Flyvefisken »Prometheus«

( En Fremtidsfantasi. )

Skrevet 1869.

Tananariva den 19de November 1969.

Kære Ven!

D u bliver maaske lidt forundret over at modtage Brev fra Madegassernes Land, skrevet i en tropisk Hede paa Biskop Kings skyggefulde Veranda — men saadanne er nu Verdens Omskiftelser! I vore Dage bør man ikke undre sig længere; gør man det, viser det blot, at man ikke følger med Tiden.

Erindrer du vort sidste Møde i det herlige Isphana, hvortil Frederiksberg Have og Søndermarken er bleven omdannet. Jeg husker, som var det i Gaar, denne mageløse Aften, da vi sad paa Slotspavillonens flade Tag og til Tonerne af Avantis Damp-Orkester nød vore Nikotin-Cigaretter. Hvor ser jeg tydeligt den gamle Filister, der blev smidt ud af Amazon-Sangerinderne, fordi han vovede at forpeste Luften med sin gammeldags Portoriko, og hvor smager jeg endnu den skummende San Francisko, som du var saa liberal at give til bedste.

Siden den Tid er meget forandret, men det er jo ogsaa et helt Aar siden. Du sidder nu paa Sukkertoppen som Direktør for de grønlandske Sølvminer, og jeg har endelig overvundet den Modstand, som baade Videnskabernes Selskab og de gamle Parykblokke fra den højst forældede polytekniske Skole har rejst mod min undersøiske Tunnel. I April begyndte vi at gaa ned i Saltholms-Kalken, og ved Hjælp af Wooleys Ultramarin-Dynamit drev vi det til at gennembryde hundrede Meter i Døgnet, saa at vi allerede før fjorten Dages Forløb var et godt Stykke forbi de gamle Søforter. Disse kære Rester fra en svunden Tid har især ligget de gamle Herrer paa Hjerte, og der rejste sig en sand Storm baade i »Dags-Lokomotivet« og i »Den kaloriske Nyheds-Pompe«, der holder af at bringe alle Dumheder til Torvs, saa varme, som de kommer ud af Maskinen. Navnlig nærede man den barnagtige Angest, at det Fort, hvorunder Tunnelen gaar, skulde rystes itu ved de seksten Iltog, der daglig vil komme til at passere mellem København og Malmø. Men selv om dette skete, har det ikke noget at betyde; thi Forterne er og har allerede længe været ubrugelige. Man erindre blot, at man med et diamanthærdet Pil-Projektil, udskudt med en Ladning af otte Lod Nitro-Glycerin af en af Billingates Revolver-Kanoner, har gennembrudt Granitmure af tyve Fods Tykkelse, og en eneste Granatoëder-Bombe, fyldt med sædvanlig Dynamit, vilde sprænge disse Forters Betonmure fra hverandre som var de Æggeskaller. Et Par Artikler i »Sandheds-Solstraalen«, hvori jeg kortelig godtgjorde dette, var ogsaa nok til at standse hele Alarmen. Som jeg har erfaret, staar nu »Bombebøssen«, hvis Midler under den engelsk-amerikanske Krig er stegne saa betydeligt, i Begreb med at købe de to Forter. De brave, gamle Ulke vil der faa en Fribolig, som ligger i deres Element, og Regeringen vinder en af de nedsænkede Millioner tilbage. Hvad det underminerede Fort angaar, har det naturligvis ogsaa fundet sin Anvendelse. Det forenede Smør-Fedevare-Kompagni har erholdt Koncession paa der at anlægge et Damp-Smørkærneri, og betaler endog Tunnelselskabet en halv Procent af Udbyttet, imod at dette forpligter sig til at holde den gavnlige Rystelse vedlige.

Saa vidt var jeg kommet i mine Bestræbelser, da jeg fra min kære Ven, Minesprænger Joseph Spring i New-Orleans modtog et Kabeltelegram, der fuldstændig bekræftede den vidunderlige Opdagelse, som man i længere Tid har tillagt ham. Major Spring, der, som du véd, er den ledende Tanke i det store nordamerikanske Explosion-Society, har anvendt hele sin Tid efter Krigen for at fremstille et Sprængstof, der virkede endnu stærkere end Wooleys Ultramarin-Dynamit, og endelig er det lykkedes ham. Et Løfte, som jeg har givet ham, og som jeg indtil videre maa anse for helligt, forbyder mig her nærmere at omtale dette Stofs Sammensætning. Jeg kan kun meddele, at det virker saa destruerende, at det ikke var muligt, selv mikroskopisk, at paavise, hvor Atomdelene af en Granitblok paa tyve Kubikmeter var blevne af, samt at to Fyrværkere, der forulykkede under Eksperimentet, er saa sporløst forsvundne, at Great-Western-Livsassurance-Kompagni betragter dem som endnu levende, og som en Følge deraf nægter at udbetale de respektive Enker deres Policer. Da Stødet under Eksplosionen kun virker i nedadgaaende Retning ligesom Ultramarin-Dynamitten, er det muligt, at Atomdelene baade af Granitblokken og af de forulykkede er drevne saa dybt ned i Jordens Skorpe, at man aldrig vil faa dem ud igen; men hvorledes det end forholder sig, saa har dette ny Sprængstof givet Spring Ideen til en virkelig genial Tanke. Han har nemlig beregnet, at to Millioner Centner af det ny Sprængstof vil, naar Eksplosionen sker samtidigt ved et over hele Massen anbragt Slag, give Jorden et saadant Stød, at den drives ud af sin hidtil regulære Bane og ind i et nyt Solsystem. Desværre er Omkostningerne ved det ny Stof endnu for betydelige til, at man kan tænke paa at fremstille det i saa store Kvantiteter, og det smukke Eksperiment med stødvis at vandre fra Solsystem til Solsystem maa saaledes udsættes, indtil Driftsomkostningerne kan dækkes.

Men Spring fik snart en anden Anvendelse for sin mærkværdige Sprængsats, som han ikke uden Grund har kaldet Keraunobolit, det vil sige Lynmaterie. I Nordamerika ligger aldrig, som hos os, en Opfindelse brak, og allerede otte Dage før dens Offentliggørelse havde der i New-Orleans og Opo-Deldoc dannet sig et stort Aktieselskab for Damp-Roderi og Spræng-Boring med en imaginær Kapital af to Hundrede Millioner Dollars. Projektet var at gennembryde Tangen ved Panama i en Tid af otte Maaneder til en Dybde af to Hundrede Fod, saa at den amerikanske Kejserstats sværeste Monitorer og Fort-Fordærvere kunde passere derigennem. Alle de tidligere Planer, der havde lidt en uheldig Forsinkelse ved Sydamerikas Erobring og Englands Ydmygelse, blev forkastede, og i Stedet for den af Green projekterede Linie, der vilde faa Kanalen til at bugte sig gennem San Juans og Nicaraguasøens krummede Løb, foreslog Spring en, der ganske stemmer med hans energiske Karakter. Midt under de stormende Debatter paa det Meeting, der holdtes i New-Orleans, greb han det Kort, som var ophængt til Orientering, og gav det med sin Ridepisk en Flænge, der som en ret Linie skar Isthmen fra Bugten ved Darien indtil det store Ocean. — »Saaledes skal Kanalen gaa!« udbrød han med sin Stentorstemme, og disse energiske Ord forplantede sig som en Løbeild gennem Masserne og stillede enhver Meningsforskel. Allerede Dagen efter begyndte man paa »Ridepiske-Kanalen«, som den spøgende kaldtes, og de af Spring vundne Resultater maa i Sandhed kaldes storartede.

Det falder mig ind, at det i disse Dage netop er hundrede Aar siden, at Lesseps Kanal blev aabnet, og jeg erindrer at have læst i nogle gamle Blade paa Folke-Biblioteket det Væsen, der dengang blev gjort af denne Ubetydelighed. Saa vidt jeg mindes var Lesseps seksten Aar om et Foretagende, hvortil Sesostris, Necho og Ptolemæerne havde gjort betydelige Forarbejder, og det i et Land, hvor ingen faste Klippemasser fandtes. Spring har nu akkurat været otte Maaneder om sin Kanal, der vel er betydelig kortere, men til Gengæld fordrer Gennembrydningen af ikke ubetydelige Bjerge. Rigtignok har Redskaberne forbedret sig uhyre siden Lesseps Tid, men Springs Kanal er dog heller ingen Springvej. Det lave, sumpede Kystland ind mod Bugten ved Darien er blevet udgravet paa to Maaneder ved Hjælp af de sædvanlige centripetale Damp-Rodere. Costa-Ricas Højland er i en Strækning af seksten engelske Mil blevet formelig sønderflænget af Keraunoboliten, der som en simpel Løbeildsstribe blev ledet over Bjergene og derpaa antændt. Det første Forsøg gav en tre Fod dyb og otte Alen bred Indsænkning i Terrænet, og ved otte senere Sprængninger var man saa vidt, at Damp-Roderen kunde gøre Resten. Det er Virkeliggørelsen af det gamle Sagn om Thor, der splintrede Bjergene med sin Mjølnir — men denne Mjølnir har ogsaa kostet Kompagniet over hundrede Millioner Dollars.

