

Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til
Ulla. Saa søgte Sjöström mig og forsøgte at presse Penge af mig,
idet han erklærede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke
affandt os med ham. Han gjorde et næsten desperat Indtryk; det var
tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham
hen.

Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende
lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende
saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg,
hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde
tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring.
Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skæbne. Jeg tav, jeg
kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer næppe ret, hvad jeg
foretog mig. Jeg handlede som i Søvne. Kun erindrer jeg, at det
var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt,
saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor
vi havde levet sammen, før hendes Barn fødtes. Jeg skulde rejse
derud i Forvejen, og Sjöström og Annie skulde følges ad derud den
næste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen
forud, og som kendte os begge, skulde være Forlovere.

Da jeg forlod Annie, opsøgte jeg Sjöström og sagde ham, at
Mødestedet vilde være den lille Sø i Skovbrynet, som Annie kendte.
Jeg ønskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjöström spurgte
mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil
svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg føjede til --
og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel --: »Skulde jeg ikke
give Møde i Morgen, saa vil jeg aldrig spørge om dig eller Annie
eller om noget, som vedrører jer.« Og saa staar Annies Skæbne i din
Haand. Han svarede intet -- efter et Par Minutters Tavshed spurgte
han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun:
»Annie har dræbt min Hustru, som jeg elskede.« Saa gik jeg. Samme
Aften rejste jeg til København. Jeg var overtydet om, at Sjöström
vilde sætte alt ind paa at føre sin Plan igennem. Ja, jeg nægter det
ikke, jeg følte mig overtydet om, at Annies Dødsdom var fældet. Hun
hadede Sjöström og vilde ikke bøje sig for ham, og for ham gjaldt
det kun at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge.

I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malmø med Ulla, saa drev
Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje.
Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej
gik daglig til Søen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj.

Da de tømte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu
vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg
nærede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det
var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra
første Færd havde jeg den Følelse, at denne Dag vilde komme. Nu
kender du mit Ansvar, og du véd, at jeg har lagt alt i din Haand
hidtil. Jeg synes, du skulde fortsætte dit Værk. Jeg er rede til at
bære mit Ansvar.«

Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med blød,
dæmpet Stemme:

»For Ullas Skyld bør du betænke, hvad du gør?«

»Ulla bør kende alt,« sagde Ritmesteren alvorlig.

»Ja,« svarede Holst, »men Ulla skal erfare det ikke af din Mund
men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lært hende at
forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.«

Ritmesteren trykkede hans Haand varmt.

»Du har Ret, Eigil -- du har Ret. Det ske, som du vil.«

De sad tavse en Stund. Ritmesteren brød først Tavsheden. »Der er
endnu en Udvej -- en, som jeg vil forsøge.«

»Og det er?« spurgte Holst.

Ritmesteren smilede sørgmodig. »Nej, min Ven, det faar blive min
Sag, min alene og Kurks, om han vil.«

Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trængte
til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde,
og de to gamle Venner talte længe med hinanden. Da Kurk forlod
Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans
Mund vidnede om, at de to Mænds Samtale havde ført dem begge til en
alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bære.

I Hotellets Vestibule mødte Kurk en Mand, hvis Nærværelse paa dette
Sted i dette Øjeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og
nævnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han
omfavne ham. De fulgtes ad og talte længe sammen, og da Kurk forlod
ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da
han skiltes fra Ritmesteren.

Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror
Sjöström, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen
havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse
til i Følge med Kurk at besøge Fangen.




XV.


Jeannette havde ikke sovet meget den Nat; et spinkelt Haab havde hun
knyttet til Virkningerne af den Meddelelse, hun havde gjort Holst,
men hun indsaa hurtigt, at for hende var der ikke andet at gøre end
at opgive ethvert Haab om at knytte sin Skæbne endog nok saa løst
til Holst. Medens han var borte, stod hun op og gav sig i Færd med
at samle sine Smykker og Ejendele sammen for at overveje, hvorledes
hun i den nærmeste Fremtid kunde møde de Krav, som Livet stillede
til hende; af Holst vilde hun intet modtage. Det var ikke meget, hun
ejede, men en Del Smykker havde hun dog efterhaanden samlet sammen.
Hun erindrede nu, at Sjöström havde vist hende et hemmeligt Rum i et
Chatol, hvor han gemte nogle Sager af Værdi, og hun besluttede sig
til at efterse dette Gemme. Det var ikke meget, hun der forefandt,
men blandt Sagerne var en lille Æske, indpakket i stærkt Papir og
forseglet. Hun brød Seglet og saa med dyb Forbavselse i Æsken et
lille diamantbesat Dameur, et Par Medaljoner og nogle Ringe, som hun
kendte, saa vel som de Smykker, Annie altid havde baaret.

Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjöström
alligevel -- -- -- hun gøs og tænkte paa Annies Skæbne og Sjöströms
Haardhed og Brutalitet mod hende.

Den næste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende,
at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om
Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden.

Længere op ad Dagen modtog Holst Besøg af Løjtnant Claes.

Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den
officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora
Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind
til ham og meddelte, at en ung Herre ønskede at tale med ham. Hun
rakte ham et Kort, han tog det og læste: Claes Ankerkrone, Løjtnant
ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp.

»Lad ham komme ind,« sagde han kort, og Claes traadte let smilende
ind i Værelset.

Han bukkede let. Holst bød ham en Stol, og Løjtnanten tog ugenert
Plads.

»Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke
ventet, at Løjtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring
til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald
ikke Nød, ser jeg da.«

Holst blussede, men han tvang sig til et høfligt Spørgsmaal.

»Ønsker Hr. Løjtnanten andet?«

Claes blev alvorlig. »Ja, Hugold Sjöström og jeg var Venner en
Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nøden. De er her
den stærkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at spørge
Dem, hvor meget der vil udkræves til at skaffe Hugold fri af denne
Forlegenhed.«

Holst rystede paa Hovedet. »Det lader sig næppe gøre. Som jeg sagde
Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Beløb.«

Claes smilede lidt overlegent. »Der er Forskel paa, hvad man anser
for betydeligt, Løjtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa
nøje.«

»Deres Hustru, mener De,« indskød Holst, hvem den unge Herres
Optræden irriterede.

Claes bed sig i Læben. »Jeg er ikke kommen for at yppe Kiv.«

»Gudbevares,« sagde Holst med en let Bøjning, »men De tager ganske
fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjöström
arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Løsladelse.
Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at søge en Advokat, der kan faa
Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.«

»Hvorfor?« spurgte Claes -- han vilde have tilføjet et Par spydige
Ord om Jeannette, men betvang sig.

Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. »Løjtnant
Ankerkrone,« sagde han, »Deres Fader er min Ven, jeg nærer større
Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan være ogsaa Dem til
nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det
Skik at tro et givet Ord; vil De være min Ven, vil De ikke komme til
at fortryde det.«

Claes gjorde en Bevægelse. »De maa undskylde mig, Hr. Holst,
men jeg er Officer, De er Detektiv -- det er en meget hæderlig
Beskæftigelse, forstaar sig -- men -- ja -- det er umuligt.«

»Jeg troede ikke, De var dum, Løjtnant Ankerkrone,« sagde Holst
skarpt.

Claes for op.

»Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine
Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for
Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg
gør. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27.
Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den
Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have været stillet
ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjöström. De glemmer lidt
hurtigt, Hr. Løjtnant, men De bør vide, at De taler til en Mand,
der kender Dem og Deres Forhold nøjere, end De maaske aner. Jeg har
næppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i
Vejen. Det kunde hænde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor
lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Værd.«

Claes var bleven bleg, han bed Tænderne sammen: »Hvad mener De?«

»Jeg véd ikke, om De, Løjtnant Ankerkrone, skøtter om at møde som
Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri
mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De ønsker for
en svensk Jury at træde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra
Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at
bedømme den Skandale efter dens Værd, og at Deres Naboer og Venner
i Skaane vilde føle sig uhyggeligt berørte ved i Deres Morgenblade
at læse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa
interessant som Processen Taube.«

Claes tav.