Den femtende November modtog jeg paa ny et Kabelbrev fra min amerikanske Ven, hvori han meddelte mig, at Kanalen vilde blive aabnet den tyvende, i Overværelse af de betydeligste europæiske Ingeniører, Geologer og Naturforskere, og at han i denne Anledning indbød mig. Da jeg for Tunnelselskabets Regning har særegen Ledning paa den store Kabelvej, og har faaet denne indlagt i mit Hus, svarede jeg straks tilbage, at jeg skulde komme med den første ordinære Flyvepost, der afgik fra Hamborg! men at det var tvivlsomt, hvor vidt jeg vilde naa Isthmen i rette Tid, baade paa Grund af Efteraarsstormene, og den ringe Frist, der var mig given. Endnu samme Aften fik jeg en Telepistel fra Spring, hvori han meddelte, at ingen af de sædvanlige Flyveposter kunde naa Kanalen til den angivne Tid, og at han ikke vilde have sendt mig Indbydelsen, hvis han ikke havde været saa heldig efter Konference med det amerikanske Flugt-Ministerium at kunne stille en særegen, meget fortræffelig Befordring til min Disposition. Den amerikanske Regering havde for tre Uger siden ladet afgaa den nykonstruerede, og i vore Blade saa meget omtalte Flyvefisk »Prometheus« paa sin første Jordomflugt, og der var saaledes en fortræffelig Lejlighed ikke alene til sikkert og hurtigt at naa mine Ønskers Maal, men ogsaa til at gøre mig bekendt med en Konstruktion, der skyldes den geniale Aëronautiker Professor Swallow fra Alabama, og som i sine Virkninger langt overgaar de i England konstruerede Albatros-Skibe, ikke at tale om de hos os anvendte, men nu aldeles forkastede Luft-Kasteller, hvis Fart vel var meget betydelig, men som altid har udmærket sig ved højst irregulær Flugt.

Samtidigt med denne Depeche havde vort atmosfæriske Ministerium faaet Efterretning om, at Flyvefisken »Prometheus«, ført af Kaptajn Bird, var dalet ned i det asowske Hav den fjortende, og at den allerede den sekstende vilde anflyve København eller maaske snarere Køge Bugt, hvis det skulde vise sig, at Havnebassinet i Kallebodstrand ikke var tilstrækkelig dybt til at den derfra kunde foretage sin Opfart. Heldigvis maa man jo paa en Luftrejse ingen synderlig Bagage medføre, og jeg forsynede mig derfor ikke med Guld, men blot med amerikanske Papirer, som maatte være særdeles hensigtsmæssige, da de i den senere Tid har vist en afgjort Tendens til Stigning. Udrustet med disse, med et Aërometer, en Kikkert og en Notitsbog i Brystlommen, dampede jeg endnu samme Aften af Sted med Jernbanen til Køge Bugt, som efter kyndiges Udsagn maatte blive det Nedfalds-Vand, som »Prometheus« ifølge sin særlige Opskruningsmetode kunde anflyve.

Naar man staar i Begreb med at gøre en Luftrejse til Tangen ved Panama, har en Jernbanetur til Køge ikke stort at betyde, og dog gav det et Ryk i mig, da Signalpiben lød, og Iltoget satte sig i Bevægelse — det var første Gang, at jeg gennem Luften skulde gaa over Atlanterhavet, og det tilmed i en Maskine, hvis Bevægelsesmaade var saa særegen. Jeg følte ingen Frygt — mine tidligere Luftrejser til Paris og London var løbne heldigt af — men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg i det sidste Øjeblik, mest for min Families Skyld, forsikrede saavel hele mit Liv, som ogsaa de væsentligste af mine Lemmer i den store transatlantiske Livs- og Lemme-Forsikrings-Anstalt.

Klokken ni Aften ankom jeg til Køge, der netop for første Gang var oplyst med det elektriske Lys, to Kulspidser for Enden af hver Gade. Efter en let Aftensmad i Hotellet, besøgte jeg den ny Kirkegaard for København og Omegn, hvor Overbrænderen Hr. Dodenkopf var saa artig selv at føre mig om, og hvor jeg besaa’ de nye Apparater til Ligenes hurtige Forbrænding i komprimeret Iltluft.

Dog, jeg skal ikke fortabe mig i Digressioner over en Fremgangsmaade, som desværre har ladet vente alt for længe paa sig, men skride lige til Skildringen af min Rejse, som maaske vil interessere dig, da du paa Grund af dit isolerede Opholdssted ikke har Lejlighed til at følge med de Opfindelser, der i de sidste ti Aar Slag i Slag er fulgt paa hverandre, og som har kulmineret i »Prometheus«, en af de sindrigste og mest gennemtænkte Maskiner, jeg nogen Sinde har set.

Som du véd, beskæftigede man sig gennem hele det nittende Aarhundrede overordentlig meget med at løse Problemet om faste Legemers vilkaarlige Bevægelser gennem den fri Luft. Jeg kan saa godt sætte mig ind i disse Menneskers Tankegang. Der maatte, efter at man havde opfundet Dampmaskinen og Telegrafen, være noget overordentligt ærgerligt i, stadigt som en anden Flynder at være tvungen til at kravle om paa Bunden af Luftoceanet, medens man saa’ Flagermusen, Fuglen, ja selv det usleste Insekt frejdig hæve sig derover. Men det nittende Aarhundrede sad fast i en Vildfarelse, som vi heldigvis i det tyvende er komne ud over.

Man vedblev nemlig at bygge Maskinerne efter Luftballonens uanvendelige Princip, idet man ikke rigtig havde sondret mellem det at stige, og den langt vanskeligere Kunst, at bevæge sig selvstændigt gennem Lufthavet. Vor berømte Landsmand var egentlig den første, der ledede Tanken paa den rette Vej, idet han henviste til Fuglene som de bedste Flyvemaskiner, Jordkloden besidder; men hans Konstruktioner havde, som du véd, den store Fejl, kun at kunne afgaa fra bestemte Stationer, hvor man ved meget kostbare og tidsspildende Apparater sikrede dem navnlig en lykkelig Nedkomst. Alle de horisontale Cirkel-Jernbaner, alle de Luftkastels-Taarne og Flyveskibs-Beddinger, som man i saa stort et Antal har bygget trindt om paa Jorden, er nu unødvendige og vil om faa Aar ligge i Ruiner, thi Amerikaneren Professor Swallow maa nu siges at være den, der har løst Opgaven fuldstændig. Medens vi her i Europa stadigt havde Fuglenes Princip for Øje, og derefter byggede vore Falke-Brigger, vore Albatros-Skonnerter og Storke-Fregatter, har denne udmærkede Videnskabsmand hinsides Atlanterhavet haft en ganske anden Model for Øje, som desværre i Europa kun forekommer i Middelhavsbæltet, hvor de omboende Nationer ligger i en endnu dybere Dvale end for hundrede Aar siden. Professor Swallows geniale Tanke laa begravet i Flyvefisken, og han var den første, der i Ordets bogstavelige Forstand fiskede den op af Tankeløshedens store Ocean. Han studerede Flyvefisken i dens to modsatte Elementer, Havet og Luften, og tilbragte hele sin Ungdoms første Blomstringstid ensomt i sin Yacht, vugget paa Atlanterhavets Bølger, fordybet i Tegninger og Planer, der fik hele Amerika til at tro, at han beskæftigede sig med dybtgaaende Planer til Oprettelsen af et Torskelevertran-Smelteri paa Østkysten af New-Foundland. Men det var Flyvefisken, der var Genstand for hans urolige Higen og Tragten. I de lyse, maaneklare Nætter iagttog han, hvorledes denne mærkelige Fisk bevægede sig i Vandet, hvorledes den stillede Finnerne, naar den beredte sig til Flugt, hvorledes den hurtigere end en Pil gennemlynede Luften ved Hjælp af sine mægtige Brystfinner, og det med en saadan Kraft, at Matroserne paa de sværeste Fregatter fangede den i Sejldugsruser, som de opstillede i Mærset. Da han endelig havde gjort sig bekendt med, hvorledes dette vidunderlige Dyr bærer sig ad med at styrte sig ned i Havet igen uden at slaa sig fordærvet paa Overfladen og uden at faa Bræk, hverken paa Hoved eller Vinger, ansaa’ han sin Opfindelse for sikret, og med de sidste Rester af sin kolossale Formue byggede han den »Flyvefisk«, der nu bærer hans Navn som en anden Prometheus fra Sted til Sted over hele den vidtstrakte Jord. Princippet er, som sagt, ganske det samme som Fiskens, kun at han har taget noget af Blækspruttens Bevægelsesmetode med. Skibet flyder paa Vandet, let som en Svane, sænker sig derpaa indtil en vis Dybde, ved at indtage Vand og uddrive Luft, og skyder sig derpaa opefter i en skraa Stilling ved atter med Voldsomhed at uddrive Vandet, hvis sidste Rest det slipper lige som det naar Overfladen. De udstødte Vandmasser giver det en saadan Bevægelsesmængde, at det føres indtil to Hundrede Fod op i Luften. Her sættes Vingefinne-Systemet i Bevægelse, Skruehalen trækkes ind. Styrehalen stikkes ud, og i en susende Fart af halvandet Hundrede engelske Mil i Timen bevæger det sig gennem Lufthavet, indtil det træffer et Vand, som er dybt nok til, at Skibet ikke sønderslaas mod Bunden under sin Nedflugt. Flyvefisken kan altsaa afgaa fra enhver Havnestad, hvor Vandet blot har en tilstrækkelig Dybde. Alle kunstige Stationer med deres Driftsmateriale og Besætninger spares — kort sagt, den bærer med Rette sit stolte Navn »Flyvefisken Prometheus«.

Jeg sov ikke meget den Nat, dels fordi Luftsengene her i Køge er saa slet fyldte, dels fordi jeg var i en let Spænding ved Tanken om det forestaaende. Navnlig kunde jeg ikke faa Springs Sprængstof ud af Hovedet. Snart beregnede jeg, hvor megen Arbejdsmængde vi vilde spare ved min skandinaviske Tunnel, og hvor meget Kompagniet kunde give ham for Kubiktommen, snart gennemgik jeg alle de nyeste Formler for Sprænggasser, og faldt til sidst i en urolig Slummer, hvori jeg syntes, at jeg tilberedte Keraunobolit, mere end nok til at sprænge hele det samlede Tyskland fra hverandre. Noget ør i Hovedet vaagnede jeg Klokken fem og tog mig et ordentligt grønlandsk Snebad for rigtigt at stramme Nervesystemet og styrke Musklerne. Derpaa gik jeg, bevæbnet med en Natkikkert, op paa Nykirkes Taarn for at være den første, der hilste paa Kaptajn Bird, naar han fo’r forbi.