»De foretrækker maaske, Løjtnant Ankerkrone, at fortsætte
Forhandlingerne i en noget høfligere Tone -- for mig gerne. Jeg
plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gør en
Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nævnede før.«

Holst rakte sin Haand frem.

Claes tog den modstræbende.

Holst smilede. »De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel,
skønt jeg er »Detektiv«, som De kalder det. Jeg er ganske vant til
at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to fælles
Interesser. Det gælder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det
sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv foreløbig. Det er
ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa ødselt
synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til
at træde i første Række. Saa længe vil det gavne Sagen bedst, om De
holder Dem i andet Plan.«

Det var øjensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den
unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte
indrømme, at han straks fra først af havde stillet sig paa en Fod
med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde være fordelagtig
for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt.

Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det
afgørende fældende Vidnesbyrd mod Sjöström.




XVI.


Fra Dogepaladset fører Sukkenes Bro over Kanalen til Retfærdighedens
Boliger. Her sad Hugold Sjöström i en snæver Celle ved et lille
Bord, fastgjort i Væggen, paa en Briks af Træ. Dagene gik langsomt
for ham, og i dyb Uvished sad han bøjet og stirrede hen for sig.
Han vovede næppe at tænke; vel havde ingen sagt ham andet end, at
Aarsagen til hans Fængsling var Falskneriet, men han anede, at
der laa mere bagved dette. Alene den Omstændighed, at det var en
dansk Politiofficiant, der havde bevirket hans Fængsling, gjorde
ham usikker. Hvad kom Falskneriet i Helsingborg det danske Politi
ved? Og hvem kunde have anmeldt det, nu da Annie sov den evige Søvn
paa Bunden af Graven? Han havde intet set om Fundet at Liget, han
læste ikke danske eller svenske Aviser, men han anede, at Annies
Forsvinden maatte have vakt Opmærksomhed, og at den og den alene var
Aarsag til hans Fængsling.

Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med
Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone -- han, som
han atter havde truffet og forsøgt at drage til sig ved Hjælp af
Jeannette -- mon han? Nej, det var utænkeligt. Men det var muligt,
at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit
Ord for at værne Sønnen mod nye Farer.

Det maatte være saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om
han prøvede at styrte ham i Ulykke.

Han lagde sine Planer. Han vilde nægte alt og skyde Skylden paa
Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde dræbt hans
Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den
Morgen, da han havde søgt at overtale Annie til frivillig at
overdrage ham alt ved Ægteskab. Og medens han tænkte paa dette,
dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa
for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat,
lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet.
Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren
udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende
og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans
Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han
havde forsøgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede
steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet
sig til at udføre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet
havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende
Aften.

Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og
ile bort, havde han talt venligt til hende og forsøgt at formaa
hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde
skreget og sagt: »Vil du dræbe mig med Gift.« Han havde let og rakt
hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og
drukket, næsten som om hun vidste, at det var Gift, næsten som vilde
hun dø, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt
hende.

Giften havde virket straks, hun var sunken sammen næsten
øjeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afklædt Liget
og sænket det ned i Søen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt
han havde arbejdet i det tætte Buskads, hvorledes han var flygtet
bort med Kurven, hvor Klæderne var gemte, efter at have stukket Uret
og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen.
Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham
til at være sig behjælpelig og derefter hastig havde forladt Landet
med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede
grønne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og
nu vilde man føre ham tilbage til Sverig eller Danmark og søge at
tvinge ham til at tale.

Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet
Vidnesbyrd talte imod ham.

Nøglen raslede i den tunge Dør, han for sammen, og da han saa op,
stod foran ham de eneste to Mænd, der nogensinde havde holdt af ham,
Kaptajn Kurk og hans Broder.

Han blev staaende, han kunde ikke tale; hvad skulde han sige? --

Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Døren, men paa
et Vink af Kaptajnen trak han sig tilbage. De tre var alene.

Kaptajn Kurks Ansigt var alvorligt, præget af en fast Beslutning.

Staldmesteren stod med sænkede Øjne og var dybt bevæget.

Hugold vilde række Kurk Haanden, men han tog den ikke. Staldmesteren
vendte Siden til, da Hugold traadte henimod ham.

»Hvad vil I mig?« spurgte Hugold dumpt.

Kurk saa fast paa ham og sagde alvorligt: »Hjælpe dig, Hugold, for
sidste Gang i dit Liv.«

Haabet lysnede op i Fangens Ansigt, men Kurk føjede hastigt til:
»Ikke som du tror, Hugold. Denne Fængselsdør kan vi ikke aabne for
dig; tidligere har vi hjulpet dig, skønt du har lønnet os slet,
slæbt din Broders hæderlige Navn i Sølet gennem Europa. Men en
Morder kan vi ikke hjælpe, en Snigmorder, Hugold, for det er du, og
du er hjemfalden til Dom.«

»Du lyver -- Kaptajn -- du lyver.«

Kurk svarede dæmpet og roligt: »Og Annies Ur, Kapslen og Ringene,
som Holst har fundet i dit Værge?«

Hugold blev bleg og støttede sig til Briksen.

Kurk fortsatte: »Der er ingen Vej udenom, Hugold, Liget af den
Kvinde, du har myrdet, er fundet, og om kort Tid vil du af dine
Dommere blive stillet Ansigt til Ansigt med den, du myrdede. Det vil
ikke nytte dig at nægte, thi dine Skridt er fulgt Fod for Fod, og
der vil blive ført Vidnesbyrd mod dig, som du ikke kan modsige.«

Hugold samlede sig. »Du lyver -- Kaptajn -- Morderen er -- Arvid
Ankerkrone -- -- --«

»Tror du, at Løgn kan redde dig?« Kurk var traadt hen til ham.
»Du maa ikke forsøge paa at indbilde dig selv, at du kan bøje din
Skæbne. Eller tror du det maaske selv? Der er Vidnesbyrd nok at
hente, hvor Arvid Ankerkrone var den 27. Marts i Aar, men hvor var
du, og hvad indeholdt Kurven, som du købte i Helsingør, og som du
efterlod i Toget, da du over København rejste tilbage til Karlkvist
i Helsingborg? Eller tror du, nogen vil beskylde Arvid Ankerkrone
for at have blandet Giften i den Kognaksflaske, du efterlod i Kurven
med den myrdedes Klæder?«

Kurk talte roligt, men med stærkt Eftertryk.

Hugold gøs -- han følte, at han var fortabt. Netop dette, at Kurk
Ord for Ord kunde sige ham, hvorledes alt var gaaet til, og at
Ankerkrone vilde blive fri ved det Vidnesbyrd, der kunde hentes om
hans Nærværelse andetsteds, medens han selv maatte blive fældet ved
en Række Vidnesbyrd fra alle, der havde set ham. Han sank sammen og
lænede Hovedet i sine Hænder. Da han saa op, stod Kurk bøjet over
ham.