Min Iver havde imidlertid drevet mig alt for tidlig op. Novembertaagen laa kold og graa hen over Byen, ligesom et uhyre Spindelvævsnet, hvori endnu alles Tanker og Bevægelser var hildede. Kun Taarnvægteren, en snurrig, gammel Fyr, var vaagen. Med ham fik jeg mig da en jævn Passiar; men da jeg i min Glæde begyndte at forklare ham Flyvefisken, sagde han: »Ja, jeg kan forstaa, at man kan flyve i Luften; for det har jeg set. Jeg kan ogsaa forstaa, at man kan sejle paa Vandet; for det har jeg ogsaa set. Men det, som Professoren der fortæller, det er, min Salighed, det bare Vrøvl.«

»Det er dog virkelig Sandhed, forsikrer jeg Dem,« svarede jeg.

»Ja, saa véd jeg da saa meget, at det hverken er Fugl eller Fisk, den Maskine.«

»Jo,« svarede jeg, »det er netop en Blanding af begge Dele.«

»Nej, det kan aldrig have sin Rigtighed,« sagde han, »skønt jeg jo nok læste noget om det i Gaar; men véd Professoren, hvad det er?«

»Nej, hvad er det?«

»Det er, den Onde æde mig, Løgn!« svarede han med Overbevisningens hele Styrke, og vilde til at gaa.

Jeg holdt ham tilbage for at give ham en yderligere Forklaring, men i det samme pegede Telegrafviseren paa heftig, nordvestlig Storm, Stationen »Sukkertoppen«. Vægteren gik ind for at telegrafere til København, og derved blev Samtalen afbrudt. Jeg meddeler dig blot denne lille Episode, for at vise dig den Træghedsaand og den Vantro mod alle nye Opfindelser, som endnu rører sig hos den lavere Del af Folket. Denne Mand gaar rolig ind i sit Lukaf for med Lynets Hastighed at melde en Storm, der rimeligvis først nu satte sig i Bevægelse fra dine kære Isbjerge, og saa tror han ikke paa Flyvefisken. — Naa, de gode Folk i Køge har altid været noget til Agters; det er intet Under, at Djævelen engang sendte dem sit Huskors til Belønning.

Henad syv lettede Taagen, Solen tog paa at bryde igennem, og nede paa Gaden begyndte et Liv og et Røre, som viste, at Flyvefisken dog havde sat den mere dannede Del af Køge Bys Befolkning i Bevægelse. Velstaaende Købmænd paa Cykler, rige Godsejere paa ganske fikse Dampheste og Byens Ungdom paa kaliforniske Springstøvler bevægede sig med livlig Travlhed gennem Gaderne og tog Vejen mod Havnen, hvor Dykkerskibet »Neptun« alt havde Dampen oppe for det Tilfælde, at der skulde tilstøde Flyvefisken et Uheld. Springstøvlen er vel næppe hos eder blevet noget almindeligt Bevægelsesmiddel, i det mindste er den hos os endnu temmelig ny, skønt dens Resultater er ganske overordentlige, og Anvendelsen af den i stadig Stigen. Rigtignok hører der lidt Øvelse til at benytte den, men har man først opnaaet denne, bliver den saa godt som uundværlig. Man kan jo ikke nægte, at Bevægelsen er noget græshoppeagtig og ikke ganske fri for et vist komisk Anstrøg, navnlig naar Folk sætter over Hovedet paa hverandre. Imidlertid har jeg i Paris paa Boulevarderne set dem blive benyttede med al den Lethed og Elegance, som er de parisiske Damer ejendommelig, især i Nedfaldet. Her i Køge saa’ jeg kun faa Damer, og disse kom rigtignok mere af Sted paa Hovedet end paa Benene; men da jeg til sidst fik Øje paa to temmelig svære Madammer, som i deres Iver efter at naa Havnen satte ud over Bolværket, og kort efter dyngvaade sprang hjemad under Drengenes Jubel og Latter, da nægter jeg rigtignok ikke, at jeg ærgrede mig paa mine Landsmændinders Vegne og begyndte at tvivle om, hvor vidt Apparatet egner sig for de koldsindige og mere flegmatiske Nordboer.

Næsten i samme Øjeblik faldt Skuddet fra Havnefortets Pladetaarn, et sikkert Tegn paa, at »Prometheus« var i Flugt. Jeg rettede min Kikkert imod Nord, men saa’ i Begyndelsen intet andet end Havet og enkelte højrøde Skymasser, der funklede i Horisonten. Ud af disse skød sig pludseligt et enkelt, sølvglinsende Punkt, der faa Sekunder efter voksede i Størrelse, uden at jeg dog var i Stand til at angive dets Form eller Omrids. Imidlertid nærmede det sig med rivende Hastighed, funklende og lysende i Morgensolens Straaler. Snart blev dets Vinger synlige som et Par sorte, skarpe Striber; en let, hvidlig Røg strømmede ud agter, kort sagt, nu var der ingen Tvivl om, at det var den længe ventede »Prometheus«, som var i Opflugt.

Nu var den ogsaa bleven bemærket fra Byen. Alles Ansigter spejdede opad, livlige Hurraraab hørtes, samtlige Kanoner fra Fortet gav Salut, og samtidigt dermed istemte Borgerparaden foran Hovedvagten den bekendte Hymne: »Hil dig, du Luftens Ørn«. Jeg havde ombyttet Kikkerten med Uret. Der var kun gaaet tre Minutter, siden jeg først havde iagttaget den som et Punkt — nu hørte jeg Vingeslagenes mægtige Brusen, ikke ulig et stormrørt Hav, der bryder sig i Brænding mod en klipperig Kyst, og samtidig dermed saa’ jeg »Prometheus« i en Højde af omtrent otte Hundrede Fod som et sølvskinnende, blanktpoleret Legeme af Fiskeform med kulsorte, flagermusagtige Vinger, og en Hale, hvis hurtigt omdrejende Bevægelse forbød enhver nærmere Undersøgelse. Pludseligt standsede den i Luften, da den tilsyneladende var midt over Byen. Vingerne bevægede sig hastigt sitrende, ikke ulig de Fluers, som vi om Sommeren ser næsten stillestaaende paa én Plet. Derpaa bøjede Halen sig opad, Vingerne, som nu holdt sig ubevægelige, antoge en Skraastilling imod Flyvefiskens Plan, og under et bedøvende Forfærdelsesskrig fra Masserne paa Gaden og ved Havnen skar den som en Pil nedad med stedse voksende Faldhastighed. Det var et frygteligt Øjeblik! Selv jeg, som vidste, med hvilken Færdighed Kaptajn Bird manøvrerer, troede sikkert, at »Prometheus« skulde knuses imod Jorden; thi fra mit Standpunkt tog det sig ud som om Flyvefisken styrtede ned over Raadhusets Spir. Men snart blev jeg det optiske Bedrag va’r. Som et uhyre Stjerneskud skød den ned mod den ydre Havn, Vingerne lukkede sig og lagde sig ind i de for dem bestemte Hulheder. I samme Øjeblik hørte jeg et forfærdeligt Plask, en Søjle af Skum og Vand rejste sig saa voldsomt i Vejret, at selv Skibene i Havnen overskylledes, og Baadene havde al deres Energi behov for at frelse sig fra at kæntre. Gravens Stilhed fulgte oven paa dette frygtelige Øjeblik. Der var ikke et Ansigt, ikke et Blik, uden at det var rettet ud over Havet — det var som frygtede man selv for at drage Aande, inden Skibet lod sig til Syne. Da rejste sig en ny, vældig Havbølge længere ude; den skiltes, og ud af dens Indre traadte, som Perlen af en Musling, »Prometheus« frem i hele sin skinnende, sølvhvide Glans. Fra Flyvefiskens Hoved steg en hvid Dampsøjle lodret i Vejret, som var det Aandestraalen fra en uhyre Hval. Et Sekund senere naaede Damphornets Lyd mit Øre, og i samme Nu brød en uendelig Jubel løs. Hurraraab fra Havnen, nye Salutter fra Fortet, Viften med Flag og Tørklæder — Begejstringen var, for Køge at være, ualmindelig.

Midt under denne højrøstede Jubel saa’ man pludseligt en bred Spalte komme til Syne i Skibets Forende. Det lignede paa det nærmeste en Fisk, der aabner sit Gællelaag. Ud af dette skød sig en lang, sort Slange, der, hvilende paa Vandet, svulmede og svulmede, indtil den endeligt viste sig at være Flyvefiskens Storbaad, som Dampmaskinen pustede op. Lidt efter aabnedes en Luge nær ved noget, som i Stilling og Form lignede Fiskens Rygfinne, og i himmelblaa Fløjls-Uniformer med stjernebesatte Skærf traadte Kaptajn Bird tillige med Skibets øvrige Officerer ud paa Flyvefiskens Ryg, for endnu en Gang at blive Genstand for Mængdens jublende Hyldest. Kort efter var Luftbaaden klar, dens Skrue sattes i Bevægelse, og som en Pil skød den sig ind imod Havnebroen, bærende Kaptajn Bird og hans Følge, medens det ny amerikanske Flag, med sin straalende Sol og ni og tredsindstyve Stjerner, stoltelig slæbte sig i dens Kølvand.

Jeg forbigaar den Dinér, som Aldersformanden og Køges mest formuende Borgere gav paa Raadhuset. Slige Gilder med deres Taler ligner jo altid hverandre. En Undtagelse var dog Kaptajn Bird, der paa den lange, begejstrede Tiltale af Aldersformanden kun svarede med de Ord: »Opad og altid fremad!« — hvorpaa vi alle i dyb Tavshed brød vore Glas til Ære for ham. Man ser straks paa Kaptajn Bird, at han er en ægte Luftmand. Der er i hans Profil og i hans Blik noget, som minder om en Albatros, og jeg tror ikke, at hele Fyren vejer over firsindstyve Pund. Officererne og Besætningen er af samme fortrinlige Race — smaa, magre, skægløse, med underlige klare, langsynede Øjne, næsten pibende Stemmer og med den fine, blege Hudfarve, der er særegen for Folk, som tilbringer mere end deres halve Liv i lukkede Maskiner.