»Hugold,« sagde han, »der var en Gang, da du var en rask Gut, og da
jeg holdt af dig som af min egen Søn. Meget er sket siden da, men
saa meget har jeg endnu til overs for dig, at jeg vil frelse dig for
den Skam at staa for Domstolen som Morder, for at lægge dit Hoved
under Skarpretterens Øxe. Det bliver din Lod. Du var Soldat, og du
var en kæk Soldat, der er endnu en Vej aaben for dig, den kan du
gaa. Jeg ser ingen anden, Hugold; forson dig med den, der er over os
alle, og gaa saa Vejen, den eneste, der er dig levnet.«

Hugold rejste sig og strakte Haanden ud mod Broderen. Staldmesteren
rystede paa Hovedet og sagde med en dæmpet, rystende Stemme: »Jeg
kan ikke hjælpe dig, jeg kan ikke kalde dig Broder mere du, det, du
har gjort, er for hæsligt. Du faar høre, hvad Holger siger, for jeg
kan ikke, Hugold, jeg kan ikke.«

Staldmesteren vendte sig bort.

Kurk blev staaende med korslagte Arme og saa fast paa Fangen. Hugold
kæmpede en voldsom indre Kamp, men tale kunde han ikke.

Slutteren viste sig i Døren, Reglementet tillod ikke længere Besøg.

Staldmesteren tog Hugolds Haand, men slap den hurtigt igen, den var
iskold, han vendte sig og gik hurtig. Kurk blev staaende et Øjeblik,
det var, ligesom om der tændtes et Glimt i Fangens Øje, der lovede.

»Mod, min Dreng, Mod,« hviskede Kaptajnen og trykkede hans Haand,
idet han saa ham stift i Øjet. Saa lukkedes Døren efter dem.

Hugold sank sammen i isnende Fortvivlelse -- og idet hans Hoved
bøjede sig over Bordet, saa han en lille, hvid Pakke, der laa tæt op
mod Væggen. --

To Dage efter modtog Holst et Ilbud fra Fængslet om, at den
arresterede svenske Løjtnant pludselig var død. Aarsagen lod sig
ikke konstatere.

Staldmester Sjöström sad hos Holst Dagen efter Budskabet om
Broderens Død. Han var alvorlig, men han maatte tilstaa, at det,
der var hændet, var det bedste, der kunde ske. Han var stolt af
sin Slægt og dens Navn, og Hugold havde selv uanset de store Ofre,
han havde maattet bringe, været ham en Kilde til stadig Uro og
Bekymring. Han tilgav Holst, at denne var den direkte Aarsag til
Katastrofen, han vilde glemme alt, men endnu var han dybt bevæget.

Jeannette, der endnu stadig boede hos Signora Montuori og gik
omkring stille som en Mus med Sorg over sin lille, brustne
Lykkedrøm, sad tavs i en Krog af Stuen; hun vilde intet ondt tale om
Hugold, men hun gøs, naar hun tænkte paa Annies Skæbne.

Holst fik en Idé, han vendte sig mod Staldmesteren og sagde:
»Løjtnant Sjöström, De kunde gøre en god Gerning: denne unge Pige
er stillet ganske alene i det fremmede Land uden Beskytter, hendes
Fader har tjent Grev Falkenberg tro i mange Aar, tag hende med hjem
til Sverig, hvor hendes Moder endnu bor, og opret saaledes det, som
han har gjort ondt mod hende.«

Staldmesteren betænkte sig et Øjeblik, Jeannette græd stille i en
Krog.

Bror Sjöströms gode Hjærte fornægtede sig ikke, og det varede ikke
længe, før han slog til. Jeannette lod Holst bestemme; hun var
virkelig bedrøvet, men Holst klappede hendes Kind og strøg Haaret
bort fra hendes Pande.

»Du skal følge mit Raad, Jeannette, det er den bedste Maade, jeg kan
betale min Taknemmelighedsgæld til dig.«

Det fik saa være, skønt Jeannette græd.

Samme Aften forlod hun Venedig med Staldmester Sjöström og drog mod
Nord. Der var en Plads ledig i »Arkadien«, og undervejs bestemte
Staldmesteren sig til at tilbyde Jeannette den. Jeannette tog
imod den, og det lader sig formode, at hun vilde forstaa at holde
Arkadiens Beboer fast.




XVII.


Der skulde være Fest paa Marcuspladsen, og Musikken skulde have
spillet mellem Fanestængerne foran Kirken, men man havde bemærket,
at den stolte Kampanile havde slaaet en truende Revne, og Festen
blev aflyst.

Rundt om Pladsen spærrede Militæret af, og Folk stod i ærbødig
Afstand og saa med Bekymring mod Klokketaarnet. Næste Dags Formiddag
d. 14. Juli spiste Holst Frokost med Ankerkrones paa Hotellet, og da
de derefter gik ved Piazettaen for at se, hvorledes det stod til,
saa de Pladsen fyldt af Folk, saa de med Nød og næppe kunde kæmpe
sig frem til Gondolernes Anlægsplads ved Kajen.

De stod tæt trængt op til Bolværket, da pludselig en Summen fra
den store Menneskemasse som en Brænding bølgede hen over Pladsen.
Holst rettede sit Blik mod Taarnet og saa med Undren, hvorledes
Toppen med Spiret og Marcusstatuen i Bronce langsomt sank, og medens
den ustandselige Summen steg og voksede som et Hav, sank Taarnet
langsomt ned, som trykkedes det i Jorden af en usynlig men mægtig
Haand. Over San Sovinos Logetta og dens herlige Billedhuggerarbejde
gød Taarnets Stene sig som Skum, medens Støvet hvirvledes op mod
den klare Himmel. Duerne fra Glughullerne flagrede med forskræmte
Vingeslag og søgte Ly ved Domkirkens Kupler. Mængdens Mumlen steg
til Skrig, og blandet i Larmen lød Knitren af de rullende Sten.
Men Taarnet faldt ikke, det sank mod Jorden langsomt, medens dets
Spidser pegede mod Solen, og pludselig, medens Skrigene skar gennem
Luften, voksede Larmen til et Brag, og Støv hvirvledes til Vejrs,
medens Stenene nu som et Fossefald hvirvledes hen over Pladsen og
den knuste Gavl af Kongepaladset. Luften fyldtes som af Taage, og
Drønet overdøvede alt. Saa blev der pludselig tyst og ganske stille,
dump truende Sorg, og som et Suk steg fra det bølgende Menneskehav
og bares af Vinden ud over Lagunerne.

Venezias slanke Klokkespir med San Sovinos herlige Kunstværker laa
som Ruin under sprængte Sokler og Sten tæt op mod Prokuratierne som
en Vold af Sten og Støv, medens Venedig sørgede, og Sorgen som en
Bølge bredte sig over den hele Verden.

Ankerkrone greb Holsts Arm, da Folkehavet bruste ind over Pladsen,
og drog ham med sig, medens Ulla trykkede sig tæt op mod ham.

De tav.

Men da de naaede Sæde i en Gondol, der førte dem bort fra Kajen
ud paa Vandet, hvor Baadene pilede af Sted mellem hverandre i
feberagtig Il, sad Ritmesteren med bøjet Hoved i alvorsfulde Tanker.
Ulla havde taget Holst i Haanden, og vendt imod Faderen sagde hun
med dæmpet Stemme: »Venedig -- nenn ich mit doppeltem Recht heute
Sankt Marcus im Koth.«

Ankerkrone saa op. »Du har Ret, Ulla, Dyndet har slugt den stolte
Kampanile, som det vil sluge Dogestaden og dens dejlige Bygninger,
Dyndet slaar op om Staden som det slaar op om alt; vi bygger i
Dyndet, der ligger om os, hvor vor Fod træder. Dyndet vil slette
hvert Spor ud, hvert Spor, vi har traadt, og slette os selv af
Verden, mens vi synker og synker.«

Sorgen laa tung og tavs over Venedig i de Dage, og alles Tanker,
alles Tale gjaldt den store Ulykke, der var hændet San Marco. San
Marcos stolte Klokketaarn, som Dyndet havde slugt. Ikke et Menneske
havde Tid til at tænke paa eller tale om den svenske Løjtnant, der
var død i Fængslet, eller undersøge, hvorledes han var død. Hans Lig
begravedes paa Kurks Foranstaltning paa Øen der ude i Adriaterhavet,
og paa en simpel Marmorsten indridsedes hans Navn og den korte
Indskrift paa Svensk: Gud være hans Sjæl naadig.