Efter Gildet var Kaptajn Bird saa elskværdig at invitere det samlede Selskab om Bord paa »Prometheus«, og da jeg tænker, at du er nysgerrig efter at lære dens Konstruktion at kende, skal jeg give dig en nærmere Beskrivelse af Flyvefisken, idet jeg forbigaar de mange dumme og intetsigende Indvendinger og Spørgsmaal, som de gode Køgeboere gjorde Kaptajn Bird, og som tidt aftvang baade ham og mig en hjertelig Latter.

Flyvefisken ser, naar den flyder paa Vandet, nærmest ud som en svømmende Sværdfisk, der leger i Overfladen. Hele Skibets ydre Beklædning bestaar af et fire Tommer tykt Aluminiumspanser, i hvilket man, ved at lade overhedede Dampe strømme igennem Metallet, medens det var i smeltet Tilstand, har frembragt en høj Grad af Porøsitet med dertil svarende ringe Tyngde. Hele Overfladen er senere glattet efter og poleret spejlblank, hvorved Solstraalerne kastes tilbage som fra poleret Sølv, saa at de indelukkede Passagerer og Mandskabet ikke lider af Solvarme. Vingerne, som er noget over et halvt Hundrede Fod lange, er byggede af Staalfjedre, der med Tværribber lægger sig den ene hen over den anden for at give dem mere Modstandsevne under Nedslaget. Under Opslaget stilles de paa skraa, saa at de skærer Luften med den skarpe Kant, og da de med Basis hviler paa en overordentlig stærk Staalfjeder, der i Hesteskoform indtager Skibets forreste Del, trykker de denne ved Bevægelsen sammen, saa at ved Nedslaget baade Maskin- og Fjederkraften kommer til at virke. De er beklædte med det af Ingeniør Kolibri opfundne Fjerfilt, mættet med en Kautsjukopløsning, og ligner i Form ganske Flyvefiskens Brystfinner. Ligesom hos denne kan de foldes sammen paa langs som en Vifte, og optages da fuldstændigt i to paa Siderne anbragte Fuger, saa at de ikke gør nogen Modstand under Neddykningen.

Allerede disse sorte Vinger staar i en forunderlig grel Modsætning til Skibets sølvhvide Overflade; men hvad der giver Flyvefisken sit fra andre Flugt-Fartøjer mest afvigende Udseende er den Snabel eller rettere Stødtand, hvori Hovedet ender. Det er en stærk Jernspids af henved atten Fods Længde, formet som Sværdfiskens Sværd og bestemt dels til at skære Luften under Flugten, dels til at tage imod Stød, hvis Flyvefisken under sin Nedflugt skulde være saa uheldig at ramme Bunden. Den støttes med sin bageste Flade mod den allerede omtalte Staalfjeder, hvorved Vingerne under et eventuelt Stød vil slaas ud, og saaledes bidrager til at stoppe hele Farten, idet deres samlede Vingeflader presser imod Vandet. Bag ved dette Apparat ser man paa Flyvefiskens egentlige Hoved ni smaa Huller, der ser ud som Gjællespalterne paa den saakaldte »Niøje«. Af disse udsveder Maskinen sin overflødige Olie, som dels bidrager til at holde Vingeleddene i Gled, dels til at overfedte hele den bagved liggende Del, saa at baade Skroget og Vingerne skyder Vandet fra sig i Neddykningsmomentet. Langs Ryggen af Skibet løber en smal Kam, der ved første Betragtning har stor Lighed med en Rygfinne. Det er den store Nedfaldsskærm, der i sin sammenfoldede Form bidrager til Skibets Balance i Luften og kun slaas ud, naar ekstraordinære Omstændigheder kræver det. Den vil da, selv om der er sket Brud paa Vingerne, holde Maskinen svævende, indtil den naar Jorden.

Ogsaa det indre frembyder i saa mange Henseender Afvigelser fra de sædvanlige Flugt-Fartøjer, at jeg ikke vil undlade at give dig en Beskrivelse deraf, skønt det meste vil være dig bekendt. Flyvefisken er, ligesom Heksalatorerne, konstrueret med tre Dæk: et øverste, som indeholder de lettere Maskindele, nemlig Solvarme-Apparatet, Brint-Udvikleren, Brint-Samleren og de aëro-hydrauliske Beholdere; et mellemste, der bærer Flyvemaskinen samt Officers-Lukaferne, og endelig et nederste, særdeles komfortabelt indrettet, bestemt for Passagerer og de Godspakker, som ikke vejer over ti Pund. Mandskabet ligger som sædvanligt i Hale-Mellemdæksrummet, og her findes ogsaa den elektromotoriske Maskine anbragt, som tjener til Styring, til Belysning og til telegrafisk Kommando om Bord. Lukaferne for Passagererne er rigtignok meget smaa, men særdeles snildt og smagfuldt indrettede: en Luftseng, en dertil svarende Luftkanapé og den sædvanlige Nedfaldsskærm, som hænger under Loftet, er deres eneste, men mere end tilstrækkelige Bohave. Gulvet er overalt af Krystallin, saa at man under Flugten uhindret kan nyde Nedsigten til Jorden gennem flere i Gulvet anbragte Skylighter. Under Op- og Nedflugten lukkes disse naturligvis hermetisk til; men det Natmørke, der under disse Omstændigheder vilde herske paa Skibet, spredes fuldkomment ved den elektriske Lanterne, som er anbragt i Skibets Agterende. Denne Lanterne er et rent Vidunder; thi næppe større end en knyttet Haand, udbreder den et saa blændende Lys, at det vilde skade Synet, hvis Skæret ikke dæmpedes af blaa og rosenfarvede Glas, som man efter Behag kan skyde for Lysaabningen i Døren. Hvad der imidlertid mest tiltrækker sig Beskuerens Opmærksomhed og tiltaler ham som noget nyt, er de to aëro-hydrauliske Beholdere, der som to uhyre Sække strækker sig langs med Skibets øverste Dæk, som de i spændt Tilstand næsten udfylder. Disse Beholdere, der i Form har megen Lighed med Fuglens langstrakte Lunger, eller endnu bedre med Fiskens Svømmeblære, er gjorte af Wards Muskelstof og hører til de Opfindelser, hvorved Menneskeaanden har fejret en af sine skønneste Triumfer. Under Neddykningen i Havet, hvor alle Ventilerne aabnes, indsuger de med stor Voldsomhed Vandet, som udfylder hele deres indvendige, svampede og porøse Væv; men lige i det Øjeblik, da Flyvefisken ombytter sin nedadgaaende Skraastilling med den opadgaaende, paavirkes de af en stærk elektrisk Strømning fra Elektromotoren agter og sammentrækker sig derved saa kraftigt, at Vandet med stor Voldsomhed drives ud og løfter Skibet i Vejret. Ved denne voldsomme Uddriven sønderdeles Vandet og dekomponeres til en vis Grad, men paa Grund af Brintens Tiltrækning til Stoffet, bliver denne i stor Mængde tilbage, saa at Beholderne under den begyndende Flugt for en Del er fyldt dermed. Herved opnaas to uberegnelige Fordele: for det første, at Brinten paa Grund af sin Lethed betydeligt formindsker Flyvefiskens specifikke Tyngde og giver den en fortræffelig Balance, og dernæst, hvad der er Hovedsagen, afgiver et luftformigt Brændemateriale til Flyvemaskinen. Dette benyttes imidlertid kun om Natten og i skyfuldt Vejr. I Solskin forsynes Maskinen, som paa alle andre Flugtskibe, ved kondenseret Solvarme, og Apparatet paa Flyvefisken er i Realiteten ikke meget forskelligt fra de sædvanlige. Hulspejl-Kondensatoren, der ellers rager frem som en omvendt Paddehat, og ved sin Modstand mod Luften bidrager til at hemme Flugten og genere Bevægelserne, er her anbragt i Niveau med Skibets øverste Flade. Klokkeapparatet, hvor Solstraalerne end yderligere kondenseres, indtil de naar 400 Gr. Cels., ligger umiddelbart over Maskinrummet og skal være særdeles virksomt. Ligeledes paastaar Kaptajn Bird, at Aluminiumsspejlene skal virke langt kraftigere end de hidtil anvendte af blankt poleret Sølv. Dog kan jeg ikke rigtig indse hvorfor, ligesom hele Solvarmeapparatet forekom mig temmelig bekendt, med Undtagelse af Kondensatoren. Hvad Skibets øvrige Indretning angaar, skal jeg ikke trætte dig med Detailler, der vil være dig bekendte. Hele dets indre Skelet er som sædvanlig fabrikeret af de bekendte Aluminiumshulrør, og Krystallinet træder i Stedet for det ulige tungere Træ. At al Kommando foregaar ved elektriske Ledninger, er en Selvfølge.

Det var en sand Fornøjelse at se de gode Køgeboeres Forundring, medens Kaptajn Bird førte os fra Rum til Rum og forklarede os hver enkelt Detaille, idet han stadigt paaviste, hvorledes den højeste Grad af Lethed overalt var forbundet med den størst mulige Styrke; men da han proponerede Aldersformanden og de andre at prøve en lille Neddykning med dertil hørende Opflugt, for at de praktisk kunde forvisse sig om Flyvefiskens Hurtighed og Soliditet, blev de gode Herrer noget lange i Ansigtet og fik et Anfald af Tjenstivrighed, som fordrede deres øjeblikkelige Nærværelse i forskellige kommunale Møder og Komiteer. Dog vil jeg ikke dadle dem derfor. Det nærmeste Nedfaldsvand var jo Kattegat, og at gaa tilbage over Sjællands Odde med Nordvestbanen vilde jo altid være forbundet med nogen Besvær og Tidsspilde.