Herredsfogden var stærkt bevæget ved Sjöströms Død, men egentlig
ikke utilfreds; det var dog vel nok langt bedre, som det var. Ingen
kunde vide, hvor stort et Arbejde, hvor vanskelig en Kamp, der vilde
være fulgt efter hans Udlevering. Rimeligvis skyldtes hans Død
Broderens Mellemkomst, rige Slægtninge i Sverig havde villet hindre
Skandalen, og det var vel bedst for alle Parter.

Ankerkrone undgik at omtale Sagen til Herredsfogden, der skrev dette
paa Landsmandsskabets Regning.

Holst talte ikke til Ankerkrone om Sjöströms Død, men den Aften, da
Kampanilens Fald var det eneste, hvorom Mænd og Kvinder i Venedig
talte, stod Holst og Ritmesteren paa Altanen og saa ud over Lagunen,
hvor Maanen blinkede over det skvulpende Vand.

»Eigil,« sagde Ritmesteren, »Dyndet sletter Sporet, det lægger sig
over vore Fodtrin, klægt og leret, og intet ses, naar vi ser os
tilbage. Lad Dyndet lægge sig over de Spor, du har fulgt, saa end
ikke Mindet forbliver, og lad os sætte vort Haab til Høsten, der
kommer!«

Holst saa op: »Stundom synes jeg, at du er som en af Renæssancens
Mænd, naar du rydder dig Vej gennem Livet. Og dette sidste synes jeg
var unødigt.«

Ritmesteren svarede: »For mig -- ja. For dig og hende -- nej.«

Holst tav.

Ulla var traadt ud til dem paa Altanen, og Holst lagde sin Arm om
hendes Liv, medens hun vendte sit Ansigt imod ham, og han kyssede
hendes Læber.

Ritmesteren stod lænet mod Balustren, hans Tanker søgte tilbage til
Julia og de Dage, der svandt, medens han hviskede hen for sig:

»Alles was ich erfuhr, ich würzt' es mit süszer Erinnrung, Würzt' es
mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.«

Faa Dage efter stod Holsts Bryllup, og de rejste alle mod Nord.




SLUTNING

Skovsøen --


Der beredtes en sælsom Jordefærd i den lille Kirke nær Esrom Sø. Det
var Eftersommer, og Kornet gulnedes modent til Høst, medens Skovens
Krone mørknedes mod Efteraar. Solen stod klar og blinkede over
lette, graahvide Skyer, og den lille Kirkes Tegl lyste mod Solen.
Tæt mod den hvide Kirkemur var gravet en Grav, og i den sænkede
Graverens Folk en gul Egetræs Kiste, medens den klægede Jord var
skjult af rige Kranse og duftende Gran. Præsten stod høj i sin sorte
Kjole med den skinnende hvide Krave; hans Stemme lød dæmpet, medens
han bad en Bøn, og alvorsfuldt lød hans Ord, mens Jorden slog dumpt
mod Kistelaaget: »Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive, af
Jord skal du igen opstaa.«