Klokken fem Eftermiddag skulde vi lette, og jeg foretrak derfor at blive om Bord, saa meget mere som baade Kaptajn Bird og de øvrige Luftofficerer viste sig at være særdeles belevne Folk, som med stor Beredvillighed meddelte mig alle de Oplysninger, jeg endnu maatte ønske. Skibet gør halvandet Hundrede engelske Miles Fart i Timen, kan medføre tyve Passagerer, hvoraf næsten alle til denne Rejse var Referenter, og kan bære indtil fem Hundrede Pund Gods. Dets Vinger er fire og halvtredsindstyve Fod i Længden, atten i Bredden ved Basis, og gør normalt 120 Vingeslag i Minutten. Mest interesserede det mig imidlertid at se Brintapparatet arbejde, hvorved denne Luftart udskilles af den omgivende Atmosfære og opspares til kommende Brug, ligesom jeg ogsaa beundrede den simple Metode, hvorved de talrigt tilførte Æggeblommer, som udgør Mandskabets sædvanlige Kost, gik over fra flydende til fast Tilstand og droges ud af Maskinen som lange tynde Stænger, der havde en ikke ringe Lighed med Svovlblomme.

Klokken fire forkyndte Elektromotorens Molklokker, at alt var klart, og at alle, der henhørte til Mandskab og Passagerer, skulde være inden Borde. To Gange snoede den lange Luftbaad sig som en uhyre Vandsnog imellem Kysten og Skibet, medtagende paa sin første Fart den Del af Besætningen, der havde haft Landlov, og medførende paa sin anden samtlige Passagerer, hvoraf ikke mindre end tretten var Referenter, samlede fra Jordens mest forskellige Egne. Jeg mønstrede dem nøjagtigt, medens de i deres sirlige Toiletter og endnu med Notitsbøgerne i de nydelige Hænder passerede mig forbi med den elegante Holdning og kokette Suffisance, som er saa ejendommelig for de Damer, der er ansatte i Pressens Tjeneste, og som navnlig paa en Luftrejse ved, at alt, baade Hav og Jord, er dem underlagt. Hvad skildrer dig min Overraskelse, da jeg blandt de sidste opdagede Miss Anna Blue, hvis Bekendtskab du vist husker, at jeg gjorde i Kalkutta, og i hvem du véd, at jeg har været — og for dig, kære Ven, kan jeg jo gerne tilstaa det — endnu er dødelig forelsket. Jeg følte mit Hjerte hamre voldsommere end Elektromotorens Klokker, idet jeg trykkede hendes Haand, og det var med en Følelse af Angest og Glæde, at jeg saa’ hende forsvinde i sit lille Lukaf, der var anbragt lige over for mit, idet hun endnu i Døren tilviftede mig Afsked med sin himmelblaa Fjerhat. Ak, tænkte jeg, det er det fortrædelige ved alle vore Flugtfartøjer, at man absolut skal holde sig hver paa sin Plads for ikke at komme ud af Balancen. Hvo der nu havde, som i gamle Dage, et frit og luftigt Dæk, hvor man kunde spadsere med sin Elskede under Armen, høre Vindens Sus i Sejlet og se paa Bølgernes Leg, naar de i regnbuefarvede Skumperler brødes foran Skibets Bov! Men ligge syv og tredive Timer alene, udstrakt paa sin Luftseng, uden anden Fornøjelse end at ryge en Nikotin-Cigaret og stirre ned igennem Gulvet, hvor Jordens Byer og Bjerge farer En forbi, som fordum Telegrafstængerne paa en Jernbane; uden at nyde andet end kondenseret Kvælstof og Æggeblomme — det er ikke de glædeligste Udsigter. Vor Tid er praktisk og til en vis Grad komfortabel; men poetisk — ak, det var i gamle Dage!

Af disse Betragtninger blev jeg udrevet derved, at Luftbaaden for tredje Gang satte i Søen for at vende tilbage med noget, som jeg i første Øjeblik antog var Liget af et Menneske. Det laa lige saa langt det var — og det var meget langt — i Agterenden af Baaden, saa at dens Stævn formelig stejlede i Vejret ligesom en slangebugtet Havhest. Der var adskillig Grinen blandt Mandskabet, og ikke faa Vittigheder hørtes af disse lette Gutter, da Genstanden for min Opmærksomhed blev halet om Bord, og efter Kaptajnens Ordre bragt ned under Maskinrummet, hvor man for Ligevægtens Skyld anbragte den paa Balancevognen, for at den, hvis den begyndte at bevæge sig, i Hast kunde forskydes paa den lille Skinnebane, der løber langs mellemste Dæk. Genstanden viste sig nemlig ikke at være nogen ringere, end Hr. Knoll, Referent for Vittighedsbladet »Den kaloriske Brølabe« i København. Kaptajn Bird var Fortvivlelsen nær. Denne ene Passager vejede ham lige saa meget, som fire af hans Folk, og gjorde kun Nytte, naar Skibet skulde synke. Et Brev fra Redaktionen meldte imidlertid, at man var villig til at betale ham efter Vægt i Overensstemmelse med Taksten for Maskindele og Husdyr, og da han paa Grund af Frygt for Himmelsyge var bragt om Bord i hypnotiseret Tilstand, var der intet ved Fyren at gøre. Foruden at anerkende, hvor meget Damer egner sig til Referenter paa Grund af deres rige Fantasi og store Modtagelighed for Indtryk, anser jeg dem for at være saa fortræffelige Passagerer om Bord paa et hvilket som helst Luftskib, at man efter min Mening burde styre disse Maskiner alene ved dem. Kvinden har i Farens Øjeblikke en Aandsnærværelse og Konduite, som gerne kan siges at være proportional med Farens Størrelse. Dertil vejer hun mindre og er paa Grund af sin større Brystkasse ikke saa udsat for den fatale Himmelsyge, som ofte bevirker, at selv de braveste Luftmænd gøres uskikkede til Tjeneste. Hvorledes det kunde falde »Den kaloriske Brølabe« ind at sende os en saadan Dromedar paa Halsen, skal jeg lade være usagt, men vi tog ham med som et desværre uigendriveligt Faktum og lod Halvdelen af vore Balancelodder bringe i Land.

Der er en forunderlig dæmpet, vemodsfuld Klang i de Klokkespil, som den elektriske Motor sætter i Bevægelse, i de vekslende Signaler og Bud, som de meddeler, naar Flyvefisken begynder at sænke sig under Vandet. Jeg anstillede disse Betragtninger i det højtidelige Øjeblik, da man hørte Skibets Luger og Bolte lukke og laase sig, saa at der blev mørkt rundt omkring os som i en Kasse. Pludseligt var det som en funklende Solstribe skød sig hen over os og indhyllede alt i en Lysmasse, der blændede Øjet. Det var den elektriske Lanterne, som tændtes. Ved den forandrede Strømning hørte Klokkespillet op, man mærkede en let Giren og Sitren i alle Skibets Sammenføjninger, Luften blev koldere og koldere, man havde en ubestemt Følelse som af en trykkende Mare, der red paa Ens Bryst — det var Skibet, der sænkede sig sine femten Favne for at berede sig til Opflugt. Pludseligt følte vi et let Stød, Tegnet paa, at Skibets Bund berørte Havets. Enkelte Vandperler, drevne ved Vandmassernes uhyre Tryk, trængte sig frem gennem de næsten hermetisk tillukkede Sammenføjninger i Aluminiumspladerne, det sukkede i Metallet, som vaandede Skibet sig under Bølgernes vældige Favntag, inden det svang sig mod Lyset. Derpaa begyndte det langsomt at hæve sig med Forenden i Vejret. Stillingen blev mere og mere hældende, til Slutningen endog saa skraa, at jeg maatte anbringe mine Fødder i Bøjlerne paa min Luftseng og med begge Hænder gribe fat i de Stropper, som dinglede over mit Hoved. Pludseligt kom et Stød, som fik Flyvefisken til at ryste og bæve, saa at det dirrede i alle dens Fuger. Dette Stød efterfulgtes af et andet, et tredje — det var som en Finhvals Hjerte pulserede over mit Hoved. Med hvert Pulsslag tiltog Bevægelsen i Styrke, og Vandstraalernes rytmiske Udsprøjtning var saa voldsom, at den ganske overdøvede Larmen af Skruen, skønt ogsaa denne var i fuld Gang. En Plasken og Brusen, som af uhyre Vandmasser, der slyngedes i Vejret; en Hvæsen, Brølen og Larmen af Vandbeholderne, der nu udtømte deres sidste Rest; en hvinende Fløjten af Damppiben, der udsendte sit længe tilbageholdte Aandedræt — alt forkyndte tillige med Skibets forandrede Stilling, at vi var i Luften. Snart hørte vi kun Vingernes mægtige Susen, deres taktfaste Aareslag, medens de roede os frem gennem Lufthavet. Luger og Skodder skødes atter fra, det elektriske Lys sattes paa halv Strøm, og jeg vendte mig om paa mit Leje for at stirre ned gennem mit Skylight. Hvor herligt! Bølgerne rullede under vore Fødder, Maanen var staaet op og kastede en bred Sølvstribe hen over Bugten, en Tremaster, et Par Fiskerbaade laa dybt under os, Køge Fyr forsvandt som en lysende Stjerne — der var ingen Tvivl mere! Vi skød gennem Himmelrummet, hurtigere end Ørnen.

Jeg skal ikke dvæle ved at beskrive dig Detaillerne i en Luftrejse, som Skribenter og Referenter, Poeter og Romanforfattere har behandlet, ja endevendt paa enhver mulig Maade, siden de første Flugt-Fartøjer kom i regelmæssig Fart. Du har jo desuden selv gjort et Par mindre Farter, og Lufthavets talrige Fænomener, dets Skyspejlinger med deres mange optiske Bedrag vil være dig fuldkommen bekendte. Da jeg derimod véd, at du af sørgelig Erfaring kender Himmelsygens forfærdelige Kvaler, vil det maaske interessere dig at høre, at man paa dette ny Skib under sædvanlige Forhold ikke er synderlig udsat for dens Virkninger, saa at den meget mislige Kloroformsøvn og den endnu misligere Hypnotisering, der ellers anvendes paa over Halvdelen af Passagererne, meget godt kan undgaas. Flyvefisken bevæger sig saa roligt, saa sikkert gennem sit Element, at man undertiden fristes til at tro, at man er fuldstændigt i Hvile, hvis ikke Vingernes susende Slag højrøstet forkyndte, at man er idel Bevægelse. Grunden til, at man paa »Prometheus« lettere undgaar denne forfærdelige Syge, ligger vistnok i Maskinernes Fortræffelighed og i Balance-Apparatets Anvendelse, thi herved undgaas det fatale Chok, hver Gang Vingerne løfter sig til Nedslag; men Hovedgrunden søger jeg dog deri, at Kaptajn Bird kan gaa meget lavere end nogen som helst anden Luft-Kaptajn, hvorved alle de Lidelser, som Opholdet i den fortyndede Luft foraarsager, mildnes. Livet om Bord er som paa de andre Luftskibe aldrig synderlig behageligt, da man ikke som paa Havet kan forandre sin Plads og i det hele er reduceret til at være et Vægtlod i Maskinen. Dertil kom, at jeg havde faaet det nyeste filosofiske Stridsskrift med, og var saa ubesindig at vove mig ind i denne Kamp om »Væren og Ikke-Væren«, der, som du véd, har delt vort filosofiske Fakultet og Publikum i to Lejre, der er færdige at æde hinanden. De filosofiske Begreber nu til Dags er saa sylespidst udtrukne, Dialektikken og Bevisførelsen saa uendelig fin og tynd, at man ofte synes, at der slet intet er at strides om, uden den bare Luft. Men selv denne Luft har i Reglen noget saa fortyndet og fortyndende ved sig, at Blodet stiger En til Hovedet, at Aandedrættet standser, saa at man gribes af den nervøse Angest, der netop er en af de kvalfuldeste Sider af Himmelsygen. Jeg slængte derfor Bogen bort, da jeg mærkede Sygens første Symptomer, lod Væren og Ikke-Væren være, hvad det er, og kiggede derpaa ned gennem mit Skylight, glad over, at jeg endnu kunde betragte mig selv som den værende.

Det var en dejlig, maaneklar Aften. Fyn med sine mange Smaaskove, Flækker, Herregaarde og Købstæder laa udbredt under vore Fødder som et uhyre Landkort, og dernede tændtes som funklende Stjerner det ene lille Lys, det ene røde Blus efter det andet, medens Røgen fra Byer og Fabrikker langsomt steg i Vejret, bølgende under vore Fødder som et uhyre Taagetæppe, gennem hvis løse Islæt man skimtede Livet i Dybet. Af og til svang Tonerne sig op til os som luftige Fugle. Snart var det Kirkeklokkernes brummende Bastoner, snart en lystig Hornretræte, snart Damppibens skarpe Klang fra Togene, der som kulsorte Slanger med ildspyende Hoved og grønne og røde Øjne bugtede sig hen gennem Daldybene for at forsvinde i Mørket. Snart var baade Sjælland og Fyn med deres livligt bevægede Liv os af Syne. Vi fo’r hen over de mørke, alvorlige Fyrreskove, som dækker Jyllands fordums Heder, vi kastede et Blik ned til Viborgs genopstandne Domkirke og fløj derpaa over Skagens Horn, hvis talrige Guanofabrikker lysnede og funklede i Mørket, og hvorfra vi hørte Lyden af de tunge Damphamre, der pulveriserer Nord- og Østersøens Rigdomme af Tangarter og Skaldyr. I ustandselig Fart gik vi over Nordsøen. Dens Bølger rullede og fraadede dybt under Flyvefiskens Bug, og vi blev nødt til at stige nogle Tusinde Meter for ikke at komme ind i Hvirvlerne af den Storm, som netop rasede dernede. Jeg var lige i Færd med gennem min Kikkert at betragte, hvorledes et prægtigt tremastet Skruedampskib red Stormen af for klodsrebede Mærssejl og halvrebet Fok, da jeg gennem Talerøret hørte Kaptajn Birds Stemme, som spurgte mig, om jeg havde Lyst til at se Ruinerne af London. Tyve Minutter efter svævede vi over Resterne af den før saa stolte, nu saa øde og ulykkelige By. Virkningerne af Amerikanernes Luft-Torpedoer, men navnlig af deres Dynamit-Katapulter, hvormed de vovede sig lige ind i Hjertet af Byen, var mere end forfærdelige. Hele store Kvarterer laa, ikke i Ruiner, men i Støv, som Nattestormen hvirvlede i Vejret, hver Gang den fo’r ned over Themsens dødstomme Flade. Kaptajn Bird viste mig den Artighed at lade Flyvefisken staa nogle Minutter stille over den afbrændte By, for at jeg kunde overbevise mig om Ødelæggelsens Forfærdelighed; men den Sitren, som de trefold fordoblede Vingeslag bringer Skibet i, var mig saa utaalelig, at jeg bad ham høre op, skønt jeg vel kunde forstaa den sejrsstolte Følelse, hvormed han som Amerikaner skuede ned paa sin tilintetgjorte Rival. Ak, i vore Dage har old England wooden walls tabt deres Betydning!

Et Kvarter forløb, under hvilket vi til Passagerernes store Forskrækkelse sænkede os saa lavt, at det ofte saa’ ud, som om vi skulde løbe an mod de sønderrevne Klippetinder, hvorpaa Wales’ vestlige Kyst er saa rig. Vi fo’r atter over Vandet i en Højde af næppe fem Hundrede Fod over de stolte Tremastere, som gyngede dernede, og hvoraf de fleste førte amerikansk Flag. Men snart skulde vi ogsaa se dette vaje paa det forhen saa mægtige Albions Grund; thi halvt hyllet i Taager, stigende op af Havet som en uhyre, tangbevokset Hval, laa det gamle Hibernia, nu Fenierland, for os i Maaneglansen. Det amerikanske Unionsflag vajede fra hvert Fort, hver Havn, vi fløj forbi. Skanse fulgte paa Skanse ved ethvert nogenlunde udsat Punkt, Tonerne af den amerikanske Frihedshymne steg op til os, baarne af Nattevinden, Bajonetterne glimtede dernede, men Landsbyerne og Bøndernes Huse saa’ lige øde ud — det vil vare længe, inden Broder Jonathan faar Paddy klædt paa, thi Broder John flaaede ham for hans sidste Skjorte, inden Hjælpen fra den ny Verden kom.

Snart hørte vi det larme og bruse i det fjerne mod Nord. Det var Brændingen, som brød sig omkring Hebridernes Klippekyster, der ovenfra tog sig ud som oprakte magre Hænder, kantede med bølgende Skum-Manchetter. Kaptajn Bird viste mig det Sted, hvor Fingalshulen havde staaet. Nu havde Vandene fuldendt deres Ødelæggelsesværk; kun enkelte sorte Basaltsøjler, der ragede op af Skummet, betegnede dens Plads. For Resten begyndte vi at føle, at vi nærmede os Atlanterhavets uhyre Flade. Den bløde, varme Atmosfære fra Jorden hørte op, Søluften i al sin skærende Friskhed gjorde sig gældende, og af og til mærkede vi lette Sitringer i »Flyvefiskens« Skrog, som viste, at vi bevægede os gennem oprørte Luftmasser. Jeg erindrede den Storm, der var meldt os paa Telegrafstationen i Køge, og spurgte Kaptajn Bird, om han var bange for den. »Kender ikke det Ord,« peb det gennem Talerøret. »Gaar hurtigere end Stormen!« Beroliget ved denne kategoriske Udtalelse, skød jeg Skoddet for Skylightet, og idet jeg til Afsked endnu en Gang kiggede igennem det, saa’ jeg, at vi allerede havde hævet os saa højt, at der intet mere var at se, hverken af Hav eller Land. Store, maanebelyste Skyflader fo’r af Sted under vore Fødder, snart som uhyre, sølvglinsende Makrelstimer, snart som mørke, takkede Skybjerge, hvorigennem Maanens Lys ikke formaaede at trænge. Pludseligt rev et funklende, flammende Lyn sig ud af en af disse luftige Klipper og lyste saa stærkt op omkring os, at det næsten fordunklede Lanternen om Bord. Vi hørte naturligvis ingen Torden, men efter Glansen at dømme maatte de elektriske Skyklipper være os temmelig nær, og du véd, hvor farlige disse Udladere er, navnlig for et Skib, der udelukkende er bygget af Aluminiums-Metal. Lidt ængstelig, navnlig af Hensyn til Miss Anna, stirrede jeg igen ned gennem Skylightet, og forbavsedes over den rasende Fart, hvormed disse Kolosser tumledes af Sted for Nordveststormen. Undertiden ramte et enkelt Orkanstød dem lige i Hjertet; da splittedes de ad, næsten som en Raketgirandol, der aabner sig, og hvirvledes atter bort, indtil de svandt i det fjerne som Rakettens mangefarvede, lysende Stjerner. Paa Skibets Skraastilling kunde jeg mærke, at vi stadigt bevægede os opad, Lufttrykket blev mindre og mindre, og mit Aërometer viste allerede paa atten Tusinde Fod over Havfladen.

»En smuk Højde at gaa til Jords i!« bemærkede jeg gennem Talerøret til Kaptajn Bird.