Faa var de, der stod ved Graven: Herredsfogden, Ankerkrone og Kurk
og imellem dem Eigil Holst og hans unge Hustru med bøjede Hoveder.
Ulla græd, Ritmesteren var bleg og støttede sig til sin Vens Arm.
Faa af Sognets Folk var til Stede og stod uden Deltagelse, men
alvorsfulde som Almuesfolk ved Gudstjeneste. Der var af alle disse
kun tre, der kendte den dybe Hemmelighed, der gemtes i den simple
Kiste; der havde fulgt det Spor, som nu for evig slettedes ud,
medens Jorden faldt paa Kistens Laag. Faa og spredte Stemmer sang
Salmen, og Følget spredtes over den lille, venlige Kirkegaard, hvor
Graverkarlen ilsomt kastede Jorden til, der fjernt fra Hjemmet
skulde dække Annie Bengtsons sidste Hvilested. Den ensomme Grav
vilde snart blive glemt, og ingen vilde ane, hvad det Navn betød.
Arvid Ankerkrone bøjede sit Hoved, da han kastede det sidste Blik
mod Graven, og tænkte paa det pragtfulde Marmorkors derhjemme ved
Gammalstorp, hvorunder hans Hustru hvilede.

Alle Spor forsvinder -- alle Spor slettes ud.

Det led mod Aften, og Solen sank ned over de gule Marker. Eigil
Holst gik med sin unge Hustru til Skoven, hvor de mødtes første
Gang. Det var stille, og ud over Marken steg en let, slørfin Taage,
medens Klokken klang i den gamle Kirkes Taarn. De steg over Stenten,
hvor Hasselen og Brombærbuskene flettede sit Væv over Kampesten og
det gulgrønne Mos med de gule Stenurter. Der lød et enkelt skarpt
Kvivit fra en opskræmt Fugl, der pilsnart jog mellem Buskene, og
da de naaede gennem Krattet, saa de ved Søen, der laa dybt under
Brinken, en stærk Raabuk, der stod ved Vandet med bøjet Hoved,
medens dens slanke Krop tegnede sig i Spejlet. Vinden bar fra den,
den mærkede dem ikke. De traadte lydløst hen til Bænken og tog
stille Plads.

De talte ikke.

Pludselig, som i Tanker, tog Ulla en Sten og kastede den mod Spejlet
af Søen, der laa ganske lavt med ringe Dybde, trods den hyppige
Regn. Der gik en lynsnar Trækning gennem Bukkens fine Legeme, den
løftede Hovedet og med et Ryk fløj den fra Bredden gennem Krattet i
lange, spændstige Spring.

Der lød et lyst Skrig af en Skovfugl, saa blev alt stille.

Og medens Solen sank, medens Duggen og Duften fra Skoven, der redte
til Hvile, steg om Bøgen ved Brinken, lænede Ulla sit Hoved mod
sin Mands Skulder, og han fortalte hende med dæmpet Stemme den
underlige, vemodige Fortælling om Sporet fra Søen mellem Bøgene nord
for Esrom, der førte over Smaalands Ryer og de blinkende Søer mellem
Lyng og Stene, til Lagunestaden, hvor Dyndet lagde sig over det og
skjulte det, som Sjællands Jord Kisten paa den gamle Kirkegaard bag
de hvide Mure.

Sporet, der skjultes for evigt, men som først havde gjort sin
Gerning, der for de to sikrede det for Glemsel, saa længe Solen
skinnede over en af dem, om den ikke altid kunde skinne over begge,
hvad Mennesker, der elsker, haaber og beder til.

Og saaledes bliver Mindet om Skovsøen, og hvad den gemte, deres
rigeste Minde, som det var det første i deres fælles Eje.

  _Løkken_, Sommeren 1903.





End of Project Gutenberg's Hvad Skovsøen gemte, by Palle Rosenkrantz



*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK HVAD SKOVSØEN GEMTE ***


    

Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.


START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg™ License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg™ License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you
    are not located in the United States, you will have to check the laws
    of the country where you are located before using this eBook.
  
1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg™ website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works
provided that:

    • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
        the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method
        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
        to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has
        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
        within 60 days following each date on which you prepare (or are
        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
        Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
        Literary Archive Foundation.”
    
    • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
        License. You must require such a user to return or destroy all
        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
        works.
    
    • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
        receipt of the work.
    
    • You comply with all other terms of this agreement for free
        distribution of Project Gutenberg™ works.
    

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg™ and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West,
Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.