»Ikke værre end at gaa til Bunds i Atlanterhavet paa fire Tusinde Favne Vand, Sir,« lød det lakoniske Svar. »Trøst Dem! Solen vil i Morgen lyse for Dem over Golfen ved Tehuantepec. God rolig Nat, Sir!«

Noget beroliget ved den Sikkerhed, hvormed disse Ord udtaltes, skød jeg de rosenrøde Glasskiver til, saa at Lyset strømmede ind gennem Døren som en mild Morgendæmring, kastede mig paa mit Leje, rullede mig en Nikotinkloroform-Cigaret, lavede mig en Fidibus af Titelbladet til »Væren og Ikke-Væren«, og beredte mig paa at tilbringe Natten, som den nu maatte komme. Bange var jeg ikke. Det er jo i Grunden ligegyldigt, naar man kun skilles fra Døden ved en Planke, om denne Planke aabner sig til et knusende Fald mod Jorden, hvor alt vil være afgjort i et Sekund, eller til Havets Bølger, hvor Kampen vil vare Minutter. »Døden er den absolutte Hvile, den rene Værens Negation,« tænkte jeg, idet jeg mindedes Slutningskapitlet af »Ikke-Væren«, og forsøgte at finde Hvile i Søvnens Arme. Snart maatte jeg imidlertid tilstaa, at disse ikke var saa bløde som ellers, og at de virkede med en forunderlig knugende og trykkende, ja jeg kan gerne sige ængstende Magt. Jeg fo’r op efter et kort Blund uden rigtigt at vide, om jeg havde sovet eller ej, men med en Følelse, som sad der paa mit Bryst en centnertung Mare, der borede sine lange, spidse Fingre dybt ind i mine Øren, saa at Trommehinderne truedes med at sprænges. Jeg følte noget varmt og fugtigt, der dryppede ned fra min Seng, — det var Blodet, der med ustandselig Magt vældede ud af min Næse uden at lade sig standse. Hertil kom en bidende, skærende Kulde, der ligesom pinte sig ind gennem Skibets Sider, og fyldte dets Rum med en isnende Aande, som vægrede sig ved at trænge ned i Lungerne og opvarme Blodet. Jeg forsøgte at tale, men der kom ingen Lyd fra min Mund; ikke engang Lydbølgerne formaaede at bevæge sig gennem denne Æterfinhed. Den elektriske Lanterne brændte med en straalebrudt, spøgelseagtig Glans, Skibet arbejdede voldsomt, og gennem Revnerne i Skylightet saa’ jeg det ene blaalige Blink afløse det andet. Med Nød og næppe aflæste jeg paa mit Aërometer otte og tyve Tusinde Fod — det var en svimlende Højde, fire Tusinde Fod mere end den, hvortil »Kondoren«, den bedste Flyver, er i Stand til at hæve sig. Trods dette var det klart, at Skibet vedligeholdt sin Skraastilling, Tegn paa, at vi endnu bestandig hævede os, og nu kom Himmelsygen med alle sine usigelige Kvaler pludseligt over mig. Det hamrede i mit Hoved, det blinkede for mine Øjne som tusinde Smaalyn; der var en Susen og Brusen for mine Øren, som var min Hjerne forvandlet til det store Ocean, og samtidigt dermed blev jeg greben af en saa rædselsfuld Angest, at jeg gerne kunde have givet mig til at brøle, hvis ikke dette havde været fuldkommen unyttigt.

Jeg mandede mig op og satte min Mund til Talerøret — ingen Lyd, og selvfølgelig intet Svar. Jeg trykkede paa Naale-Telegrafen og stirrede med spændt Opmærksomhed paa Skiven lige over mit Hoved. — De smaa Naalehoveder satte sig i Bevægelse, ordnede sig til Linier, derpaa til Bogstaver, og jeg læste: »Stærkt elektrisk Uvejr to Tusinde Fod under os. — Heftig Orkan af Nord-Nordvest, Tordenskyerne kommer opad!«

Du kan tro, kære Ven, at det ikke er nogen Spøg at faa et saadant Telegram, naar man er paa Højden. Jeg aabnede Skylightet halvt og stirrede ned — aldrig har jeg set et saa forfærdeligt Syn. Kulsorte, blytunge, gigantiske Skymasser væltede sig over hverandre, som var det rullende Kloder, der søgte nye Baner til Flugt, og ud af disse Bjerge strømmede den elektriske Ild, snart positiv, snart negativ, snart rød som smeltet Lava, snart blaalig som luende Svovl — vidste man ikke bedre, skulde man tro, at man saa’ ned i et sydende Krater, hvor Titaner og Giganter drev deres forfærdelige Leg. Blændet og bedøvet af Synet, vendte jeg Blikket opad gennem det aabne Hoved-Skylight. Der stod Maanen kold og bleg og klar paa Nathimmelens sorte Grund — den forekom mig et selvlysende Dødningehoved, slængt hen paa Himmelhvælvingens uhyre Kistelaag. Jeg stirrede atter nedad — Kaptajn Birds Telegram talte alt for sandt. Skymasserne steg virkeligt opad, Lynene kom nærmere og nærmere, de blev klarere og mere blanke — kom vi ind i denne elektriske Strømning, var vi uundgaaeligt fortabte. Jeg kunde paa Skibets Bevægelser føle, at baade Kaptajn og Mandskab anede denne Fare, og gjorde alt for at afvende den. Maskinerne arbejdede voldsomt, Vingeslagene var bragt op til det højst mulige, men i den fortyndede Luft havde Nedslaget ingen Kraft, og Forbrændingen under Maskinerne var ikke længere livlig af Mangel paa Ilt. Jeg følte, at vi ikke kunde drive det til en større Højde, end den vi havde naaet. Et Øjeblik efter viste mit Aërometer Tendens til Stigen, og to Minutter efter var vi allerede sunkne tre Hundrede Fod. Under slige Forhold, kære Ven, er det rædselsfuldt at være om Bord paa et Luftskib. Under sig har man kun den sikre Undergang, og over sig — ja tilgiv mig, kære Ven, at det lyder som en Brander — kun Overgangen til den rene Værens Negation. Nej, saa priser jeg dog Kampen med Elementerne til Søs. Der samles man paa Dækket, hiver og haler, pumper og beslaar under fælles Sammenhold, fælles Enighed, i Kampen for Livet. Brister det saa endeligt under Ens Fødder — nu vel, saa gaar man til Bunds med Stjernerne over sig, og et trøstende Ord til Afsked. Men paa en Flyver som »Prometheus« er alt anderledes. Der lyder intet Kommandoraab, ingen lystig Opsang, intet muntert Ord — Gravens Stilhed hersker overalt. Aërometrene viser med Fortvivlelsens Nøjagtighed Skibets gradevise Synken, de sitrende Telegrafvisere hvisker deres Kommandoraab, én enkelt dæmpet Klokketone angiver, at det er forstaaet, to, at man ønsker nøjere Ordre. Her gælder det netop om ikke at forlade sin Plads. Enhver maa, selv i det afgørende Øjeblik, forblive i sin trange, kvælende Celle, indtil Alarmsignalet lyder, og man gennem Nødlugen styrter sig ud med Nedfaldsskærmen paa Ryggen, og Styreviften i Haanden. Den ringeste Malkonduite foraarsager her, at Fartøjet taber sin Ligevægt, og de uberegneligste Følger kan da indtræde.

Det var disse Betragtninger, der gav mig Dødsforagtens hele Stoicisme, og tvang mig til endogsaa med et Slags Ro at ordne Snorene paa den Faldskærm, der dinglede over mit Hoved. Jeg tænkte paa Miss Anna, tænkte paa, hvor rigt vort korte Samliv havde været, og lovede at ofre mit Liv, hvis jeg derved kunde frelse hendes. Imidlertid tiltog Lynene i Styrke og intensiv Kraft, Aërometret steg bestandigt, og ude fra Korridoren hørte jeg en søvndrukken Rallen og Prusten — det maatte være Hr. Knoll, som Luftfortyndingen havde bragt ud af sin hypnotiske Tilstand. Et blev mig i dette Øjeblik klart. Hvis denne kæmpemæssige Referent for »Den kaloriske Brølabe« blot et Øjeblik tabte Aandsnærværelsen og i sin søvndrukne Tilstand forlod sin Plads, vilde han bringe Skibet ud af Balancen, bringe Panik over Mandskab og Passagerer — og vort Fald vilde være uundgaaeligt.

Lige som jeg anstillede disse Betragtninger, lød et forfærdeligt, et bedøvende Brag, der fik Skibet til at bæve og ryste, som var det en anskudt Fugls Sitren i Dødskampen. En blaalig, blændende Lysning trængte sig ind gennem hver Revne, hver Sprække og fyldte selv mit Lukaf med en underlig, svovlagtig Luft, hvori jeg var nær ved at kvæles. Samtidigt dermed krængede Flyvefisken saa stærkt over i Læ, at jeg var lige ved at trille ned, og med begge Hænder maatte gribe fat i Loftstropperne for ikke at gøre det. Vi krængede stærkere og stærkere. Pludseligt stod Maskinen stille, det sitrede i hele Skibet, den ene Vinge faldt tungt, ligesom lamslaaet tilbage og tørnede mod Skroget i næsten hele dets Længde. I dette Øjeblik tabte jeg Aandsnærværelsen og Herredømmet over mig selv. Uagtet jeg ikke to Sekunder i Forvejen helligt havde lovet mig selv at blive, hvor jeg var, sparkede jeg dog Døren op, styrtede over »Den kaloriske Brølabe«, der paa alle fire kravlede ude i Gangen, kastede et Par af Mandskabet til Side, som vilde formene mig Adgangen, og var i to Spring oppe paa Dækket lige ved Siden af Kaptajn Bird. Her saa’ jeg først Ulykken i hele dens forfærdelige Omfang. Langt borte, pisket af Orkanen, tumlede en Heksalator af Sted. Jeg kunde endnu øjne dens seks spillende Vinger, dens røde og grønne Lanterner, og Funkerne, der sprudede ud af dens Skorsten. Der var ingen Tvivl om, at den, blændet af Lynene og hvirvlet af Luftbølgerne, havde paafløjet os kort efter at et Lyn havde ramt os, thi vor højre Vinge var brækket. Mandskabet var ivrigt i Færd med at kappe den, og selv drev vi af Sted for Skibets store Nedfaldsskærm, der bugnede over os som et uhyre Kuppeltelt. Mit Blik fo’r hen over Dækket. Jeg saa’ kun Kaptajn Bird, surret til Snabelgerigget for ikke at rives over Bord af de forfærdelige Orkanstød, og til ham klyngede sig angest og fortvivlet en ung, fin Kvindeskikkelse, i hvem jeg øjeblikkelig genkendte Miss Anna. Situationen var rædselsfuld. Skibets oliede Metalflade var glat som Skindet paa en Aal, Orkanstødene saa voldsomme, at de havde bøjet den ene af de to Skorstene; men ikke desto mindre ilede jeg frem, greb det Reb, som han tilkastede mig, og surrede Miss Anna saa forsvarligt, som det var mig muligt.

»Kap venstre Vinge! Ikke en Sjæl flere paa Dækket!« telegraferede Kaptajn Bird gennem Naaletelegrafen. Et Øjeblik efter sank den anden af Skibets stolte Vinger, og forsvandt som en uhyre Pil igennem Lufthavet. Lige i det samme viste vor kæmpemæssige Referent sin svære Overkrop i Storlugen og fik Skibet til at krænge saa stærkt, at jeg nærede grundet Frygt for at gaa over Bord. »Ned Sir!« vinkede Kaptajn Bird; dog Hr. Knoll lod sig ikke anfægte deraf, men arbejdede sig med to Nedfaldsskærme paa Ryggen endnu højere op. Da hævede Kaptajn Bird Haanden og trykkede løs. Revolveren gav kun et svagt Knald; jeg saa’ Blinket, hørte et mat Raab og den ulykkelige Referent tumlede over Bord, for snart efter at forsvinde for mit Blik. Dog tror jeg ikke, at han var truffet, thi da Faldskærmene aabnede sig, holdt han endnu Legemet oprejst, og stak Styreviften bagud mellem Benene; men hvornaar og hvorfra han skriver sin næste Korrespondance, maa Guderne vide — jeg har siden ikke kunnet opspørge det ringeste om ham. En Luftkaptajns Adfærd ved slige Lejligheder maa være bestemt og energisk; men det gøs dog i mig, da jeg saa’ den ulykkelige Referent forsvinde dybt under os, tumlet af Sted som en Fjerbold, og jeg kunde ikke undertrykke en svag Rædsel, da Kaptajn Bird koldblodig stirrede op imod Faldskærmen, og til den sørgelige Katastrofe kun bemærkede: »Det lettede!« — Skulde jeg maaske, eller endog Miss Anna være det næste ulykkelige Offer? Atter fo’r mit Blik hen over Skibet, men hvad der mødte mit Øje, viste mig desværre kun alt for klart, at Stillingen var haabløs. Tre af Mandskabet var fløjne over Bord, og ingen af dem havde haft Nedfaldsskærm paa. Langs nederste Dæk var Nødlugerne aabnede, og paa disses skrøbelige Planker, kun holdende sig til Stormkrogene, hang Skibets Passagerer blege og forfærdede, beredte til at springe i Luften, hvis den Ulykke skulde indtræffe, at Storfaldskærmen ikke længere kunde modstaa Orkanens Voldsomhed. Fuld af Spænding stirrede jeg op mod den uhyre Silkekuppel, der i sig gemte vort eneste Haab, vor eneste Frelse. Dernæst saa’ jeg paa Kaptajn Bird. Hans Træk var rolige, kolde og bestemte, men dog var han i Færd med, saa godt det lod sig gøre, at rulle sin Nedfaldsskærm ud, for at faa Bøjlerne anbragt under Armene. Jeg gjorde det samme, henvendte et Par trøstende Ord til Miss Anna og rettede paa hendes Skærm, medens jeg sagde hende et sidste Farvel. Hun var fuldkommen fattet, bad mig med sagte Stemme om ikke at glemme hende, og gav mig en Medaillon med hendes Fotorelief, som jeg skulde bringe hendes Moder, hvis Ulykken skulde hænde. Fuld af Forventning stirrede jeg atter op mod Skibets Faldskærm — desværre, min Formodning var kun alt for grundet. Orkanen var saa voldsom, Faldskærmens Modstandsflade saa stor, at vi ikke sank, men i ustandselig Fart kørte af Sted for Luftbølgerne, snart beskrivende store Kredse omkring vor egen Akse, snart krængende til Læ, snart til Luvart med en saadan Voldsomhed, at jeg maatte holde mig fast i Signalpiben, for ikke at tumle over Ende. Flere Passagerer var allerede over Bord, nogle sprungne ud i vanvittig Fortvivlelse, andre revne med af Stormens Magt, fordi de havde været saa uforsigtige i urette Tid at aabne Laasebøjlerne paa deres Faldskærme. Jeg saa’ dem forsvinde dybt under os som hvide, sølvglinsende Pletter, som Snedun, der tumles om i stormbevæget Luft; men Tabet af dem gjorde Skibet lettere, Orkanen fik mere og mere Magt med os, saa at vi i store, svimmelvækkende Svingninger tumledes af Sted, i Ordets egentligste Forstand, en Bold for Vinden og en Leg for Stormen. Da sprang pludseligt med en hvinende Lyd de fire Faldskærmreb agter, og som et uhyre, løsslaaet Storsejl hævede den bageste Del af Silkekuppelen sig for Stormen. Et Forfærdelsesskrig, et sandt Dødshyl lød fra det tilbageblevne Mandskab, og i samme Nu saa’ jeg Daggerten blinke i Kaptajn Birds Hænder. Et nyt Orkanstød, og Store-Mellemfalds-Skærmrebene brast, som var de Sytraade; hele Skibet krængede agter, saa at det rejste sig som en stejlende Hest. Jeg hørte et nyt Forfærdelseshvin, saa’ Kaptajn Bird overskære Surringen for Miss Anna og sig selv, jeg følte mig løftet, baaret, kastet af Sted, svunget i uhyre Kredse, pisket, jaget og gennemisnet, indtil jeg tabte Besindelsen.

Hvor længe denne forfærdelige Tilstand har varet, hvor langt og hvorhen Orkanen førte mig, hvor mange af mine Lidelsesfæller, der er gaaet til Grunde, og hvor mange, der er frelste, derom har jeg til Dato ikke det ringeste Begreb. Da jeg vaagnede af min lange Dødssøvn, hang jeg med forrevne Klæder og forslaaet Legeme højt oppe i et Tamarindetræ, og nogle nøgne, tatoverede Insulanere gav mig ved Tegn at forstaa, at jeg skulde komme ned til dem. Min Frygt for at jeg skulde være dalet ned i det indre af Ny-Zealand, og saaledes kunde risikere at blive ædt af de faa Horder Maorier, der endnu er tilovers, viste sig heldigvis ugrundet. Jeg befandt mig paa Madagaskar, i Nærheden af dens Hovedstad Tananariva, og blev særdeles gæstfrit modtaget af Rakota-Radaman den Syvende, som med megen Interesse hørte Beretningen om min Ulykke. Han taler brillant Fransk og gør sig meget til at af have dræbt Hovaernes sidste Høvding Ranavalona. Øen er fuldstændig kristnet, og Indbyggerne, især de højere, har ganske europæisk Kultur; men da Opholdet ved Hoffet kedede mig, navnlig fordi jeg vist hundrede Gange om Dagen maatte gentage min Lidelseshistorie, besluttede jeg at modtage Biskop Kings gæstfri Tilbud indtil paa Onsdag, da det engelske Dampskib afgaar. Han har et udmærket Bibliotek og er ganske fri for de gammeldags dogmatiske Trossætninger, som saa let befænger navnlig de engelske Gejstlige. Jeg har her fundet saa megen Pleje, saa megen Godhed og Venlighed, at jeg ganske vilde have glemt mit Uheld og Forliset af det stolte Skib, hvis ikke Tabet af Miss Anna mindede mig derom. I alt syv Passagerer og fire af Mandskabet, deriblandt Kaptajn Bird, er dalede ned paa forskellige Steder, ofte fire til fem Hundrede engelske Mile fra hverandre; men hendes Navn har jeg endnu ikke truffet i de daglig indløbende Telegrammer. Jeg vil ikke skildre dig min Sorg; jeg véd, at du og alle dine paa Sukkertoppen føler med mig. Far vel, du skal snart atter høre fra mig, naar jeg kommer til Kalkutta.

Din hengivne
William Stone .

E. S.

Kære Ven, jeg er ellevild af Glæde! Jeg har her i min Haand et Telegram fra hende selv, dateret Kalkutta. Hun er faldet ned paa Toppen af Kintschindshiunda ved de østlige Himalajabjerge, og har efter store Lidelser, som hun agter at beskrive i »New-York Magazine«, naaet Forindiens Hovedstad, hvor hun er bleven særdeles vel modtagen af den russiske Regering. Vi har i Sinde at lade os vie i Kalkutta i den lille Kirke, hvor vi gjorde vort første Bekendtskab. Vor Bryllupstur gaar op ad Bramaputra og derpaa til Martaban eller Tenasserim, hvor vi agter at tilbringe Vinteren hos den russiske Guvernør. Anna er en dygtig Jæger, skyder lige udmærket med Riffel og Pistol, og glæder sig ligesom jeg til en ordentlig Tigerjagt. Hvad der ogsaa vil more hende er Brilleslangejagten, denne elegiske Jagt, hvor man lokker Dyret frem ved Fløjtetoner og derpaa kaster det Strykninpiller i Gabet. Jeg er vis paa, at hun vil gøre det nydeligt. Far vel! Lev vel! Jeg er nu, som man sagde for hundrede Aar siden, »det lykkeligste Menneske i Verden«.

Din
W. S.